06.04.2017

Giftangrebet i Khan Sheikhoun chokerer i Vesten, men stormagterne vil fortsætte med at afprøve hinandens tålmodighed, frygt og engagement i den uløselige syriske borgerkrig.

Analyse af Martin A. Husted

Tirsdagens giftgasangreb på byen Khan Sheikhoun i den nordlige oprørskontrollerede provins Idlib blotlægger med al tydelighed konfliktens uløselige karakter. På den ene side synes angrebet at have potentiale til at udløse en ny, dramatisk krise i stormagtsspillet om den syriske borgerkrig. Årsagen er simpel: mediernes billeder af forsvarsløse civile, sandsynligvis ramt af nervegassen saringas, tvinger igen Vestens statsledere til at forholde sig til deres muligheder. På den anden side indeholder angrebet en oplevelse af deja-vu. Det er desværre ikke første gang, at kemiske våben bliver benyttet i Syrien, og sandsynligheden for, at dette angreb vil føre til en grundlæggende forandring af status quo er minimal.

Assads benægtelse
Den britiske FN-ambassadør Matthew Rycroft langede tirsdag 3. april hårdt ud efter Assad-regimet, Iran og Rusland, og pointerende at: ”angrebet bærer alle kendetegn af endnu en overlagt kampagne om brug af kemiske våben fra det syriske regime og dets militære støtter”. Modsvaret kom prompte fra Assad-regimet, der ikke overraskende benægter enhver involvering i tirsdagens giftgasangreb. Regimet udstedte hurtigt en pressemeddelelse, hvori det ”fuldstændigt nægter at have brugt nogen form for kemisk eller giftigt materiale i byen Khan Sheikhoun”.

Regimet er heller ikke fremmed for beskyldninger om netop brug af kemiske våben. I 2013 balancerede Assad-regimet nemlig på kanten af en amerikansk-britisk ledet intervention i borgerkrigen, da et giftgasangreb på Damaskus-forstaden Ghouta fremprovokerede en lignende krise. Med angrebet i 2013 gik Obama-administrationen så langt som nogensinde i forhold til truslen om amerikanske luftangreb på Assad-regimet og fremhævede dramatisk, at brugen af sådanne våben var ”en rød linje”. Men Obamas krigsretorik blev aldrig til mere i og med at krisen fandt sin løsning igennem en international aftale, primært formuleret af Rusland. Her afgav regimet – overvåget af Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, og assisteret af blandt andre den danske flåde – sine kampgasser til destruktion, og undslap dermed truslen om intervention.

Det er derfor ikke overraskende, at Assad-regimet har travlt med at fremhæve sin uskyld i det seneste angreb. I stedet påpeger regimet, at oprørsgrupperne bærer ansvaret for de gentagende giftgasangreb. Eksempelvis har man fra Damaskus betonet, hvordan en FN-undersøgelse fra oktober 2016 påviste, at ISIL netop havde brugt sennepsgas 21. august 2015 i det nordlige Syrien. Men man har behændigt undgået undersøgelsens andre mere ubehagelige konklusioner: at regeringens luftstyrker anvendte kloringas ved mindst tre lejligheder i 2014 og 2015. Angrebet i Khan Sheikhoun kan altså udvikle sig til et alvorligt problem for Assad-regimet. Officielt bør regimet jo ikke ligge inde med militære giftgasser mere, og Assad har efter krisen i 2013 endda tilgået konventionen mod kemiske våben. En overtrædelse af forbuddet vil alt andet lige derfor bekræfte amerikanske og europæiske lederes faste overbevisning om, at regimet i Damaskus er Mellemøstens nye ”gale hund”, der må fjernes før borgerkrigens andre problemer kan løses.

