11.12.2017

Hvis ikke Rusland moderniserer sit politiske og økonomiske system, vil landet langsomt men sikkert tabe rollen som indflydelsesrig stormagt. En modernisering vil imidlertid betyde, at det nuværende regime ikke kan fortsætte på samme præmisser som i dag – hvis det overhovedet vil kunne bestå. Ergo står den russiske elite overfor valget mellem at glide ud i international glemsel eller at miste sin altdominerende magtposition i Rusland.

Analyse af Jakob Kromann

SIDEN præsident Putin kom til magten i Rusland i maj 2000, er der sket flere grundlæggende forandringer af det system, som det russiske samfund er bygget op omkring. Hvad der med vestlige øjne i begyndelsen af dette årtusinde lignede en positiv liberal udvikling, som ville resultere i et indenrigspolitisk demokratisk og udenrigspolitisk ansvarligt Rusland, er i stigende grad endt med et autokratisk og kleptokratisk regime, der tydeligvis ikke deler samme internationale visioner. Rusland har unægteligt formået at øge sin egen internationale indflydelse inden for de seneste ti år, men det er ofte kommet til udtryk gennem handlinger, som med overlæg har modarbejdet den liberale verdensorden, inklusive flere af de institutioner som danner hjørnestenene.

For at forstå Ruslands subversive adfærd på den internationale scene må man kende landets interne politisk-økonomiske system og de dynamikker, der driver det. Det er ofte blevet karakteriseret som ”putinisme”, fordi Putin formår at placere systemet i en ligevægt, som ingen fra eliten har interesse i at bevæge sig væk fra.
Politisk magt og økonomisk rigdom hænger tæt sammen i et gensidigt afhængigt forhold. Kontrollen af økonomiske goder og evnen til at fordele dem er centralt. Men for at være i stand til at fordele økonomiske goder må man have politisk magt. Til gengæld skal man – for at have politisk magt – have økonomisk magt. Hvad der til gengæld ikke gavner et sådant system er gennemsigtighed, dét at skulle stå til ansvar over for befolkningen samt eksterne påvirkninger. Disse karakteristika er derfor i så vidt omfang som muligt omhyggeligt pillet ud af ligningen.
Et sådant system er inkompatibelt med den liberale orden, som det eksisterende internationale system hviler på. Elementer som universelle regler, gældende institutioner, gennemsigtighed, åben udveksling og fair konkurrence stemmer grundlæggende ikke overens med den måde, det russiske politisk-økonomiske system fungerer på. Derfor er uoverensstemmelserne mellem Rusland og dem, der forsvarer en liberal og regelbaseret verdensorden, af fundamental karakter og ikke noget, som vil løse sig, hvis der ikke sker substantielle ændringer af det russiske system.

 

Uoverensstemmelserne mellem Rusland og dem, der forsvarer en liberal og regelbaseret verdensorden, er af fundamental karakter og ikke noget, som vil løse sig, hvis der ikke sker substantielle ændringer af det russiske system
_______

 

Rusland er udfordret, og der venter store forhindringer forude
Imidlertid vil der for Rusland muligvis være grund til at transformere sig, hvilket kan forklares med fremførelsen af fem påstande. De følger ikke nødvendigvis automatisk af hinanden men hænger alligevel sammen i en kontinuerlig tankerække.

1: Rusland har større udfordringer i dag end på noget andet tidspunkt, siden Putin kom til magten.
Det internationale system og den globale orden er reelt i opbrud, og tendensen vil kun fortsætte i de kommende år. Systemet er mere præget af uorden, forvirring og flydende relationer og magtforhold end faste rammer og forudsigelighed, og det er derfor naturligvis ikke kun Rusland, som skal håndtere de nye systemiske forhold. Men selvom man kunne tro, at Rusland har gavn af det magtvakuum, der er opstået, efter stormagterne har indledt en usikker tilpasning mod de nye internationale vilkår, roller og magtrelationer, er det kun delvist sandt. For Rusland står i dag over for umådeligt store eksterne udfordringer i form af stigende spændinger med nye stormagter, den postindustrielle udvikling og teknologiske revolution, som gør det vanskeligt for landet at projicere egen magt i det internationale system. Derudover er der skabt nye typer af trusler og redskaber for magtudøvelse, som, man i Rusland efterhånden vil erfare, ikke bare kan udgå fra Rusland selv men også peges i retning heraf, når andre aktører tager dem i brug. Landets vedvarende internationale isolation og i særdeleshed det iskolde forhold til Vesten siden annekteringen af Krim i 2014 er det mest håndgribelige eksempel.

