01.03.2017

„Partierne bliver voldsomt irriterede – specielt Socialdemokratiet – når man nævner ordet løftebrud, men det er ødelæggende for vores demokrati, at partier går til valg på et program og gør stort set det modsatte bagefter.‟

Interview af Max Secher Quorning

I TANKERÆKKEN spørger vi en række af Danmarks førende forskere, politikere og meningsdannere om deres holdning til demokratiets tilstand, mediernes rolle i debatten, politikerne og partiernes udfordringer samt de presserende kriser i Europa og verden – og deres bud på løsninger herpå. Med: Jørgen Ørstrøm Møller, Emma Holten, Uffe Elbæk, Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft, Pia Olsen Dyhr, Martin Lidegaard, Henrik Breitenbauch og Torben M. Andersen.

RÆSON: Hvad er de største udfordringer, som det danske demokrati står over for lige nu?

Det er jo et bredt spørgsmål, men hvis jeg skal pege på én udfordring, så er det den galopperende politikerlede. Jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke til, at politikerlede ikke nødvendigvis er det samme som politiklede. Man blander dem nogle gange lidt sammen. Det er gået meget stærkt i en tid, hvor der har altid været en sund skepsis over for magthavere – men det er blevet voldsomt i de seneste år, og det er jo ikke en tendens, vi kun ser herhjemme. Noget af det hænger sammen med, hvad der sker uden for landets grænser, men jeg tror, at hovedårsagen til, at vi har haft voksende politikerlede, handler om løftebrud.

Partierne bliver voldsomt irriterede – specielt Socialdemokratiet – når man nævner ordet løftebrud, men det er ødelæggende for vores demokrati, at partier går til valg på et program og gør stort set det modsatte bagefter. Det er ikke sådan, at man behøver at føre kontraktpolitik i den udstrækning, Fogh gjorde, men der var en pointe i kontraktpolitikken.

Demokratiet baserer sig jo på, at man stemmer på en politik, som man synes er god for samfundet. Når man så oplever, at politikerne gør det modsatte – og det var jo det, der skete under Helle Thorning, hvor vi så politikerleden vokse virkelig meget – så er det blevet undskyldt med: ”Nå, men vi havde jo ikke flertal.” Men den undskyldning går ikke. Det er jo rigtigt, at der var ting, man ikke kunne gennemføre, som man havde sagt, man ville – det er en ærlig sag, hvis ikke der er 90 mandater bag. Men man gennemførte også ting, man havde sagt, man ikke ville gennemføre, som man ikke havde behøvet at gennemføre.

Partierne bliver voldsomt irriterede – specielt Socialdemokratiet – når man nævner ordet løftebrud, men det er ødelæggende for vores demokrati, at partier går til valg på et program og gør stort set det modsatte bagefter.
_______

 

Når man for eksempel harcelerer over topskattelettelser, men i sin første skattereform alligevel letter topskatten. Når man kritiserer den tidligere regering for at ville gennemføre en reform af førtidspensionen, men stort set gennemfører den samme reform. Når man siger, at man vil bekæmpe ulighed, men efterlader et Danmark, der er betydeligt mere ulige end det, man overtog. Så er det løftebrud. Det MÅ skabe politikerlede.

RÆSON: Så det korte af det lange er, at problemet egentlig er politikerne selv?

Problemet er politikerne, men kombineret med, at vi, både i forhold til EU og andre globale frihandelsaftaler, har afhændet ret meget national suverænitet, som gør, at råderummet for hvad man kan, er blevet mindre. Finanssektorens magt – at, private virksomheder rangordner forskellige lande er jo grotesk. Hvem har valgt de mennesker til at have den indflydelse? Der jo ikke nogen, der har stemt på dem. Det er en indflydelse, som de har tiltaget sig. Men det er politikere, der har tilladt deregulering af kapitalstrømme og givet finanssektoren lov til at udvikle sig på den måde. Det har indskrænket det nationale råderum, og det tror jeg også, er med til at skabe ønsket om at genvinde magt og muligheder, som har båret forskellige kræfter frem. Det har båret Trump frem, det har medført Brexit – ”Take back control”. Men det bar også Bernie Sanders og Podemos i Spanien frem. Ønsket om, at der er et alternativ, men også at bringe magt tilbage til folket i forskellige forståelser af det begreb.

