07.06.2017

Terror kommer til at sætte sit præg på det britiske valg, men hvad enten Theresa May vinder eller taber på torsdag, bliver resultatet en ”blødere” Brexit. Den britiske premierminister har valgt en retorik som stærk og stabil kvindelige leder, men hun har lavet så mange kovendinger i sit politiske liv, at mange stiller spørgsmål ved hendes troværdighed.

Analyse af Ole Aabenhus

Britiske valg er notorisk vanskelige at forudsige, fordi der er tale om valg i enkeltmandskredse, og få stemmers forskel kan afgøre resultatet i den enkelte kreds. Men som det ser ud her lige før valget, er Theresa Mays knusende sejr, alle forventede, da hun udskrev valget, forvandlet til en nedtur. Hun vil, ser det ud til, miste sit absolutte flertal i Parlamentet og skal ud at hente koalitionspartnere – selv om der ingen oplagte koalitionspartnere er – for at kunne fortsætte med at regere.

Terrorangrebene i London forleden gør udfaldet af det britiske valg endnu mere uforudsigeligt. Man regner med at cirka 20 procent af vælgerne gør deres endelige stillingtagen op i allersidste øjeblik, og meget afhænger af, om den ny situation får flere unge vælgere end normalt af sted til stemmeurnerne.

For premierminister Theresa May er problemet, at terrorangrebene i mange vælgeres øjne endnu en gang sætter spørgsmålstegn ved hendes troværdighed. Hendes slogan er, at briterne har brug for en stærk og stabil ledelse – især i forbindelse med Brexit-forhandlingerne, men også i forbindelse med immigration og nu med terror. Men gang på gang er hun i TV-interviews og på valgmøder blevet mindet om de mange gange, hun har skiftet standpunkt på væsentlige områder. Senest handler det om, at hun nu taler om styrket politiindsats mod potentielle terrormiljøer i landet – men at det var hende, der som indenrigsminister for få år siden beskar politistyrken med 20.000 mand.

”She is a liar, she is a liar” (Hun lyver, hun lyver…) lyder et sang-mix, der har toppet hitlisterne i de seneste uger – på trods af, at BBC har strøget den fra sine musikprogrammer. Sangen er en del af en ret banal valgvideo til støtte for Labour, men dens popularitet fortæller noget om et stemningsskift, der længe har været i gang blandt britiske – især engelske – vælgere.

Det betyder, at hvis valgprognoserne holder, vil det være umuligt at gennemføre Theresa Mays ”hårde” udgave af Brexit – den, der siger, at hun vil forlade forhandlingsbordet uden en aftale, hvis ikke hun får sine krav opfyldt 100 – eller næsten 100 – procent. Og i løbet af valgkampen har Labour-lederen Jeremy Corbyn gang på gang understreget, at der SKAL komme en aftale med EU.

På den måde kan man sige, at den eneste sikre vinder i det britiske valg bliver EU, når forhandlingerne begynder senere i denne måned. Tanken om et stærkt forhandlingsmandat, der skulle give hende mulighed for at true EU med et totalt brud uden nogen form for aftale har efter alt at dømme ikke kunne give Theresa May den jordskredssejr, hun gik efter. Målet må i stedet blive et Storbritannien, der forbliver i Det indre marked – og dermed er bundet grundigt op med EU.

Hvis valgprognoserne holder, vil det være umuligt at gennemføre Theresa Mays ”hårde” udgave af Brexit – den, der siger, at hun vil forlade forhandlingsbordet uden en aftale, hvis ikke hun får sine krav opfyldt 100 – eller næsten 100 – procent.
_______

 

Stabil og troværdig?
Theresa May erklærede efter folkeafstemningen 23. juni sidste år, at ”Brexit is Brexit” uden nogensinde at kunne forklare, hvad det så indebar. Siden har hun talt mere og mere om et ”rent brud med EU” (a hard Brexit) og på det seneste har hun gang på gang understreget, at hun foretrækker ingen aftale overhovedet frem for en dårlig aftale med EU (better no deal than a bad deal).

