20.04.2017

Briterne skal til valg i utide. Selv om der formelt er tale om et parlamentsvalg, er det reelt endnu en afstemning om Brexit. Det er det smartest mulige træk af den konservative premierminister Theresa May. Hun står til at vinde valget stort. Endnu vigtigere er det dog, at hun dermed både kan udmanøvrere det stærkt svækkede Labour og styrke sin position over for den rabiate, EU-fjendtlige fraktion i sit eget parti.

Analyse af Ole Helmersen

Medlemmerne af den rabiate EU-fjendtlige fløj i det britiske konservative parti kunne ikke nøjes med én Brexitafstemning. Først tvang de tidligere premierminister, David Cameron, til at udskrive den, i britisk parlamentarisk tradition usædvanlige, folkeafstemning i juni sidste år. I et forfatningsmæssigt perspektiv var afstemningen kun vejledende, og den resulterede som bekendt i et beskedent flertal for leave. Siden folkeafstemningen har samme fløj i partiet, anført af triumviratet, Boris Johnson, David Davis og Liam Fox, lagt et hårdt pres på partiets nye leder og remainer, Theresa May. De krævede en fortolkning af afstemningsresultatet i retning af et så hårdt Brexit som muligt. Storbritannien skulle helt forlade det indre marked, EU’s toldunion og EF-domstolens jurisdiktion. Nu triumferer de så endeligt ved, at May har valgt at bryde sine mange løfter om, at der med hende som premierminister ikke ville blive udskrevet nyvalg til Underhuset i utide.

Det bliver der nu alligevel den 8. juni, blot to år efter det seneste valg og langt fra den almindelige femårige cyklus. Formelt er det et ordinært parlamentsvalg, men i virkeligheden er der tale om endnu en afstemning om Brexit. Det stod helt klart, da May begrundede valget med en i demokratisk forstand besynderlig formulering om, at der var brug for dette valg fordi ’de politiske uenigheder i parlamentet bringer Brexitforhandlingerne i fare, og fordi der er risiko for at oppositionen skaber vanskeligheder for regeringen.

Nogle af de første analyser blandt britiske kommentatorer har hæftet sig ved, at valget kommer som en overraskelse, og at May begår løftebrud ved at udskrive det. Men hvis man overvejer Mays muligheder, er valget slet ikke overraskende.
_______

 

Nogle af de første analyser blandt britiske kommentatorer har hæftet sig ved, at valget kommer som en overraskelse, og at May begår løftebrud ved at udskrive det. Men hvis man overvejer Mays muligheder, er valget slet ikke overraskende. Det ville næsten være mere overraskende, hvis hun ikke udnyttede den aktuelle politiske situation til at skabe sig nogle fordele. Man kan pege på tre grundlæggende rationaler bag Mays beslutning.

For det første vil de konservative med meget stor sandsynlighed forøge deres flertal i parlamentet betragteligt. Vurderingerne svinger selvsagt, men mange meningsmålinger placerer de konservative mindst 20 procentpoint foran Labour. Hvis det holder stik, kan de konservative ende med flere end 400 pladser mod deres nuværende 330 i Underhuset. Dermed vil de reducere Labours repræsentation massivt. Samtidig vil May styrke sin egen position som premierminister, både generelt, men også specifikt i det konservative parti. Sidstnævnte er måske i virkeligheden det væsentligste, da hun indtil nu har været partilederen og premierministeren, der kun kom til magten, fordi hendes konservative forgænger trak sig.

For det andet vil en massiv konservativ sejr forstærke den dybe krise, som Labour befinder sig i. Allerede ved lokalvalgene i Storbritannien den 4. maj får det store oppositionsparti med al sandsynlighed det første stød. Labours krise præger partiet på alle måder: organisatorisk, politisk og ikke mindst ledelsesmæssigt. Efter de to ventede nederlag vil Labour med stor sandsynlighed ende i endnu et opslidende opgør om den politiske linje og ledelsen af partiet. Partiets leder, Jeremy Corbyn, meldte på valgkampens første dag ud, at et massivt valgnederlag ikke nødvendigvis får ham til at trække sig som formand. Det illustrerer til fulde partiets problemer og dets mangel på mulighed for og evne til at udfylde sin rolle som opposition. Problemerne i partiet ser ud til at have nået et niveau, hvor en reel splittelse ikke kan udelukkes, om end den slags er behæftet med store risici i et valgsystem som det britiske. Mays udskrivning af nyvalg vil med andre ord bidrage til at spille Labour endnu mere af banen i den kommende tid.

