20.01.2017

Midt i de vanskeligheder, som Storbritanniens farvel til EU udløser, er der en sidegevinst: Brexit kan blive modellen for en ny form for partnerskab mellem EU og store nabolande.

Kommentar af Pierre Collignon

Vil man have et billede på, hvad forestillingen om tyrkisk EU-medlemskab betyder for opbakningen til EU, bør man gense et klip af David Cameron, da han i maj sidste år gik på tv for berolige de britiske vælgere om, at Tyrkiet ikke er klar til at blive lukket ind i det europæiske samarbejde.

Med den nuværende fremdrift i forhandlingerne mellem Tyrkiet og EU, ville medlemskab tidligst komme på tale i ”år 3.000,” sagde den nu tidligere britiske premierminister. Han forsøgte også at komme igennem med en forsikring om, at Storbritannien som EU-medlem kan nedlægge veto mod optagelsen af et nyt medlemsland. Camerons egen forsvarsminister havde – i strid med sandheden – påstået, at det ikke var tilfældet, men lige lidt hjalp det.

Det tyrkiske spørgsmål stod centralt i debatten op til den britiske EU-afstemning den 23. juni., og Leave-kampagnen kørte hårdt på budskabet om, at Tyrkiet med sin befolkning på 76 mio. indbyggere stod til at blive optaget i EU med en deraf følgende risiko for masseindvandring og øget terror.

Det er ikke kun briterne, som har svært ved at forlige sig med tanken om, at Tyrkiet en dag skulle blive EU-medlem. En måling fra YouGov viste sidste år et typisk billede med modstand til tyrkisk EU-medlemskab på 75-85 pct. blandt de adspurgte i Frankrig, Tyskland, Danmark, Sverige og Finland.

Modstanden er så dyb, at man i teorien ville se kernelande som Frankrig og Holland forlade EU, hvis Tyrkiet kom ind. I teorien.
_______

 

I EU’s nuværende medlemslande står regeringerne derfor over for et dilemma: Geostrategiske hensyn taler for at fortsætte med de optagelsesforhandlinger, som EU har ført med Tyrkiet siden 2005 – men vælgerne er så meget imod tanken om tyrkisk EU-medlemskab, at forhandlingerne underminerer støtten til både regeringerne og det europæiske projekt.

Modstanden er så dyb, at man i teorien ville se kernelande som Frankrig og Holland forlade EU, hvis Tyrkiet kom ind. I teorien. For dertil kommer vi nok aldrig, men det er omvendt heller ikke så nemt at komme ud af den nuværende proces, hvor der officielt forhandles om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union.

Det første perspektiv om et muligt medlemskab blev givet Tyrkiet i en associeringsaftale i 1963, og i løbet af 1990’erne og starten af nullerne blev det tyrkiske spørgsmål trukket ind i en dynamisk ekspansionsfase for EU.

Unionen stod til at gennemføre en ambitiøs udvidelse mod øst, og den ene store beslutning udløste den næste. Når man fra nordeuropæisk side pressede på for at optage flere central- og østeuropæiske lande, argumenterede Frankrig for at styrke EU i dybden med en fælles valuta. Og når euroen blev en realitet, krævede sydeuropæiske lande at komme med fra starten, selv om der nordpå blev set med skepsis på fx græsk og italiensk økonomis egnethed.

På Københavnstopmødet i december 2002 blev der givet grønt lys til en big bang-udvidelse af EU med ti nye medlemslande, og optimismen strakte sig også til Tyrkiet. EU-lederne lovede at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, såfremt man to år senere kunne konstatere, at landet levede op til de såkaldte Københavnskriterier.

Få vil i dag argumentere imod, at EU’s absorptionskapacitet blev udfordret af den voldsomme ekspansion. Rumænien og Bulgarien blev EU-medlemmer i 2007 på trods af problemer med kriminalitet og korruption, og den samlede udvidelse førte til en bølge af arbejdskraft mod vest, som udfordrede de gamle medlemslande.

De europæiske lande er siden også blevet rystet af finanskrisen, som udviklede sig til en eurokrise. Flygtningekrisen udløste i 2015 genindførelse af national grænsekontrol, og EU har lidt nederlag på nederlag ved folkeafstemninger.

De europæiske politikere kæmper nu med at forhindre yderligere opløsning. Her vil håndteringen af Brexit indebære både store risici og muligheder.
_______

 

Pendulet er svunget hele vejen over til dekonstruktion, og de europæiske politikere kæmper nu med at forhindre yderligere opløsning. Her vil håndteringen af Brexit indebære både store risici og muligheder.

