21.12.2017

”Som FIFA og UEFA udvikler sig, vil vi i fremtiden se flere slutrunder og mesterskaber placeret i autokratiske lande. Demokratiske lande kan ikke længere overtale deres borgere til at smide tocifrede milliardbeløb i slutrunder, arenaer og mesterskaber, som det kun er FIFA og udvalgte fodboldpolitikere, entreprenører og konsulenter, der tjener penge på”, siger Troels Bager Thøgersen, chefredaktør for Tipsbladet. At Rusland fik VM i 2018 er kun det seneste eksempel.

RÆSON LONG READ af Jacob Pedersen

Historien om Ruslands VM er ikke enestående. Den illustrerer en usund kultur i de internationale fodboldorganer FIFA og UEFA, hvor moral i bedste tilfælde er relativ, og hvor personlige økonomiske interesser i flere tilfælde har overskygget påståede hensyn til fodbolden. Men det er også historien om Putins skrøbelige forhold til den russiske befolkning og de mekanismer, han tager i brug for at bevare magten.

Sotji, VM og Putins kontrakt med folket
Allerede ved Putins tiltrædelse indgik han og den russiske befolkning en uformel aftale. Putin lovede politisk og økonomisk stabilitet, mod at folket til gengæld accepterede hans stadigt strammere politiske greb om Rusland. Nu skulle man få orden på landet efter den kaotiske forvirring under Boris Jeltsin. Til Putins held begyndte oliepriserne at stige eksponentielt, og for en økonomi, der hviler fuldstændig på olie- og gasindtægter, var det ensbetydende med et boom i de offentlige balancer. Det var ikke alene til fordel for den nye præsident og hans kreds af oligarker, men også for den russiske befolkning, som oplevede en sjælden – måske uhørt – velfærdsfremgang.

Men i 2014 var tiden inde til et kursskifte og en ny kontrakt. Energipriserne begyndte nemlig at falde. På trods af at Rusland råder over nogle af verdens største naturrigdomme, var det ikke lykkedes Putin at gøre landet til den industrielle stormagt, som han havde bebudet. Derfor afgav han et nyt løfte: Rusland skulle igen være et imperium. Som modydelse måtte borgerne vise det samme mådehold som under Sovjetunionens planøkonomi, hvor hensynet til militæret også overskyggede levestandarden. Imperiets sammenbrud var – og er fortsat – et åbent sår i den russiske bevidsthed. Kreml lod forstå, at ingen var bedre til at lide end den russiske befolkning. Nu måtte der være smalhals, indtil hele verden igen kunne høre bjørnen brøle. For Putin havde en plan.

Året forinden havde Putin turneret landet over i anledning af, at Rusland i 2014 var vært for Vinter-OL i Sotji. Hele verden skulle nu se, at Rusland havde rejst sig. Det blev det dyreste Vinter-OL nogensinde, og Rusland høstede mange medaljer, som dog siden kom til at stå i helt andet lys. ”Putin red direkte på den bølge ned til Krim, hvor det hurtigt blev til en endnu større bølge af national stolthed”, siger Samuel Rachlin, mangeårig korrespondent i Sovjetunionen, Rusland og Washington, om Det Russiske Forår. På dette tidspunkt voksede Putins popularitetstal til op mod 80 pct. Det var før den dopingskandale, der senere overskyggede medaljehøsten, før Ukraine-krisen og de vestlige sanktioner. Og Rusland havde allerede sikret sig en endnu større sportsbegivenhed: VM i fodbold i 2018.

Putins popularitetstal [voksede] til op mod 80 pct. Det var før den dopingskandale, der senere overskyggede medaljehøsten, før Ukraine-krisen og de vestlige sanktioner. Og Rusland havde allerede sikret sig en endnu større sportsbegivenhed: VM i fodbold i 2018
_______

 

Skuffende rapport og lyssky aktivitet
Siden kortene med ”Rusland 2018” og ”Qatar 2022” overraskende blev taget ud af kuverten i 2010, har der været vedholdende anklager om korruption mod FIFA. I 2014 skulle Garcia-rapporten undersøge mistankerne mod tre fremtrædende russiske aktører. Nuværende vicepremierminister Vitaly Mutko, FIFA-medlem samt tidligere sportsminister. Viacheslav Koloskov, der er medlem af den russiske VM-komité og tidligere FIFA-vicepræsident, samt Alexei Sorokin, der er formand for VM-komitéen og medlem af FIFA’s eksekutivkomité.

Men i stedet for at udgive hele rapporten på én gang valgte FIFA først at udgive en forkortet version på 42 sider, og først i sommeren 2017 blev den offentliggjort i sin helhed. Rapporten dokumenterer bl.a., at tre medlemmer af FIFA’s dengang 24 mand store eksekutivkomité blev inviteret til Rio de Janeiro og at 15 mio. kr. blev overført til den 10-årige datter af en anden FIFA-repræsentant. Sporene er dog utydelige, og rapporten fandt hverken rygende pistoler eller substantielle beviser for, at Rusland og Qatar havde bestukket sig til VM i 2018 og 2022.

