04.04.2017

Kampen mod ulighed, for fair skattebetaling, demokratisering og grøn omstilling i Europa kan kun vindes i fællesskab, og må nødvendigvis involvere EU. Den del af venstrefløjen, der benægter det, ligger i ske med de mest reaktionære kræfter på kontinentet og det er ærligt talt ikke noget kønt syn.

Kommentar af Pia Olsen Dyhr, partiformand, Socialistisk Folkeparti

Theresa May har trykket på knappen og en af historiens mest komplicerede skilsmisser er i gang, efter et forløb, der mest minder om en sejltur på Themsen i tyk tåge. Den Europæiske Union og Storbritannien går hver til sit og en bodeling af uset kompleksitet og omfang venter forude. Det bliver helt sikkert ikke kønt og risikoen for en total nedsmeltning er overhængende. May har gentaget parolen ”brexit means brexit” i én uendelighed som en grammofon der er gået i hak, og den endelige besked fra den britiske regering om den fremtidige kurs er omtrent så slem som den overhovedet kunne være: Et ønske om en klart brud med unionen – et såkaldt ”hard brexit”. Dvs. et farvel til det indre marked, toldunionen og den fri bevægelighed. Storbritanniens EU-medlemskab vil, ifølge May, blive afløst af en genopstanden handelsnation, som andre lande vil stå i kø for at indgå handelsaftaler med. Det kommer dog ikke til at ske i nærmeste fremtid. Tysklands kansler Angela Merkel har allerede meddelt briterme, at så længe de forhandler om udtrædelse af EU, hvilket ventes at tage væsentligt længere tid end de to år, der er afsat i Lissabon-traktaten, er alle bilaterale handelsaftaler udelukket og storhedstiden som genopstanden handelsnation er dermed udskudt indtil videre.

I Danmark er der også kræfter på venstrefløjen, der drømmer hede drømme om et europapolitisk quick-fix i form af en dansk folkeafstemning om EU-exit. Vi, der går ind for et stærk EU-samarbejde, mangler dog meningsfyldte og sammenhængende svar på hvad der kan tænkes at erstatte EU-samarbejdet.
_______

 

Den britiske fortvivlelse minder os om noget vi kender. I Danmark er der nemlig også kræfter på venstrefløjen, der drømmer hede drømme om et europapolitisk quick-fix i form af en dansk folkeafstemning om EU-exit. Vi, der går ind for et stærk EU-samarbejde, mangler dog meningsfyldte og sammenhængende svar på hvad der kan tænkes at erstatte EU-samarbejdet. Modstanderne bliver vævende og snakker udenom, når de afkræves svar på, hvad der skal ske i stedet. Hvorfor mon egentlig det? Måske fordi de godt ved, at EU-samarbejdet er andet og mere end det højreorienterede og asociale kapitalist-paradis som EU-skeptikerne på venstrefløjen ofte gør Unionen til. Måske fordi de godt ved, at det, der kunne tænkes at komme i stedet måske er langt, langt værre?

EU-modstanderne på venstrefløjen køber sammen med deres meningsfæller på den yderste højrefløj fortællingen om national suverænitet i en globaliseret verden. Men er Storbritannien blevet suveræn af at stemme sig ud af det europæiske fællesskab? Nej, tværtimod. Vildfarelsen om at kunne genopfinde den nationale suverænitet har for briterne alene medført politisk lammelse, intern splittelse og løsrivelsesønsker fra Skotland. I stedet for suverænitet, venter der nu årelange forhandlinger om helt basale ting, der hidtil er blevet løst i fællesskab med EU. Suverænitet i den post-westfalske orden kan ikke længere forankres alene i de europæiske nationalstater. Den slags drømmeri er både naivt og farligt.

Hvordan vil den EU-skeptiske venstrefløj sikre dansk indflydelse i verden uden EU? Og tror den, at vores indflydelse i verden ville blive større eller mindre hvis forlod EU? Hvem skal vi ringe til, når Putin vil lægge gas-rør ned hos os og dermed splitte Øst- og Vesteuropa? Energipolitikken er bare ét eksempel.
Kampen mod ulighed, for fair skattebetaling, demokratisering og grøn omstilling i Europa kan kun vindes i fællesskab, og må nødvendigvis involvere EU. Den del af venstrefløjen, der benægter det, ligger i ske med de mest reaktionære kræfter på kontinentet og det er ærligt talt ikke noget kønt syn.

Hvordan vil den EU-skeptiske venstrefløj sikre dansk indflydelse i verden uden EU? Og tror den, at vores indflydelse i verden ville blive større eller mindre hvis forlod EU? Hvem skal vi ringe til, når Putin vil lægge gas-rør ned hos os og dermed splitte Øst- og Vesteuropa?
_______

 

Vores indflydelse og mulighed for at føre grøn og rød politik i Europa hænger direkte sammen med et velfungerende EU. Man kan selvfølgelig sagtens drømme om Nordisk Råd, Europarådet osv., men faktum er, at EU er vores eneste reelle og virkningsfulde institution for europæisk samarbejde. Længere er den bare ikke.

Hvem ville det egentlig gå ud over, hvis vi ikke havde forpligtende fælles institutioner, lovgivning, gennemsigtighed og domstolskontrol? De store lande eller måske de små? Ville miljøet få det bedre og ville vi have en jordisk chance imod store virksomheders skattetricks? Spørgsmålene tårner sig op og svarene blafrer i vinden. Den EU-skeptiske venstrefløj må besinde sig, begynde at svare klart eller genoverveje sin paradoksale og mosgroede position.

ILLUSTRATION: Pia Olsen Dyhr [foto: Jens Dresling/Polfoto]