31.05.2017

Måske ser den amerikanske præsident EU som udtryk for den elitære, ufolkelige bedrevidenhed, han ønsker at omstyrte. Men med Macrons sejr og Merkels mistillidserklæring til USA tegner der sig en ny tysk-fransk forbrødring om at styrke EU. Merkel vil i øvrigt blive genvalgt – og dermed stå endnu friere til at forme det europæiske samarbejde, som hun vil.

Af Peter Wivel

Den tyske kansler ventede tålmodigt et halvt år med at sige, hvad seriøse politikere vidste, allerede inden Donald Trump i november i fjor vandt det amerikanske præsidentvalg. Manden er utilregnelig. ”De tider, hvor vi europæere helt og holdent kunne forlade os på andre, ligger et stykke bag os,” sagde Angela Merkel umiddelbart efter de to katastrofale møder med Trump i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles og på G7-topmødet i Taormina på Sicilien. ”Et stykke tilbage” kan i dette tilfælde med stor præcision fastsættes til de små fem måneder, der er gået siden Trumps indsættelse i januar.

De fem måneder var samtidig den ventetid, Europa og i særlig grad Tyskland måtte udstå, inden det franske præsidentvalg blev afgjort til EU’s fordel. I tyske medier er dette lille halve år blevet beskrevet som ”dødens forgård”. Emmanuel Macron vil som Frankrigs næste præsident give EU en galgenfrist, hedder det flere steder. Men lykkes det ham ikke at vende den økonomiske udvikling i Frankrig og genoprette det ubrydelige tandemforhold mellem Frankrig og Tyskland, venter Marine Le Pen, lederen af det højreradikale parti Front National, på sin anden chance.

Macron har selv afvist dette skrækscenarie. Mens han endnu var præsidentkandidat, deltog han i et møde i Berlin sammen med Sigmar Gabriel, Tysklands udenrigsminister der tidligere var formand for det tyske Socialdemokrati, SPD, og filosoffen Jürgen Habermas. Her skitserede Macron sine reformplaner og udtrykte sit ønske om en fransk-tysk ”new deal” . Han sagde samtidig, at det var hans indtryk, at unge i sydeuropæiske lande som Frankrig, Spanien og Italien, trods den store ungdomsarbejdsløshed, som EU har medskyld i, stadig engagerer sig for det europæiske projekt.

For Macron er EU stadig et projekt: „Jeg tror, at man i dag kan vinde valg på at forsvare Europa, så længe man virkelig forsvarer det. Altså ikke et Europa, der ikke fungerer, men et europæisk projekt”, sagde han.

Det projekt vil Tyskland efter alt at dømme støtte. Det er fransk tradition, at den nyvalgte præsident på sin første udlandsrejse besøger Berlin. Men alligevel blev Macron modtaget med en usædvanlig varme, da han 16. maj ankom til kanslerkontoret. Merkel overraskede pressekorpset ved at vise sin gæst en uventet hjertelighed, hun aldrig tidligere havde røbet over for andre regeringschefer og statsoverhoveder.

Macron har en plan, Merkel har utvivlsomt også en plan. Mange elementer i de to planer må være sammenfaldende, men ingen af de to går i detaljer, før det franske parlamentsvalg er afgjort 18. juni, og før valget til Forbundsdagen er gennemført 24. september. Alligevel kan det være nyttigt at gøre sig nogle elementære forudsætninger klar.

Præsident Trump garanterer ikke længere Europas sikkerhed, heller ikke Storbritanniens i øvrigt. Han vil det sådan. Han kan tage Merkels ord som en bekræftelse på at hans budskab er blevet forstået.
_______

 

FIRE FORUDSÆTNINGER
Punkt 1. Den vestlige verdensorden, der blev skabt i 1949 og bekræftet efter Murens fald i 1989, vil i stigende grad komme til at savne amerikansk deltagelse. ”Vi europæere må virkelig tage vores skæbne i egen hånd”, lød Merkels råd til Europa efter G7-mødet den sidste weekend i maj. Det er en konstatering – ikke en uforskammethed over for USA. Præsident Trump garanterer ikke længere Europas sikkerhed, heller ikke Storbritanniens i øvrigt. Han vil det sådan. Han kan tage Merkels ord som en bekræftelse på at hans budskab er blevet forstået.

