27.03.2017

Det kan blive lettere for Emmanuel Macron, fransk politiks unge komet, at blive valgt til præsident end at skaffe sig et regeringsdueligt flertal i parlamentet.

Analyse af Pierre Collignon

Er han en Napoleon i social-liberal udgave? En ny de Gaulle?
I forvirringens tid søger mange franskmænd historiske referencer for at prøve at forstå fænomenet Emmanuel Macron, en 39-årig politisk stjerne uden politisk parti, uden et klart tilhørsforhold på hverken venstrefløjen eller højrefløjen, uden stor erfaring – men med de største chancer for at blive Frankrigs næste præsident.

Som valgkampen har udviklet sig med splittelse til venstre og skandaler til højre, er billedet ved at sætte sig i både meningsmålinger og sind: Emmanuel Macron vil med stor sandsynlighed stå over for den kendte nationalist og EU-modstander Marine Le Pen i præsidentvalgets anden runde den 7. maj, og det opgør står han som favorit til at vinde.

Men hvad så bagefter? Hvilken præsident kan Macron blive?

Hans program er optimistisk; Macron tegner på sine velbesøgte valgmøder et fremtidsbillede af et grønt, digitalt og åbent Frankrig, som gør op med stive systemer på arbejdsmarkedet og får gang i entreprenørånd og økonomi uden at svigte de socialt udsatte.

Sagen er bare, at det ikke er nok for Macron at vinde præsidentvalget. Han skal i juni også sikre sig et flertal i Nationalforsamlingen, så han kan regne med parlamentarikere, der vil arbejde sammen med ham og vedtage de reformer, både fagforeninger, sygekasser, pensionskasser og kommuner vil modsætte sig.

Det politiske system i Frankrig er tilrettelagt, så der afholdes parlamentsvalg kort efter præsidentvalget, og parlamentarikerne vælges i to runder i winner takes it all-distrikter. Meningen er i den femte republiks ånd at fremme skabelsen af store flertal, der kan bakke op om præsidentens politik, og systemet har resulteret i, at Frankrigs to store politiske familier omkring socialister på venstrefløjen og gaullister/konservative på højrefløjen har domineret det politiske liv i årtier.

Men hvordan vil systemet virke, når de to gamle politiske familier er dømt ude af slutspillet om præsidentposten og reelt allerede er ramt af krise og splittelse?
_______

 

Bølgen af stemmer fra præsidentvalg til det følgende parlamentsvalg plejer at virke. Chirac fik et borgerligt flertal i parlamentet efter sit valg som præsident i 2002. Sarkozy gjorde det samme i 2007, og Hollande fik et socialistisk flertal i 2012. Men hvordan vil systemet virke, når de to gamle politiske familier er dømt ude af slutspillet om præsidentposten og reelt allerede er ramt af krise og splittelse?

Blandt Macrons støtter drømmer man om en gentagelse af Charles de Gaulles’ valgsejr i 1958, hvor den tidligere general midt en national krise skabte et nyt parti, Unionen for en ny republik, og samlede opbakning omkring sin person.

”Vi er ikke langt fra et jordskred som i 1958. Det nuværende system er ved at gå til, og der er brug for en ny mand,” lød det forleden i nyhedsmagasinet Le Point fra Jérôme Grand d’Esnon, en tidligere Chirac-støtte som nu er politisk rådgiver for Macron.

Sammenligningen med de Gaulles’ nationale samling vækker kære minder for mange franskmænd. Nogle glemmer dog, at det faktisk ikke lykkedes de Gaulle at skaffe sig et absolut flertal i Nationalforsamlingen i 1958, og man må også spørge, om sammenligningen med den unge Macron holder.

De Gaulle blev i sin tid valgt, fordi han fremstod som en historisk frihedshelt, der kunne redde Frankrig ud af en periode med politisk ustabilitet, en blodig krig i Algeriet og kupforsøg samme sted.

Macron skaber rigtig nok entusiasme, især blandt veluddannede i de større byer. Hans politiske bevægelse, En Marche! (Fremad!), har på rekordtid opnået succes som en moderne, digital platform, men den har langt fra den dybe kulturelle forankring som gaullismen havde i Frankrig i 1958, og ej hellere den strukturelle forankring, som de etablerede partiapparater til venstre og højre i dag nyder godt af.