Da hun udskrev valget, tydede alt på, at hun ville kunne knuse Labour. Men Labour-lederen Jeremy Corbyn har klaret sig overraskende godt i TV-debatter, samtidig er Theresa May i sit forsøg på at virke aggressiv, stabil og troværdig kommet til at overspille sine kort. Virkeligheden passer ikke helt med retorikken. Ud over den seneste sag om de 20.000 politibetjente, hun fik fyret i sin tid som indenrigsminister, er der fire ting, der tales meget om i Storbritannien:

1) Ved sin tiltræden efter Brexit-afstemningen i juni sidste år lovede Theresa May ro og stabilitet; der skulle ikke være noget valg i Storbritannien før 2020. Hvorefter hun udskrev valg i 2017.

2) Hun har udstedt klare løfter om betaling af velfærd for ældre, hvorefter hun nu lægger op til at pengene skal hentes ud af den arv, de ældre efterlader.

3) Hun har lovet flere gange, både som indenrigsminister og som premierminister, at antallet af indvandrere skal ned under 100.000 (”tens of thousands”), men den er stadig mere end dobbelt så høj (248.000 sidste år).

4) Og hun har lovet en social indsats for de fattigste – JAMs som de kaldes, ”those Just About Managing” – men i stedet har hun indefrosset satserne for sociale velfærdsydelser i forslaget til ny finanslov.

Allermest fokus er der på det britiske sundhedsvæsen, NHS, som regeringen Cameron, om ikke fru May selv, er ansvarlig for. I valgkampen op til folkeafstemningen sidste år lovede Brexit-siden at de mange milliarder, Storbritannien ville spare ved ikke længere at skulle betale til EU, skulle bruges til bl.a. at forbedre NHS. Pengene er ligesom forsvundet ud i den blå luft, eftersom EU står fast på, at Storbritannien skylder penge den dag, man forlader fællesskabet.

Blowbag?
På TV-kanalen Skynews, hvor Theresa May og Jeremy Corbyn, mødte Jeremy Paxman, en af de skarpeste interviewere i landet, sagde Paxman på et tidspunkt: ”Hvis jeg sad i Bruxelles og så på Theresa May som den person, jeg skulle forhandle med, ville jeg tænke: ”Hun er en opblæst pralhals (a blowbag). Luften går ud af hende, så snart det første skud lyder””. Theresa Mays svar var blot at holde masken og forsikre, at jo, hun ville helt sikkert afbryde forhandlingerne, hvis ikke briterne får en ”god aftale”.

Labour-lederen Jeremy Corbyn er også imod EU-medlemskab, men han ønsker nu som nævnt at Storbritannien skal forblive i det indre marked. Men hvis nu det ikke er muligt at få en god aftale for briterne? lød spørgsmålet fra Paxman. ”Der vil komme en aftale”.

Hvad er fru Mays inderste ønske?
Det britiske valg handler ikke kun om EU. Det er i allerhøjeste grad også et socialt valg, hvor ét af de store spørgsmål er, om man skal fortsætte den privatiseringspolitik, som de konservative har stået for siden Margaret Thatcher, eller om der skal flere ressourcer ind i den offentlige sektor igen.

Theresa May var ”remainer” til og med folkeafstemningen. Hun har været kritisk over for EU, især på de ”retlige og indre anliggender”, der faldt inden for hendes felt som indenrigsminister, men EU-modstander – og Brexit-tilhænger – blev hun først, da folkeafstemningen havde fundet sted og Brexit-lederne var løbet af gårde: Den daværende premierminister David Cameron gik af, og Boris Johnson, der havde været bannerfører for the brexiteers, undslog sig. Hvorefter Theresa May bød sig til og blev valgt efter to afstemningsrunder blandt de konservative parlamentsmedlemmer.

Ved folkeafstemningen var der 17,4 millioner (52 pct.) for Brexit, 16,1 million (48 pct.) stemmer imod. Objektivt set var der altså god grund til at finde en politik, der gav mening for begge parter. Der var yderligere en ret juridisk begrundelse: Folkeafstemninger i Storbritannien er ikke bindende. Ligesom i Danmark gælder princippet ”ingen over, ingen ved siden af Parlamentet”, og det var derfor en oplagt mulighed at lade Parlamentet behandle en lovtekst, som man så bagefter kunne sende ud til endnu en folkeafstemning.

Hvorfor benyttede Theresa May sig ikke af den mulighed? Selvfølgelig kan man sige: Fordi det ville have været politisk selvmord i det konservative parti, hvor Thatcher-fløjen netop havde fået det nej, den har arbejdet for i 25 år. Men spørgsmålet er alligevel interessant at stille, hvis man vil forstå, hvad hun reelt er ude på.