RÆSON: Hvordan opfatter du det at stå på venstrefløjen og argumentere for samme synspunkter – måske på en anden måde end Dansk Folkeparti – men på samme side?

Holger K. Nielsen fra SF har været i angreb på Enhedslisten og sagt, at vi placerer os sammen med den europæiske højrefløj. Der er nok en del stemmefiskeri i det, men det er reel kritik, og vi har selvfølgelig svaret i en række indlæg og gør det også fremadrettet. Jeg synes, problemet med den kritik er, at den forveksler nationalisme med ønsker om mere national selvbestemmelse. Vi ønsker mere magt og mere indflydelse tilbage til nationale parlamenter i Europa, herunder Folketinget. Eksempelvis burde det være muligt for os at beslutte, at vi ikke vil have farlige, hormonforstyrrende stoffer i vores babymad. Så måtte dem, der ønsker at eksportere til Danmark, respektere det. Enten stoppe eksporten eller tilbyde produkter, som lever op til de regler.

Vedrørende den såkaldte frie bevægelighed af arbejdskraft: Reelt er det jo primært fri bevægelighed for mennesker, der ønsker at underbyde kolleger i andre lande på løn- og arbejdsvilkår. Det er virkeligheden, fordi en dansk arbejdsgiver importerer ikke ufaglært arbejdskraft udefra, hvis de skal betale det samme i løn og give de samme arbejdsforhold til en dansker, som kan tale sproget. Det vil sige, at den frie bevægelighed reelt er fri bevægelighed for løntrykkeri. Derfor mener vi ikke, at den er til gavn for lønmodtagerne. Det er ikke sådan, at vi ikke synes, at man skal kunne flytte fra land til land og arbejde, men det skal være under mere kontrollerede forhold, hvor det ikke spiller i hænderne på arbejdsgiverne, som det specielt har gjort siden østudvidelsen.

Vi kan ikke forstå, hvorfor folk, der bor her, skal gå arbejdsløse, fordi nogle arbejdsgivere ser en fidus i at importere arbejdskraft udefra. Det er ikke nationalisme. Nationalisme er jo at fremhæve sin egen nation som noget helt særligt, se ned på andre; en national chauvinisme, som ligger fuldstændig fjernt fra os i Enhedslisten. Men idéen om at magten skal ligge så tæt på befolkningen som muligt, er vi stærke tilhængere af, og det holder vi ikke op med at være, fordi dele af højrefløjen også er begyndt at have den holdning. Kritikken af centraliseringen og de udemokratiske forhold i EU har man altid ment på venstrefløjen før i tiden, også i SF, og endda langt ind i Socialdemokratiet.

I dag er dele af holdningen flyttet over i Dansk Folkeparti. Vi er så langt fra Dansk Folkeparti, som man kan komme på en lang række områder, men når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt at de europæiske befolkninger skal have lidt mere indflydelse på, hvordan de vil indrette forholdene i deres egne lande, er vi på linje med dem.

Spørgsmålet er, hvordan man så bekæmper højre-nationale eller populistiske partier, som vinder frem rundt omkring i Europa? Jeg synes, der er en meget farlig tendens, som SF er eksponent for, men som også findes hos os selv og bredt på venstrefløjen. Det er en følelse af, at det er så slemt og farligt, at det er bedre at alliere sig med de pæne, anstændige mennesker i toppen af EU – Juncker og Merkel – for vi ved, at det ikke er godt med dem, men det er trods alt bedre end Le Pen og Farage. Det, tror jeg, er en forkert og farlig strategi, for hvis noget har fremmet højre-populistiske kræfter, er det netop den politik, som de kræfter (Juncker og Merkel, red.) har stået for. Grobunden er til dels skabt af tabet af indflydelse til at gøre ting som et land. Men også dels sociale konsekvenser af den økonomiske nedskæringspolitik, som de har stået i spidsen for. I Danmark er vi sluppet nådigt igennem, selvom det også har haft store konsekvenser med krisen her, men i Spanien, Portugal og Frankrig har der været voldsomme konsekvenser af den økonomiske krise: Høj arbejdsløshed og titusinder af mennesker som har mistet deres bolig. Den usikkerhed er frodig jordbund for højre-populisterne, og derfor er vores holdning, at det dummeste vi kan gøre, er at alliere os med dem, der har skabt grobunden.

