22.03.2017

Trump skræmmer venner til at styrke deres forsvar og fjender til at lade være med at udfordre USA militært. Det er godt for verdensfreden.

Analyse af Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet og Center for War Studies, Syddansk Universitet

Valget af Donald Trump til præsident i USA har fået alarmklokkerne til at ringe blandt USA’s allierede i både Europa og Asien. Den sikkerhedspolitiske orden (Pax Americana), vi kender i Europa og Asien, er draget i tvivl af gentagne udtalelser og tweets om, at NATO er forældet, at tiden måske er kommet til at lade Japan og Sydkorea udvikle atomvåben, og at USA’s allierede skal betale mere for deres eget forsvar. Meningsmålinger i Danmark og i udlandet viser, at flertal i flere lande anser Trump for en trussel mod verdensfreden. Det anerkendte tidsskrift, The Bulletin of Atomic Scientists, markerede hans indsættelse som præsident med at rykke viseren på deres ”dommedagsur” (Doomsday Clock) 30 sekunder tættere på midnat og verdens undergang.

Denne frygt er totalt overdrevet. Trumps vilde udtalelser og handlinger vil få de allierede til at gøre mere for deres egen sikkerhed. Det vil styrke USA’s alliancer og gøre modstandere mindre tilbøjelige til at udfordre dem. Det vil også gøre USA’s modstandere mere tilbageholdende med at udfordre USA militært, fordi de ikke har nogen mulighed for at regne ud, hvordan Trump vil reagere. Derfor vil han paradoksalt nok ende med at være godt nyt for verdensfreden.

Medierne overdriver faren
Frygten for Trump bygger i høj grad på den måde, hans handlinger og ytringer bliver analyseret på. Hans succesrige valgkampagne har gjort ”trumpologi” til en ny vækstindustri. Med trumpologi mener jeg analyser af Trumps udtalelser og tweets, der har det formål at identificere alle de mulige katastrofer, som de kan give anledning til. Medierne elsker den slags analyser, fordi de passer perfekt ind i deres nyhedskriterier: Trump skaber med sine ytringer og handlinger drama, forargelse, frygt og konflikt – alt det, som journalister leder efter i en god historie. Masser af eksperter bliver derfor bedt om at lave trumpologiske analyser og fremmane katastrofescenarier på alle medieplatforme. Psykologer har lavet analyser på samlebånd af hans opvækst og personlighed for at forklare, hvorfor han opfører sig så mærkeligt.

De amerikanske efterretningstjenester har benyttet sig af den slags psykologiske profiler siden 2. verdenskrig for at få en bedre forståelse af, hvordan ledere i lukkede autoritære systemer, så som Cuba, Irak, Iran, Kina, Nordkorea og Rusland, tænker og handler. De har vist sig nyttige fra tid til anden, men de kan ikke bruges som grundlag for at forudsige udenrigspolitiske handlinger. Det kræver også analyser af, hvad en given leder har kapacitet til, hvordan andre lande vil reagere og hvilke konsekvenser handlingerne vil få. Stiller man disse spørgsmål, tegner der sig et meget mere positivt billede af Trumps indflydelse på den internationale sikkerhed end de dommedagsprofetier, som trumpologien har masseproduceret siden hans valgsejr.

Trumps vilde udtalelser og handlinger vil få de allierede til at gøre mere for deres egen sikkerhed. Det vil styrke USA’s alliancer og gøre modstandere mindre tilbøjelige til at udfordre dem.
_______

 

Konsekvenser for USA’s allierede
USA’s allierede i Europa og Asien har siden begyndelsen af den kolde krig indrettet deres forsvar på en forventning om, at USA vil komme dem til undsætning i en krisesituation. NATO-alliancen bygger på en amerikansk sikkerhedsgaranti nedfældet i Washington-traktatens Artikel 5, og europæerne er ikke længere i stand til at udføre større militære operationer på egen hånd uden amerikansk assistance. Det blev senest illustreret i forbindelse med NATO-krigen mod Libyen i 2011 og den franske intervention i Mali i 2013. Ingen af de to operationer havde kunnet udføres uden betydelig amerikansk støtte i form af logistik, løftekapacitet, ammunition og efterretninger. Det samme er tilfældet i Asien, hvor Australien, Japan, New Zealand, Singapore, Sydkorea og Taiwan også har indrettet deres forsvar på en forventning eller aftale om amerikansk assistance i en nødsituation.

