10.09.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

Med deres ubalancerede journalistik har de danske journalister skabt en blok bestående af “livsstilspartier” – R, EL og AL. De tre partier har ingen realistisk politik, ingen rationelle forklaringer og ingen konkrete løsningsforslag – men lever af at give deres vælgere en følelse af øget selvværd og identitet. Og deres succes er kun mulig, fordi pressen ikke gør dem til genstand for de samme kritiske spørgsmål som man stille de øvrige partier.

Kommentar af Kristian Tørning, Lektor, ph.d., Folketingskandidat for Dansk Folkeparti

DEN STØRSTE DISKUSSION om medier i vores samtid omhandler ‘Fake news’. Det er ikke et veldefineret begreb, men det dækker over et bredt fænomen, hvor historier præsenteres som nyheder, selvom de ikke lever op til de normale journalistiske kriterier for nyheder. Danske journalister interviewer ivrigt hinanden om betydningen af falske nyheder, og om hvad pressen kan gøre ved dem. Men udgivelsen af falske nyheder er ikke et nyt fænomen. Det nye er snarere, at pressen med fremkomsten af internettet både har mistet sit monopol på sendenettet og samtidig også på udgivelsen af falske nyheder.

Det er paradoksalt, men det største problem med falske nyheder i Danmark er, at pressen i vidt omfang selv fabrikerer dem i sin egen dækning af politik. Tag fx pressens konsekvente dækning af et ikke-eksisterende dansk topartisystem. Pressen rapporterer løbende det politiske stof med en dramaturgisk opsætning af en “rød blok” mod en “blå blok”. Der arrangeres endda tv-dueller mellem lederne af disse “blokke”. Det er underholdende, men borgernes opfattelse af det danske demokrati forplumres. Helt absurd bliver det, når man indser, at journalisterne selv har skabt to ægte blokke. De er født ud af journalisternes egen forskelsbehandling af partierne.

Helt absurd bliver det, når man indser, at journalisterne selv har skabt to ægte blokke. De er født ud af journalisternes egen forskelsbehandling af partierne
_______

 

Den ene ægte blok består af de realpolitiske partier. I de partier arbejder man for at finde kompromiser mellem rivaliserende realistiske løsninger og for at få mest mulig af sin politik igennem. Disse partier tilbyder borgerne sammenhængende forklaringer på deres politik, herunder forslag til konkrete og realiserbare løsninger. Løsningsforslag, der er bakket op af rigtige argumenter med robuste belæg. I de realpolitiske partier kan politikerne svare, når journalisterne udfritter dem om sammenhængen i deres idéer. Og det gør journalisterne, det er den journalistiske praksis.

I den anden blok finder vi livsstilspartierne. Den blok har journalisterne skabt med en helt anden journalistisk praksis. Livstilspartierne har ingen realistisk politik. De lever af at give deres vælgere en følelse af øget selvværd og identitet, men deres påståede politik hviler på et ikke-realiserbart grundlag. Af samme årsag præsenterer de heller ikke rationelle forklaringer på deres politik eller konkrete løsningsforslag på de store problemer i vores samtid. Men det afslører den samlede journaliststand, der dækker nyhederne og valgkampene på i radio, tv og aviser ikke, for deres journalistiske praksis indebærer, at livsstilspartierne ikke underkastes kritisk journalistik.

LIVSSTILSPARTIERNE ER: Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. Ved sidste valg fik de tilsammen 17,2 pct. af stemmerne, fordi den fjerde statsmagt fredede dem. De får ikke kritiske spørgsmål, de får gratis reklameplads i sendefladen. De markedsfører sig selv med følelser forankret i ædle intentioner og fantasifulde utopier, som journalisterne ikke gør til genstand for kritisk journalistik. De påstår, at de er ekstra moralske og omsorgsfulde, og at de, som måtte være uenige med dem, er det modsatte. Og journalisterne undersøger ikke, om påstandene passer.

I 80’erne og 90’erne forlod Radikale Venstre den pragmatiske realpolitik. Partiet forankrer i stedet sine aktiviteter i en primitiv kommunikationsstrategi
_______

 

I 80’erne og 90’erne forlod Radikale Venstre den pragmatiske realpolitik. Partiet forankrer i stedet sine aktiviteter i en primitiv kommunikationsstrategi. Og pressen giver de radikale plads til at optræde i medierne, hvor de fx begrunder krav om immigration med, at enhver der er uenig enten er “racist” eller moralsk anløben. Det gør de sågar, mens de klager over en for skinger “tone” i debatten. De påstår også, at selve debatten af væsentlige forhold kan være skadelig – at tale om problemerne gør dem værre, påstår de. Det spektakulære er, at pressen giver de radikale lov til at opføre sig, som om deres mange personangreb og kritik af andres sprogdragt er argumenter.

Enhedslisten har skrevet ordet “kommunisme” ud af principprogrammet, men deres politiske projekt er stadig kommunistisk. Partiet agerer ud fra den grundantagelse, at kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati. De påstår, at kapitalismen skaber et klassesamfund, hvor de, der ejer produktionsmidler som virksomheder, jord og naturressourcer, tilegner sig frugten af lønmodtagernes arbejde. Det er rent kommunistisk tankegods. Men empirisk set har kommunismen aldrig bragt frihed, tryghed og demokrati med sig. Det seneste eksempel på fejlslagen kommunisme finder vi i Venezuela, som Enhedslistens Pelle Dragsted (MF, EL) ellers tidligere har lovprist.

Men i dag er Venezuela et kollapsende og fattigt land på vej mod borgerkrig. Alligevel tillader pressen stadig Enhedslistens politikere at bilde borgerne ind, at en dansk light udgave af kommunistisk ideologi er et realistisk udgangspunkt for løsningen af nationale og globale problemer.

