14.03.2017

MEDIERNES FREMTID/FREMTIDENS MEDIER Radiovært Iben Maria Zeuthen (f.1985, bl.a. “Ibens Harem” (DR) nu “Det næste kapitel” (24Syv)) er blandt de 20+ oplægsholdere på RÆSONs 4-timers-aftenkonference mandag 3. april 15-19 i selskab med bl.a. Rune Lykkeberg, Jesper Tynell, Martin Krasnik, Christian Jensen, Tom Jensen, Mads Brügger og kulturminister Mette Bock (LA). Billetpris: 495 kr.

Interview af Mathias Blædel Lorenzen

Hvad mener du er journalistikkens største udfordring nu?
De etablerede mediers største udfordring er, at folk simpelthen søger andre steder hen. For fakta-journalistikken betyder den teknologiske udvikling, at alle folk har adgang til at publicere, og man nemt kan publicere usandheder. Men jeg er ikke en af dem, som synes, at medierne er truede, og det er helt forfærdeligt. Det er jo bare sådan, det er. Man må tilpasse sig. På Radio24syv er udfordringen eller problemet, hvis der er et, at vi skal producere så meget radio, at det nogle gange er svært at redigere i en grad, som man til tider synes ville klæde programmerne. Der er fordele og ulemper ved det. Der kommer jo en meget mere fri og spontan tilgang, og man får nogle andre, uredigerede sider med, som er essentielle – og det synes jeg egentlig er det vigtigste. Men det betyder jo nogle gange, at det vil være kedelige stunder og ting, der ikke fremstår så klart, som de kunne gøre. Det vil være pauser i intensitet.

Kritikere mener, Brexit og Trumps sejr har afsløret de traditionelle medier som elitære og out-of-touch. Er det fair?
Det er ansigtet på en tendens. Om Trump havde vundet eller ej, er ikke det, der betyder noget for medierne – han er udtrykket for en tendens.

Hvad er den vigtigste egenskab, en journalist bør have om 10 år?
Der er meget snak om, at en journalist nu skal kunne besidde en personlige tilgang til stoffet og sætte en personlig afsender på. Der er ligesom to forskellige fortolkninger af det. Den ene er, at man skal sidde og snakke om sin far i sine programmer. Det er ikke den holdning, jeg sidder og plæderer for. Det, jeg mener, er, at man skal tage stoffet ind på en måde, hvor man hver gang, inden man publicerer, ved, hvorfor det er vigtigt at publicere det her. Det er også en af de eneste måder at holde trit med udbredelsen af almen publicering, som går uden om de store mediehuse. Det er vigtigt, at det kommer gennem en stillingtagen. Det må være det nye ’net’, stoffet skal igennem for, at det giver mening for læser, lytter eller seer. En blåstemplet eller personlig journalistik giver stoffet validitet. Det er det, den bevidste publicering skal kunne.

En blåstemplet eller personlig journalistik giver stoffet validitet. Det er det, den bevidste publicering skal kunne
_______

 

Hvad er journalisternes største illusion om sig selv?
Det er, at der ikke er andre, der kan lave det. Det er jo løgn. Alle kan lave det. Alle kan bedrive journalistik i en eller anden form, hvis de får tilført midler.

Hvad er det nye ved “fake news”? Er “fake news” et fænomen, de “professionelle” medier skal – og kan – bekæmpe?
Det er vigtigt, at de undgår at viderebringe fake news. De professionelle medier skal aktivt bekæmpe det, fordi vi kan miste adgangen til fakta, hvis de ikke gør. Der er et problem, fordi vores viden om verden eroderer.