Hvis Trump underminerede disse sikkerhedsgarantier, ville de allierede stå over for valget mellem at afskrække Rusland og Kina på egen hånd eller affinde sig med deres dominans. Danmark valgte at gøre det sidste og affandt sig med tysk dominans i perioden 1864-1945. Finland gjorde det samme over for Sovjetunionen under den kolde krig. I Europa ville de fleste lande nok vælge afskrækkelse, fordi Frankrig, Storbritannien og Tyskland er stærke nok til at kunne udgøre kernen i en ny alliance, der troværdigt kan afskrække Rusland. I Asien tegner Kina til at blive så stærkt på længere sigt, at landene omkring det Østkinesiske Hav ikke ville have andet valg end at affinde sig med kinesisk dominans.

Uanset hvordan det ender, ville begge verdensdele blive kastet ud i en periode med stor ustabilitet, militær oprustning og en betydeligt større risiko for krig. Japan, Sydkorea, Taiwan ville sandsynligvis udvikle atomvåben, og Polen og Tyskland ville gøre det samme, med mindre de kunne få beskyttelse af britiske og franske atomvåben.

Konsekvenser for USA
Prominente amerikanske analytikere som John Mearsheimer, Barry Posen og Stephen Walt har længe anbefalet USA at trække størstedelen af sine styrker ud af Asien og Europa, fordi omkostningerne ved USA’s militære tilstedeværelse er langt større end fordelene. De anser de eksisterende sikkerhedsgarantier som unødvendige velfærdsydelser til rige allierede, der øger risikoen for, at USA bliver inddraget i krige, det ikke har nogen nationale interesser i. De mener, at USA i stedet bør kopiere den strategi (offshore balancing [hør mere i RÆSONs podcast Trumps USA med bl.a. Ole Wæver]), som det britiske imperium anvendte i tiden før 2. verdenskrig. Den bestod i at hjælpe skiftende alliancer med at forhindre, at en enkelt magt opnåede en dominerende position (hegemoni) på det europæiske kontinent.

Den strategi havde imidlertid sine begrænsninger. Den kastede briterne ud i to verdenskrige, som bragte imperiet til fald. Storbritanniens skæbne illustrerer svagheden ved ikke at have en permanent militær tilstedeværelse i det område, man ønsker at påvirke – nemlig en manglende evne til afgørende at forme den sikkerhedspolitiske udvikling. Den fejlslagne britiske strategi trak USA ind i begge verdenskrige med store omkostninger til følge i både blod og penge. Den amerikanske intervention i 1. verdenskrig kostede 116.516 amerikanske soldater livet. I 2. verdenskrig mistede den amerikanske hær over 150.000 soldater i Europa. Hertil kommer så tab i flåde og flyvevåben.

Siden da har USA høstet enorme fordele af sin permanente militære tilstedeværelse i både Europa og Asien. Den har gjort det muligt for Washington at forme udviklingen i begge verdensdele i overensstemmelse med amerikanske interesser. USA har gentagne gange givet sine allierede ”mafia-tilbud”, som de ikke kunne sige nej til, fordi de var afhængige af amerikansk økonomisk og militær støtte. De økonomiske hjælpeprogrammer, som USA gav de allierede efter 2. verdenskrig, var betinget af, at modtagerne købte amerikanske varer og åbnede deres markeder for amerikanske firmaer på favorable vilkår. Washington tvang Frankrig og Storbritannien til at trække deres styrker tilbage fra Egypten i forbindelse med Suez-krisen (1956), Tyskland til at støtte amerikansk pengepolitik i 1960erne, og Washington satte en stopper for adskillige allierede atomvåben-ambitioner (Japan og Tyskland) og atomprogrammer (Sydkorea og Taiwan).