Set i det lys bør man overveje, hvorfor regimet overhovedet kan have benyttet kemiske våben 4. april 2017? Major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Lars Cramer-Larsen uddyber over for Jyllands Posten, at det ”ikke giver nogen militærstrategisk mening i at bruge denne type våben. Bashar al-Assad har jo åbenlys støtte fra USA og Rusland, og USA’s FN-ambassadør har lige sagt, at man ikke har tænkt sig at prioritere Assad i øjeblikket, hvorfor skulle han så begynde at bruge den type våben? På den anden måde er det også en kendt sag, at Assad gør fuldstændig, som det passer ham”.

Man kan ikke udelukke, at Assad selv og de grupperinger, der er loyale over for ham, ikke nødvendigvis har haft et indblik ind i operationen, der førte til giftgasangrebet.
_______

 

Hertil bør det også anføres, hvordan præsident Assads magt og indflydelse er blevet formindsket med borgerkrigens fem års lange pres på regimet. Assad bliver af flere analytikere anset som en figur, hvorom flere forskellige regimetro grupperinger samler sig i deres fælles kamp imod oprøret, men ikke i deres fælles loyalitet imod Assad-regimet. I det perspektiv er Assad nu selv én del af en stadig mere fragmenteret magtstruktur, hvori forskellige krigsherrer og klaner kæmper om kontrollen over regeringsapparatet i Damaskus. Man kan således ikke udelukke, at Assad selv og de grupperinger, der er loyale over for ham, ikke nødvendigvis har haft et indblik ind i operationen, der førte til giftgasangrebet. [Læs også: Martin A. Husted – ”Er Assad-regimet herrer over sine egne beslutninger?”]

Moskvas modsvar
Reaktionen fra Assads tætte allierede i Moskva synes allerede at tage højde for forskellige problemstillinger. For det første forsøger præsident Putin og Kreml at etablere en forklaring, der sammenkæder tilstedeværelsen af radikale islamistiske oprørsgrupperinger med netop kemiske våben. Udtalelsen fra det russiske forsvarsministerium indeholder her en interessant pointe, hvori det accepteres, at regimet gennemførte et luftangreb på Khan Sheikhoun, der havde ”ødelagt et varehus (…), hvor kemiske våben blev produceret og oplagret før de blev sendt til Irak”. Russernes udlægning blev – ikke overraskende – bakket op af Assad-loyale journalister, der – ifølge BBC World – citerer syriske militærkilder for at angrebet var rettet imod en ”Al-Qaeda våbenfabrik i Khan Sheikhoun”.

Forklaringen er interessant, idet den forsøger at koble sig til Vestens egen luftkampagne rettet imod netop Al-Queda og ISIL, og fremhæver at disse grupper rent faktisk har benyttet kemiske våben i både Syrien og Irak (som føromtalte FN undersøgelse jo påpegede).

Om forklaringen så er overbevisende er endnu for tidligt at bedømme, men tekniske eksperter påpeger visse svagheder i den. Saringas er – såfremt den netop blev benyttet 4. april – et relativt svært tilgængelig våben. Det kræver både adgang til sofistikeret ekspertise at fremstille kampgassen og højteknologiske våbensystemer at benytte den effektivt på slagmarken. Begge evner besidder islamistiske grupperinger som Al-Queda og ISIL kun i meget ringe grad, men Assad-regimet har til forskel dels produceret våbnene (indtil mindst 2013) og har adgang til avancerede luftstyrker, der har evnen til at fremføre kemiske våben i kamp.

For det andet må det bekymre russerne, at Assad foretager sådanne kemiske angreb, hvis relative militære gevinster langt overskygges af potentielle storpolitiske reaktioner fra Vesten. Beslutningstagerne i Kreml må her stille sig selv nogle svære spørgsmål: Er Assad i kontrol over sine egne styrker? Er Assad-regimet, hvis det stadigvæk kontrollerer sine styrker, egentlig i stand til at vinde borgerkrigen militært og politisk?

Hvis det antages, at Assad-regimet er i kontrol over sine styrker, så er Moskvas problem, at regimet med brug af kemiske våben bevæger sig længere og længere væk fra enhver mulighed for at finde en politisk forhandlingsløsning. De vestlige stormagter vil have mere end svært ved at samarbejde med krigsforbryderen Assad.