Alternativet slår Radikale Venstre og Enhedslisten med flere længder i egohumanistisk overbudspolitik. I år lancerede partiet fx en “idé” om at indføre borgerløn. Alene dette ene forslag i deres “politik” koster 143 milliarder svarende til ca. 14 pct. af det danske statsbudget. Men pressen holder stadig mikrofonen for Alternativet. De fremstår også både alternative og idérige, mens de bilder socialklienter ind, at de skam ikke behøver at gøre andet end at stemme lysegrønt. I en tid hvor pressen hurtigt sætter mærkaten “populisme” på udenlandske politikere, må man undre sig over, hvordan Alternativet slipper.

Mange højtuddannede danskere tror på den manipulerende livsstilskommunikation, der går på, at Danmark kan være et grænseløst velfærdssamfund, og at kun de umoralske er uenige. Manipulationen lykkes udelukkende, fordi pressen ikke tryktester livsstilspartierne
_______

 

VI ER VIDNE til en konkurrence mellem Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet om at fremføre de mest svulstige patos appeller. Kommunikationen er centreret omkring moralsk forpligtigelse og empati, hvor partiets politikere selv indtager rollen som de mest moralske og empatiske. Deres vælgere tror på budskabet om, at de selv er mere moralske og mere empatiske end alle andre, når blot de stemmer på lilla, lysegrøn eller knaldrød. De tror fx på, at immigration og multikultur skaber værdi, synergi og spændende mangfoldighed, men de agerer ikke derefter.

Vi har fået hvide og sorte skoler i Danmark. Det skyldes, at livsstilspartierne og deres vælgere i virkeligheden mener, at “nogle andre” er moralsk forpligtiget til at sætte deres børn i skole med indvandrernes børn. Det er også ”nogle andre”, der skal bo i de arabiske områder i Danmark, hvor politi, post og brandvæsen har svært ved at udføre deres arbejde. Men pressen fravælger at undersøge, hvad det betyder, når disse moralske partiers vælgere ikke vil deltage i deres eget projekt.

I 1994 fik Jacob Haugaard et mandat i Folketinget. Den folkelige reaktion på politikerlede kunne alle le af, indtil det blev alvor. I 2015 fik livsstilspartierne 31 mandater i Folketinget med en retorik, der befinder sig på cirka samme niveau. Mange højtuddannede danskere tror på den manipulerende livsstilskommunikation, der går på, at Danmark kan være et grænseløst velfærdssamfund, og at kun de umoralske er uenige. Manipulationen lykkes udelukkende, fordi pressen ikke tryktester livsstilspartierne. Livsstilspartierne lever af den journalistiske praksis der sikrer, at de ikke stilles svære spørgsmål.

Pressen beder dem ikke om at forklare, hvor danskerne skal miste noget. Hvor meget skal danskerne betale for immigrationen?
_______

 

DEN JOURNALISTISKE PRAKSIS fører således samfundsdebatten et sted hen, hvor fakta bliver betydningsløse. Det betyder fx ikke noget for livsstilspartierne, når Finansministeriet beregner, at ikke-vestlig indvandring i 2014 kostede danskerne hele 33 milliarder. I Folketinget stemmer Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten mod alle tiltag, der kunne begrænse yderligere omkostningstung ikke-vestlig indvandring. De er fx mod permanent grænsekontrol. De er mod skærpelsen af kravene til familiesammenføring. De er mod en prøveperiode for statsborgerskab. De er mod asylbehandling i nærområderne. Og de er mod at udvise kriminelle ikke-vestlige indvandrere, selvom disse fx har pakistansk statsborgerskab. Men livsstilspartierne bliver aldrig bedt om at forklare, hvad der så skal nedprioriteres. Pressen beder dem ikke om at forklare, hvor danskerne skal miste noget. Hvor meget skal danskerne betale for immigrationen? Er målet måske 50 milliarder om året? Hvis livsstilspartierne har en plan, så gøres den ikke til genstand for kritik, for journalisterne kræver aldrig, at livstilspartierne tager ansvar.

VORES DEMOKRATI LIDER under den mangelfulde journalistiske behandling af livsstilspartierne, og skuespillet ser desværre ud til at fortsætte. Enten vil pressen ikke indrømme sin egen rolle, eller også er den måske blind overfor egen praksis? Uanset hvad er der brug for ændringer, hvis ikke dansk politik skal ende som en konkurrence om, hvem der har de rigtige følelser. I Danmark har vi en dygtig og kompetent presse. Vores presse kan, når den vil. Mit eget parti, Dansk Folkeparti, har fået sin del af pressens kritiske bevågenhed i både værdipolitiske, sociale og økonomiske spørgsmål – og sådan skal det være! Men sådan skal det være for alle, for ellers er der rettelig tale om mediebias. Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet skal naturligvis gøres til genstand for præcis den samme kritiske journalistiske praksis, som de realpolitiske partier bliver det. Når livsstilspartiernes studentikose og åbenlyst utopiske politik ikke gøres til genstand for ægte kritisk journalistik, så er resultatet også falske nyheder.

Kristian Tørning (f. 1973) er folketingskandidat for Dansk Folkeparti, forfatter til: “Egohumanisterne – og deres totalitære identitetsprojekt” og arbejder til dagligt som lektor, ph.d. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Tidligere har han arbejdet hos blandt andre: Danmarks Radio, Microsoft og Danfoss og været Visiting Scholar på Stanford University. ILLUSTRATION: Morten Østergaard og Uffe Elbæk i Folketingssalen, december 2016 [foto: Jens Dresling/Polfoto]
_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)