Det var også afhængigheden af USA, der fik mange allierede til at støtte USA-ledede militære operationer langt væk hjemmefra, som de ikke selv havde nogen direkte national interesse i. Det gælder Koreakrigen, Vietnamkrigen, Afghanistankrigen og Irakkrigen for blot at nævne de mest markante eksempler. De allierede har også lukket øjnene for USA’s ulovlige fangeprogrammer, brugen af tortur og den massive overvågning af allierede statsborgere, som har kendetegnet krigen mod terror siden 11. september 2001. De allierede har givet amerikanerne adgang til baser, faciliteter og luftrum, hvilket har gjort det lettere for USA at flytte sine militærstyrker hurtigt rundt på kloden. Endelig har de allierede også i meget stort omfang købt amerikanske våben for at fastholde den amerikanske sikkerhedsgaranti. Det gælder ikke mindst kostbare systemer som missilforsvar og kampfly. Australien, Danmark, Holland, Italien, Japan, Norge og Sydkorea ville aldrig have købt F-35 kampfly, hvis landene ikke havde en vital interesse i at fastholde de eksisterende sikkerhedsgarantier.

USA må vinke farvel til en masse fordele, hvis Trump trækker sine soldater hjem. USA vil miste hovedparten af sine baser i Europa og Asien, amerikanske firmaer vil få sværere ved at opnå markedsadgang, og den amerikanske våbenindustri vil tabe milliarder.
_______

 

USA må vinke farvel til alle disse fordele, hvis Trump trækker sine soldater hjem. USA vil miste hovedparten af sine baser i Europa og Asien, amerikanske firmaer vil få sværere ved at opnå markedsadgang, og den amerikanske våbenindustri vil tabe milliarder, fordi de allierede vil holde op med at købe amerikansk. De allierede vil også holde op med at bidrage til amerikanske operationer langt væk hjemmefra. En tilbagetrækning ville derfor reducere USA til en regional magt uden afgørende indflydelse i Asien og Europa.

Dette resultat er ikke bare i modstrid med USA’s økonomiske interesser. Det er også i strid med det billede, amerikanerne har af sig selv og deres nation. Flertallet af amerikanerne ser fortsat deres land som den mægtigste magt på kloden med en særlig forpligtigelse til at føre an og gøre verden sikker for USA’s ”universelle” værdier – demokrati, menneskerettigheder og lov og orden. Det er den selvforståelse, som Trump taler til, når han lover at gøre ”America great again”.

Trump skræmmer venner til at opruste
Men hvis USA nyder så stor fordel af sine alliancer i Europa og Asien, hvorfor drager Trump dem så i tvivl? Her er der to muligheder: Trump er enten gal eller genial. De trumpologiske analyser peger i retning af, at Trump er gal. Analytikere med kendskab til forhandlingsteori peger på den anden mulighed – nemlig at Trump er en smart forhandler, der bevidst søger at fremstå som uberegnelig og gal for at skræmme sine venner og fjender til at give ham større indrømmelser, end de ellers ville have gjort.

Thomas Schelling demonstrerede i et af spilteoriens hovedværker, The Strategy of Conflict (1960), at det kan være en effektiv forhandlingstaktik at fremstå som uberegnelig og irrationel. Præsident Nixon baserede sin ”madman” taktik overfor Nordvietnam på denne indsigt. Han forsøgte helt bevidst at give de nordvietnamesiske ledere indtryk af, at han var irrationel i håbet om, at det ville få dem til at give større indrømmelser ved forhandlingsbordet. Flere analytikere har også peget på, at Trump administrationen synes at anvende en ”good cop-bad coop” strategi over for omverdenen. I den analyse er Trump den ubehagelige betjent, der truer med død og undergang. Trumps ministre er de flinke betjente, der glatter ud og siger at Trump ikke helt mener det han sagde og at de nok skal sørge for at han ikke fører sine trusler ud i livet – hvis man altså bare gør, som de siger. Om Trump er gal eller genial til at forhandle er umuligt at afgøre. Det er imidlertid ligegyldigt i et forhandlingsteoretisk perspektiv. Her er det effekten, der tæller: om Trump bliver opfattet som uberegnelig? Trumps succes med at få sine allierede til at hæve deres forsvarsudgifter viser at det er tilfældet. Det har hans forgængere forsøgt i årevis uden held. Tidligere administrationer har gentagne gange advaret deres europæiske allierede om, at NATO ville blive irrelevant, hvis europæerne blev ved med at skære ned på deres forsvarsbudgetter. Obama-administrationen lagde hårdt pres på europæerne for at få dem til at holde op med at køre på frihjul og leve op til deres løfter om at øge deres forsvarsudgifter til 2% af BNP. Der var imidlertid ikke ret mange europæiske regeringer, der så et presserende behov for at øge deres forsvarsbudgetter, fordi Obama-administrationen havde reddet dem endnu engang ved at sende flere amerikanske soldater til Europa i kølvandet på den russiske annektering af Krim-halvøen. Hvorfor øge forsvarsbudgetterne, når USA redder os, uanset om vi gør det eller ej? Det var også den dominerende holdning i Danmark, som i 2016 brugte 1,17% af BNP på forsvaret.

