30.08.2017

Hvis der er et sted, hvor Dansk Folkepartis forestillinger om, hvad det er at være dansk, skal stå sin prøve, må det være syd for grænsen, blandt det danske mindretal i Sydslesvig. Blandt de danske sydslesvigere er danskhed ikke noget, man er født med, men noget, man vælger. Men Danmark er nu på vej med et tilbud om dansk statsborgerskab til danske sydslesvigere, som forudsætter, at de har mindst én forfader med dansk statsborgerskab fire generationer tilbage.

Analyse af Ole Aabenhus

HVAD VIL DET SIGE AT VÆRE DANSK? Det spørgsmål er blevet mere og mere aktuelt i den danske debat takket være nogle aggressive udmeldinger fra bl.a. Dansk Folkepartis Martin Henriksen. Men for det danske mindretal i Sydslesvig har det at være dansk altid været noget, man aktivt valgte.

”Jeg synes at man fører en danskhedsdiskussion, som ikke er i Danmarks interesse”, siger Anke Spoorendonk, der i sommer er gået af som indflydelsesrig viceministerpræsident og justits-, kultur- og europaminister i den slesvig-holstenske delstatsregering i Kiel.
For hende er det at være dansk resultatet af et valg, man træffer. ”At tro at man kan udskille dem, der udgør ’den danske folkestamme’, det har ikke gang på jorden. Jeg mener tværtimod, at det for et lille land som Danmark er vigtigt at være bevidst om, at samfundet udvikler sig, og at de mennesker, der gerne vil være en del af det danske samfund, også bidrager”.

Tyskere stemmer på det danske parti
Mindretallet er en ofte overset faktor i den danske debat, men faktisk er danskerne syd for grænsen en særdeles livskraftig størrelse, og vi har indtil for nyligt – frem til juni i år – været i den ret enestående situation, at det danske mindretalsparti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), har haft en minister i den slesvig-holstenske delstatsregering fra 2012 frem til juni i år.

Mindretallets parti hænger naturligt sammen med de danske skoler og det danske foreningsliv i Sydslesvig, men faktisk henter partiet 1/3 af sine stemmer fra Holsten, uden for Slesvig, hvor der er meget få dansktalende.

Det hænger sammen med den måde, som partiet omsætter sin forståelse af ”det danske” til delstatspolitik. SSW står først og fremmest for mindretalsrettigheder og en skolepolitik med enhedsskole fra 1.-10. klasse efter dansk tilsnit. De tre repræsentanter i Landdagen har udarbejdet en ny offentlighedslov efter dansk forbillede, og partiet blander sig glad og gerne i regionale spørgsmål. SSW har bl.a. protesteret mod et planlagt CO2-lager i Sydslesvig, mod olieudvinding i delstaten ved hjælp af fracking, mod planer om at Flensborg Universitet skulle nedprioriteres mv.

Det var i tråd med denne regionalpolitiske holdning, der har præget SSW, at det danske mindretalsparti i 2012 dannede regering i Kiel sammen med socialdemokraterne (SPD) og De Grønne.

Danmark til Ejderen?
SSW gik tilbage fra 4,6 til 3,3 pct. af stemmerne ved valget i 2017. En af forklaringerne, mener SSW selv, er at Danmark har genindført grænsekontrollen. Det har givet negativ omtale i lokale tyske aviser, og det er ikke blevet bedre af, at Danmark, der normalt opfattes som repræsentant for en åben og medmenneskelig holdning, taler nedsættende om flygtninge; især at flygtningene har ”lommerne fulde af diamanter” er ofte citeret i tysk presse.

Helt galt gik det i februar, da DFs næstformand Søren Espersen i et interview med DK4 genrejste det danske krav fra forrige århundrede om Danmark til Ejderen. Espersen har siden forklaret, at han nævnte det for sjov i et interview med DK4, men sagen gav voldsom genlyd i tysk presse. Hvorfor ikke tage hele Holsten med, spurgte en fremtrædende tysk socialdemokrat, og BILD, Tysklands største avis, bragte en storopsat artikel om, at næstformanden i Danmarks næststørste parti ønskede grænsedragningen fra 1920 taget op til revision.