”Rapporten var en enorm skuffelse og ufatteligt dårligt arbejde,” siger Ekstra Bladets Jan Jensen – der blev Årets Sportsjournalist i 2016 for sin afdækning af korruption i international idræt – og som i serien ”Den Beskidte VM-krig” har beskrevet forholdene omkring VM 2018. ”Måske var det derfor, at vi ikke måtte se den så længe. Fordi den simpelthen var noget makværk. Garcia tog sig jo ikke selv af Rusland, fordi han var bandlyst og nægtet indrejse på grund af en tidligere sag. Derfor skulle hans samarbejdspartner Cornel Borbély stå for den russiske del, men det fremgår ikke af rapporten, at han faktisk har været i Rusland. Det virker mere som om, at man har nøjedes med at indkalde de tre hovedpersoner fra Rusland: Vitaly Mutko, Viacheslav Koloskov og Alexei Sorokin”, siger han til RÆSON: ”Sammen har de tre sagt, at de altså ikke lige havde computere med, og at de ikke kan hjælpe med noget som helst. Og så stoppede det uden videre”. Jensen mener, at man ikke går til biddet i forhold til hovedpersonerne og konstaterer: ”Derfor skal man heller ikke lægge for meget i konklusionen, når Rusland bliver frifundet”.

Der er da også flere forhold, som fortæller om markant russisk indblanding forud for beslutningen om VM-slutrundens placering. ”Det er helt klart, at Putin ville have VM. Og da det ikke virkede, som om der skete noget, tog han selv dirigentstokken,” siger Jensen. ”[Putin] sendte direktøren for Rosneft [Ruslands statsejede olieselskab] Igor Sechin til Qatar, hvor Mohamed Bin Hammam [FIFA-eksekutivkomitémedlem] havde adgang til en masse stemmer i Asien og Afrika og faktisk kunne afgøre, hvem der skulle have VM i 2018. På den måde blev der lavet en alliance mellem Rusland og Qatar, og det endte også med, at Qatar senere købte aktier i Rosneft for mange milliarder kroner. I månederne op til afstemningen tog Putin imod en stribe FIFA-eksekutivkomitémedlemmer. Det var en kæmpe koordineret indsats, som reelt afgjorde placeringen af både VM 2018 og 2022.”

”[Putin] sendte direktøren for Rosneft [Ruslands statsejede olieselskab] Igor Sechin til Qatar, hvor Mohamed Bin Hammam [FIFA-eksekutivkomitémedlem] havde adgang til en masse stemmer i Asien og Afrika og faktisk kunne afgøre, hvem der skulle have VM i 2018. På den måde blev der lavet en alliance mellem Rusland og Qatar, og det endte også med, at Qatar senere købte aktier i Rosneft for mange milliarder kroner‟
_______

 

Det er også blevet beskrevet, hvordan Koloskov og Sorokin i månederne op til afstemningen i 2010 rejste til Belgien med et maleri, der var en gave til det belgiske FIFA-eksekutivkomitémedlem Michel D’Hooghe. Garcia er pensioneret, men FBI er nu i gang med sin egen vidtforgrenede efterforskning. I den seneste store aktion er Paris Saint-Germains ejer Nasser Al-Khelaifi blevet sigtet for at have bestukket FIFA’s tidligere generalsekretær Jerome Valcke for at få VM-rettigheder til sit medieselskab BeIN Media Group. Kremls tætte forbindelser til FIFA-eksekutivkomitémedlemmer fortæller sin egen historie.

Jan Jensen erkender dog: ”Det er også klart, at det kan være svært at trække en streg mellem, hvad der er lobbyarbejde, og hvad der er korruption. Rusland er enormt dygtige til at dække deres ryg, og jeg er ikke sikker på, om vi nogensinde får beviserne”. Han fortsætter: ”Hvis vi skal have opklaret, om der er tale om lobbyarbejde eller korruption, kræver det, at vi ser pengeoverførsler eller andre konkrete beviser. I enkelte tilfælde tror jeg, at der har været direkte korruption involveret. Nogle af folkene i FIFA’s eksekutivkomité har ikke kunnet ladet være med at stikke hænderne frem”.

En skandalerække, der også inkluderer Tyskland (2006) og Frankrig (1998) (for at understrege at det er en generel FIFA-ting, ikke afgrænset til ikke-vestlige lande). Forholdene i FIFA har ført til, at ikke kun Rusland og Qatar er tildelt VM-værtskaber efter tvivlsomme metoder. Også VM 2014 i Brasilien, VM 2010 i Sydafrika og VM 2006 i Tyskland har været omgærdet af bestikkelse. I 2015 afslørede Der Spiegel, at chefen for Adidas Robert Louis-Dreyfus i 2000 – inden tildelingen af værtsskabet – overførte 45 mio. kr. til FIFA på vegne af det tyske fodboldforbund. Det var den prominente formand for Tysklands VM-organisationskomité, Franz Beckenbauer, som stillede garanti for pengene. Ifølge Der Spiegel blev millionerne brugt til at bestikke flere asiatiske FIFA-eksekutivkomitémedlemmer, der senere var med til at sikre det tyske værtsskab for slutrunden. Det tyske Sommermärchen [sommereventyr, red.] blev på den måde til et Sommergrusel [sommermareridt, red.]. FIFA er i sin nuværende form uholdbart – og man skal i øvrigt ikke gøre sig romantiske forestillinger om tildelingen af tidligere slutrunder, mener Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen. ”Grundlæggende er min analyse, at FIFA og det internationale fodboldpolitiske system er gennemsyret af dårlige forretningsgange og en syg kultur i den politiske del af fodboldforbundene. Uanset hvilke politiske reformer, som man på papiret mener at have gennemført, trækker de internationale sportsforbund som FIFA kun i retning af i stadigt højere grad at basere sig politisk og økonomisk på autokratiske stater og deciderede diktaturer”, siger han til RÆSON:

”Brasiliens triumf med Pelé [1958, red.] kom i hus efter en dyb, aktiv indblanding fra det siddende militærdiktatur, og det samme gælder Argentinas triumf på hjemmebane i 1978. Ved VM i 1982 kunne Paolo Rossi få lov til at blive Italiens helt efter Totonero [Italiens matchfixingskandale i 1980, red.]. I Brasilien har VM i 2014 og OL i 2016 senest udstillet den pilrådne korruptionskultur i den brasilianske fodboldelite og i brasiliansk politik generelt. På den måde har begivenhederne i Brasilien paradoksalt nok ført til større bevidsthed i befolkningen om en rådden kultur. Det samme har i øvrigt gjort sig gældende i forbindelse med det lige så dyre VM i Sydafrika i 2010. Bemærkelsesværdigt nok er der ikke den samme selvransagelse i Tyskland – eller i Europa for den sags skyld – efter VM 2006”.

Siden 2010 er skeletterne da også væltet ud af skabet, og mange medlemmer af FIFA’s eksekutivkomité er blevet taget med fingrene i kagedåsen. Bl.a. måtte FIFA’s vicepræsident Jack Warner i 2011 træde tilbage for efterfølgende at blive bandlyst fra al fodboldaktivitet efter at have modtaget 50 mio. kr. fra Sydafrika inden tildelingen af VM-slutrunden i 2010.

I 2015 kommer afsløringerne væltende i højt tempo. FBI stormer et hotel i Zürich og anholder flere højtstående fodboldfolk, som bliver anklaget for at have modtaget bestikkelse for en milliard kroner for at udlodde turneringer og rettigheder. På dette tidspunkt har flere FIFA-repræsentanter allerede erklæret sig skyldige. Heriblandt blev amerikaneren Chuck Blazer afsløret i skatteunddragelse. Han indrømmede, at han og andre FIFA-eksekutivkomitémedlemmer tog imod bestikkelse i forbindelse med tildelingen af VM 1998 i Frankrig og VM 2010 i Sydafrika. Herpå blev Blazer muldvarp for FBI og aflyttede bl.a. flere af sine tidligere venner. I 2015 meddeler FIFA’s præsident Sepp Blatter kort efter sit genvalg, at han vil trække sig – og bliver kort tid efter anklaget for at have overført 15 mio. kr. til UEFA’s præsident Michel Platini. Pengene forsvares som en gentlemanaftale, men senere bliver de begge sammen med generalsekretær Jerome Valcke suspenderet fra FIFA. FIFA’s etiske komité idømmer senere de faldne præsidenter otte års udelukkelse. Denne bliver senere nedsat til seks år og for Platinis vedkommende til fire år.

Inden Gianni Infantino i 2016 blev valgt som FIFA’s nye præsident, vedtog det skandaleramte fodboldforbund en række reformer. Over halvdelen af FIFA’s eksekutivkomité fra 2010 er i dag enten suspenderet eller under efterforskning, og udefra kan FIFA derfor virke forandret. Troels Bager Thøgersen vil dog ikke tillægge de påståede reformer særlig betydning, og han forventer heller ikke, at Rusland 2018 og Qatar 2022 bliver de sidste i rækken af suspekte mesterskaber:

”Som FIFA og UEFA udvikler sig i disse måneder og år, vil vi i fremtiden se flere slutrunder og mesterskaber placeret i autokratiske lande, hvor befolkningen kun har lille eller ingen indflydelse på, hvordan ressourcerne bliver brugt. Demokratiske lande kan ikke længere overtale deres borgere til at smide tocifrede milliardbeløb i slutrunder, arenaer og mesterskaber, som det kun er FIFA og udvalgte fodboldpolitikere, entreprenører og konsulenter, der tjener penge på. I demokratiske lande er borgerne blevet klogere og tror ikke på arrangørernes beregninger for, hvor stort overskud og brandingværdi man får ved at arrangere mesterskaber. 2026-slutrunden havner ganske vist i tre demokratiske lande med USA som hovedarrangør og Mexico og Canada som sidevogne, men selv placeringen af den slutrunde blev tilsyneladende aftalt som del af en studehandel omkring valget af Gianni Infantino som FIFA-præsident”.

”Demokratiske lande kan ikke længere overtale deres borgere til at smide tocifrede milliardbeløb i slutrunder, arenaer og mesterskaber, som det kun er FIFA og udvalgte fodboldpolitikere, entreprenører og konsulenter, der tjener penge på […]. 2026-slutrunden havner ganske vist i tre demokratiske lande med USA som hoved-arrangør og Mexico og Canada som sidevogne, men selv placeringen af den slutrunde blev tilsyne-ladende aftalt som del af en studehandel omkring valget af Gianni Infantino som FIFA-præsident”
_______

 

Thøgersen: Systemet kan ikke repareres
Mens Troels Bager Thøgersen altså frygter, at fodboldens elite glemmer de flotte ord om reformer og gennemsigtighed, er DBU’s formand Jesper Møller mere optimistisk: ”Da der skulle vedtages en række reformer i FIFA ved den ekstraordinære kongres i 2016, arbejdede DBU aktivt for, at VM fremover skulle tildeles af FIFA’s samlede kongres og ikke i et lukket forum i FIFA’s eksekutivkomité. Vi kæmper en indædt kamp for at fremme good governance og antikorruption. I vores internationale arbejde har vi desuden allieret os med Amnesty International og Transparency International, og der bruger vi konsekvent enhver lejlighed i FIFA- og UEFA-regi til at gøre opmærksom på nødvendigheden af good governance. Vi er desuden aktive i en lang række FIFA- og UEFA-udvalg, hvor vi sætter temaet på dagsordenen. Alt dette vil vi blive ved med”.