Om Trump er gal eller genial til at forhandle er umuligt at afgøre. Det er imidlertid ligegyldigt i et forhandlingsteoretisk perspektiv. Her er det effekten, der tæller: om Trump bliver opfattet som uberegnelig? Trumps succes med at få sine allierede til at hæve deres forsvarsudgifter viser at det er tilfældet.
_______

 

Trumps uforudsigelige udtalelser og adfærd har i de allieredes øjne gjort truslen om en amerikansk tilbagetrækning troværdig, og det har ændret forhandlingsspillet totalt – helt i overensstemmelse med Schellings forventninger. Nu er de allierede blevet bekymrede for, at Trump faktisk kunne finde på at trække de amerikanske soldater hjem, til trods for at det ikke er i USA’s egen interesse at gøre det. Denne bekymring har fået mange allierede til at øge deres forsvarsudgifter eller til at love at gøre det. Japan vedtog i december 2016 et historisk højt forsvarsbudget, og mange af pengene er afsat til indkøb af amerikansk materiel – flere F-35 fly og missilsystemer. Den sydkoreanske regering reagerede på valget af Trump ved at love at øge forsvarsudgifterne betydeligt, hvis Trump insisterede på det. I Danmark lovede statsminister Lars Løkke Rasmussen efter sin første telefonsamtale med Trump at hæve det danske forsvarsbudget, og Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som før valget af Trump var imod større udgifter, er nu positivt indstillet over for ideen. I Tyskland førte valget af Trump til en til hidtil utænkelig åben diskussion om, hvorvidt Tyskland burde anskaffe atomvåben i tilfælde af, at USA trak sig ud af Europa.

Denne udvikling er ikke kun Trumps fortjeneste. Det japanske forsvarsbudget har været stigende i de senere år pga. en voksende frygt for Kina. Det samme er tilfældet i Europa, hvor Ruslands aggressive adfærd i Ukraine og Syrien, ISIL-relaterede terrorangreb og flygtningekrisen har fået nogle NATO lande til at øge forsvarsudgifterne. Men Trump har gjort en afgørende forskel ved at ændre præmissen for forsvarsdebatten i de allierede hovedstæder. Diskussionen handler ikke længere om, hvorvidt forsvarsudgifterne skal øges. Nu handler den i stedet om, hvor meget og hvor hurtigt. Analytikerne bag IHS Jane’s Defence Budgets Report forventer som følge heraf, at forsvarsudgifterne i Vesteuropa vil stige med 10 milliarder dollars i løbet af de næste fem år.

Trump skræmmer fjender fra militære provokationer
Schellings logik virker også på USA’s fjender. Trumps uforudsigelighed gør det nemlig umuligt for dem at regne ud, hvordan han vil reagere på militære provokationer. Præsident Obamas åbenlyse modvilje mod at anvende militær magt gjorde det mindre risikabelt for Kina og Rusland at bruge militær magt og trusselsdiplomati i det østlige Ukraine, Syrien og det Øst- og Sydkinesiske hav. Beijing og Moskva kunne spille med musklerne i nogenlunde sikker forvisning om, at Obama ikke ville sætte hårdt mod hårdt. Det kan de ikke med Trump. Det er meget let at forestille sig Trump give ordren til at skyde et kinesisk eller russisk fly ned for at demonstrere, at USA er ”great again”.

Trump reducerer på denne måde (bevidst eller ubevidst) risikoen for militære konfrontationer med Kina og Rusland. Hans adfærd og udtalelser giver begge lande et større incitament til at bruge diplomati frem for trusler og magtdemonstrationer til at løse deres uoverensstemmelser med USA og dets allierede. På samme måde giver Trumps karakteristik af atomaftalen med Iran som ”den værste aftale, der nogensinde er forhandlet”, også iranerne et vink med en vognstang om, at der er noget meget værre i vente, hvis de ikke overholder aftalen til punkt og prikke.

