09.04.2017

Brexit var ikke et opgør med eliten. Det var snarere den endelige indfrielse af et langvarigt ønske i en fraktion af den britiske elite selv. Den EU-skeptiske fløj i det konservative parti kunne sammen med indflydelsesrige mediechefer i tabloidpressen kappe livlinen til Bruxelles i det totale fravær af en effektiv opposition. Det betyder dog samtidig, at Brexit på længere sigt hviler på et skrøbeligt fundament. Spørgsmålet er, hvor længe flertallet holder.

Analyse af Ole Helmersen

Det er en udbredt misforståelse, at den britiske folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab var et folkeligt oprør mod eliten. Brexit er ofte, nærmest til bevidstløshed, blevet kædet sammen med Trump, Marine le Pen, Alternative für Deutchland osv., som om der var tale om identiske udviklinger og bevægelser. Det er ikke tilfældet. Brexit blev skabt af eliten i skikkelse af den tiltagende EU-fjendtlige fraktion i det konservative regeringsparti, som over en årrække spredte sin skepsis over for Bruxelles til den brede befolkning i en særdeles medgørlig presse. Man formåede oveni købet at give denne skepsis et misvisende skær af oprør mod eliten ved effektivt at udnytte Nigel Farages UKIP-vælgerkorps til sit formål; et vælgerkorps som den konservative leave-kampagne i øvrigt helst holdt på armslængdeafstand. De EU-fjendtlige konservative kunne så fremstille sig selv som folkets forkæmpere i kampen mod ’den egentlige elite’, nemlig den i Bruxelles. Men det var et bedrag.

Med resultatet af folkeafstemningen, hvor 52% var for leave og 48% imod, har medlemmerne af den EU-fjendtlige fraktion i det konservative parti fået opfyldt det mål, de har kæmpet for gennem de seneste tre årtier: at komme ud igen. Iværksættelsen af Lissabontraktatens Artikel 50 med premierminister Theresa Mays brev til rådsformand Donald Tusk den 29. marts er denne fraktions værk. May, som var tilhænger af remain i valgkampen, står nu med ansvaret for at gennemføre Storbritanniens udtræden på en måde, der skader nationen mindst muligt og giver landet de bedste muligheder post-Brexit. Hun deler dette ansvar med de tre ledende Brexit-fortalere, ofte kaldet the three Brexiteers, Boris Johnson, David Davis og Liam Fox, som fik centrale ministerposter ved magtrokaden i juli sidste år.

Med resultatet af folkeafstemningen, hvor 52% var for leave og 48% imod, har medlemmerne af den EU-fjendtlige fraktion i det konservative parti fået opfyldt det mål, de har kæmpet for gennem de seneste tre årtier: at komme ud igen.
_______

 

Ingen effektiv opposition
Man skal være opmærksom på, at den EU-fjendtlige elite kun har været i stand til at grave det enorme hul, som briterne nu er ved at hoppe ned i, fordi oppositionen er gået i dvale. I et de facto to-partisystem som det britiske er det så meget mere kritisk for en reel demokratisk proces, når ’hendes majestæts loyale opposition’, i øjeblikket Labour, er langt mere optaget af interne stridigheder om politisk kurs, lederskab osv. end at byde regeringen reel modstand. I øjeblikket svigter Labour sin rolle i en sådan grad, at to-partisystemet i overskuelig fremtid med stor sandsynlighed reelt vil fungere som et ét-partisystem.

Hvis Labour udfyldte sin rolle, kunne partiet sikkert føle sig fristet til, trods sin opslutning bag folkeafstemningens resultat, at byde regeringen modstand på valg af kurs mellem hårdt og blødt Brexit og tilbyde en politisk repræsentation af ’de 48%’. F.eks. ved at stille kritiske spørgsmål til nogle af regeringens modstridende udmeldinger og politiske kursændringer.

Et eksempel er den åbenlyse modstrid, der er mellem regeringens udmeldinger om suverænitet i de seneste måneders to forskellige hvidbøger. I den ene skriver regeringen, at Brexit grundlæggende handler om at tage suverænitet tilbage. I den anden skriver regeringen, at Storbritannien har bevaret sin fulde suverænitet gennem hele EU-medlemskabet, men at ”det ikke altid har føltes sådan”.

Et andet eksempel er det konservative partis holdning til det indre marked. I partiets valgprogram forud for parlamentsvalget i maj 2015, som var grundlag for dets valgsejr, skriver partiet: ”We are clear what we want from Europe. We say: yes to the single market. Yes to turbo charging free trade. Yes to working together where we are stronger than alone.” Den formulering er May rendt fra under pres fra partiets EU-fjendtlige fraktion. Oppositionen er tavs.

Splittelse alle steder og et tæskehold i front
Perioden siden folkeafstemningen den 23. juni sidste år har været præget af politisk turbulens med lederskift i de fleste partier og stor usikkerhed om, hvilken betydning afstemningsresultatet kan tilskrives. Resultatet har åbnet for en hidsig politisk kamp om at fortolke de 52 og 48%. Trods May og andres hyppige gentagelse af, at Brexit means Brexit, har der indtil for nylig hersket usikkerhed om, hvad dette egentlig betød. Og selv om premierministeren nu har slået fast, at det først og fremmest betyder prioritering af kontrol med EU-indvandring og dermed accept af, at Storbritannien træder ud af det indre marked, EU’s toldunion og EU-domstolens jurisdiktion, er de britiske politikere langt fra færdige med at diskutere, hvad Brexit egentlig indebærer. Den diskussion vil fortsætte i adskillige år, bl.a. som en funktion af de forhandlinger om udtræden, der nu går i gang, og af de efterfølgende forhandlinger om landets fremtidige relation til EU27. Diskussionen hænger dog i endnu højere grad sammen med den dybe splittelse i Storbritannien, som hele forløbet også afspejler.