Punkt 2. Macron var den mest proeuropæiske af de franske præsidentkandidater. Selv om hans sejr ikke var en folkeafstemning om EU er han med sikkerhed den sidste chance for at fastholde den tysk-franske alliance som kernen i EU-samarbejdet. Det ved Merkel.

Punkt 3. Alt andet lige står Merkels CDU sammen med det bayerske søsterparti CSU til at vinde valget til Forbundsdagen til september. Efter tre nederlag i træk ved delstatsvalgene i Saarland i marts, i Slesvig-Holsten i maj og i Tysklands folkerigeste delstat Nordrhein-Westfalen samme måned kan SPD’s kanslerkandidat Martin Schulz allerede nu opgive enhver tanke om at gøre sit parti gældende i en kanslersammenhæng. Den tyske del af ansvaret for Macrons europæiske projekt hviler altså på Merkels skuldre. Det samme gælder Europas forhold til Trumps USA.

Punkt 4. Og sidst, men ikke mindst: Det bliver efter alt at dømme sidste gang, Merkel stiller op til Forbundsdagen. Hun sigter ikke mod et genvalg i 2021. Hun er altså relativt fri i sine handlemuligheder. Med sin beslutning om at tage imod de flygtningetræk, der bevægede sig fra Ungarn mod Østrig og Tyskland i sommeren 2015, viste hun allerede, at hun føler sig suveræn nok til at satse mere på EU’s og Tysklands grundværdier end på kortfristet vælgertække. Det har hun allerede genvundet. Hun vil gøre det samme i Europa.

MACRONS PLAN
Merkels konklusion efter G7-topmødet er et forsigtigt valgoplæg, der dog rækker langt ud over valgdagen til september. Den tidligere DDR-borger fisker ikke efter billige anti-amerikanske stemmer. Merkel er en uforbederlig beundrer af USA. Konstateringen af, at Europa ikke kan regne med Trump er hendes første udmelding om, at når intet mere er det samme i det transatlantiske forhold, er heller intet det samme i det europæiske fællesskab. I forholdet mellem Frankrig og Tyskland bliver der tale om mere union. Det samme gælder for eurozonen og for de europæiske landes forsvar og sikkerhed.

Macrons plan består af en række indenrigspolitiske og fælles fransk-tyske elementer, der hver for sig skal bidrage til dynamik på kontinentet. Hans hovedsynspunkt, som han gav udtryk for det i samtalen med Habermas og Gabriel, er, at Frankrig har tabt de 15 år, Tyskland indvandt, da den daværende socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder i 2002 lancerede sine strukturreformer under navnet Agenda 2010. Det tab skal indhentes – ikke med sparepolitik, men med omlægninger og samtidige investeringer i lighed med det, Schröder dengang gennemførte. Altså store investeringer i uddannelse, forskning og udvikling. Det gav vækst og beskæftigelse.

Frankrig og EU blev, mener Macron, ramt af et skæbnesvangert slag, da et flertal af de franske vælgere ved en folkeafstemning i 2005 forkastede EU-traktaten. Det har siden lammet EU’s evne til at forny og videreudvikle sig. Ingen tør fremsætte forslag til traktatændringer eller større reformer. Men den blokade skal nu overvindes. Macron mener, at man – i alt fald i eurozonen – bør have et fælles budget, en finansminister og en erhvervsminister. Og sammen har Macron og Gabriel foreslået et forstærket skatte-, erhvervs- og socialpolitisk samarbejde.