Beslutningstagerne i Kreml må her stille sig selv nogle svære spørgsmål: Er Assad i kontrol over sine egne styrker? Er Assad-regimet, hvis det stadigvæk kontrollerer sine styrker, egentlig i stand til at vinde borgerkrigen militært og politisk?
_______

 

Det efterlader den militære løsning på bordet, men den situation udstiller i bund og grund Ruslands langsigtede udfordring i Syrien. Kreml kan nemlig i sidste ende sandsynligvis ikke acceptere en sådan løsningsmodel. Den kræver en så massiv russisk militærtilstedeværelse, og risiko for tab af mænd og materiel, at russisk militær, økonomi og samfund vil blive pålagt for store byrder i opretholdelsen af Assads greb om magten i Syrien – i hvad der kunne udvikle sig til et nyt Afghanistan for russerne.

Problemerne synes at tvinge Kreml ind på en allerede velkendt vej, hvor man forsøger at skræmme Assad-regimet fra international fordømmelse, og yderligere minimere risikoen for vestlig intervention. Begge strategier er midler til hovedmålet: at fastholde Assad-regimet i kontrol over så store dele af Syrien at omverdenen enten er nødt til at acceptere Assad som en del af fremtidens syriske politiske virkelighed eller at etablere en de facto ny Assad-stat i de kontrollerede områder.

Rent taktisk forsøger russerne at købe sig tid, så begivenheden fortoner sig i den vestlige offentlighed. I FN´s Sikkerhedsråd blev Rusland onsdag 5. april stærkt kritiseret af Storbritanniens ambassadør, der fremhævede at: ”Assad ydmygede Rusland” og dernæst retorisk spurgte: ”Hvad er jeres plan? Hvad er jeres plan for at stoppe disse forfærdelige vanvittige angreb? Vi havde en plan (muligheden for intervention i 2013, red.), og vi havde støtten og I afviste den for at beskytte Assad”. Til den svada svarede Ruslands stedfortrædende ambassadør Vladimir Safronkov, at briterne var ”besatte af at styrte Asad” og opfordrede derefter til en international undersøgelse af episoden.

Hvad gør USA?
Mødet i FN´s Sikkerhedsråd onsdag 5. april tog en dramatisk drejning, da den amerikanske ambassadør Nikki Haley tog ordet og først fremhævede, at Rusland: ”gang på gang bruger den samme falske fortælling for at flytte opmærksomheden for deres allierede i Damaskus” , og derefter åbnende for, at USA kunne handle egenrådigt i Syrien: ”Når FN konsekvent fejler i deres pligt for at handle kollektivt, så er der øjeblikke, hvor vi som stater er tvunget til at handle selv”.

Den sidste udtalelse synes at åbne for en overraskende stærk reaktion fra Trump-administrationen, der ellers har forholdt sig afventende over for den syriske borgerkrig. Pressesekretæren for Det Hvide Hus, Sean Spicer, benyttede også giftgasangrebet til at beskylde Obama-administrationen for at have været for tilbageholdende, og at angrebet således var: ”en konsekvens af den tidligere administrations svaghed og ubeslutsomhed” og gik dernæst mere krigerisk efter Assad: ”Dagens kemiske angreb i Syrien imod uskyldige mennesker, inklusiv kvinder og børn er afskyeligt, og kan ikke blive ignoreret af den civiliserede verden”.