FOR DET FØRSTE er sammenhængskraften i den britiske union, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, mildest talt udfordret. Det var et klart resultat af folkeafstemningen, at England (og Wales) uden for London stemte Skotland og Nordirland ud af EU mod deres vilje. Det har ført til fornyede ønsker om løsrivelse fra Storbritannien, især fra skotsk side, men også i Nordirland, hvor nogle ser en mulighed for en folkeafstemning om sammenlægning med republikken Irland.

FOR DET ANDET er det politiske system i London præget af fundamentale spændinger. Den tidligere premierminister David Cameron udskrev folkeafstemningen i et forsøg på at få bilagt splittelsen i sit eget parti. Det lykkedes ikke. Det konservative parti er i dag reelt ligeså splittet på spørgsmålet, som det var før folkeafstemningen; måske endda mere. Det samme gælder for parlamentet som helhed, selv om splittelsen endnu ikke kommer så klart til udtryk.

Det store flertal for Brexitloven er imidlertid ikke udtryk for, at en masse parlamentarikere grundlæggende har skiftet holdning. Det understreger nærmere, at de er skræmt af et tæskehold af Brexitfortalere blandt de konservative og UKIP.
_______

 

Den lov, som parlamentet behandlede i marts som grundlag for iværksættelse af Artikel 50, blev vedtaget med 494 mod 122 stemmer i Underhuset. Efter lidt ping-pong nåede den også igennem Overhuset med stort flertal. Det store flertal for Brexitloven er imidlertid ikke udtryk for, at en masse parlamentarikere grundlæggende har skiftet holdning. Det understreger nærmere, at de er skræmt af et tæskehold af Brexitfortalere blandt de konservative og UKIP. Stærkt støttet af tabloidpressen kalder tæskeholdet enhver, der formaster sig til at give udtryk for holdninger i retning af et blødt Brexit, for noget nær landsforrædere. Et eksempel på dette lavpunkt i det nye politiske debatklima så man, da den britiske landsret afsagde en dom om, at parlamentet skulle være med til at godkende en iværksættelse af Artikel 50. Dommerne blev udråbt som ’folkefjender’, ikke kun af tabloidaviser, men også af fremtrædende konservative politikere.

Den måske vigtigste lov i årtier blev vedtaget efter en meget begrænset debat og uden at regeringens korte lovtekst blev ændret på nogen vigtige punkter. I en situation, hvor netop britisk parlamentarisk suverænitet har været brugt som et hovedargument i valgkampen op til folkeafstemningen, er det bemærkelsesværdigt, at parlamentet uden videre accepterede Mays plan om blot at falde ud af EU uden nogen form for aftale, hvis ikke hun kan opnå et tilfredsstillende resultat. Parlamentet forlangte ikke engang at få lov til at stemme om, hvorvidt regeringen i det tilfælde skal sendes tilbage til forhandlingsbordet i Bruxelles.

Hvor længe holder flertallet?
Cameron og May deler et afgørende vilkår: De var/er begge ledere af et parti, der er splittet på EU-spørgsmålet. Der er dog den afgørende forskel, at May har det ekstra argument for at sætte parti over nation, at hun opererer på baggrund af afstemningsresultatet. ‘Folket har talt’ er blevet et argument, der trumfer alt, også selvom folket ikke sagde noget om betingelserne for Brexit. Beslutningen om det hårde Brexit er derfor skabt af samme fraktion i det konservative parti som skabte folkeafstemningen.

Afstemningstallene i parlamentet afspejler imidlertid langt fra holdningen til leave/remain-spørgsmålet. Et stort flertal af parlamentsmedlemmerne var og er fortsat remain-tilhængere, men de ønskede naturligvis ikke at stemme imod en folkeafstemnings resultat. Udviklingen siden folkeafstemningen og omstændighederne, hvorpå regeringen er nået frem til den valgte måde at udløse artikel 50 på, rummer således anseelige politiske spændinger, som ikke bare forsvinder. Disse spændinger kan eksplodere voldsomt i de kommende år, især hvis det viser sig, at forhandlingerne bliver vanskeligere end briterne forestiller sig, eller hvis resultaterne heraf slår massivt igennem på britisk økonomi.

Derudover er det bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende er sket en ændring i selve betydningen af begrebet demokrati efter folkeafstemningen. Før folkeafstemningen var det naturligvis en legitim politisk position at ønske Storbritannien ud af EU og argumentere for en folkeafstemning for at få spørgsmålet afgjort. Efter folkeafstemningen har det derimod været stærkt illegitimt at give udtryk for synspunkter, der afviger fra en betingelsesløs accept af ’folkets dom’. Trods et beskedent flertal på 4 procentpoint på et så vigtigt spørgsmål og med en valgdeltagelse på 72% (i alt 37% af den samlede vælgerbefolkning har stemt for Brexit), er ethvert forsøg på blot at argumentere for en blød udtræden af EU blevet aggressivt afvist, kaldt landsforræderi og det, der er værre. Det understreger, at en lille EU-fjendtlig magtelite fortsat dominerer spiller om Brexit. I 1975 afholdte man også en folkeafstemning i Storbritannien om fortsat medlemskab af EF. Den endte med et flertal på 66% for remain. Det flertal holdt i 41 år. Hvor længe mon det langt mindre flertal fra 2016 holder?

ILLUSTRATION: International handelsminister Liam Fox, udenrigsminister Boris Johnson og Brexit-minister David Davis – “The Three Brexiteers” (foto: Gareth Fuller/AP/ritzau)

Ole Helmersen er Assosiate Professor ved Department of Management, Society and Communication på Copenhagen Business School