Men EU skal også have en fælles asylpolitik, og den skal lægges i sammenhæng med EU’s sikkerheds- og immigrationspolitik, mener Macron. På dette område eksisterer der allerede fransk-tysk-polske strukturer, og Macron forestiller sig, at EU opretter en ”forsvarsfond”. Europas grænser må kunne sikres.

Det er værd at huske på, at Macron i januar sagde, at Merkel og det tyske samfund med sin flygtningepolitik ”levede op til vores fælles værdier. Hun har reddet vores kollektive værdighed ved at tage imod nødlidende flygtninge og give dem husly og uddannelse”. Sådan konstaterede Macron, som ikke synes at Tyskland skal gå enegang i et sådant spørgsmål.

Den tidligere DDR-borger fisker ikke efter billige anti-amerikanske stemmer. Merkel er en uforbederlig beundrer af USA. Konstateringen af, at Europa ikke kan regne med Trump er hendes første udmelding om, at når intet mere er det samme i det transatlantiske forhold, er heller intet det samme i det europæiske fællesskab.
_______

 

HVEM MERKEL ER
Merkels ord er deres vægt værd i guld. De er lige så velovervejede, som Trumps twitterbudskaber er uovervejede. De er så tillidsvækkende, som Trumps er rædselsvækkende.

Kanslerens klogskab hviler på en erfaring, hun gjorde i sin ungdom i det kommunistiske diktatur DDR. Hun lader først tingene ske. Hun vover sig ikke ud på banen, før det står klart for enhver, at nu må der handles, nu skal der angives retning. Mange statsmænd, og ingen i højere grad end den amerikanske præsident, der spiller statsmand, tror, at de skal vise deres værd ved at brillere på andres bekostning og overgå alt og alle.

Med superlativer vinder man hverken venner eller vælgere. Merkel er klogere end de fleste, men hun gør sig ikke klogere. Tværtimod får hun tyskerne, og i dette tilfælde også en stor del af den europæiske offentlighed, med sig, når hun omsider sætter ord på, hvad alle har konstateret ved selvsyn. Trump har nu besøgt Europa. Den sidste tvivl er bortvejret. Det bliver kun værre. Trump synes ude af stand til at tage ved lære.

Det tjener Martin Schulz, det tyske Socialdemokratis leder og kanslerkandidat, til ære, at han straks skar igennem sit eget partis påstande om, at Merkel kun tænkte på sit genvalg. En påstand, hendes tyske kritikere sluttede sig til, fordi Merkel talte til en gruppe vælgere fra søsterpartiet CSU på et offentligt møde i nærheden af München, hvor hun var mellemlandet på vej hjem fra Taormina. Schulz fastslog – på et SPD-vælgermøde – at Merkel udtalte sig på det tyske folks vegne.

Hun repræsenterer i denne sag et land, som Trump har udfordret ved offentligt at kalde det ”meget ondt”. Men Merkels bemærkning skyldes ikke den slags småfornærmelser. Den bygger på et veldokumenteret politisk forløb, hvis formål er at opløse EU i sine nationale bestanddele.

Den amerikanske præsident har under valgkampen og inden sin indsættelse plejet tvivlsomme, måske lovstridige forbindelser til præsident Vladimir Putins Rusland, der kan have en betragtelig andel i hans sejr. Trump har både før og efter den britiske afstemning i fjor støttet Brexit og før præsidentvalget i Frankrig Marine Le Pen, der på sin side med sikkerhed har modtaget mindst 9 millioner euro i lån fra en russisk bank. Andre taler om 40 millioner euro. Trumps USA har endnu ingen ambassadører i Europa – bortset fra Callista Gringrich, der netop er udset til at repræsentere USA i Vatikanstaten.

Washington Posts kommentator, Anne Applebaum, konstaterede efter G7-mødet: ”Den russiske regering, der længe har søgt at fordrive USA fra kontinentet, jubler. På russisk tv siges Trump at have forvandlet Nato til et ’korthus’”.