For det tredje: Én ting er den officielle opposition. En ganske anden er den reelle opposition, som May har i sit eget parti, nemlig den føromtalte EU-fjendtlige fraktion. Premierministerens beslutning er formentlig i lige så høj grad et skaktræk imod denne interne opposition. I deres iver efter at få dette valg nu, er det ikke sikkert, at de EU-fjendtlige konservative helt har erkendt, at balancen i partiet med en sandsynlig valgsejr kan forrykke sig til Mays fordel.

May har i sit første år på posten talt meget om, at hun vil være premierminister for alle, og hun har talt om at ville samle nationen. Denne ambition bidrager nyvalget ikke til. Storbritannien er splittet på kryds og tværs – herunder geografisk mellem de fire nationer.
_______

 

I modsætning til de rabiate konservative EU-modstandere er premierministeren udmærket klar over, at briterne også fremover vil have klare fordele af at være tæt på EU27 på en række specifikke sagsområder. I den forbindelse ved May, at Storbritannien ikke ensidigt kan diktere betingelserne for Brexitaftalen i forhandlingerne med EU27 og at hun uanset hvad vil få behov for at kunne gå på kompromis. Hun kan ganske enkelt blive tvunget til at gå imod det, som dele af hendes eget parti ønsker. Det forøgede manøvrerum, som den forventede storsejr vil give, kan derfor meget vel vise sig at være det mest værdifulde, May får ud af nyvalget. En indikation på, hvordan May vil bruge sin valgsejr, kan komme allerede få dage efter valget, når hun skal sammensætte sin nye regering. Det bliver især interessant at se, om alle tre medlemmer af det tidligere nævnte triumvirat af Brexitministre forbliver på deres poster.

Som nævnt forudsiger de britiske meningsmålinger en storsejr til de konservative. I forlængelse heraf er det nok værd at minde om, at samtlige meningsmålingsinstitutter tog grueligt fejl i deres forudsigelser om resultatet af valget for to år siden. Det er en anden situation denne gang, med et valg som formentlig næsten udelukkende kommer til at handle om Brexit, fordi Labour med al sandsynlighed har spillet sig længere af banen end sidst. Det store oppositionsparti har næppe styrke til at flytte dagsordenen over på andre, ellers særdeles tiltrængte emner. Alligevel bør man nok være forsigtig med tolkningen af meningsmålinger på dette tidlige stadie i valgkampen. F.eks. viser ingen målinger endnu, hvordan de 48%, der stemte remain ved folkeafstemningen i juni sidste år, vil stemme ved dette valg. Samtidig er det uforudsigeligt, hvordan de fire millioner, der sidst stemte på UKIP, vil stemme i en situation, hvor partiets eneste politiske prioritering er opfyldt og hvor partiet i øvrigt befinder sig i ledelsesmæssigt kaos.

May har uanset hvad stadig problemer, der ikke løses med dette valg. Valget kan i visse tilfælde nærmest medvirke til at forværre den politiske situation. May har i sit første år på posten talt meget om, at hun vil være premierminister for alle, og hun har talt om at ville samle nationen. Denne ambition bidrager nyvalget ikke til. Storbritannien er splittet på kryds og tværs – herunder geografisk mellem de fire nationer. Et valgresultat med et betydeligt større konservativt parti baseret på engelske stemmer vil kun forstærke kravet om en ny folkeafstemning om uafhængighed i Skotland. Det vil muligvis også bidrage til at styrke dem, der argumenterer for en fremtidig folkeafstemning i Nordirland vedrørende tilhørsforholdet til Storbritannien eller Irland. Endelig cementerer den forventede konservative storsejr, at Brexitprocessen i Storbritannien i højere grad er en intern diskussion i det konservative parti end en dialog med befolkningen: en kamp imellem eliter, hvor folket taber.

ILLUSTRATION: Theresa May udskriver valg foran Downing Street 10 (foto: Eyevine/ritzau)

Ole Helmersen er Associate Professor ved Department of Management, Society and Communication på Copenhagen Business School