Socialistpartiet (PS) og Republikanerne (LR) har penge, frivillige og ikke mindst kandidater eller ligefrem siddende parlamentarikere med lokale rødder og erfaring. De vil ikke overgive sig så let til de kandidater, som opstilles på Macrons liste.

Hovedpersonen selv har givet skiftende signaler om, hvordan han forestiller sig det parlamentariske liv efter afslutningen på valgsæsonen 2017.

Fremtrædende politikere fra både venstrefløjen og højrefløjen har meldt sig under Macrons faner, men indtil for nyligt lød hans egen forudsigelse alligevel, at hans liste næppe ville vinde et absolut flertal i Nationalforsamlingen. Macron talte i stedet om, at hans flertal skulle bestå af en koalition bestående af hans egne folk, andre centrumpartier og de ”progressive” fløje af Socialistpartiet og Republikanerne.

Nu er meldingen mere ambitiøs. Macron gjorde det i sidste uge klart, at han går efter at rydde bordet og få et flertal alene:

”Hvis franskmændene stemmer for mig, vil de også give mig et flertal seks uger senere,” sagde Macron med stor selvfølgelighed i stemmen under et tv-interview.

François Bazin, politisk kommentator på det økonomiske ugemagasin Challenges, kalder Macrons flertalsstrategi for ”centrum-bonapartisme”. Som det var det med Napoleon og senere de Gaulle, er personen Emmanuel Macron afgørende for den politiske opbygning, men skal hans projekt lykkes, kræver det, at han kommer stærkt ud af præsidentvalget allerede i første runde.

Hvis Macron er foran Marine Le Pen i præsidentvalgets første runde og slår hende klart i anden runde, vidner hans sejr om, at han ikke kun har fået opbakning, fordi vælgerne ville undgå Le Pen – men også fordi han har sin egen dynamik, som bliver selvforstærkende, når flere politikere fra de etablerede partier slutter sig til ham inden parlamentsvalget.

Kommer Macron imidlertid svagere ud af præsidentvalget, opstår den modsatte logik, som fører til stemmespredning og et parlament uden et klart flertal.

Sandheden er, at ingen kan forudsige, hvordan tingene vil gå efter et valg af Macron som præsident. Og Macrons politiske modstandere gør også alt, hvad de kan, for at minde om denne usikkerhed. For hvad stemmer man egentlig på, hvis man stemmer på Emmanuel Macron?
_______

 

Sandheden er, at ingen kan forudsige, hvordan tingene vil gå efter et valg af Macron som præsident. Det er ukendt territorium, da man endnu ikke kan vide, hvilke alliancer og partihop præsidentvalget vil føre til, og Macrons politiske modstandere gør også alt, hvad de kan, for at minde om denne usikkerhed. For hvad stemmer man egentlig på, hvis man stemmer på Emmanuel Macron?

Jean Petaux, politolog på universitetet i Bordeaux, peger i flere analyser på en måske afgørende svaghed ved Macrons politiske bevægelse. Macrons succes bygger ifølge Petaux i høj grad på ”den nyttige stemmeafgivelse” (le vote utile): Vælgerne stemmer ikke kun ud fra deres politiske overbevisning, men snarere ud fra en negativ, taktisk betragtning. De er optaget af at undgå, at en bestemt kandidat kommer til magten, og så stemmer de på en modkandidat, som ifølge meningsmålingerne har de bedste chancer for at slå den uønskede.

Ved de seneste valg har effekten især hjulpet kandidater, som så ud til at kunne slå den borgerlige Nicolas Sarkozy, mens de ”nyttige stemmer” i år samler sig om den kandidat, der bedst kan slå Marine Le Pen.

Derfor nyder Macron i høj grad af stemmer, som ikke er udtryk for en positiv opbakning, men alene en defensiv strategi på dagen. Når der skal stemmes til parlamentsvalget, vil mange af vælgerne gå tilbage til deres traditionelle partier, og derfor spår Petaux, at præsident Macron kommer til at arbejde uden et fast flertal bag sig i parlamentet.

Det er mere end svært at forudsige, hvilke dele af sit politiske program (se nedenfor), Macron vil kunne få igennem som præsident. Har han et klart flertal bag sig, vil hans valgløfter støde på modstand uden for parlamentet fra de grupper, organisationer og institutioner, som er mål for reformer. Derudover vil den økonomiske virkelighed give begrænsninger. Macrons valgløfter er langt fra fuldt finansierede, og derfor vil han blive tvunget til enten at opgive nogle af de gaver, han har lovet vælgerne – eller at give køb på sit løfte om at nedbringe underskuddet på de offentlige finanser (som lander på 3,4 pct. af BNP i 2016).

