20.11.2017

Den fjerde november annoncerede Saad Hariri højst overraskende, at han trak sig som Libanons premierminister. I den Tv-transmitterede tale fra Saudi Arabiens hovedstad Riyadh begrundede Hariri sin tilbagetrædelse med angivelige attentatplaner rettet mod ham, samt Hezbollah og Irans stigende indflydelse i Libanon. Hariris tilbagetræden fremstår mest af alt som en ufrivillig beslutning påtvunget ham af det saudiarabiske styre som led i en bredere, eskalerende regional konflikt mellem Saudi Arabien, Israel samt USA på den ene side og Iran, Syrien, Hezbollah såvel som Yemens houthier på den anden.

Dermed bliver Libanon uvildigt draget ind i en regional konflikt, til trods for at landets politikere og det internationale samfund har forsøgt i fem år at skærme landet fra regionens brændpunkter. Det vil på kort bane lamme libanesisk politik, genantænde sekteriske spændinger og på længere sigt destabilisere landet og underminere den historisk uhørt gode sikkerhedssituation i Libanon. Samtidig stiger risikoen for en større militær eskalation mellem Hezbollah og Israel, med mulige katastrofale konsekvenser for Libanon.

Af Rasmus Jacobsen

KONFLIKT OG KOMPROMIS går hånd i hånd op igennem Libanons historie, hvor magtdelingen har været til konstant genforhandling mellem nationale, regionale og internationale aktører. Saad Hariris tilbagetrædelse kommer som seneste manifestation af den årtier lange konflikt mellem to lokale politiske blokke orienteret mod hver deres internationale støtter. Hvad der virkelig fremhæver den seneste udvikling på dette historiske lærred er dog det enorme konflikt potentiale og de mulige katastrofale konsekvenser for Libanon, der lurer i horisonten. For at forstå Hariris beslutning, dens baggrund og mulige implikationer, må man først sætte den ind i den libanesiske historiske kontekst.

Saad Hariris tilbagetrædelse kommer som seneste manifestation af den årtier lange konflikt mellem to lokale politiske blokke orienteret mod hver deres internationale støtter. Hvad der virkelig fremhæver den seneste udvikling på dette historiske lærred er dog det enorme konflikt potentiale og de mulige katastrofale konsekvenser for Libanon
_______

 

Fred og konsensus
Lige siden den libanesiske borgerkrig sluttede i 1990 efter indgåelse af Taef-aftalen i Saudi Arabien, har libanesisk indenrigspolitik og dens regionale geopolitiske ramme være centreret omkring en pro-syrisk/iransk og en pro-saudisk akse. Taef-aftalen sikrede en ligelig 50:50 magtdeling mellem muslimer og kristne i Libanon, og hvor sunnimuslimerne primært placerede sig i den saudisk-støttede anti-Syrien blok, udgjorde shiamuslimerne kernen i den pro-syriske blok, samtidig med at Libanons kristne – især efter 2005 – var splittet næsten ligeligt mellem de to koalitioner. Samtidig cementerede og legitimerede Taef-aftalen syriske troppers langvarige tilstedeværelse i Libanon som et resultat et kompromis mellem Riyadh og Damaskus om at dele magten over Libanon. Dette magtdelingskompromis skulle holde frem til midten af 00’erne.

Mord og jagten på ny orden
I februar 2005 blev lederen af Libanons saudisk-støttede anti-syriske blok, tidligere premierminister Rafik Hariri, slået ihjel af en stor lastbilbombe i det centrale Beirut, hvilket knuste den syrisk-saudiske magtdelingsaftale i Libanon. Snesevis blev dræbt og såret i et angreb, som langt de fleste nationale og internationale eksperter mistænker syrisk efterretningstjeneste og/eller Hezbollah for at stå bag. Rafik Hariris død trak hundrede tusinder af mennesker på gaden for at protestere den syriske tilstedeværelse i Libanon, og koblet med massivt internationalt pres måtte Assad trække sine styrker ud af Libanon i april 2005 efter tre årtier i landet. Magtdelingen i Libanon måtte atter genforhandles, efter hvad anti-syriske elementer kaldte den ’anden selvstændighed’ (fra Syriens besættelse).
Den syriske tilbagetrækning første til massiv sikkerhedsmæssig og politisk ustabilitet i Libanon de efterfølgende år, i takt med at den anti-syriske koalition anført at Rafik Hariris arvtager og nære allierede Fouad Siniora (premierminister 2005-2009), og senere Rafik’s søn Saad (premierminister 2009-2011) med amerikansk og saudisk støtte tog teten i libanesisk politik. Siniora og Hariri Jr. forsøgte som premierministre at bruge det nationale og internationale anti-syriske momentum til at tage et opgør med Assads vigtige allierede i Libanon: Hezbollah. De arbejdede på at få en international domstol til at opklare mordet på Hariri (og gerne finde Syrien og /eller Hezbollah skyldige), få fjernet folk der havde samarbejdet med de syriske myndigheder og afvæbnet Hezbollah som led i at få etableret en ny national orden og magtdeling i Libanon med afgørende fordel til den anti-syriske blok. Denne konfrontation førte til hårde kampe mellem Hezbollah-medlemmer og pro-regeringsmilitser i Beirut og andre dele af Libanon i 2008 efter Siniora havde forsøgt at bruge staten til at afvikle Hezbollah’s kommunikationsnetværk.