2: Rusland er utroligt dårligt rustet til at klare de nye udfordringer fra det 21. århundrede og får særdeles svært ved at omstille sig til de nye omstændigheder.
Ruslands forudsætninger for at håndtere de nye problemstillinger lader meget tilbage at ønske – både når det kommer til det materielle og økonomiske område, men i lige så høj grad når det handler om det mere immaterielle og psykologiske plan. Hvad angår det materielle aspekt, er en voldsomt stor del af den russiske økonomi hængt op på de naturressourcer, hovedsageligt olie og naturgas, som landet har overvældende mange af, men som resten af verden forsøger at bevæge sig væk fra og reducere sin import og sit forbrug af. Samtidig er Ruslands produktivitet, konkurrenceevne og innovationsevne bemærkelsesværdig dårlig, hvilket delvist skyldes det stadigt mere gennemgribende putinistiske system og den massive afledte statsstyring og udbredte korruption grundet manglende markedsorienterede reformer. Endelig er Rusland en aldrende nation med en befolkning, hvor flere går på pension, end der træder ind på arbejdsmarkedet, og befolkningstallet falder. Det er en udfordring tilsvarende den, mange lande i bl.a. Vesteuropa står overfor, men som Rusland er et særligt udpræget eksempel på. En sådan udvikling er dyr og svækker rammevilkårene for økonomisk vækst betragteligt, og det er svært at forestille sig Rusland som det nye eldorado for udenlandsk arbejdskraft. Altså har Rusland en lille og uholdbar økonomi, som har meget lang vej, hvis den skal udvikle sig til en dynamisk vækstøkonomi, som man forestillede sig op gennem 2000’erne og vil derfor ikke kunne udgøre en betydelig magtbase for landet.

 

Ruslands produktivitet, konkurrenceevne og innovationsevne er bemærkelsesværdig dårlig, hvilket delvist skyldes det stadigt mere gennemgribende putinistiske system og den massive afledte statsstyring og udbredte korruption
_______

 

På det mentale område er Rusland også uforberedt over for den nye verdensordens præmisser, som slet ikke stemmer overens med Kremls mindset. Rusland abonnerer på en geopolitisk idé om, at stormagterne ud fra deres magtforhold skaber en verdensorden baseret på deres interesser og interessesfærer. Det tankesæt holder imidlertid ikke i det 21. århundrede, hvor nationale grænser i vid udstrækning transcenderes af globale handelsstrømme, verdensomspændende informationsstrømme, teknologisk revolution, klimaændringer mv. Stormagterne er stadig de mest betydningsfulde internationale aktører, men de kan ikke som tidligere autonomt udstikke rammerne for det internationale system. Det må Rusland indse og omfavne for at udnytte sit fulde potentiale.

3: Putin har opnået betydelige taktiske sejre – men det har været på bekostning af strategiske interesser.
Putin har med de seneste militære interventioner i lande i Ruslands nærområde formået at sætte Rusland på landkortet og igen gjort det til et land, man ikke kan komme udenom i løsningen af centrale internationale konflikter og dagsordener. Her kan man særligt tale om både Georgien, Ukraine og Syrien men i stigende grad også i håndteringen af eksempelvis Nordkorea. Denne internationale tyngde er noget, man vægter højt i Kreml og i høj grad også i den russiske befolkning, som ser det som Ruslands naturlige rolle at være en essentiel aktør i international sammenhæng. Putin har aktivt haft held med at skabe et stærkt narrativ om russisk udenrigspolitik på et tidspunkt, hvor mange vestlige lande famler i forvirring over deres egen udenrigspolitiske retning. Rusland har ved første øjekast haft stor succes med sin udadreagerende udenrigspolitik, og det er blevet en bærende søjle i regimets stabilitet og legitimitet.