Jesper Møller understreger, at DBU udelukker en boykot af de kommende slutrunder. For DBU er en del Danmarks Idrætsforbund (DIF), hvor man kun følger en boykot, hvis Folketinget beslutter sig for det.

Troels Bager Thøgersen mener dog ikke, at DBU har været tilstrækkeligt grundige. Da UEFA i 2016 valgte Aleksander Čeferin som sin nye præsident, var DBU og de øvrige nordiske fodboldforbund de drivende kræfter i støtten til ham: ”Ved at godskrive Čeferins kandidatur – selvom han er dybt problematisk fra et politisk og demokratisk standpunkt med sine holdninger til åbenhed og stærke bånd til Rusland – gik de skandinaviske fodboldforbund sidste år, uanset hvilke intentioner de mente at have, i Ruslands forehavende. [Det gjorde de] ved at være de første til at udtale sig positivt om Čeferins kandidatur. Angel Maria Víllar var tydeligvis en værre kandidat, men det er mig ubegribeligt, at man ikke støttede Michael van Praag. Det var fuldstændig ligegyldigt, at han ville falde for en aldersgrænse. Hellere vælge ham som løsning og så få en ordentlig kandidat kørt i stilling til næste valg”, siger Bager Thøgersen til RÆSON.

Om valget af UEFA præsident i 2016: ”Det er mig ubegribeligt, at man ikke støttede Michael van Praag. Det var fuldstændig ligegyldigt, at han ville falde for en aldersgrænse. Hellere vælge ham som løsning og så få en ordentlig kandidat kørt i stilling til næste valg”
_______

 

Hvordan forholder Danmark sig i dag? ”DBU er naturligvis opmærksom på de historier, der bliver offentliggjort vedrørende VM i Rusland, og vi holder løbende FIFA’s administration og ledelse ansvarlig for en ordentlig forberedelse og afholdelse af begivenheden”, siger Jesper Møller: ”Senest har DBU – i fællesskab med øvrige nordiske fodboldforbund – skrevet til FIFA’s præsident vedrørende forhold for arbejdstagere på et VM-stadion under opførelse i Skt. Petersborg. Vi mener, at vi kommer længst med internt pres.”

Men Bager Thøgersen køber ikke, at DBU har udtømt alle sine handlemuligheder, og at den interne dialog i de internationale organisationer skulle være bedste løsning. Han mener, at DBU i stedet skal trække sig fra FIFA og UEFA. For det internationale fodboldsystem er ødelagt – Rusland har spillet efter det samme korrumperede regelsæt, som har eksisteret i de seneste mange årtier:

”Jeg mener, at DBU og ligesindede forbund i Europa og andre dele af verden skal træde uden for det usunde fællesskab, der i dag er i FIFA og UEFA, og i stedet bruge hver en anledning til offentligt og i skarpe vendinger at sætte fingeren lige der, hvor det gør allermest ondt på det syge system. På den gigantiske dopingskandale i russisk sport. På at man bruger nordkoreanske arbejdere op til VM 2018. På offentligt og meget højlydt igen og igen at kræve svar på hvert et kritisk spørgsmål, som whistleblowere og undersøgende journalisters arbejde i de sidste syv år har rejst om, hvordan Rusland fik VM i 2018 og Qatar i 2022. Det fodboldpolitiske system er grundlæggende i stykker og kan ikke fikses. Det skal rives ned og bygges op igen af kræfter, der vil fodbold det bedre end de interesser, der i dag styrer fodboldpolitik”.

Handlingens mand
Sommerens VM-slutrunde bliver en kalibrering af det stadigt mere anspændte forhold mellem Rusland og Vesten, som har udviklet sig siden OL i Sotji i 2014. Dels over Ukraine – herunder Krim-annekteringen, nedskydningen af Malaysia Airlines MH17 og konflikten i Østukraine. Dels over Syrien. Dels over Ruslands påståede indblanding i den amerikanske valgkamp, som FBI i øjeblikket efterforsker, samt Ruslands aktive støtte til flere europæiske protestpartier – tilsyneladende med det formål at forhindre voksende europæisk forening.

Putins mål er stadig dét, som han i 2014 lovede sin befolkning: Ruslands genrejsning som imperium. ”Patriotisme er det store i Rusland,” konstaterer Flemming Splidsboel fra DIIS: ”Den russiske økonomi har det svært, men den er jo ikke i frit fald. Vi kommer ikke til at se et kollaps. Man oplever svag vækst, og det vil vi nok også se i de kommende år, hvor Rusland vil tabe tempo i forhold til andre væsentlige lande. Men spørgsmålet er, om det er nok til at tilfredsstille den russiske befolkning. Man har forsømt at reformere den russiske økonomi, mens man havde tid og råd, og nu kniber det. Staten skal spare – det gør den, og det kan folk mærke. Premierminister Dmitrij Medvedev har fået mange tæsk på grund af de store besparelser. Statens fond er ved at være tom, og til sommeren 2018 er der formentlig ikke mere tilbage. Korruption og nepotisme er store emner, og de er jo brændstof for især Aleksej Navalnijs [Fremskridtspartiets oppositionsleder, red.] politiske kampagne inden præsidentvalget næste år”, siger Splidsboel. ”En anden vurdering er, at Putin vil benytte de næste seks år til at samle en del af det tidligere Sovjetunionen omkring Rusland, men den plan er umulig at gennemføre. De andre republikker glider langsomt væk og tilbage står et lidt rustent styre, som ikke helt kan levere på den sociale kontrakt, og som har svært ved at finde noget nyt, samlende og legitimerende”.