De kommende to år vil gå med at forhandle Storbritanniens afsked med EU. Det ser svært ud, da Storbritanniens premierminister, Theresa May, synes at stille store krav uden at ville give så meget den anden vej. Hendes tale i Lancaster House den 17. januar afslørede dog først og fremmest, at den endelige model for Brexit stadig er meget usikker.

Theresa May vil ikke have Storbritannien med i EU’s indre marked efter Brexit, men hun vil gerne indgå en handelsaftale, som giver ”videst mulig adgang til Det Indre Marked”. For nogle sektorer (bilindustri og finans) lægger hun ligefrem op til, at elementer af Det Indre Marked stadig skal gælde. Den britiske premierminister sendte også tvetydige signaler om EU’s toldunion, som hun vil melde Storbritannien ud af – men som hun måske stadig vil være en slags associeret medlem af, bare Storbritannien også kan få lov til forhandle andre handelsaftaler selv.

Tingene står klarere på overskriftsniveau: Storbritannien skal helt ud af EU. Der bliver ikke noget halvt medlemskab, men et tæt partnerskab om handel og sikkerhed. Og Storbritannien skal genvinde kontrol over indvandringen til landet og sin egen lovgivning.

Hvis man læser de overskrifter igen og tænker på Tyrkiet, er det tydeligt, at der er inspiration at hente. Tyrkiet og Storbritannien har på mange områder den samme interesse i at kunne handle med EU-blokken og samarbejde om sikkerhedsspørgsmål – mens de nuværende EU-lande har et ønske om at forhindre en potentiel indvandring fra Tyrkiet.

I august sidste år fremlagde den anerkendte Bruegel-tænketank i Bruxelles en model for et nyt ”kontinentalt partnerskab” efter Brexit, som også kunne bringes i anvendelse over for Tyrkiet. Som forfatterne til forslaget skrev:

”En af grundene til, at nogle EU-lande aldrig vil kunne acceptere Tyrkiets optagelse i EU, er den frie bevægelighed … Derfor har det altid været potentielt akavet at indramme forholdet til Tyrkiet i proces om optagelse.”

Akavet vil for mange i Tyrkiet nok være en for mild formulering. Fra tyrkisk side lyder anklagen, at EU længe har spillet et fordækt spil, hvor man gennem optagelsesprocessen kræver indflydelse på tyrkiske forhold – men hvor endemålet om medlemskab aldrig bliver indfriet.

Tyrkiet og Storbritannien har på mange områder den samme interesse i at kunne handle med EU-blokken og samarbejde om sikkerhedsspørgsmål – mens de nuværende EU-lande har et ønske om at forhindre en potentiel indvandring fra Tyrkiet.
_______

 

Frugtesløse forhandlinger
Kun et ud af 35 forhandlingskapitler med EU er lukket, og allerede kort efter forhandlingernes indledning i 2005 gjorde Frankrigs daværende præsident, Nicolas Sarkozy, det klart, at han faktisk ikke ønskede, at processen skulle føre til Tyrkiets optagelse af EU. Den tyske kansler, Angela Merkel, har også flere gange sagt, at hun er imod tyrkisk EU-medlemskab, uden at hun dog vil afbryde de omstridte optagelsesforhandlinger.

Fornemmelsen af falsk spil fra EU’s side er de seneste år i Tyrkiet blevet akkompagneret af præsident Recep Tayyip Erdogans drift mod et stadig mere religiøst, nationalistisk og autoritært styre, og i dag er Tyrkiet reelt længere væk fra optagelse i EU end i oktober 2004, da EU-Kommission slog fast, at landet opfyldte det politiske Københavnskriterium om demokratiske forhold.

De foregående år havde udsigten til forhandlinger med EU bl.a. fået Tyrkiet til at afskaffe dødsstraffen og give det kurdiske mindretal flere rettigheder – men vi er langt fra den demokratiseringsproces nu. Siden kupforsøget den 15 juli sidste år har Erdogan gennemført omfattende udrensninger i tyrkisk militær, domstole, presse og i uddannelsessektoren, og han har endda lagt op til at genindføre dødsstraffen.

At forhandlingerne med EU synes at være endt i en blindgyde, får flere kommentatorer i Tyrkiet til at se Brexit som en potentiel game changer. Når optagelse aldrig kan blive til noget, er det bedre at komme ud af de frugtesløse forhandlinger, lyder deres argument, og den tyrkiske præsident har flirtet med samme tanke.

At forhandlingerne med EU synes at være endt i en blindgyde, får flere kommentatorer i Tyrkiet til at se Brexit som en potentiel game changer.
_______

 

Erdogan har klaget over, at europæisk islamofobi er den virkelige årsag til, at forhandlingerne går så trægt, og han har med henvisning til Brexit talt om, at de tyrkiske vælgere måske også skal have lov til at udtale sig om forholdet til EU.

