13.09.2017

Frem til den tyske valgdag 24. september udsender RÆSON som en særlig service et dagligt Nyhedsbrev. Nyhedsbrevet indeholder en række opdateringer foruden de mest interessante historier fra valgkampen, redigeret og skrevet af Lukas Lausen, der i en årrække har skrevet om Tyskland

Kære Læsere,

13. september: Valgkampen mellem Angela Merkel og Martin Schulz bliver ikke kun i Tyskland, men i særlig høj grad af udenlandske kommentatorer, betragtet som lavmælt og stille – for ikke at sige kedelig. Merkel og Schulz virker rigtig nok tit til at have svært ved at finde forskellene på hinandens politik, og de roser hinanden igen og igen. SPD og CDU’s parløb igennem 8 ud af de sidste 12 års regeringstid har tydeligvis sat sine spor.

Dagens nyhedsbrev, her kun 11 dage før valget, skal handle om, hvor konflikten i valgkampen til gengæld tydeligt kan mærkes: Kampen om tredjepladsen. Valgkampen hos de mindre partier kommer til at have afgørende betydning for, hvilken regering der vil blive dannet efter den 24. september. Mens Merkels CDU ligger godt 13 pct. før Schulz’ SPD i meningsmålingerne, ligger de mindre partier AfD, FDP og De Grønne klods op ad hinanden – alle mellem 6 og 10 pct. af stemmerne.

De mindre partier har for tiden hver deres udfordringer: FDP – partiet, der altid er de første til at tale om økonomisk ansvarlighed – har ikke betalt sine regninger i flere år, og tilslutningen til De Grønne er ifølge meningsmålinger så lav, at partiet i dag er tæt på spærregrænsen (i en måling står de til 6 pct. – spærregrænsen er 5 pct.). Og mens Alternative für Deutschland (AfD) kæmper for at kunne spænde lige fra de almindelige borgerlige vælgere til det yderste højre, er Die Linke de facto sat udenfor indflydelse.

Det skorter ikke på emner, De Grønne kan tage fat på, men alligevel placerer flere meningsmålinger dem nu tæt på spærregrænsen
_______

 

De Grønne
Netop De Grønne skal det handle om nu:

PARTIETS BAGGRUND: Partiet ”Bündnis 90/Die Grünen”, i daglig tale kun ”Die Grünen”, er en fusion af de to tidligere hhv. vest- og østtyske grønne partier. Som navnet antyder, er De Grønne det helt store bæredygtigheds- og miljøparti i Tyskland. Siden partiets grundlæggelse har de kæmpet imod alt fra atomkraft til dieselbiler. I det ellers ret konservative Tyskland overraskede det mange, at der ville være en støt opbakning til partiet – men de eksisterer fortsat og har gjort det siden 1980, hvor de i Vesttyskland for første gang kom i Bundestag.

PARTIET I VALGKAMPEN: Denne valgkamp er for De Grønne en kæmpe udfordring. Allerede ved sidste valg i 2013 oplevede de, hvordan man kunne stå bomstærkt et halvt år forud for valget og så langsomt falde ganske stødt i meningsmålingerne. Det samme gør sig gældende i år – for et år siden stod de til 12 pct. af stemmerne, i dag hænger de ved 6 pct. Det skorter ikke på emner, partiet kan tage fat på, men alligevel placerer flere meningsmålinger dem nu tæt på spærregrænsen.

”Diesel-skandalen” – altså skandalen om, at tyske bilproducenter i årevis har snydt med, hvor store mængder drivhusgas deres biler udstøder – ville have været det oplagte valgkampsemne for De Grønne. Men i stedet for at springe på det kæmper de med interne problemer.

Partiet har traditionelt to spidskandidater. I år er det Katrin Göring-Eckardt og Cem Özdemir. Mens sidstnævnte – en stor modstander af den tyrkiske præsident – finder moderat opbakning i befolkningen, er det særligt Göring-Eckardt, der volder partiet problemer. Hun blev i sin tid valgt, da hun – i modsætning til mange andre i partiet – virkede borgerlig nok til at være spiselig for større dele af befolkningen. Hun virker for mange som en anden Angela Merkel – men måske netop det er blevet hendes største problem.

Katrin Göring-Eckardt virker for mange som en anden Angela Merkel – men måske netop det er blevet hendes største problem
_______

 

De Grønnes valgkamp er også præget af, at Angela Merkel har været for god ved De Grønne. Lige siden hun kom til i 2005, har CDU foretaget en større og større venstredrejning. Og særligt på traditionelt grønne emner har Merkel overhalet De Grønne. Atomkraften har Merkel (på sigt) afskaffet. Kvindekvoter har hun indført. ”Energiewende” – altså bevægelsen mod 100 pct. regenerativ energi – og mange andre emner, der engang var forbeholdt De Grønne, er nu så mainstream, at partiet famler efter en eksistensberettigelse.

Internt er partiet mere splittet end de store partier. De meget venstreorienterede ”Fundis” står overfor en konservativ fløj, som ligger tæt på de konservative i CDU. At det ikke kan fungere i praksis, viser partiet ved et hav af interne personsager – der vel at mærke igen og igen når offentligheden. Resultatet er, at partiet ikke kan gribe de mange sager, som man skulle tro kunne styrke deres kampagner!

Det er usandsynligt, at partiet den 24. september ryger ud af Forbundsdagen, men efter denne valgkamp må partiet gå i gang med en alvorlig selvransagelse. Som det ser ud nu, stemmer de venstreorienterede grønne vælgere direkte på Die Linke, og de mere konservative kan lige så godt stemme SPD eller CDU.



Dagens brev: Martin Schulz er utilfreds med, at der kun var én enkelt tv-duel mellem Angela Merkel og ham. Derfor har han for nylig sendt et brev til kansleren, hvor han giver udtryk for, at borgerne ønsker en mere omfattende debat om de centrale spørgsmål, der vedrører Tysklands fremtid. Allerede i 2009 og 2013 var der kun en enkelt tv-debat mellem de to spidskandidater, og Merkels hold pressede også dengang meget på for at sikre, at der ikke ville være mere end én. Mens kansleren er en udmærket – ikke spændende, men udmærket – taler, er der i politiske kredse en form for konsensus om, at hun ikke er den stærkeste i TV-debatter. Der kommer – til sammenligning med den ene debat, tyskerne får at se – til at være ca. 40 debatter mellem de østrigske spidskandidater (inkl. dem fra de mindre partier), før de går til valg den 15. oktober.

Mens kansleren er en udmærket – ikke spændende, men udmærket – taler, er der i politiske kredse en form for konsensus om, at hun ikke er den stærkeste i TV-debatter
_______