Hvilken skrivende journalist i Danmark glæder du dig altid til at læse?
Pernille Stensgaard fra Weekendavisen. Hun er virkelig præcis i sin nære skildringer af Danmark. Det er ligegyldigt, om man hun skriver om en bager fra Nordvest, at tage nattoget ned gennem Europa eller om snoningen på en å i Vestjylland. Hun beskæftiger sig med det hele nære i Danmark. Det vil jeg hellere læse, end jeg vil læse om Donald Trump. Det er spændende at læse. Selv når hun skriver om en vintergæk, der spirer. Hun er god til at skrive poetisk, og hun gør det så doseret. Det er jo altid dejligt, når journalistik tager afsæt i blanding af en personlige formidler, som ikke spærrer for stoffet, men som drager poesi, personlighed og historie ind i sin fortælling og samtidig tager udgangspunkt i en konkret virkelighed frem for teser, meninger, abstrakter og holdninger. At zoome ind på den nære virkelighed er også et af modsvarene mod den almene publicering. Det er også noget, jeg selv forsøger at gøre. Mit fokus på det nationale og det nære, er den virkelighed jeg forsøger at skildre. Alle i verden har muligheden for at publicere, men alle kan ikke zoome ind på en lille flig af den konkrete virkelighed. Det er noget af det, Pernille Stensgaard kan. Hvis man skriver om det små, så skriver man også småt. Det bliver meget detaljeret. Hvis man derimod skriver om Donald Trump, så bliver det meget brede linjer og stort om stort. Alle kan sige noget om, at han er antidemokratisk, censurerende, et tilbageskridt for verdenshistorien eller ansigtet på en tendens. For mig er det meget svært at forholde sig til. Den nære journalistik er lige så vigtig, og jeg synes, den er lidt overset i fx dækningen af præsidentvalget.

Hvis man tager udgangspunkt i Donald Trump. Ville man godt kunne oplyse og skrive småt og detaljerigt om Donald Trump?
Det tror jeg godt, man ville kunne. Det kan godt være, at det bare er mig, men jeg står simpelthen af på de der store, abstrakte formuleringer. Man behøver ikke gøre det så fjernt, selvom det handler om Donald Trump. Fx kunne man skrive om den konkrete virkelighed for de dødsdømte fanger, efter han er indtrådt som præsident. Jeg tror, at man kan gøre det meget mere konkret, selvom det er tale om de store linjer. Det et tit det, jeg savner i dækning af internationalt stof. Man tror, at når det handler om det store udland, skal dækning være abstrakt. Jeg mangler identifikation. Det bliver meget hurtigt noget med, ’hvad kommer det til at betyde om ti år?’

Man tror, at når det handler om det store udland, skal dækning være abstrakt. Jeg mangler identifikation. Det bliver meget hurtigt noget med, ’hvad kommer det til at betyde om ti år?’
_______

 

Hvad er det bedste, mest innovative stykke journalistik fra udlandet du er stødt på de sidste 10 år?
Jeg er lidt nationalsindet. Jeg ved det faktisk ikke.

Hvad er det bedste, mest innovative stykke journalistik fra Danmark du er stødt på de sidste 10 år?
Jeg er lige stødt på et interessant eksperiment, der hedder ”Noget om Emma”. Det er en roman, som nu er blevet til en podcast-dokumentarserie. Det er en fiktiv dokumentar, som har nogle spændende greb, fordi det er fiktion, men samtidig er tæt på virkeligheden. Fiktion behøver ikke være virkelighedsfjernt. Det er en kærlighedshistorie, derfor giver dokumentarformen god mening. Det er noget, alle kender til. Det er sjovt at lave fiktion om til dokumentar. Det synes jeg er spændende at se, hvordan poesi og fiktion kan indblande sig i journalistik, uden at det snyder folk. Det bliver bare et ekstra lag i fortællingen. Det er rigtigt skønt, at man kan det.