På randen af nyt kollaps
I 2011 flygtede Saad Hariri på grund af frygt for attentat til Saudi Arabien (hvor han er født og har statsborgerskab) blev afløst som premierminister af den mere pro-Hezbollah Najib Mikati, som frem til 2014 skulle arbejde under ekstremt svære betingelser. Det skyldtes primært, at konflikten i Syrien spredte sig til Libanon, især efter at Hezbollah gjorde sit militære indtog i konflikten på Bashar al-Assads side i starten af 2013. Mere end halvanden million syriske flygtninge søgte tilflugt i Libanon, som også så en ekstrem stigning i sekteriske spændinger, adskillige attentater, hyppige kampe mellem diverse pro- og anti-Syriske militser rundt i landet, samt en bølge af ekstremt blodige terrorangreb begået af sunni-ekstremistiske grupper såsom Islamisk Stat, der sammenlagt dræbte hundredvis og sårede næsten 1000. Sikkerhedssituationens delvise kollaps og uddybningen af interne skillelinjer lammede det politiske system: Mikati trak sig som premierminister, det libanesiske parlament forlængede sit eget mandat i to omgange med sammenlagt fire år, og forblev fuldstændig ude af stand til at vælge en ny præsident i næsten 2½ år.

Tilbage fra afgrunden
Libanon syntes på randen af totalt kollaps omkring årsskiftet 2013/2014, men i et sjældent tilfælde af konsensus fik de libanesiske ledere med udelt opbakning fra både Iran, Saudi Arabien, USA og Europa nået et bredt kompromis for at afværge en national katastrofe. Kompromisset indebar øget anti-terrorkoordinering og -samarbejde mellem de historisk set splittede sikkerhedstjenester, at politiske partier ville reducere sekteriske spændinger og få deres klienter til at afstå fra at skabe ustabilitet, samt etableringen af en national samlingsregering inkluderende næste alle de større partier og ledt af en neutral premierminister i fraværet af en præsident. Selvom både Islamisk Stat og det syriske al-Qaeda (Jabhat al-Nusra) fik fodfæste i Libanon, lykkedes det for Libanons politiske lederskab at bringe landet tilbage fra afgrunden, og fra begyndelsen af 2015 og frem blev sikkerhedssituationen gradvist markant bedre. Mens sikkerhedssituationen gradvist blev forbedret fra 2014 til et historisk sjældent godt niveau i efteråret 2017, kunne det nationale kompromis om en midlertidig magtdeling og bevarelsen af landets fundamentale stabilitet imidlertid ikke adressere de underliggende politiske konflikter førend Saad Hariri og Hezbollah med opbakning fra deres lokale og regional allierede indgik et bredt kompromis i slutningen af 2016, der gjorde Hariri til premierminister.

Tilbage til afgrunden igen?
Den fjerde november annoncerede Saad Hariri fuldstændigt chokerende, at han trådte tilbage som Libanons premierminister. I en TV-transmitteret tale på den saudisk-ejede station al-Arabiya fra Saudi Arabiens hovedstad Riyadh begrundede Hariri sin beslutning med angivelige attentatplaner rettet mod ham, samt især Hezbollah og Irans stigende indflydelse i Libanon og indblanding fra andre arabiske lande i regionen såsom Syrien, Irak, Bahrain og Yemen. I for hans vedkommende uhørt fjendtlig og sekterisk sprogbrug anklagede Hariri Hezbollah og Iran for så ødelæggelse og splittelse i den arabiske verden, begrundet i Teherans ’dybe had mod den arabiske nation’. Han varslede, at Teherans ’hænder’ i regionen vil blive ’skåret af’ og at Irans ’ondskab’ ville vende tilbage og ramme det selv.