Mange har udtrykt bekymring for, at Trumps opførsel kan føre til krig med Nordkorea. Det er forståeligt, da Nordkorea jo i årevis har anvendt den samme forhandlingstaktik som Trump med betydelig succes. Når man har uforudsigelige aktører på begge sider af forhandlingsbordet er resultatet svært at forudsige. Men igen tegner situationen lysere, hvis man løfter blikket fra aktørernes personligheder og udtalelser og i stedet analyserer, hvilke konsekvenser en militær konfrontation kan få: De vil være komplet uoverskuelige. For Trump kan resultatet være tusindevis af døde amerikanske soldater. For Kim Jung-un kan det være regimekollaps. Den store risiko for en katastrofe har hidtil fået amerikanske og nordkoreanske ledere til at forhandle hver gang, der var optræk til krig, og det er også det mest sandsynlige resultat denne gang. Hertil kommer, at frygten for, hvad Trump kan finde på, giver andre aktører et øget incitament til at forhindre konflikten i at løbe løbsk. Det kan meget vel være den kinesiske bekymring for Trump og krig, der har fået kineserne til at lægge hårdere pres på Nordkorea. Kina tog i februar 2017 det usædvanlige skridt at standse sin import af kul fra Nordkorea for at signalere sin utilfredshed med en missilaffyring. Skridtet kom efter gentagen kritik fra Trump af, at Beijing gjorde for lidt for at gøre sin indflydelse gældende i Pyongyang.

Godt nyt for verdensfreden
Hvor paradoksalt det end lyder, kan Trumps tweets og teatralske optræden altså ende med at have en positiv effekt på verdens sikkerhedspolitiske tilstand. Trump skaber uforudsigelighed og bekymring, som han kan bruge til at opnå større indrømmelser fra både venner og fjender. Selvom Trump kun har været indsat i kort tid, tyder alt på, at Trump vil få succes med at presse sine allierede i både Asien og Europa til at hæve deres forsvarsbudgetter betydeligt. Få allierede vil nå 2% af BNP i løbet af de næste par år, men Trump har skabt en ny dynamik, som vil få dem til at bruge flere penge meget hurtigere, end de ellers ville have gjort. Slutresultatet vil være stærkere alliancer, der vil være bedre til at afskrække Rusland og Kina, og allierede, der kan gøre mere selv. Sidstnævnte vil især være godt for Europa, der ikke længere har kapacitet til at støtte konflikthåndtering med militære midler i (Nord)afrika og Mellemøsten uden amerikansk assistance.

Hvor paradoksalt det end lyder, kan Trumps tweets og teatralske optræden altså ende med at have en positiv effekt på verdens sikkerhedspolitiske tilstand. Trump skaber uforudsigelighed og bekymring, som han kan bruge til at opnå større indrømmelser fra både venner og fjender.
_______

 

Trumps uforudsigelighed er også en fordel i relation til USA’s modstandere. De er alle nødt til at tænke sig om en ekstra gang, inden de provokerer USA militært, fordi de ikke kan regne ud, hvordan han vil reagere. Hverken venner eller fjender kan være sikre på, at Trump ikke vil handle anderledes, end en rationel aktør ville gøre. USAs allierede plejede at anse amerikanske trusler om at trække soldaterne hjem som bluff, fordi de politiske, økonomiske og militære omkostninger ved at gøre det langt overstiger fordelene. Samme logik har også fået USA’s fjender til at optræde mere aggressivt og provokerende. Med Trump i det Hvide Hus holder denne kalkule ikke længere. Det er godt nyt for verdensfreden, fordi de nye spilleregler vil styrke USA’s alliancer og gøre USA’s fjender mere tilbøjelige til at løse deres uoverensstemmelser med USA og dets allierede med fredelige midler.

Peter Viggo Jakobsen er lektor på Forsvarsakademiet og Professor (deltid) ved Center for War Studies ved Syddansk Universitet.

Dele af artiklen er bragt på engelsk her.

ILLUSTRATION: Donald Trump i Det Hvide Hus, 13. marts 2017 (foto: MR/Newscom)