Dansk statsborgerskab til danskere syd for grænsen?
Lige nu ligger der et forslag på bordet om, at de danske sydslesvigere skal have tilbud om dansk statsborgerskab. Forslaget stammer fra Folketingets Sydslesvigudvalg og har sin baggrund i, at det siden 2014 har været muligt at have både dansk og udenlandsk statsborgerskab.

Men hvem er så dansk nok til at få dansk pas? Sydslesvigudvalget foreslår fem kriterier, hvoraf det ene har vakt furore syd for grænsen: For at være dansk nok skal man have mindst én forfader fire generationer tilbage med dansk indfødsret ved fødslen.

”Det vækker nogle ubehagelige associationer om arierafstamning for os, der er vokset op syd for grænsen,” siger Flemming Meyer, et af SSWs landdagsmedlemmer, til Flensborg Avis. Anke Spoorendonk er ikke meget for den slags historiske paralleller, men siger: ”Tanken om at være født ind i en national sammenhæng kan jeg ikke identificere mig med. Den er ikke tidssvarende, og jeg ser ikke nogen fremtid i den”.

De øvrige kriterier er der ingen problemer med. De handler om, at man skal have gået i dansk skole; have boet mindst tre år i sammenhæng i Danmark (eller andet nordisk land); have været aktiv som bestyrelsesmedlem i det danske foreningsliv i ti år; eller at man har haft arbejde i mindretallets organisationer i mindst ti år.

For Martin Henriksen handler ”det danske” om en slags inderligt stammefællesskab. Af det danske mindretal forventer han ”100 pct. loyalitet mod Danmark”, sagde han til Flensborg Avis, da diskussion var på sit højeste: ”En landskamp mellem Danmark og Tyskland kan man se som en lakmustest på loyaliteten. Man er nødt til at vælge sit tilhørsforhold og finde ud af, hvem man holder med”.

”Min far var tysk soldat…”
Men faktisk er danskhed en langt mere kompliceret størrelse for mange syd for grænsen. Anke Spoorendonk er et eksempel på en af de fremtrædende personer i den danske bevægelse, der bestemt ikke har danske forfædre at henvise til: ”Min far var tysk soldat og kom hjem fra russisk krigsfangenskab i august 1945. Han har fortalt, at han bogstavelig talt ikke kunne genkende sin hjemby Slesvig, fordi alle ville være danske. Så der var et opbrud, et stort opbrud. Det beskæftigede ham meget, og det førte så i sidste ende til, at han og min familie blev en del af det danske mindretal”.

”Jeg er vokset op tosproget. Mine forældre har begge lært dansk som voksne, men de blev da ved med at tale plattysk med hinanden. Jeg har så talt tysk med min mor og dansk med min far. For ham var det vigtigt hele tiden at gøre mere ud af det danske. Det typiske var ellers, at de, der lærte sig dansk, talte dansk i de danske foreninger, men de vedblev at have et tysk hjemmesprog”.

RÆSON: Hvad var så det danske for hendes far?
”Det var et fravalg af det tyske lige så meget som et tilvalg af det danske – det danske ligeværd, fællesskab, kultur med højskoler, Grundtvig osv. Det med fællesskabet tror jeg har været meget vigtigt, og hvis jeg ser på det danske mindretal i dag, så er det stadigvæk også fællesskabet, der binder os sammen”.

RÆSON: Hvordan har du det med det synspunkt, at man skal have været dansk i flere generationer for at være dansk?
”Den diskussion har jeg det rigtig svært med. Og jeg ser den danske danskhedsdebat som noget rent indenrigspolitisk, der skal ses på baggrund af diskussionen om indvandring, om de fremmede, og om den usikkerhed, der er i det danske samfund”.