Det åbne spørgsmål er nu, hvorvidt og hvordan Trump-administrationen følger op på fordømmelsen? Her er sagen, at præsident Trump må forholde sig til de samme begrænsninger, som forgængeren Obama stod over for i Syrien.
_______

 

Det åbne spørgsmål er nu, hvorvidt og hvordan Trump-administrationen følger op på fordømmelsen? Her er sagen, at præsident Trump må forholde sig til de samme begrænsninger, som forgængeren Obama stod over for i Syrien. For det første er den amerikanske befolkning, de europæiske og mellemøstlige allierede yderst skeptiske over for andre militære tiltag end luftangreb og specialstyrke-støtte til lokale aktører i den syriske borgerkrig. En fuld intervention i Syrien, baseret på indsættelsen af massive vestlige landstyrker, er en uoverskuelig politisk satsning, hvor sporene fra Irak og Afghanistan i den grad skræmmer. Alene af disse overvejelser er det højst usandsynligt, at Trump vil forsøge at skabe en koalition af villige til at afsætte Assad.

For det andet er Assad-regimet usammenligneligt med de amerikansk-ledede invasioner i netop Irak og Afghanistan. Hvor Rusland eksempelvis stod impotent på sidelinjen i Irak-invasionen i 2003, så indtager russerne i dag en hovedrolle i Syrien. Kreml (og Teheran) vil og kan ikke ignoreres i stormagtsspillet om Syrien, og i mere konkrete amerikanske overvejelser om luftangreb rettet imod Assad-styret.

USA’s problem er, at Ruslands og Irans massive militære tilstedeværelse i regimezonen gør det mere eller umuligt for amerikanske luftangreb at sondre mellem Assads egne styrker (der kan fremføre kemiske våben), og de russiske, iranske styrker. Ruslands udstationerede luftstyrker deler eksempelvis luftbaser med Assads luftenheder langs Syriens Middelhavskyst. I havnebyen Tartus har russerne en mindre flådehavn, og i den nærliggende by Latakia har Rusland et større kompleks af luft- og kommunikationsbaser – hele denne militære infrastruktur er beskyttet af nogle af de mest højteknologiske antiluftværnssystemer, eksempelvis S-400 systemer med en rækkevidde på ca. 400 kilometer. På slagmarken er Irans paramilitære og konventionelle enheder ”sandwiched” ind imellem Assad-tro styrker, støttet af russiske specialstyrker. Man spørger derfor sig selv, hvordan USA rent praktisk vil kunne undgå at ramme russiske og iranske styrker, hvis det amerikanske luftvåben blev beordret til at angribe Assad? Dertil kommer det altafgørende spørgsmål: hvad russerne og iranerne vil gøre i en sådan situation?

I bedømmelsen af disse spørgsmål må Washington kritisk overveje, om man nærmer sig en helt ukontrollerbar situation, hvor få amerikanske angreb på Assad kan udløse en stormagtskonfrontation mellem USA, Rusland og Iran. En sådan situation virker i skrivende stund utænkelig, alene ud fra den åbenlyse pointe, at den ikke gavner nogen af parternes interesse.

I den læsning fremstår der i sidste ende kun én sandsynlig udvikling; at stormagterne grundlæggende fortsætter som tidligere. Giftangrebet i Khan Sheikhoun chokerer derfor i Vesten, men udløser sandsynligvis ikke mere. Stormagterne vil i stedet fortsætte med at afprøve hinandens tålmodighed, frygt og engagement i den uløselige syriske borgerkrig. De vil fortsat støtte lokale aktører, men ikke direkte søge en konfrontation med hinanden over det basale spørgsmål, borgerkrigen i begyndelsen drejede sig om; hvorvidt Assad-regimet skulle vedblive med at være en del af Syriens politiske struktur eller ej?

ILLUSTRATION: Nikki Haley, USA’s FN-ambassadør, viser billeder af syriske ofre for giftgasangreb til et møde i FN’s Sikkerhedsråd, 5. april 2017. (FOTO: AP Photo/Bebeto Matthews/POLFOTO)

Martin Ammitsbøll Husted (f.1981) er cand.mag i Filosofi og Samfundsfag, og cand.mag i Historie fra Aarhus Universitet. Martin har i flere år været tilknyttet som skribent hos Ræson, er lektor på Århus Akademi og Risskov Gymnasium samt forfatter og foredragsholder med særligt fokus på globalisering, stormagtspolitik og politisk filosofi i det 20. årh.