”Putin vil benytte de næste seks år til at samle en del af det tidligere Sovjetunionen omkring Rusland, men den plan er umulig at gennemføre. De andre republikker glider langsomt væk og tilbage står et lidt rustent styre, som ikke helt kan levere på den sociale kontrakt, og som har svært ved at finde noget nyt, samlende og legitimerende”
_______

 

Det betyder dog ikke, at Putin skal være bekymret for at tabe valget – det er, understreger Berlingskes Rusland-korrespondent Simon Kruse, i praksis en formalitet: ”Valget kan jo i virkeligheden kun med stor kreativitet kaldes for et demokratisk valg. Det er en kåring af Putin, og Kreml vil gøre alt for at undgå overraskelser. Det har de prøvet mange gange før, og derfor er det også usandsynligt, at der kommer overraskelser ud af denne meget nøje koreograferede begivenhed, som man i Rusland kalder et præsidentvalg”.

Derudover har Putin i kraft af sin personlighed kredit hos den russiske befolkning. Siden sin indtræden på scenen ved årtusindeskiftet har han stået for den handlekraft og storhed, som russerne værdsætter og meget gerne vil forbinde sig selv med. Det har Samuel Rachlin bl.a. beskrevet i ”Jeg, Putin” (2014) og han uddyber: ”Det ligger i den russiske politiske kultur, at man ser op til en leder, der udstråler både styrke og handlekraft, som er frisk og kæk, som ikke lader sig løbe om hjørner med af andre magter, og som ikke lader sig blive hånet og ydmyget. Det følte russerne i meget høj grad var tilfældet med Boris Jeltsin, og det følte de også var tilfældet med Gorbatjov, som de mente, var et sludrechatol ude af stand til at gennemføre noget. Jeltsin var i begyndelsen meget populær, men glansen gik af ham, efterhånden som landet og økonomien løb ind i vanskeligheder. Putin forstår sit folk bedre end sine nyere forgængere, og han har altså været i stand til at omgærde sig i dels distance og ophøjethed sammen med en vis folkelighed, hvor han i bogstaveligste forstand spiller med musklerne og puster sig op som en supermand”.

Landets udenrigspolitik viser, at Sovjetunionens storhedstid fortsat står stærkt i befolkningens bevidsthed: ”Han puster Rusland op som en supermagt. Og det er Rusland slet ikke, hverken økonomisk eller militært. De kan ikke måle sig med Sovjetunionen, da den var på sit højeste. Men det billede, Putin vil indgyde i befolkningen, er, at Rusland har indtaget den plads, som rettelig tilkommer en stormagt med Ruslands historie og betydning”.

At Putin ikke er truet nu betyder dog ikke, at han er sikker i al fremtid, forklarer Simon Kruse: ”Nogle gange skal der ikke meget til, og det er jo også det, der gør denne type ledere ret paranoide. I 2011-2012 var der i forbindelse med parlamentsvalget videooptagelser fra valgstederne, hvor valgtilforordnede stoppede sedler ned i valgurnerne. Det gjorde folk vrede, og der var protestdemonstrationer med op til 50-80.000 mennesker. Det var noget, der gjorde Kreml meget bange. Og den slags afsløringer vil man selvfølgelig gerne undgå, for de kan være enormt sprængfarlige og virkelig antænde den russiske befolkning. Det var også korruption, som bragte Viktor Janukovitj [Ukraines Rusland-støttede præsident 2010-2014, red.] til fald. Men man skal også huske på, at Kreml har mange års erfaring med at håndtere den slags situationer”.

”I 2011-2012 var der i forbindelse med parlamentsvalget videooptagelser fra valgstederne, hvor valgtilforordnede stoppede sedler ned i valgurnerne. Det gjorde folk vrede, og der var protestdemonstrationer med op til 50-80.000 mennesker. Det var noget, der gjorde Kreml meget bange […] Men man skal også huske på, at Kreml har mange års erfaring med at håndtere den slags situationer”
_______

 

10 år for et halvfærdigt stadion
I 2015 løftede Det Internationale Antidopingagentur (WADA) med McLaren-rapporten sløret for Ruslands statsorkestrerede og omfattende snyd i forbindelse med OL-værtsskabet, hvor man bevidst udskrev doping til hjemlige atleter og siden skjulte de positive resultater. Direktøren for det hele, Grigory Rodchenkov, flygtede efterfølgende til USA og ville nu afsløre hele balladen: 15 af 33 russiske medaljevindere havde været en del af det sindrigt planlagte program. Rodchenkov havde hver nat fået en liste fra Vitaly Mutkos sportsministerium med bestemte atleters urinprøver, som skulle udskiftes med rene urinprøver, og Ruslands efterretningstjeneste havde folk til stede i laboratoriet om natten for at sikre, at det også skete. Intet var overladt til tilfældighederne.