Hvor dansk skal man være for at være dansk?
I februar i år vedtog Folketinget en henstilling til regeringen om at forhindre ghettodannelse og ”stoppe den voldsomme indvandring”. Forslaget var stillet af politikere fra blå blok: Martin Henriksen (DF), Jakob Engel-Schmidt (V), Laura Lindahl (LA) og Naser Khader (K) og tog udgangspunkt i, at der nu er boligområder, hvor der ”bor flere med indvandrerbaggrund end med dansk baggrund”.

”Jeg kan slet ikke acceptere det synspunkt, at kun mennesker, som har vestlige forfædre, er danskere”, lyder Anke Spoorendonks kommentar. ”Altså, det gør mig ked af det, for det lægger jo op til, at vi ekskluderer dem fra at være danske, som gerne vil være det, og som rent faktisk også er det, og som yder et værdifuldt bidrag til det danske samfund. Det er en ekskluderende måde at se danskhed på, som jeg slet ikke kan genkende mig selv i”.

RÆSON: Kan man sige, at jeg er dansk, men sydslesviger, og her er en indvandrer, der er dansk med iransk baggrund?
”Sådan synes jeg, det er. Vi har alle en ballast, vi slæber med os, og på baggrund af globaliseringen er der også nogle nye kompetencer i spil. En danskhed, der lukker sig om sig selv, vil gøre mig ked af det”.

Bidrag
”Efter min mening er Sydslesvig et kæmpe bidrag til Danmark, og Danmark burde være taknemmelig for at de har så stort og stærkt et mindretal”, siger David Hopmann, professor MSO i statskundskab på SDU. Han er vokset op i Sydslesvig; hans far kom som ung tysk forsker til universitetet i Kiel, fik kontakt til det danske miljø nord for Ejderen og valgte side, lærte sig dansk og sendte sine børn i dansk skole, bl.a.

Dansk stod stærkt i Tyskland i de kaotiske år efter krigen, men sådan er det også i dag: ”Det er mange hundrede år siden, det danske sprog har haft det så godt i Sydslesvig, som det har i dag”, siger David Hopmann. ”Og det sker med støtte fra den tyske flertalsbefolkning. Sprogkurser for voksne er ufattelig populære. Du har tosprogede byskilte. Og på rådhuset i Flensborg er der fx et opslag på dansk om, at „Har du brug for hjælp…‟, så kan du få dansk betjening…”.

Men der er et paradoks: Mens danskhed og det danske sprog står stærkere end nogensinde syd for grænsen, så har danskerne nord for grænsen svært ved at anerkende, at han eller hun er dansk i Danmark.

”Når unge sydslesvigere flytter til Danmark, oplever de – mange af dem –, at i rigsdanskernes øjne er de ikke danske. De er bare tyskere, der er gode til dansk”, siger David Hopmann. ”Mange har en snæver forståelse af, hvad det er at være dansker, og man kan i hvert fald ikke være dansker, når man taler med lidt accent og er vokset op syd for grænsen – selvom alle, der kender lidt til Sydslesvig ved, at det kan være utrolig dansk dernede – og på nogle punkter mere end nord for grænsen! I fleste rigsdanskeres øjne er vi ikke rigtigt danske”.

Er mine børn ”efterkommere”?
”Jeg var i TV2-nyhederne for nogle år tilbage. Bagefter kom en af mine kolleger hen til mig og sagde: ’Godt gået, du klarede dig rigtig fint, – især når man tænker på, at du er udlænding.’ Udlænding? Jeg har en dansk studentereksamen, en dansk kandidateksamen, en dansk ph.d., jeg er forsker ved et dansk universitet, jeg er vokset op med dansk det meste af min barndom og ungdom, jeg har været politisk aktiv for det danske mindretal i mange år, jeg har boet næsten hele mit voksenliv i Danmark! Det var nok venligt ment af min kollega, men det, hun implicit fik sagt, var, at hun så mig som udlænding”, siger David Hopmann.