Det, der betegnes “public service” kan også leveres af private medier, mente Bertel Haarder. Er du enig?
Jeg tror godt, de ville kunne levere det. Spørgsmålet er, om de har motivation til det. Skulle private medier kunne udbyde public service-indhold, så skulle de vel være støttede? Og så er det jo næsten det samme som public service-institutioner, som er halvt offentlige og halvt private. Hvis de ikke fik nogen ekstra midler, kan jeg ikke se deres motivation til at levere public service-indhold. Public service er sindssygt bureaukratisk – der er vildt mange krav. Jeg kan bare ikke forestille mig, at en privat medievirksomhed af sig selv skulle kunne løfte den opgave til punkt og prikke. Det er jo ikke det samme som at sige, at de ikke kan levere indhold, der har elementer af public service – det mener jeg faktisk, at flere private medier allerede gør.

Er de danske mediestøtteordninger – herunder støtten til dagbladene – de rigtige?
De er helt klart en god ting, fordi det nuancerer mediebilledet.

Hvis du kunne lave én ændring af DR, hvad ville det så være?
På et personaleplan synes jeg, der er for mange led. Der er for meget bureaukrati. Det betyder, at indholdet bliver drænet. Indholdet er igennem så mange led, at det mister al sin saft, inden det rammer skærmene. Der mangler spontanitet og intuition, som forsvinder på vejen. I min egen tid hos Danmarks Radio havde jeg mod på mange udsendelser og ideer, som nåede ret langt i forløbet, men aldrig nåede videre. Nu kan jeg se det på meget af indholdet. Det mangler kraft, når det udkommer. Jeg mangler refleksionen: ”Hvorfor udkommer det her?” Det er særligt vigtigt, at man tænker over, hvorfor det her skal udkomme, når konkurrencen fra internettet er så stor.

Nu kan jeg se det på meget af indholdet. Det mangler kraft, når det udkommer [om bureaukrati i DR]
_______

 

Hvordan bliver næste generation af mediebrugere anderledes end den foregående?
En selvstændiggørelse finder sted. Folk vælger fuldstændig frit. De er mindre påvirket af, hvad deres målgruppe burde kunne lide – og de er ligeglade med målgrupper. De tager, hvad de vil have. Lige nu tænker man i medierne meget mindre i målgrupper, end man tidligere har gjort. Man tænker mere i interessegrupper.

Er du opmærksom på, hvem ”Det Næste Kapitel” tiltrækker?
I ”Det Næste Kapitel” bliver selvstændige folk tiltrukket. Folk, der vælger selv. Der skal lidt detektivarbejde til for at opdage programmet. Programmets koncept refererer til et journalistisk greb, der som udgangspunkt er for indviede. Det vil sige, at jeg tror, at jeg tiltrækker en gruppe, som i forvejen interesserer sig mere for form og greb.

Husker du bedre hvad du læser på papir, end hvad du læser på en skærm?
Det gør jeg 100 pct. Til en reception på Gyldendal for to dage snakkede vi om det. Vi husker markant bedre, når vi har læst på papir, end når vi har læst e-bøger. Vi talte også om, at man knyttede sig mindre til indholdet i e-bøger end i fysiske bøger. Jeg ved ikke, om det er forskningsmæssigt underbygget, men det er kæmpe forskel for mig.

Bruger du for meget tid på Twitter og Facebook?
Twitter er jeg faktisk ikke på. Facebook bruger jeg nok lidt for meget tid på i perioder, hvis jeg har set mig gal eller glad på et eller andet. Radio 24syv smider nogle gange et par trailere ud for mit program, som er kommet ud til 2 mio., så kan man se, hvad det ville gøre for formen, hvis man kunne man redigere mere i det. Folk får jo sagt nogle ting, som har overskriftspotentiale, men så drukner det lidt i, at mit program varer 120 minutter. Hvis man sætter sig ned og redigerer i indholdet, så kan det nå meget bredt ud.

Man knytter sig mindre til indholdet i e-bøger end i fysiske bøger
_______

 

ILLUSTRATION: Iben Maria Zeuthen i studiet på Radio24Syv. Foto: Anders Rye Skjold Jensen