Vi bliver nødt til at pege på en tredje mulighed. Det er hverken højre-populister eller den nyliberalt-orienterede konsensus, der har præget den europæiske elite. Der skal noget andet til, og derfor er vi meget stærkt engagerede med andre store venstrefløjspartier i Europa for at prøve at spørge: ”Hvad er alternativet? Hvad kan vi inden for EU? Er det nødvendigt? Hvad er vores plan B, hvis ikke vi kan forandre EU?”

Et stort problem er, at der mangler kritisk journalistik – specielt på det økonomiske område. Der er simpelthen ekstreme mikrofonholdere. Det er et alvorligt problem, fordi økonomisk politik er al politiks moder.
_______

 

RÆSON: Synes du, at medierne lever op til deres demokratiske ansvar i dag?

Det er meget svært at svare entydigt ja eller nej til. Jeg synes, at vi har medier i Danmark, som løfter en vigtig opgave. ’Gylle-gate’, som vandt Cavlingprisen, er et godt eksempel på afdækning af en historie, der betyder, at politikere ikke kan gøre lige, hvad de vil. Jeg synes også, at selvom GGGI-sagen ikke handler om store statsfinanser, så handler den om principper. Jeg synes, at medierne stadigvæk udfylder en rolle, der handler om at tjekke. Der er dygtige undersøgende journalister på mange medier i Danmark, som løfter en vigtig opgave i at afsløre og kontrollere magtudøvelsen, men der er også mange problemer.

Et stort problem er, at der mangler kritisk journalistik – specielt på det økonomiske område. Der er simpelthen ekstreme mikrofonholdere. Fx at en regering kan slippe af sted med at kalde arbejdsudbud for job og sige: ”Kontanthjælpsreformen skaber 700 nye job,” når den reelt øger arbejdsudbuddet med 700. Det er en forestilling om, at fordi folk får færre penge, så vil de stille sig mere til rådighed for arbejdsmarkedet. Det omregner man til 700. Dér burde en kritisk journalist sige: ”Vi er enige om, at det ikke er job, I skaber – I skaber nogen, der tilbyder sig selv på arbejdsmarkedet. Måske.”

Et aktuelt eksempel er hele fortællingen om vækst- og produktivitetskrisen, hvor det lykkedes regeringen sidste sommer ved bl.a. Marienborg-topmødet, pressemøder og dybe rynker at få skabt et billede af, at Danmark havde en vækst- og produktivitetskrise. Allerede dengang sagde jeg, at det er meget usikkert, om vi har det, fordi tallene vi bruger, er meget svære at måle osv. I slutningen af november kom der nyt nationalregnskab fra Dansk Statistik som opjusterer vores BNP med 45 mia. og dermed opjusterer, hvordan væksten og produktiviteten har været i de seneste år. Det viser sig, at vi ligger foran Sverige og Tyskland. De reformer, man ville skabe for at øge velstanden med 45 mia., er overflødige, for nu HAR vi øget velstanden med 45 mia. Den historie burde jo have været forsidestof på alle landets aviser. Det er den ikke. Det er heller ikke sådan, at Løkke siger: ”Så har vi ikke brug for reformer alligevel”. Han er da fuldstændig ligeglad, han skulle bare skabe en brændende platform til at danne grundlag for den politik, han vil føre uanset hvad.

Når det handler om de store, økonomiske fortællinger om den nødvendige politik, effekten af reformer og den økonomiske situation, mener jeg, at journalisterne er alt for autoritetstro. Det er et alvorligt problem, fordi økonomisk politik er al politiks moder. Det er selvfølgelig også sværere, det er jo ikke bare at grave et dokument frem ligesom i ’Gylle-gate’ og sige: ”Hov, ministeren har gjort noget andet, end han sagde”. Det er jo en anden form for kritisk journalistik, man skal bedrive. I den amerikanske debat har New York Times og Wall Street Journal kritikspalter, hvor der er forskellige perspektiver på den økonomiske politik fra Stieglitz (Joseph, Nobelprisvinder i økonomi, red.) og andre tunge debattører. Danmark har en meget unison gruppe af økonomer, som altid bliver brugt som kilder, og erhvervsjournalisterne er stort set enige med dem. Det er et stort, demokratisk problem.