Ikke desto mindre har flere af Ruslands udenrigspolitiske beslutninger skadet landets strategiske mål, og i sidste ende afspejler de dets gennemgribende svagheder og manglende evne til at overkomme de langsigtede udfordringer, landet står overfor. Ved annekteringen af Krim og etableringen af konflikten i Østukraine opnåede man storslået operationel succes, og man ydmygede vestlige ledere, der stod handlingslammede tilbage. Men det har med tiden vist sig at få tungtvejende konsekvenser i form af international isolation fra store dele af verden, en nødlidende nationaløkonomi samt forsvindende lille indflydelse på Vestens beslutninger og handlinger. Gennem interventionen i Syrien har Rusland sikret Assad-styrets overlevelse, men det har samtidig distanceret sig selv fra store dele af det internationale samfund. Desuden risikerer Rusland uden en exit-strategi at ende i et militært kviksand, som amerikanerne gjorde i Irak og Afghanistan, og man har parkeret store dele af sin militær-strategiske handlefrihed i det syriske kaos i lang tid fremover. Overordnet har Putin inden for de seneste ti år ikke formået at bevæge Rusland i en retning, som vil give landet den materielle og normative basis og legitimitet, det behøver for at være en stormagt i det 21. århundrede – tværtimod har man netop fokuseret på kortsigtede militære sejre.

4: Putin er klar over realiteterne: Rusland kan ikke fortsætte sin nuværende kurs i det uendelige.
Hos Putin og store dele af Kreml hersker en erkendelse af, at Ruslands nuværende tilgang til udenrigspolitikken ikke er holdbar på den lange bane. Derfor har Putin justeret det taktiske niveau af udenrigspolitikken på flere punkter i den seneste tid. Han har anlagt en mere afdæmpet tilgang til USA, fordi han har indset, at USA fortsat vil være den suverænt stærkeste internationale magt i flere årtier frem. I Europa er han så småt begyndt at fokusere mere på at genskabe samarbejdsrelationer til de mainstream politiske ledere, som tager regeringsansvar og ligger omkring den politiske midte, end på at promovere og styrke højreekstreme grupper og partier, fordi det er i regeringskontorerne, beslutningerne reelt træffes. På et mere generelt plan er Rusland så småt begyndt at fremstille sig selv og sin stormagtsrolle som mere ansvarlig og med et ønske om et normaliseret forhold til omverdenen.

Alligevel er Ruslands strategiske mål og mentalitet basalt set uforandrede: Rusland skal være en central stormagt med indflydelse på den regionale og globale styring. Det er ikke til diskussion, og det er ikke noget, man er villig til at gå på kompromis med, hvilket er uafhængigt af Putins præsidentskab. Derfor vil Moskva engagere sig med Vesten, men det bliver på et selektivt, konditionelt og transaktionsbaseret grundlag. Man vil søge at videreudvikle det strategiske partnerskab med Kina men uden at opbygge for tung en afhængighed. I nærområdet vil man forsøge at udbrede autokratiske regimer og modarbejde demokratiske tendenser. Desuden vil Putins hang til ekstraordinær improvisation næppe forsvinde, om end det teatralske element vil blive nedtonet en smule.

 

Moskva vil engagere sig med Vesten, men det bliver på et selektivt, konditionelt og transaktionsbaseret grundlag. Man vil søge at videreudvikle det strategiske partnerskab med Kina men uden at opbygge for tung en afhængighed
_______

 

5: Hvis Rusland skal forblive en indflydelsesrig stormagt i det 21. århundrede, må landet gennemføre fundamentale ændringer i sin indenrigs- og udenrigspolitik.
Rusland står overfor et moderniseringsdilemma. For at landet fortsat kan besidde og videreudvikle den stormagtsstatus, det har genopbygget i de seneste omkring 15 år, må det modernisere. Det vil betyde et opgør med det putinistiske system og dets særlige politiske relationer og styring, som med sin massive statsstyring og korruption holder produktiviteten og diversificeringen af økonomien nede. Det vil kræve liberaliseringer, øget konkurrence, en troværdig retsstat og fokus på innovative sektorer såsom IT, vedvarende energikilder og lignende. Hvis ikke, vil det langsomt men sikkert opleve et uundgåeligt forfald, som vil fratage det enhver form for slagkraftig udenrigspolitik. Dermed ikke sagt, at Rusland vil kollapse – det har landet en for stærk iboende modstandsdygtighed til. Men det vil langsomt glide ud i den globale politiks glemsel og irrelevans.