Hariris højt overraskende beslutning overraskede hele det libanesiske politiske lederskab, såvel som alle eksperter og analytikere (inklusive undertegnede), og hans tilbagetræden kom angiveligt bag på selv hans allernærmeste rådgivere. De fleste andre libanesiske politikere udtrykte bekymring om Hariris beslutnings effekt på Libanons stabilitet. Dagen efter sagde Hezbollah’s leder Hassan Nasrallah i en ekstremt pragmatisk tale, at Hariris tilbagetræden var resultat af saudisk pres, og at Hezbollah var klar til dialog og samarbejde med alle andre politiske partier for at undgå en farlig destabilisering af Libanon. Præsident Michel Aoun har sagt, at han ikke vil forholde sig til Hariris aftrædelse eller tage den som gyldig, førend Hariri er tilbage på libanesisk jord. Det forbliver uklart, hvornår Saad Hariri vender tilbage til Berut, og om han gør det, og om han vil bekræfte sin resignation. Flere af disse spørgsmål forventes besvaret den 22. november – Libanons uafhængighedsdag – hvor Hariri angiveligt skulle vende tilbage til Beirut.

Stigende pres på Hariri
Hariris opsigelse som premierminister blot ét år efter udpegelsen kommer i kølvandet stigende indenrigspolitiske spændinger. Han vendte efter fem års eksil tilbage til Libanon i 2016 og var senere samme år afgørende i et nationalt kompromis støttet af USA, Saudi Arabien og Iran, der gjorde Hezbollahs kristne allierede Michel Aoun til præsident, i bytte for at Hariri kunne vende premierministerposten, som han havde fra 2009-2011. Den brede aftale mellem Hariri, Aoun og Hezbollah løftede 2½ års politisk lammelse og rystede arkitekturen i libanesisk politik ved at få de historiske pro- og anti-syriske blokke til at smuldre. Men Hariris kompromis er imidlertid kommet under pres i takt med, at Hezbollah og præsident Aouns parti de sidste måneder er komme under tung beskydning fra den gamle anti-syriske fløj. Det har bl.a. inkluderet en kontroversiel aftale om at lade Islamisk Stat-krigere sikkert forlade Nordøstlibanon, forsøg på at koordinere tvungen hjemsendelse af syriske flygtningen med Assad uden om FN, samt ønsket om en generel normalisering af de diplomatiske forhold mellem Libanon og Assads Syrien, inklusive udpegelsen af en ny libanesisk ambassadør til Damaskus.

Disse kontroversielle emner såvel som en brede opfattelse af stigende indflydelse af Hezbollah samt Saad Hariris angivelse passivitet og medskyld i flere af disse tiltag har ført til verbale angreb på Hariri fra den mest rabiate anti-syriske fløj og ledte Samir Geagea til at true med at trække sine ministre fra Hariris regering. Det ville have fjernet den vigtigste anti-syriske partner i Hariris regering udover hans eget parti, og han ville som sådan stå tilbage som leder af kabinet, hvor Hezbollah med dets allierede ville være i overtal. Under sådan beskydning og trusler og med i bedste fald skrøbelig vælgeropbakning fra Libanons sunnimuslimer befandt Hariri sig i en mere og mere problematisk situation. De mulige personlige motiver bag Hariris overraskende tilbagetræden kan bredt kategoriseres som økonomiske og politiske interesser.

Hariris mulige økonomiske motiver
Hariri og hans familie har enorme forretningsinteresser, inklusive det saudiarabiske byggefirma Saudi Oger, der blev grundlagt af Saad Hariris far og gjorde familien til en af verdens rigeste. Firmaet har imidlertid været i enormt økonomisk uføre de senere år og skylder milliarder af USD til underleverandører og tidligere ansatte. Det samme gælder Haririfamiliens libanesiske flagskib, byggefirmaet Solidere der tjente milliarder på genopbygningen af Beirut efter borgerkrigen. I 2016 nåede firmaet et overskud på 63 million USD kun efter at have solgt store mængder aktiver, og Solideres aktier er raslet ned i værdi siden Hariri trådte tilbage. Saudi Oger drejede nøglen om i slutningen af juli, 2017 og ifølge flere iagttagere kan Solidere også befinde sig på bankerottens rand i løbet af få år.

Hariri og hans familie har enorme forretnings-interesser, inklusive det saudiarabiske byggefirma Saudi Oger, der blev grundlagt af Saad Hariris far og gjorde familien til en af verdens rigeste
_______

 

Disse massive forretningsmæssige uføre var blandt hovedgrundene til Hariris tilbagevenden til libanesisk politik i januar 2016, og forhåbninger om saudisk finansiel bistand til at få hans forretninger på ret køl kunne have drevet ham til at indgå en studehandel med Riyadh. Hans tilbagetræden blev trods alt annonceret fra den saudiske hovedstad under Hariris andet besøg på mindre end én uge. Saudi Arabien er imidlertid selv i økonomisk uføre som konsekvens af vedvarende lave oliepriser og en dyr, endeløs krig i Yemen, og det er ekstremt usandsynligt at Riyadh ville bruge penge på at redde Hariris kuldsejlede projekter. Det virker derfor mere sandsynligt, at Hariri har haft politiske motiver for øje.