Vi ved, at Trump i Bruxelles forlod det talepapir, hans embedsmænd havde skrevet til ham, og gjorde det umisforståeligt, ikke mindst for Vladimir Putin i Moskva, at USA ikke føler sig bundet af Nato-pagtens solidaritetsklausul. Han har heller intet til overs for sidste års Paris-aftale mellem 195 FN-medlemmer, der sammen vil bekæmpe menneskeskabte klimaændringer.

TRUMP OG EU
Merkels konstatering efter G7-mødet blev i New York Times bakket op af Ivo H. Daalder, tidligere amerikanske Nato-ambassadør: ”I nøglespørgsmål styrer USA i dag i retninger, der synes diametralt modsatte af dem, Europa sigter mod. Merkels kommentarer bekræfter denne nye virkelighed”.

Hvad der udgør de diametralt modsatte mål kan man kun gætte om. Intet tyder på, at Trump har en sammenhængende politisk teori, man kunne underkaste fortolkning. Derfor ved vi heller ikke, hvorfor et økonomisk og sikkerhedspolitisk stærkt europæisk marked er mindre interessant for amerikanske erhvervsinteresser end et forarmet og usikkert Europa, som kun de dristigste spekulanter vover at satse på. Det var i alt fald ikke teorien, da USA lancerede Marshall-planen i 1948.

Den amerikanske præsidents anstrengte forhold til Europa kan skyldes viljen til at fremme USA’s interesser efter den gamle formel ’Del og hersk’, såfremt han skulle hørt om den. Et dybt svækket EU ville være kastebold mellem russiske og amerikanske magt- og erhvervsinteresser og dermed forsvarsløst over for storpolitisk pres, grænsende til væbnet intervention i Østeuropa.

Bannon mener, på linje med Tidehvervsbevægelsen i Danmark, at mennesket slet ikke skal opkaste sig til dommer over sandhed og ret. Den dom tilkommer Gud, og slet ikke et retsfællesskab som EU.
_______

 

Dertil kommer, at vore dages amerikanske populisme underforstår, at hvide amerikanere er trætte af at blive belært om højere humanistiske idealer og mindretalsrettigheder. Hvis der findes sådan noget som en almenvilje i USA, er den, ifølge den amerikanske populisme, nationalt begrundet. Den er ikke ”abstrakt”, ikke pluralistisk, ikke sekulær, ikke egalitær, ikke international, ikke universel. I den trumpske version er enhver bedst tjent med at give udtryk for sin egen vilje og forsvare sine egne interesser, ikke ”Vestens”, ikke ”klimaets”, ikke ”menneskerettighedernes” og mindst af alt ”formyndersamfundets”.

Inden han blev forfremmet fra at være redaktør af en obskur propagandaportal til at blive præsidentens nærmeste politiske rådgiver, gav Steve Bannon gerne sit tankegods til bedste i større forsamlinger. Af hans offentlige udtalelser fremgår det, at EU er selve sindbilledet på et globaliseret systems katastrofale skæbne: De europæiske folk forsøger at kæmpe sig tilbage til national selvbestemmelse efter at være endt i stagnation og finansielt kaos, mener Bannon. Hans svar er national selvbevidsthed, respekt for traditioner og sidst, men ikke mindst ærefrygt over for det, han kalder de ”jødisk-kristne traditioner”, hvad dette misfoster så måtte være. Bannon mener, på linje med Tidehvervsbevægelsen i Danmark, at mennesket slet ikke skal opkaste sig til dommer over sandhed og ret. Den dom tilkommer Gud, og slet ikke et retsfællesskab som EU.

Også i denne tankeverden kan Trump have fundet sine enkle budskaber. Så må vi se, hvordan de virker i en verden, hvis nationer er blevet stadigt mere afhængige af hinanden.

ILLUSTRATION: Donald Trump og Angela Merkel til G7-topmøde i Italien, 27. maj 2017 (foto: Pool/ABACA/ritzau)