Sådan en afstemning kunne sagtens ende med et flertal for at stoppe forhandlingerne, og det ville give Erdogan en ærefuld udgang fra en proces, som lægger hindringer i vejen for hans ambitioner om at indføre et stærkt præsidentstyre i Tyrkiet.

Det bliver næppe EU, som smækker døren i for Tyrkiet. Et flertal i EU-Parlamentet går ind for at sætte forhandlingerne på pause, men det afviser de fleste europæiske regeringer af frygt for at skade forholdet til Tyrkiet for meget.

Til gengæld lyder der sjovt nok ingen advarsler fra de europæiske hovedstæder mod Erdogans tanke om at holde en folkeafstemning.

Europæerne har en interesse i at holde Ankara orienteret mod Vesten, men det er tydeligt for dem, at optagelsesprocessen ikke længere har en magnetisk virkning på Tyrkiet. Samtidig er forhandlingerne med Tyrkiet en konstant belastning i forhold til de europæiske vælgere, og derfor har EU-landene en interesse i at tage imod et tyrkisk initiativ til at slukke for forhandlingerne, hvis det skulle nå dertil.

Der er stykke vej endnu, men Brexit kan skabe en ny psykologi omkring tilknytning til EU. At stå uden for EU vil ikke fremstå som en racistisk ydmygelse for Tyrkiet, hvis landet står udenfor sammen med Storbritannien. Billedet vil være, at to store Nato-lande med en stærk national vilje fra hver sin side indgår i et tæt partnerskab med EU.

At stå uden for EU vil ikke fremstå som en racistisk ydmygelse for Tyrkiet, hvis landet står udenfor sammen med Storbritannien. Billedet vil være, at to store Nato-lande med en stærk national vilje fra hver sin side indgår i et tæt partnerskab med EU.
_______

 

I oprydningen efter den britiske folkeafstemning har EU altså mulighed for at etablere en ny balance i samarbejdet med sine nærmeste naboer. Det kræver naturligvis, at der kan indgås en fornuftig aftale om partnerskab mellem EU og Storbritannien. Elementer af den aftale vil så kunne anvendes over for Tyrkiet, alt imens EU-landene skal finde ud af, hvordan de fremover kan tale med tyrkiske ledere uden hele tiden at have et løfte om EU-medlemskab at lokke med.

Arbejdet på at udvikle dialogen med Tyrkiet er allerede i gang: Den omstridte flygtningeaftale mellem EU og Tyrkiet er kun i begrænset omfang koblet til forhandlingerne om optagelse. Og kort før jul meddelte EU-Kommissionen, at man vil åbne forhandlinger om at opgradere EU’s 20 år gamle toldunion med Tyrkiet, så den kan udvides til landbrugsvarer – også et skridt, som kan tages uden at diskutere et hypotetisk tyrkisk EU-medlemskab.

Forhandlinger om toldunionen kan sammen med en mulig fredsløsning for Cypern give en positiv dynamik, skriver Galip Dalay, en Erdogan-venlig tyrkisk kommentator, i en analyse for Al-Jazeera. Som han udtrykker det, er tiden kommet til at definere ”mere realistiske bilaterale relationer frem for at forblive fanger af den nuværende, dysfunktionelle ramme”.

En mere regeringskritisk tyrkisk stemme, politologen Ahmet Inselm (Galatasaray-universitet i Istanbul), er enig i, at EU og Tyrkiet må se Brexit som en ny model for deres relationer. Men Ahmet Inselm påpeger også i en kommentar i den franske avis Le Monde, at EU med en aflivning af medlemskabsperspektivet for Tyrkiet ville miste nogle muligheder for at påvirke landet i en mere demokratisk retning.

Det bliver i sidste ende det, som europæerne må tage stilling til: Er de parate til at leve med, at Tyrkiets styreform bliver mere autoritær mod, at man etablerer en mere ligeværdig og realpolitisk samtale mellem EU og Ankara?

Spørger man vælgerne i de fleste EU-lande, er svaret kendt: De vil rigtig gerne begrave spøgelset om tyrkisk EU-medlemskab.

ILLUSTRATION: Theresa May og Recep Tayyip Erdoğan (foto: Abaca/POLFOTO)

Pierre Collignon (f. 1972) er journalist og kommentator. Han har været korrespondent for Jyllands-Posten i Berlin, Moskva og Bruxelles – og var journalistisk chefredaktør for avisen fra august 2012 til september 2016.