Hariris politiske motiver
Saad Hariri har uden tvivl bemærket, hvordan han trods ét år som premierminister og relativt mange markante politiske bedrifter alligevel kun nyder svingende vælger opbakning seks måneder før de planlagte parlamentsvalg. I modsætning hertil har de radikale anti-syriske politiske elementer i opposition til hans koalitionsregering med Hezbollah og præsident Aoun scoret politiske point og popularitet ved at tordne mod Hezbollah og Iran samt Hariris samarbejde med den pro-syriske blok. Under et sådan pres har Hariri kunnet omgå Samir Geageas trusler om at trække sig fra regeringen og overhandle ham indenom ved at trække sig som premierminister og tage skarpt afstand fra Hezbollah og Iran. Det ville givetvis kunne forøge vælgeropbakningen til Hariri forud for det første parlamentsvalg i ni år.

Hvis dette var Hariris rationale, ville han følge en velkendt taktik ofte anvendt af sunnimuslimske premierministre gennem tiden, inklusive hans egen far. For næsten præcist 13 år side foretog Rafik Hariri en lignende manøvre, da han trak sig som premierminister i oktober 2004 forud for planlagte valg den efterfølgende maj. Måneden forinden havde Hariris parti sammen med resten af det libanesiske parlament modvilligt stemt for at forlænge embedsperioden for den pro-syriske præsident og marionet Emile Lahoud, hvilket efterfølgende fik flere ministre til at trække sig fra Rafik Hariris regering (meget lig hvad Samir Geagea truede Hariri Jr. med 13 år senere). Blot få uger senere trak Rafik sig som premierminister, fordømte de pro-syriske politikker han selv netop havde stemt for, og tog general afstand fra den pro-syriske blok – alt med det formål at styrke sin position i den anti-syriske lejr såvel som hans vælgeropbakning blandt Libanons sunnier. Han blev dog dræbt blot fire måneder senere og nåede derfor ikke at opleve valget, men er senere blevet et martyrsymbol for den anti-syriske blok og dens kamp om at slippe fri af Damaskus’ greb. På lignende vis trak Najib Mikati sig som premierminister i marts 2013 to måneder før de planlagte (men senere udskudte) parlamentsvalg, mens han også tog afstand fra den pro-syriske bloks politik og generelle indflydelse.

På overfladen kunne Saad Hariris aftrædelse som premierminister med skarp kritik af Hezbollah og Iran tolkes som et ’normalt’ taktisk træk, andre premierministre har brugt før ham. Men hvis man sammenholder Hariris aftrædelsestale fra fjerde november med hans andre seneste udtalelser, får man et andet billede. I september tog Hariri Hezbollah i forsvar og afviste israelske beskyldninger om at shia-bevægelsen kontrollerer den libanesisk stat og hær samt opererer missilfabrikker på libanesisk jord. I midten af oktober sagde Hariri, at han insisterede på at samarbejde med Hezbollah ud fra Libanons nationale interesse. Det stemmer på ingen måde overens med linjen i hans aftrædelsestale. Selvom det teoretisk set kan være ren politisk taktik, tyder detaljerne i hans aftrædelsestale noget helt andet.

I modsætning til Rafik Hariri i 2004 og Najib Mikati i 2013, som begge refererede til konkrete indenrigspolitiske beslutninger og problemstillinger i deres begrundelser for at træde af, henviser Saad Hariri i sin tale ikke til ét eneste specifikt indenrigspolitisk problem i Libanon. Det selvom resten af den anti-syriske blok har fremhævet utallige oplagte muligheder de seneste måneder. I stedet forholder hans tale – som blev transmitteret af en udenlandsk tv-station fra et andet lands hovestad – sig i generelle termer om Hezbollah og Irans indflydelse i Libanon, og især i den bredere arabiske verden. Det tyder helt klart på, der ligger noget helt andet til grund for Hariris tilbagetræden. En grund man skal lede efter i Riyadh.