Uden et sikkert flertal bag sig vil Macron være afhængig af styrkeforholdene i det nye parlament. Ender hans egen liste med mindre end ti pct. af pladserne i Nationalforsamlinger, som de mest pessimistiske scenarier tyder på, vil han være i en historisk svag position. Han kan endda blive tvunget til at presse sin første finanslov igennem med et dekret (art. 49.3 i forfatningen), hvor Nationalforsamlingen kun kan stoppe ham, hvis et flertal vil vedtage et mistillidsvotum til regeringen inden for et døgn.

Det er ikke det mest sandsynlige, men Macron kan også risikere at blive valgt som præsident og få et borgerligt flertal mod sig i Nationalforsamlingen. Så bliver han tvunget til en ”cohabitation” med en borgerlig regering. Ligesom da den borgerlige præsident Jacques Chirac i 1997-2002 måtte leve med en socialistisk regering. I en sådan situation vil Macron formelt kun kunne bestemme over forsvars- og udenrigspolitikken – og have muligheden for at fyre premierministeren og udskrive valg.

Naturligvis håber Macron på, at dynamikken fra en sejr i præsidentvalget også vil give ham medvind til parlamentsvalget, så han i det mindste har så stor en gruppe i parlamentet, at han kan regere med en koalition over midten, som han tidligere har skitseret.

En del af den unge præsidentkandidats støtter mener ligefrem, at et sådant parlament er lige, hvad der skal til for at vedtage reformer i Frankrig, da Macron med sit politiske projekt kan samle kræfter på begge sider af centrum og skabe en ”Große Koalition” efter tysk forbillede. Nøgternt betragtet må man sige, at en sådan koalition kan føre til både ambitiøse reformer med bred legitimitet og til politisk stilstand; alt afhængigt af aktørerne og deres styrkeforhold.

Sikkert er det, at et parlament uden et klart rødt eller blåt flertal vil være revolutionerende for det politiske liv i Frankrig, og holder Macron også sit valgløfte om på et tidspunkt at indføre en større dosis proportionalitet i valget til parlamentet, bliver systemskiftet en realitet.

Så vil man ikke længere kunne regne med, at vælgerne ”giver præsidenten et flertal i Nationalforsamlingen”, som sædvanen gerne udtrykkes på fransk. Så vil parlamentet få mere magt i forhold til Elysée-palæet, og kommende franske præsidenter vil blive tvunget til at indgå i kompromisser på tværs af flere partier for at få noget vedtaget.

Men som de siger: ”On verra”. Først skal Macron lige vinde præsidentvalget.

PS
Skulle Marine Le Pen mod forventning gå hen og blive Frankrigs præsident, vil hun have alle de samme udfordringer med at samle sig et flertal i parlamentet efterfølgende. Bare med endnu større modstand.

MACRONS PROGRAM
Vigtige valgløfter fra Emmanuel Macron
– Overholdelse af euroens budgetpagt og nedbringelse af Frankrigs underskud på de offentlige finanser over fem år
– Skabelse af post som eurofinansminister med eget budget til at øge europæiske investeringer
– 5.000 grænsevagter til bevogtning af EU’s ydre grænser
– 10.000 flere politibetjente i Frankrig
– 15.000 nye pladser i fængsler
– Afsætte 2 pct. af BNP til forsvar
– Reformer af pensioner, sundhedsforsikring og arbejdsløshedsforsikring
– Skattelettelser i bunden og til investeringer
– Investeringer i digital og grøn transformation
– Maks. 12 elever pr. lærer i socialt udsatte områder
– Uspecificerede besparelser på offentlige finanser; dog konkret løfte om 120.000 færre statsansatte over fem år
– Forbyde parlamentarikere at sælge rådgivning/lobbying ved siden af deres politiske arbejde
– Forbyde parlamentarikere at ansætte familiemedlemmer til arbejde i parlamentet

ILLUSTRATION: Emmanuel Macron (foto: DOMINIQUE JACOVIDES/BESTIMAGE)

Pierre Collignon (f. 1972) er journalist og kommentator. Han har været korrespondent for Jyllands-Posten i Berlin, Moskva og Bruxelles – og var journalistisk chefredaktør for avisen fra august 2012 til september 2016.