En af de ting, der støder ham, er at hans børn, der er født i Danmark og har haft dansk indfødsret fra fødslen, skal opføres i Danmarks Statistik som ’efterkommere’. ”Det gør mig ked af det. Måske er jeg for følsom, men det angiver jo, at man ikke vil anerkende vores måde at være danskere på. Og uanset hvilke valg mine børn vil træffe senere i livet, så bliver de aldrig fuldgyldige danskere i Danmarks Statistiks forstand”.

”Dansk i hjertet”
Der er næppe tvivl om, at ”måden at være dansk på” vil vække debat, når tanken om dansk statsborgerskab til de danske i Sydslesvig kommer til debat i det kommende år. De danske organisationer er ivrige efter at få muligheden, og der er international forskning som fx projektet Citizenship.ch, der støtter den almindelige opfattelse, at indfødsret fremmer integrationen.

Bag ideen om de fire generationer ligger, at danskhed er et udefinerbart stammefællesskab, som næsten ingen vil kunne lukkes ind i. Man skal, mener mange, være ”dansk i hjertet” for at kunne blive accepteret af os, der allerede er stammemedlemmer.

Det var det, Martin Henriksen førte frem i det berømte sammenstød sidste efterår den daværende elevrådsformand for Langkær Gymnasium, Jens Philip Yazdani. Martin Henriksen blev spurgt, om Yazdani ikke er dansker, når nu han er født i Danmark af en dansk mor og har en iransk far, der kom til landet for 30 år siden. ”Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg jo dårligt svare på…” lød replikken. Bemærkningen blev fulgt op af Bertel Haarder, der var kulturminister dengang, og han havde en højst interessant skelnen mellem det at være dansker og det at være dansk: ”Hvis man er statsborger, er født i landet og taler dansk, så er man dansker”, sagde han til DR. ”Men det er ikke sikkert, at man er dansk eller helt dansk”.

Det er denne lukkethed, der bliver udfordret af de danske i Sydslesvig: Anke Spoorendonk taler om åbenhed og om at mindretallet er med til at styrke mangfoldigheden, for ”jeg er ikke dansk som i København eller Hirtshals”. David Hopmann siger i samtalen med RÆSON:

”Jeg har hørt folk fra grænselandet sige, at de er halvt danske, halvt tyske. Men man kan da både elske sin mor 100 pct. og sin far 100 pct. I mine øjne er man ikke mindre dansk eller ”halvt dansk”, blot fordi man også har et nært forhold til et andet land eller en anden kultur. Tværtimod skærper et nært kendskab til andre sprog og kulturer jo fornemmelsen for, hvad danskhed kan indebære”.

Sagen er værd at overveje i en globaliseringens tid, hvor retorikken bliver mere og mere national, men vores faktiske virkelighed – med internet, flyferier og Kina-varer – bliver mere og mere international. Kan man fx også være 100 pct. dansker og 100 pct. europæer? Eller er man kun 70 pct. dansker, hvis man er 30 pct. europæer? Jeg tror, at det er de danske sydslesvigere, der har fat i den lange ende, og at det er deres svar om kulturel og identitetsmæssig åbenhed, der giver dem succes.

Ole Aabenhus er tidligere DR-korrespondent i Bruxelles. Arbejder p.t. på projektet My!Europe, der har drøftet EUs demokratiske underskud i syv lande inden for det sidste halvandet år og senest præsenteret ”20 Recommendations For More Democracy In Europe” på et seminar i Europa-Parlamentet (www.myeurope.today). ILLUSTRATION: Medlemmer af det danske mindretral demonstrerede i 1997 mod en tysk spareplan, der truede med at føre til lukning af en række danske skoler [foto: Viggo Landau/Polfoto]