I modsætning til Rafik Hariri i 2004 og Najib Mikati i 2013, som begge refererede til konkrete indenrigs-politiske beslutninger og problemstillinger i deres begrundelser for at træde af, henviser Saad Hariri i sin tale ikke til ét eneste specifikt indenrigspolitisk problem i Libanon
_______

 

Riyadhs rolle som konge(kup)mager
I lyset af omstændighederne før, under og efter Hariris aftrædelse ligner det mest af alt en beslutning dikteret af Saudi Arabien – hvis ikke ligefrem en form for kup.

Sprogbrugen i Hariri tale, dens omstændigheder og de seneste udviklinger i Mellemøsten peger alle sammen på, at den nu tidligere libanesiske premierminister er gået af efter massivt Saudi Arabisk pres. Hvor Hariris aftrædelsestale står i skærende kontrast til hans seneste udtalelser og generelle sprogbrug, harmonerer den i høj grad med Saudi Arabiens diskurs, især kongedømmets Minister for Golfanliggender Thamer al-Sabhan. I en række hadske tweet har al-Sabhan de seneste måneder kaldt Hezbollah (der betyder Guds Parti) for ’Satans Parti’ og ’terrorisme og ekstremismens arnested’, og i starten af oktober opfordrede han til at danne en regional koalition mod Hezbollah, hvorefter han truede med at skære ’terrorparties hænder af’. Talen blev som nævnt givet fra Riyadh og blev eksklusivt transmitteret på den saudiske Tv-station al-Arabiya. Derudover har det saudiske styre de seneste måneder inviteret flere af Libanons ledende anti-syriske politikere på besøg i Riyadh, sandsynligvis for også at presse dem til at tage en mere aggressiv position vis-a-vis Hezbollah og Iran.

Der må derfor være sket noget helt afgørende mellem Hariris første tur til Riyadh 30.-31. oktober og hans anden tur og aftrædelse den 4. november. Den afgørende faktor i det pludselige kursskifte fra Hariri og Saudi Arabien ser ud til at have været et møde 3. november mellem Hariri og den udenrigspolitiske rådgiver for Irans øverste leder Ayatollah Ali Khameni, Ali Akbar Velayati. Fra den libanesiske regeringsbygning udtalte Velayati efter sit møde med en ellers smilende og tilsyneladende glad Hariri (i kontrast til hvad man ville forvente at en mand der angiveligt frygter at blive snigmyrdet), at Iran støtter Libanons stabilitet og regering samt kaldte Libanons sejr og terrorgrupper en sejr for ’alle’, ligesom sejren og amerikansk og israelsk-støttet terrorisme i Syrien, Irak og andesteds. Samme aften blev Hariri hente i en saudisk privatjet og fløjet direkte til Riyadh for anden gang på fem dage, hvorefter han kritiserede Irans rolle i de samme lande, Velayati nævnte dagen før.

Saudi Arabien og Iran
Et libanesisk regeringskollaps begrundet med Hezbollah og Irans handlinger, der eroderer det libanesiske og regionale kompromis om at holde Libanon ude at Mellemøstens konflikter, passer perfekt ind i Saudi Arabiens bredere regionale målsætning om at inddæmme Teherans stigende indflydelse i Mellemøsten. Efter at have fejlet i seks år i forsøget på at vælte Irans vigtigste regionale allierede – Bashar al-Assad i Damaskus – har Riyadh skiftet fokus og forsøger nu at modgå Irans stigende indflydelse i andre arenaer. I Yemen fortsætter kongeriget ufortrødent sin krig mod houthierne for snart tredje år i træk og uden ende i syne. I Irak har Riyadh rakt ud til en række lokale indflydelsesrige aktører, inklusive centrale shia-ledere såsom Muqtada al-Sadr, med appel til fælles arabisk identitet og fjendtlighed overfor Irans enorme indflydelse i irakiske anliggender. Og i starten af sommeren førte Saudi Arabien an i en blokade og række af sanktioner af flere arabiske stater mod Qatar, begrundet i det lille monarkis støtte til terror, Dohas anti-saudiske medier, og Qatars relativt gode forhold til Iran givet til deres fælles interesser i naturgas i Den Persiske Golf. Hariris aftræden skal ses i forlængelse heraf.

I Libanon har den saudiske regering længe været frustreret over præsident Michel Aouns fortsatte gode forhold til Hezbollah, Assad og Teheran trods Saudi Arabiens accept af hans kandidatur til præsidentembedet i bytte for Hariris sikring af premierministerposten i slutningen af 2016. Saudi Arabiens frustrationer er blevet forværret af hyppig kritik fra Hezbollah mod kongeriet, af Hezbollah’s stigende indflydelse i Syrien samt bevægelsen retoriske og angivelige materielle støtte til houthierne i Yemen. I takt med at disse frustrationer er steget støt i løbet af 2017, indikeret i Thamer al-Sabhan mere og mere aggressive tweets, ser Hariris positive møde med Ali Abkar al-Velayati ud til at være strået, der knækkede den saudisk kamels ryg hvad angår tålmodighed med den libanesiske regering. I den mest bemærkelsesværdige udmelding (iblandt mange stærke kandidater) sagde Sabhan den 6. november, at kongeriget ville behandle den libanesiske regering, som om den havde meldt krig mod Saudi Arabien(!).