Danmark har en meget unison gruppe af økonomer, som altid bliver brugt som kilder, og erhvervsjournalisterne er stort set enige med dem. Det er et stort, demokratisk problem.
_______

 

RÆSON: Kan man bruge EU til at trække verden i den rigtige retning, tror du?

Man skal nok passe på med at fremstille EU som en ren good guy i international politik. For det er EU bestemt ikke altid. Men det rigtigt nok, at i sammenligning med de mere bagstræberiske lande, har EU spillet en rolle. Det var i sidste ende USA og Kina, som tog de vigtige skridt, der skulle til for at lave Paris-aftalerne. Men alt EU gør, som trækker i den rigtige retning, er positivt. Det skal man vide om Enhedslisten: Det er ikke sådan, at fordi vi er kritiske over for EU og ønsker, at Danmark får en anden og friere tilknytning, at vi så ikke til daglig arbejder for at få det bedste ud af medlemskabet. Det gør, at vi er et af de partier, der er mest aktive i Europa-udvalget.

Jeg synes, at man somme tider glemmer, at EU og store europæiske lande OGSÅ er geopolitiske stormagter. EU’s ageren, fx i handelspolitikken over for u-landene, er overhovedet ikke noget at fejre – tværtimod. Vi tiltvinger os adgang til deres markeder og er rigtig dårlige til at lade dem komme ind på vores; vi overfisker afrikanske farvande og ignorerer Vestsahara. Europa er på den måde ikke en progressiv stormagt. Vi har været meget medansvarlige for det meget problematiske frihandelsregime, som er etableret gennem WTO, der har været med til at deregulere og skabe nogle af de problemer, vi har med fx skattely. Jeg tror, man skal passe på med at overvurdere EU’s globale rolle.

RÆSON: Men der er stadig gode ting?

Det er der, når vi ser en fremtid, hvor totalitære regimer som Rusland eller Kina bliver stærkere og stærkere. Europa er båret af oplyste, ikke-totalitære samfund, som er en vigtig modvægt til det. Jeg ved ikke, om det er EU eller de enkelte europæiske lande, men i den udstrækning, at vi kan være med til at bære den slags idéer fremad, er det positivt. Hvis vi ønsker det, skal vi levere, hvad folk ønsker: helt basal økonomisk tryghed; at de ved, at der er et arbejde, de kan beholde og leve af; at deres børn har mulighed for uddannelse. Det er interessant at i en tid, hvor velstanden har været voksende i årtier, mener et flertal af befolkningen, at deres børn vil få dårligere vilkår end dem selv. Jeg tænkte over det, da jeg besøgte Arbejdsmuseet på Rømersgade. Der ser man udviklingen fra arbejderfamilierne boede i tredje baggård uden lys, otte mennesker i en lille lejlighed, til man flyttede til Hvidovre i et parcelhus, fik sin bil osv. Den historie står den skandinaviske og andre europæiske velfærdsmodeller på: At man tilvejebragte bedre vilkår for almindelige mennesker, og at man kunne se, at éns børn fik det bedre end én selv. Det er jo den fundamentale forskel.

Jeg kan også selv se det: Min datter får ringere SU-vilkår, end jeg havde. Hun skal paces igennem uddannelsen og hun kan ikke få SU, hvis ikke hun vil flytte 20 km. væk, indtil hun er 20. Hvis hun bliver ramt af arbejdsløshed, vil hun være dårligere stillet, end jeg var. Det er mærkeligt, at vi er meget rigere i dag, end vi var for 20 eller 30 år siden – alligevel bliver folks vilkår dårligere. Folks rettigheder på arbejdsmarkedet bliver dårligere. Den demokratiske styreforms legitimitet bæres jo ikke kun af ideerne, men af at levere en vare. Eliten, der har været med til at deregulere og mente, at nedskæringer var den eneste vej frem, skal overveje, om det var klogt, for det tror jeg ikke, det var.

