27.01.2017

En langsigtet og vedvarende indsats over for flygtninge og nærområder til krigshærgede områder er også sikkerhedspolitik.

Kommentar af René Gade, freds- og forsvarsordfører, Alternativet

Fredag besluttede et flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet desværre at udvide Danmarks militære engagement i Irak og Syrien. Der er ingen klar plan for tiden efter ISIL – og Assad sidder stadig som skræmmende og desillusionerende havn for dem, der kæmper for en anden fremtid i Syrien end ISIL. Jeg frygter, at Danmarks krigsdeltagelse vil gøre mere skade end gavn. I stedet burde vi prioritere vores ressourcer på de humanitære indsatser, nærområderne, hjælp til mennesker på flugt og genopbygning.

I stedet for at opføre os som en militær stormagt – eller ligge slavisk under for de krav, der kommer fra USA – burde vi arbejde for at blive en humanitær stormagt. Vi bør prioritere vores ressourcer på humanitær assistance, infrastrukturel genopbygning, diplomati og nødhjælp. Internt i Syrien og i nærområderne er der millioner af flygtninge, som har hårdt brug for hjælp både nu og i mange år frem. En langsigtet og vedvarende indsats over for flygtninge og nærområder til krigshærgede områder er også sikkerhedspolitik.

Det er værd at bemærke, at mange af de partier, der støtter op om at øge Danmarks militære engagement med millioner, er de samme som siger, at Danmark ikke har råd til at tage kvoteflygtninge – mennesker på flugt fra krige og konflikter, som vi selv deltager i. Et bedre fungerende internationalt kvoteflygtningesystem kan være med til at aflaste de allerede hårdt belastede nærområder, der huser mange af verdens mennesker på flugt.

Det er værd at bemærke, at mange af de partier, der støtter op om at øge Danmarks militære engagement med millioner, er de samme som siger, at Danmark ikke har råd til at tage kvoteflygtninge – mennesker på flugt fra krige og konflikter, som vi selv deltager i.
_______

 

Militære bidrag kan vi ikke stå inde for i Alternativet, med mindre det er for at sikre effektueringen af en langsigtet plan for det konfliktfyldte område. For at nå dertil er første skridt at de store nationers stedfortræderkrige i regionen erstattes af en gennemsigtig strategi for freden, hvor alle andre end ISIL skal have lidt, for at puslespillet kan falde på plads.

Ingen langsigtet plan

Jeg er yderst skeptisk over for vores hidtidige militære engagement og bidrag til koalitionen mod ISIL, eller Daesh. I Alternativet har vi fra start været modstandere af at bidrage til koalitionen og opfyldelse af USA’s ønskeliste. Derfor er vi også klart imod at eskalere denne indsats. Det er på ingen tænkelig måde fordi, vi ønsker, at Daesh skal have lov til at terrorisere civile eller indtage flere landområder med deres ekstreme og uhyrlige menneskesyn. Men der er for mange spørgsmål, som stadig ikke besvares til, at vores deltagelse kan forsvares.

Helt konkret mangler der en plan for, hvad der skal ske, når vi har smidt ISIL på porten eller ligefrem fjernet dem fra jordens overflade, som mange har ytret ønske om. Hvem tager over, når ISIL fortrænges? Hvad er den langsigtede plan for, hvad vi gerne vil opnå i Syrien? I stedet for svar på, hvad den langsigtede plan er, har vi igennem de sidste par år set, at den ene mission overtager den anden. Det er meget sandsynligt at USA – nu med Trump ved roret – vil kræve flere bidrag i kampen mod ISIL fremadrettet. Det er mindre sandsynligt, at vi kan trække os ud af denne krig som vindere. For krigen er ikke bare lokal imod ISIL, der spreder sig, så længe ondets rod ikke fjernes; nemlig Assad og de interessekrige, stormagterne udkæmper under radaren i det betændte område – og som virker som en magnet på ekstremisme.

Benzin på bålet
Vi kommer til at fordrive IS fra yderligere landområder og vil slå flere af deres krigere ihjel på disse lokale missioner. Men vores ensidige fokus på ISIL alene og de militære løsninger skygger for en varig fred. Vores militære engagementer siden 00’erne og vestens udenrigspolitik overordnet set bærer en del af ansvaret – bestemt ikke skylden, men en del af ansvaret – for ISILs fremmarch og har givet nærring til deres rekrutteringsgrundlag. Dels fordi vi har medansvar for destabiliseringen af regionen, og dels fordi mange unge tiltrækkes af ekstremistiske bevægelser, der tilbyder en fortælling og modsvar til, hvad mange opfatter som en dobbeltmoralsk og uretfærdig vestlig udenrigspolitik.

Jeg mener som alle andre, at ISIL skal stoppes, men med vores militære deltagelse i Syrien er vi på meget dybt vand, i en konflikt med mange modsatrettede interesser.
_______

 

ISILs ideer og metoder dør ikke med fordrivelse fra Irak og Syrien. De er allerede spredt til andre lande. I særdeleshed også som en Islamisk Online-stat. Det er her den virkelige trussel ligger. Vi må ikke give disse ideer næring, men i stedet forstå den politiske og sociale kontekst, der skaber dem og herunder finde svar på, hvordan man kommer dem til livs.

Storpolitik
I vores ensidige fokus på ISIL må vi ikke glemme, at det er Assad, der har allermest blod på hænderne. Vores krig mod terror har formentligt styrket Assad i Syrien. Vi bekæmper også en af hans fjender, og har dermed heller ikke svækket hans forhandlingsposition forud for de fredsforhandlinger, som lige nu, symptomatisk nok, ledes af Rusland og Tyrkiet.

Vi blander os med vores deltagelse i Syrien også i en storpolitisk konflikt mellem USA, Rusland, Iran og Saudi Arabien. Jeg mener som alle andre, at ISIL skal stoppes, men med vores militære deltagelse i Syrien er vi på meget dybt vand, i en konflikt med mange modsatrettede interesser.
Spørgsmålet er, hvor Danmark skaber størst sikkerhedsmæssig værdi for et mere stabilt og fredeligt verdenssamfund. Vil vi fortsat forsøge at vinde krigen uden først at have sikret et bredt og langsigtet fundament for freden – ja, så ender vi med at bombe vores internationale integritet og rolle som respektindgydende demokratisk og diplomatisk forbillede i stykker.

ILLUSTRATION: René Gade (officielt pressefoto) / Danske styrker (foto: Nicholas Lundgard)