En international konflikt under opsejling
Ligesom Hariris tilbagetrædelsen ikke var et udelukkende indenrigspolitisk anliggende, er Saudi Arabiens pres på den tidligere libanesiske premierminister heller en unilateral handling fra Riyadhs side uden hensyn til andre eksterne aktører.

Israel er også indblandet i denne bredere regionale anti-Hezbollah/Iran kampagne. Samme dag som Hariris tilbagetrædelse udtalte premierminister Benjamin Netanyahu, at Hariris beslutning var en klokkeklar advarsel til det internationale samfund om den iranske trussel mod regionen. Israels forsvarsminister Avigdor Lierberman fulgte Hariris linje ved at advare om, at Libanon er ved at blive ligesom Iran og tweetede: ”Lebanon = Hezbollah. Hezbollah = Iran. Lebanon = Iran”. Israelske medier har senere lækket interne emails fra det israelske udenrigsministerium (hvor Netanyahu er fungerende minister), hvori ministeriet beordrer alle sine repræsentationer i hele verden til at opfordre deres værtsregeringer til at støtte den saudiske linje.

Israel er selv blevet mere og mere aggressiv over for Hezbollah i de seneste måneder, i tråd med Trump regeringens mere konfrontatoriske kurs over for Iran og dets allierede. Tidligere i år har Israel beskyldt FNs fredsbevarende styrke i Sydlibanon for ikke at gøre nok for at afvæbne Hezbollah, for at drive missilfabrikker på libanesisk jord, for at have infiltreret og endda overtaget den libanesiske hær, ligesom Israel har udført adskillige luftangreb mod Hezbollah, Iran og den syriske regeringshær inde i Syrien.

Samtidig har Israel knyttet meget tætte bånd med den nye saudiarabiske regering siden tronskiftet i Riyadh i starten af 2015. Udover at have aftalt tættere økonomiske forbindelser i sommeren, har israelske kilder afsløret, at selveste den saudiske kronprins Muhammed Bin Salman var i Tel Aviv tidligere i år. Det gør det fuldstændig utænkeligt, at det generelle øgede saudiske pres på Iran-aksen i regionen ikke er koordineret med Israel, om end Tel Aviv sandsynligvis ikke kendte til planerne om at få Hariri til at trække sig.

Trump-faktoren
Under Donald Trumps regering har USA taget en markant mere fjendtlig position over for Iran og Hezbollah, end hvad der var tilfældet under Barack Obama. I september holdte Trump en ekstremt anti-iransk tale til FNs generalforsamling og kaldte styret i Teheran ’et fanatisk regime’ og terrorsponsor, og han annoncerede derefter nye sanktioner mod Irans Revolutionære Garde. I oktober vedtog den amerikanske kongres en udvidelse af sanktioner rettet mod Hezbollah (men som mange frygter kan ramme bredere dele af libanesisk samfund og økonomi), og samme måned nægtede Trump at certificere atomaftalen med Iran, en hjørnesten i den regionale sikkerhedsarkitektur.

Donald Trump har ikke kommenteret på Hariris aftrædelse eller sin ven Kronprins Muhammed Bin Salmans udradering af sine rivaler, men det amerikanske udenrigsministerium og Det Hvide Hus har begge betonet vigtigheden af at bevare Libanons stabilitet og suverænitet. Det tyder på en intern strid i den amerikanske regering omkring libanonpolitikken, hvor Trump indtil videre ikke har gennemtvunget sin mere pro-saudiske holdning. Derudover har Trump formentlig være afskrækket af den bredere vestlige modstand over for Saudi Arabiens eskalering fra Frankrig, England, Tyskland, Italien og Rusland blandt mange andre. Trumps tavshed kan dog vende, hvis optrapningen fortsætter og hans impulsivitet tager overhånd.