Rodchenkov skrev i efteråret en markant kronik, hvor han ikke bare slog fast, at Mutko og Kreml dikterede programmet fra start til slut, og at atleterne ikke havde andre muligheder end at snyde, men at han også frygtede for sit eget liv efter sine afsløringer. Nikita Kamayaev var tidligere direktør for Ruslands Antidopingagentur (RUSADA), men døde af et hjerteanfald, mens han var ved at skrive en bog om Ruslands dopingprogram. Også Vyacheslav Sinev døde – som tidligere formand for RUSADA – uden nogen egentlig dødsårsag. Rodchenkov skrev derfor, at han var nødt til at flygte, og at han ikke ønskede at dø, uden at verden var bekendt med sandheden.

Kreml har gjort klart, at man håber, at Rodchenkov bliver udleveret til hjemlandet. Præsidenten for Ruslands OL-komité, Leonid Tyagachev, har udtalt, at ”Rodchenkov skal henrettes for at sprede løgne, ligesom Stalin ville have gjort”. Endnu har USA og Rusland dog ingen udleveringsaftale.

Samtidig fortsætter historien: OL-guldvinderen Aleksander Legkov er blevet udelukket fra OL på livstid og frataget sine medaljer af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), og Evgeniy Belov og hans landsmand er de første russere, som er blevet dømt for at have været en del af dopingprogrammet. IOC er ikke bare i gang med at genteste alle russiske atleters OL-prøver, men skal afgøre, om Rusland skal udelukkes fra at deltage i det kommende Vinter-OL i Pyeongchang til februar. IOC har taget det hidtil største stort skridt: Rusland er officielt udelukket blevet fra det kommende Vinter-OL i Pyeonghang. Russiske atleter kan fortsat stille op, men kun i de olympiske farver og til den olympiske melodi – Ruslands flag og nationaldragt er bandlyst, og Ruslands nationalhymne vil heller ikke blive afspillet. Vitaly Mutko er i den forbindelse også bandlyst fra alle fremtidige OL. Alligevel bliver det kaldt urimelig specialbehandling, at Rusland er sluppet for billigt, og Mutko fortsætter formenlig med at være i spidsen for VM-slutrunden.

”Dopingskandalen i Sotji er meget vigtig for at forstå, hvilket forhold Kreml og Putin har til sport,” siger Rachlin og fortsætter: ”I Rusland er sport ikke bare sport, men også politik på højeste niveau. Rodchenkov var en af de centrale figurer i den russiske dopingkontrolmyndighed, og han har fortalt, hvordan Rusland bevidst har snydt og bedraget med urinprøverne. Det var sanktioneret af den øverste ledelse. Det hele var snyd og bedrag, og der er uigendrivelige beviser for, at det var sådan, det foregik. Det fortæller, hvor langt systemet er parat til at gå for at spille en rolle i en sportsbegivenhed, og det er et af mange eksempler på, at sport og politik er fuldstændig uadskillelige i Rusland”.

WADA’s chefefterforsker McLaren har kaldt det russiske program ’den største dopingoperation i historien’. Hvad synes russerne selv? ”Korruptionsanklagerne er et enormt følsomt område, hvis russerne mener, at deres skattepenge går ned i et hul, hvor nogen stjæler halvdelen af dem for at bygge et halvfærdigt stadion hjemsøgt af skandaler, som man har gjort i Skt. Petersborg”, siger Simon Kruse: ”Det er jo bare pinligt, og det synes alle i befolkningen. Men det ser man måske forud for store sportsbegivenheder i alle lande. Og al erfaring viser jo, at når kampene først er i gang, synes folk, at det er fedt og pengene værd”.

Anklagerne om korruption og doping er ikke de eneste dårlige historier, som Kreml og Alexei Sorokins VM-komité har forsøgt at nedtone. I 2017 kunne norske Josimar afsløre, hvordan i hvert fald 110 nordkoreanere havde arbejdet under slavelignende forhold ved Zenit Arena i Skt. Petersborg – VM-slutrundens næststørste stadion med plads til 68.000 tilskuere. Ved siden af stadion fandt man en død nordkoreaner i en container. I 2016 mistede yderligere fire livet. I Qatar har der kørt lignende historier om VM-slutrunden i 2022, hvad der fik Independents Jonathan Liew til at skrive, at det ikke er ’stadions, som man bygger, men mausoleer’.

Kim Jong-un bruger arbejderne i udlandet til at finansiere sit diktatur og får tilført 90 pct. af deres løn. De får konfiskeret deres pas og kan se frem til konsekvenser for sig selv og deres familier, hvis de ikke samarbejder. Det har kostet næsten 10 mia. kr. at bygge Zenit Arena, men Josimar fortæller, at den endelige regning kan blive fordoblet til 20 mia. Arenaen skulle have været færdig i 2008, men stod kun halvfærdig for et halvt år siden. Adskillige gange har byggeriet fået tilført ekstra penge. Stadionspecifikationerne blev først lavet, efter byggeriet var sat i gang, og budgetterne blev på samme måde først lagt, efter pengene var blevet brugt. Lidt efter lidt er pengene forsvundet, og få vil være i tvivl om, at nogle særlige mennesker er blevet særligt rige i forbindelse med byggeriet.