Jeg tror, at almindelige mennesker i Europa og USA efterspørger tryghed og ro. Tryghed forstået som at vide, at man har et arbejde i morgen. Der kommer ikke nogen og tager det fra dig, for det flytter ikke ud. Tryghed i at vide, at når du bliver gammel, har du noget at leve af. Vores ansvar er at skabe mere tryghed og ro. Det betyder ikke, at folk ikke skal kunne flytte sig, for det er lige præcis, når man er tryg, man har lyst til at flytte sig. Men det betyder, at vi skal skabe rammer, der gør, at det basale er på plads for middelklassen. At man kan vide, at gælden ikke eksploderer og man pludselig skal betale meget mere i bidragssatser, fordi nogle banker skal tjene boksen på éns boliglån. Hvis man får styr på alt det, så tror jeg, at man er kommet rigtig langt.

RÆSON: Hvordan tror du, at globaliseringen reagerer på bølgen af nationalisme, vi ser i bl.a. Europa og USA?

Globaliseringen er ikke en aktør. På venstrefløjen snakker man om, at kapitalismen vil gøre dit og dat. Det er også noget vrøvl – det er jo kun mennesker, der kan skabe, fastholde eller forandre systemer. Hvordan vil de stærke lande i verden og frihandelssamarbejdet reagere? Der er to tendenser. Den ene er eftertænksomhed, som kan være positivt. En god ting kom der hurtigt ud af Brexit: Man havde tænkt sig at tildele Spanien og Portugal hårdere sanktioner, fordi de ikke levede op til EU’s budgetkrav, men Barrosso sagde, at det nok ikke er det rigtige tidspunkt lige nu, hvis vi ikke ønsker endnu mere utilfredshed med EU. Den slags eftertanke er rigtig positivt. Hvis eliten bliver så bange, at vi er nødt til at lave et system, der virker for flertallet, er det positivt. Det er der tendenser til: Når en Saxo Bank-økonom siger, at Marx er den eneste, der kan forklare situationen, eller Danske Bank siger: ”Pas nu på med de topskattelettelser, for det gør folk supervrede”. Det er selvfølgelig forhåbningen, at det kan føre til eftertænksomhed, der skal gøre op med det nyliberalistiske paradigme, der har styret vores politik efter murens fald.

Der er også andre tendenser. IMF går forrest og siger, at voksende ulighed er en af de største barrierer for vækst. Det er et kæmpe nybrud. At deregulering af finanskapital ikke har virket som den skulle, slet ikke for u-landene. Der sker ting, som kunne pege i retning af den eftertænksomhed. Det mangler at sætte sig igennem i policy og institutioner, og det vil kræve, at policy, frihandelsaftaler og traktater bliver skrevet om. Det er sjovt: Selvom også OECD har kritiseret ulighed, står der stadig i landeanbefalingen til Danmark, at vi skal sænke marginalskatten. Så paradigmeskiftet er på vej, men er ikke slået igennem, og det er heller ikke sikkert, at det gør det. Der er stærke, økonomiske interesser imod.

Den anden mulighed er, at man reagerer modsat og siger: ”Nu må vi sætte gang i nyliberal globalisering”. Jeg synes, at det er positivt, at TTIP – den store handelsaftale mellem EU og USA, som dybest set er et udvidet EU – ikke bliver til noget. Det samme var sket, hvis Bernie Sanders havde vundet valget – et bredt oprør mod aftalerne, fordi de ikke har virket for den jævne befolkning. Det er muligt, at de har skabt øget samhandel og vækst, men konsekvensen af det har været øget utryghed, og velstanden er koncentreret på ganske få, særligt i USA.

Men det er svært at sige, hvad der vil ske. Det ser helt anderledes ud. Det er sjovt at tænke på Fukuyama og ”Historien er slut” for bare ganske få år siden, og nu står man med en ny totalitarisme. Det løfterige er, at modellen, der har været hidtil, ikke har fungeret. Opgaven for os som venstrefløj er at tilbyde et alternativ –til modellen og paradigmet, den nyliberalistiske æra, og til højre-populismen, som vinder frem nu. Det er vores primære opgave i Danmark og i samarbejde med kræfter og bevægelser i Europa og verden.■

ILLUSTRATION: Pelle Dragsted (foto: Jakob Dall/Information/polfoto)

Max Secher Quorning (f. 1995) er IBDP graduate fra UWC Red Cross Nordic i 2014, medlem af chefredaktionen ved IPmonopolet, skriver derudover for RÆSON og studerer Statskundskab ved Københavns Universitet.