Dilemmaet er, at en sådan proces og total omstilling af den eksisterende samfundsmodel vil tage årtier at gennemføre – hvis det overhovedet kommer til at ske. Samtidig er det naturligvis omfattet af enorme risici for det siddende regime, som vil være nødt til at transformere sig i takt med forandringerne af samfundets strukturer. Altså vil regimet ikke kunne regere på samme præmisser som i dag. Det er tvivlsomt, om det overhovedet vil kunne overleve denne udvikling, som muligvis vil være umulig at forene med det nuværende regime, idet transformationen vil skabe nye uafhængige magtcentre i både økonomien og det politiske rum. Desuden vil de påkrævede reformer på den korte bane gøre ondt på den i forvejen hårdt prøvede russiske befolkning, som derfor hurtigt vil kunne mærke en vis utilfredshed og potentiel oprørslyst sprede sig. Endelig udgør det i særdeleshed et problem for det siddende regime, fordi den internationale gennemslagskraft netop er så central for Kremls legitimitet og narrativ, og regimet vil derfor have afsindigt svært ved at acceptere eller håndtere en så seriøs nedgang i international magt.

Tilmed er det ikke tilstrækkeligt for Kreml at sætte gang i en transformation på det politiske og økonomiske plan. Man må også revolutionere den mentale forestilling om, hvad det vil sige at være en stormagt, og hvad det kræver at leve op til en sådan rolle i det 21. århundrede. Stormagters indflydelse har mange flere nuancerede og sofistikerede kanaler i dag end tidligere – det handler ikke længere blot om militær magt men også om instrumenter som økonomisk pisk og gulerod samt mere bløde politiske balanceringsformer. Men for at få adgang til disse nye kanaler, kræver det høj grad af økonomisk velstand og politisk legitimitet, som globaliseringen har udviklet og løftet som internationale redskaber. Kun ved at blive et velstående land kan Rusland forblive en stormagt. Derfor må det styrke sine kapaciteter inden for blød magt, international tiltrækningskraft, ny teknologi, grønne energiformer og lignende. Mere generelt må det gentænke sig selv som en ny type global magt, som er leverandør af globale goder frem for fortsat blot at være en forpurrende magt, hvis ønske er at spolere vestlige målsætninger. Kreml skal ændre sit strategiske referencepunkt, der i dag er Vesten i almindelighed og USA i særdeleshed. Dette er en forældet og ufrugtbar tilgangsvinkel. I stedet skal det omlægges til en bredere ramme, som inkluderer Kina og de øvrige opstigende magter omkring Rusland samt institutioner, organisationer og lignende betydningsfulde aktører. Det skal justeres, så Rusland indser, at det uanset hvad kommer til at operere i en mere kompleks, forvirrende og konkurrerende verden – men samtidig forstår, at det i en sådan verdensorden kan være en ansvarlig og konstruktiv medspiller i den globale styring.

Om Rusland vælger at gå den ene eller anden vej i sit uundgåelige dilemma, er svært at spå om. Der ligger mange farer og usikkerheder forude, uanset hvad løsningen bliver. Men der er ingen tvivl om, at på den lange bane vil en modernisering af Rusland være godt for både landet selv og men også for resten af den verden, Rusland fylder så meget i. ■

Denne artikel er inspireret af sessionen ”Quo Vadis Russia?” ved den internationale sikkerhedskonference Riga Conference 2017, som blev afholdt i Riga den 29. og 30. september 2017.

Jakob Kromann (f. 1992) studerer statskundskab på 9. semester på Aarhus Universitet, hvor hans fokus er på internationale relationer, udenrigspolitik og global styring. Han er i øjeblikket i praktik i den politisk/økonomiske afdeling på den danske ambassade i Riga. Han har tidligere været aktiv i foreningen International-Politik NU og i Venstres Ungdom som bl.a. udenrigs- og forsvarsordfører.

ILLUSTRATION: Vladimir Putin annoncerer sit kandidatur til Ruslands præsidentvalg 2018, Nizhny Novgorod, Rusland, 6. december 2017 [foto: Mikhail Metzel/ITAR-TASS]