”I Sotji blev alting også bygget op fra grunden, og Putins egne håndgangne oligarker fik alle entrepriserne,” fortæller Rachlin. ”Det blev historiens dyreste vinter-OL med et budget på over 50 mia. dollars og et eksempel på gigantisk korruption. En af dem, som dokumenterede det, var Boris Nemtsov [Ruslands førende oppositionspolitiker, der blev slået ihjel på en bro uden for Kreml i 2015, red.], som samlede en rapport om korruption om byggeriet i Sotji og afslørede, at gigantiske summer forsvandt ned i lommerne på oligarker og formentlig også korrupte embedsmænd”.

”I Sotji blev alting også bygget op fra grunden, og Putins egne håndgangne oligarker fik alle entrepriserne”
_______

 

Et VM i en anspændt tid
Hvordan passer et gæstfrit VM-værtsskab med Putins verdensbillede? ”Der er jo lidt et paradoks, fordi man som stat konstant har brug for fjendebilleder af den simple grund, at det hjælper med at aflede opmærksomheden fra interne problemer som dårlig økonomi og dårlige sociale forhold,” siger Rachlin. ”Derfor er det godt at skabe en oplevelse af et land, der er omringet af ondskabsfulde og fjendtlige magter. Fra 1917-1991 under Sovjetunionen brugte man også den slags skræmmebilleder. Det har Putin fuldstændig overtaget. Men samtidig har man også brug for at spejle sig i andres respekt og beundring for, hvad Rusland er, og man er enormt afhængig af at høste anerkendelse fra disse frygtelige fjendelande. På den måde kan man ikke overvurdere den politiske prestige, der ligger i at gennemføre slutrunden”.

Simon Kruse er grundlæggende enig i den udlægning – Ruslands nuværende økonomi forhindrer landet i at udfordre Vesten yderligere: ”Man kan selvfølgelig spekulere i Putins visioner, men realpolitisk er der simpelthen ikke nok muskelkraft til at føre sig mere frem. ’Kreml har jo mange tårne’, som man siger, og det tårn, der har at gøre med økonomien, har fået mere lydhørhed og volumen på det seneste, hvor russerne er i knæ økonomisk. Der er meget, der taler for, at Rusland ikke har behov for at forværre forholdet yderligere til Vesten.”

Flemming Splidsboel har ved flere lejligheder talt om ’ontologisk sikkerhed’, dvs. hvordan Rusland ved at definere sig selv i opposition til Vesten har skabt tryghed for sit selvbillede. Han forventer dog, at Rusland vil nedtone modstanden i forbindelse med slutrunden: ”For Putin er det vigtigt at vise sine vælgere og verden, at Rusland under hans ledelse er kommet i en situation, hvor man kan håndtere disse enorme begivenheder”. Han uddyber: ”Jeg tror, at vi kommer til at se en udstrakt hånd. Fra russisk side vil man nedtone konflikten med Vesten under slutrunden og forsøge at tage godt imod gæsterne. Det skaber dog også lidt nervøsitet, for man kan ikke heller ikke helt håndtere udenlandske gæster, som man håndterer egne borgere”.

Ved EM 2016 i Frankrig var Ruslands hårdeste tilhængere med i flere voldsomme sammenstød. Fansene blev kaldt ’Putin-hæren’, mistænkt for at have forbindelser til Kreml, og Marseille-hændelserne blev kaldt et forvarsel til VM på Ruslands hjemmebane. Det er ikke den eneste kilde til bekymring. Rusland har haft et svært forhold til LGBT-bevægelsen. Fans af klubben Zenit lavede fx i 2012 et manifest, der udtrykte et ønske om at undgå farvede og homoseksuelle spillere på holdet, som dog efterfølgende tog afstand fra fansene. I 2016-2017-sæsonen blev der registreret 89 racistiske eller højreekstreme optrin til fodboldkampe i Rusland.

”Jeg tror, at vi kommer til at se en udstrakt hånd. Fra russisk side vil man nedtone konflikten med Vesten under slutrunden og forsøge at tage godt imod gæsterne. Det skaber dog også lidt nervøsitet, for man kan ikke heller ikke helt håndtere udenlandske gæster, som man håndterer egne borgere”
_______

 

Deltagere og tilskuere skal dog ikke frygte for VM-slutrundens afvikling, for Kreml vil sørge for at rydde op i de kritiske forhold. ”Der er ingen grund til at tro, at Rusland og Putins folk vil være interesseret i, at der opstår den form for ballade [som i EM 2016, red.] under slutrunden. Tværtimod vil man gøre alt for at undgå det – og på den måde vise, at man har fuld kontrol, og at den slags ikke findes i Rusland”. Jan Jensen supplerer: ”Det er helt tydeligt, at der er kæmpe prestige i turneringen for Putin. Hvis der går noget galt med det VM, så begår han jo harakiri. Det må bare ikke ske. Og det er også derfor, de har så travlt med at lukke historier om fx nordkoreanske slavearbejdere. Der kommer heller ikke til at være nogle store optøjer. Russerne kommer til at opføre sig eksemplarisk.”