Donald Trump har ikke kommenteret på Hariris aftrædelse eller sin ven Kronprins Muhammed Bin Salmans udradering af sine rivaler, men det amerikanske udenrigs-ministerium og Det Hvide Hus har begge betonet vigtigheden af at bevare Libanons stabilitet og suverænitet
_______

 

USA, Israel og især Saudi Arabien har alle været ivrige efter at imødegå den stigende iranske indflydelse i Syrien og Irak, og de er villige til at trække Libanon tilbage ind i denne regionale konfrontation. Det ophæver en flerårig libanesisk og international konsensus om at holde Libanon isoleret fra regionens konflikter. Den konsensus fik et yderligere søm i kisten, efter Iran fordømte Hariris udtalelser som ’zionistiske, saudiske og amerikanske’ talepunkter (hvilket sådan set er rigtigt) og houthierne i Yemen samme dag sendte raketter mod Riyadh. Det saudiske styre var ikke overraskende hurtigt ude og sige, at det beviser sammenholdet på modpartens side, og holdt Hezbollah og Iran ansvarlige for angrebet, hvilke USA meldte sig klart enig i. I takt med at Libanon trækkes ind i denne støt eskalerende regional konflikt, vil det få enorme fatale konsekvenser for det skrøbelige lille land.

Det kommende anarki
Saad Hariris tilbagetrædelsen kaster Libanon durk ned politisk kaos. Præsident Michel Aoun og parlamentsformand Nabih Berri har ikke accepteret Hariris beslutning som gyldig, og afventer derfor hans hjemkomst til Libanon. Det står endnu uklart, hvornår det bliver. Dermed står det hen i det uvisse, om Hariri skal udforme en ny regering, eller om landet skal have udpeget en ny premierminister, som skal danne en ny regering. Det er meget usandsynligt, at nogle af de andre fremtrædende sunnimuslimske politikere vil acceptere premierministerposten (som i Libanons komplekse sekteriske og politiske kvotesystem er reserveret til en sunni) i en så usikker tid og kort op til at valg. Medlemmer af Saad Hariris eget parti vil være ekstremt tøvende med at erstatte deres partiformand som premierminister og gå imod hans og Riyadhs diktater.

Præsident Michel Aoun står over for kun dårlige valgmuligheder, hvis Hariri som forventet ikke kan/vil vende tilbage. Aoun kunne udnævne en pro-syrisk premierministerkandidat som eksempelvis Najib Mikati, men det vil formentlig yderligere skærpe den saudiarabiske fjendtlighed og forværre presset på Libanon. Alternativt kunne Aoun udpege en neutral kandidat, såsom tidligere premierminister Tamam Salam, der ledte den nationale samlingsregering fra 2014-2016 under fraværet af en præsident. Aoun og Salam har imidlertid haft en lang række personlige og politiske kontroverser de senere år, og intet tyder på, at Salam vil gøre Aoun en tjeneste og sig selv en bjørnetjeneste ved at danne regering på nuværende tidspunkt. Ingen andre neutrale kandidater til premierministerposten med bred politisk opbakning er umiddelbart til at få øje på.

Lovgivning og politisk aktivitet mere generelt i Libanon kommer til at blive mere eller mindre paralyseret i de kommende måneder. Præsident Aoun for svært ved at finde en villig kandidat til posten som premierminister i denne svære tid, og vedkommende vil få ekstremt svært ved at danne en ny regering. Det risikerer samtidig at forhindre afgørende beslutninger omkring de planlagte parlamentsvalg til maj 2018, som derfor meget sandsynligt kan blive udskudt en fjerde gang. Det vil formentlig forlænge den politiske handlingslammelse yderligere og forværre det indenrigspolitiske kaos. Det vil samtidig påvirke økonomien negativt ved både at skræmme udenlandske turister såvel som investorer bort, hvilket kan få meget uheldige konsekvenser for Libanons netop kickstartede olie- og gasindustri. En forværret økonomi vil forringe de i forvejen utålelige levebetingelser for millioner af mennesker i Libanon – flygtninge såvel som statsborgere.

Hariris tilbagetræden, genoplivelsen af spændinger mellem de anti- og pro-syriske blokke, samt Libanons gradvist stigende involvering i den regionale, geopolitiske konflikt vil uden tvivl også påvirke landets sikkerhed. Krisen risikerer at erodere den konsensus mellem national og internationale aktører, der siden 2014 har muliggjort en imponerende stabilisering af Libanon.

For det første kan libanesiske politikere og partier atter instruere deres følgere til at engagere sig i destabiliserende adfærd, såsom demonstrationer, skyderier og bombninger.

For det andet kan en stigning i sekteriske spændinger også føre til skudepisoder og voldelige sammenstød i sekterisk diverse områder, såsom Beirut, selv uden politisk støtte hertil.