Hvor stor en rolle får VM for Putin indenrigs- og udenrigspolitisk? ”Vinter-OL i 2014 spillede nok en langt større rolle, end VM ser ud til at komme til”, mener Simon Kruse: ”Sotji kom i forlængelse af et klart projekt, Putin havde: – at få Rusland anerkendt som en stormagt og som et land, der ikke længere var i knæ, men hvor tingene var i orden. Hvor man kunne arrangere det dyreste vinter-OL nogensinde. Og Putin tog meget direkte personlig del i alt det, som foregik. Han viste sig på fjernsyn i tide og utide, og han var nede for at inspicere stadion og sætte byggeherrerne på plads. Det var i virkeligheden et arrangement, der helt fra begyndelsen var forbundet med personen Putin”.

”Indtil videre har Putin slet ikke engageret sig lige så meget, som han gjorde i OL. Jeg har ikke rigtig set nogen store TV-reportager, hvor han fører sig frem på de nyeste stadions. Jeg tror, at det hænger sammen med, at man ikke vil sætte forventningerne til VM-slutrunden for højt. I 2014 var Rusland ikke isoleret på samme måde som i dag. Det var, før det hele eksploderede i Ukraine. Dengang var der ikke sanktioner – Rusland havde ikke annekteret en del af et naboland – og der var ikke nogen hacking-skandale i USA. Kreml har ikke nogen grund til at piske forventningerne op til, at det nu igen skal være et kæmpestort ’Rusland tilbage på verdensscenen’. I hvert fald ikke endnu. Men hvem ved, hvad der sker efter præsidentvalget? Det er i øjeblikket det helt overskyggende, og det skal helst forløbe uden problemer. Derfor taler man heller ikke så meget om VM, som man sikkert ville have gjort, hvis det var faldet på et andet tidspunkt”.

Ekstra Bladets Jan Jensen mener tværtimod, at præsidenten er meget aktiv: ”Putin engagerer sig rigtig meget i VM, hvilket mange opdager meget sent. Og det gjorde jeg egentlig også. Jeg havde en fornemmelse af, at det var Mutko [sportsminister, red.], der kørte showet. Men i løbet af de 4-5 måneder, hvor vi undersøgte VM-slutrunden, opdagede vi flere dokumenter og invitationer, der talte deres eget tydelige sprog: Putin var den bærende kraft. Han dukkede jo også op i Zürich [i 2010, hvor Rusland blev tildelt slutrunden, red.] og holdt en kæmpe tale, som ikke var beregnet til fodboldverdenen, men til hans hjemmemarked – det russiske publikum”.

Rachlin understreger, hvor meget der er forandret siden Sotji: ”Krisen mellem Moskva og Vesten er tilspidset i de mellemliggende år, og det er blevet meget mere kontroversielt, at Rusland er værtsland for slutrunden. Selvfølgelig var der allerede til OL visse uoverensstemmelser, men det er overhovedet ikke at sammenligne med den situation, som hersker i dag. I dag er man på direkte koalitionskurs, der bliver holdt militærøvelser, og tilliden mellem parterne nærmer sig et nulpunkt. Man kan ikke længere lade som om, at Rusland og Vesten er på bølgelængde”. ■

”I dag er man på direkte koalitionskurs, der bliver holdt militærøvelser, og tilliden mellem parterne nærmer sig et nulpunkt. Man kan ikke længere lade som om, at Rusland og Vesten er på bølgelængde”
_______

 

Jacob Pedersen (f. 1995) studerer statskundskab ved Københavns Universitet og er skribent ved RÆSON. Han har tidligere skrevet for DR Sporten og Tipsbladet.

Jan Jensen (f. 1959) er sportskommentar hos Ekstra Bladet og blev i 2016 kåret til Årets Sportsjournalist for sin afdækning af korruption i international idræt. Han har med serien Den Beskidte VM-krig VM i Rusland indgående beskæftiget sig med problemerne i FIFA.

Samuel Rachlin (f. 1947) er mangeårig journalist og kommentator. Født i Sibirien og ansat hos TV 2 og DR1 korrespondent i Sovjetunionen, Rusland og Moskva før og efter årtusindeskiftet. I 1990’erne arbejdede han for Verdensbanken i Washington. Han er forfatter til adskillige bøger om Rusland, herunder Jeg, Putin fra 2014 og Bag Den Kolde Krigs tåger fra 2016. Senest har han udgivet bogen Folket og Magten – Populisme og den nye verdensorden.

Flemming Splidsboel Hansen (f. 1968) er seniorforsker ved Dansk Institut For Internationale Studier (DIIS) og tidligere lektor i russisk politik og SNG-studier på Københavns Universitet, hvor han i begge stillinger har beskæftiget sig med russisk indenrigs- og udenrigspolitik og national identitet. Tidligere ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste som Rusland-analytiker og tidligere chef for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europas (OSCE) politiske og militære afdeling i Tadsjikistan.

Simon Kruse (f. 1978) er korrespondent i Moskva for Berlingske og har siden 2006 rapporteret fra Rusland, Ukraine, Baltikum og Centralasien. Han vandt i 2017 sammen med DR’s Mathilde Kimer Den Berlingske Fonds Journalistpris for sin dækning af krigen i og omkring Ukraine.

Jesper Møller (f. 1963) har siden 2014 været formand for Dansk Boldspil Union (DBU) og har været en del af Fodboldforbundet siden 1998.

Troels Bager Thøgersen (f. 1981) har været chefredaktør for Tipsbladet siden 2012 og beskæftiger sig især med fodboldpolitik, herunder forholdene i FIFA og UEFA.

ILLUSTRATION: VM-lodtrækning i Moskva, 1. december 2017 [foto: PA Photos/Nick Potts/Polfoto]