For det tredje kan den svindende politiske konsensus underminere den hårdt tilkæmpede koordinering og samarbejdsgrad, der har kendetegnet Libanons sikkerhedsstyrker siden 2014. De fire primære sikkerhedsstyrker er tilknyttet hver deres sekt: hæren er ledt af en maronitisk kristen, de interne sikkerhedsstyrker er ledt af en sunni, det generelle sikkerhedsdirektorat er ledt af en shia, og den statslige sikkerhedstjeneste er ledt af en græsk ortodoks kristen. De fire organisationers forbindelser til politiske partier har historisk set undermineret enhver form for informationsdeling og samarbejde på tværs af tjenesterne, og dermed begrænset deres evne og vilje til at opretholde intern orden og sikkerhed. Det blev imidlertid bragt til ende efter det store politiske kompromis og konsensus i 2014, og har været en af hovedårsagerne bag stabiliseringen af Libanon frem til i dag. Men hvis fordums tids rivalisering mellem sikkerhedstjenesterne skulle vendte tilbage, hvilket er meget muligt i takt med eskalerende politiske spændinger, vil det seriøst underminere statens evne til at forhindre terrorangreb i fremtiden. Det er yderst kritisk, eftersom Islamisk Stat og lignende grupper netop nu kunne søge at udnytte det interne kaos til udføre et stor angreb i Libanon og yderligere ryste landets stabilitet og sammenhængskraft.

For det fjerde højner de regionale spændinger mellem den iranske akse og den amerikansk-saudisk-israelske alliance, risikoen for en ny konflikt mellem Israel og Hezbollah, hvilket Saudi Arabien formentlig ville bifalde. De to kæmpede en brutal fem-uger lang krig i 2006, som trods massive ødelæggelser og civile tab koncentreret i Libanon ikke ændrede den underliggende militær-strategiske balance mellem Hezbollah og Israel. Omfanget af den forhøjede trussel for en ny lignende konflikt er dog svær at afklare på grund af flere ubekendte faktorer på den israelsk-amerikansk-saudiske side, hvor initiativet ligger. Den ene er, hvordan Netanyahu betragter den regionale udvikling i forhold til at påvirke Israels sikkerhed generelt og hans egne muligheder for at blive genvalgt til næste parlamentsvalg. Han er på nuværende tidspunkt under efterforsknings af israelsk politi for en række enorme korruptions sager, og Bibi kan i vanlig stil se en mulighed for at udnytte chancen for en militær konflikt til at dreje fokus væk fra indenrigspolitik og over på sikkerhed for øge chancerne for genvalg. Det andet er, hvorvidt Donald Trump vil give grønt lys til en israelsk militær invasion af Libanon, som George W. Bush gjorde i 2006. Siden Trump kom til i Det Hvide Hus, har USA stået ved sin 10-årige modstand imod en ny krig mellem Israel og Hezbollah, men for en mand der forsøger at afmontere atomaftalen med Iran og truer Nordkorea med nuklear udslettelse kan fremtidige dispositioner være svære at gisne om. For det tredje står det endnu uklart, hvad Saudi Arabiens kronprins Muhammed Bin Salman har i kjortelærmet til Libanon, og han vil bemærke, at hans politik er kontraproduktiv for libanesisk stabilitet og folkelig opbakning til Riyadh. At krigen i Yemen utvivlsomt har skadet Saudi Arabiens interesser og er meget lidt populær i regionen, har i hvert fald ikke fået kronprinsen til at skifte kurs der.

Den helt store joker i den kommende udvikling kan meget vel blive Rusland. Grundet en ekstremt pragmatisk diplomatisk linje har Moskva formået at bevare relativt gode forbindelser til både Iran, Hezbollah, Bashar al-Assad, Saudi Arabien og Israel. Men givet udfordringens størrelse og det forværrede forhold mellem Moskva og Washington, bliver det mere end almindeligt svært for Vladimir Putins regering at dreje den geopolitiske supertanker væk fra sin nuværende katastrofekurs, ikke kun i Libanon men formentlig også i andre dele af regionen. Til den tid vil det måske stå klart for Saad Hariri, som har fået asyl i Paris, hvordan hans – frivillige eller ej – tilbagetrædelse som Libanons premierminister skulle blive et af de første led i en lang, destabiliserende kædereaktion med katastrofale internationale konsekvenser.

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet med speciale i Mellemøsten og bosat mellem Beirut og Tunis med regelmæssige rejser til Syrien. Han er medstifter og -ejer af sikkerhedsanalyse- og konsulentfirmaet Atlas Assistance, der leverer ydelser til NGO’er, ambassader og private virksomheder med operationer overalt i Mellemøsten.

ILLUSTRATION: Saad Hariri [foto: Kremlin Press Centre/Anadolu Agency/Polfoto]