Alt tyder på, at May har villet sikre ro på Thatcher-fløjen. Hun har set, hvordan den har drevet David Cameron rundt i manegen.
_______

 

Thatcherismens spøgelse
Theresa May hører til den gruppe i det konservative parti, man kalder ”One Nation” – den form for konservatisme, der herskede i partiet før Margaret Thatcher. Sidstnævnte bygger på en super-liberalisme, som hun på et tidspunkt (1987) formulerede sådan: ”Samfundet – hvem er samfundet? Det findes ikke. Der er individuelle mænd og kvinder, og der er familier…”

Thatcher blev indædt modstander af EU/EF, da de øvrige lande med Maastricht-traktaten ville sætte en politisk dimension på Det indre marked, men ”thatcherismen” fik først endelig overtaget i starten af 2010’erne, da EU-modstanderne i det ny parti UKIP begyndte at æde sig ind på de konservative i valgkreds efter valgkreds rundt om i landet og tvang David Cameron til at udskrive Brexit-afstemningen.

I modsætning til thatcherismen er One Nation en patriarkalsk konservatisme, der handler om, at de bedre stillede har en moralsk pligt til at tage sig af de dårligere stillede – svarende til den konservatisme, man finder hos CDU i Tyskland og i Danmark i den konservative tradition fra Christmas Møller. Den kommer tydeligt til udtryk i Theresa Mays valgmanifest, der taler om respekt for samfundets institutioner og om at samfundsmæssige forandringer skal formes gennem stærk ledelse og klare principper ”til det fælles bedste”.

Hvorfor taler hun så pludselig om ”hard Brexit” og om at forlade forhandlingerne, hvis ikke hun får, hvad hun forlanger?

Alt tyder på, at May har villet sikre ro på thatcher-fløjen. Hun har set, hvordan den har drevet David Cameron rundt i manegen. Derfor har hun valgt at følge thatcherismens sprogbrug, for at tæmme den og samle partiet. Og derfor tog hun chancen til at hente en hurtig valgsejr 8. juni, da meningsmålingerne viste, at hun kunne knuse Labour, stort set uden at røre en finger og sikre sig et folkeligt mandat.

For Theresa May har det været et tillokkende perspektiv, at hun med sin hårde linje kunne få ro på bagsmækken, vinde valget, fremstå som konservatismens nye leder – og lægge kursen om i retning af et blødere Brexit, hvor Storbritannien bliver i Det indre marked, der immervæk aftager 44 pct. af britisk eksport. På et tidspunkt præsenterede hun en idé om et Storbritannien, der klarer sig selv på det globale marked, Global Britain, men den er nu mere eller mindre glemt efter kritik fra finans- og andre erhvervsorganisationer; den figurerer i hvert fald ikke i valgkampen.

Labours muligheder
Når britiske valg er så svære at forudsige, skyldes det, at der er tale om valg i enkeltmandskredse, så den endelige mandatfordeling kan være ret så forskellig fra det samlede resultat målt på stemmetal.

Men det er næppe sandsynligt, at Theresa May vil kunne vinde et absolut flertal på 326 mandater i det britiske underhus. Ifølge det store meningsmålingsfirma YouGov ser det ud til, at de konservative vil få ca. 310 mandater, og tendensen er nedadgående. Hun skal så ud at finde samarbejdspartnere, men de konservatives gamle koalitionspartner, De liberale demokrater, er sygnet hen, og i de meningsmålinger, der foreligger, vil den eneste gruppe, der har størrelsen – ud over Labour – være SNP, det skotske nationalistparti. Det er næppe en farbar vej. SNP er imod Brexit og ligger i øvrigt langt tættere på Labour – så tæt at SNP stort set har opslugt Labours mandater i Skotland.

I Europapolitikken har SNP og Labour det tilfælles, at de begge ser Storbritanniens forbliven i Det indre marked som den bedste af de foreliggende løsningsmuligheder. Som udgangspunkt ønsker SNP at Storbritannien forbliver i EU. Labour er delt, og Jeremy Corbyn selv lagde ud som Brexitmodstander, men i den foreliggende situation vil de to partier kunne mødes på dette og en lang række andre punkter.

Labour + SNP giver næppe heller 326. Labour får i den (usikre) måling, der ligger til grund for disse overvejelser, 257 mandater og er på vej op, mens SNP får 50, så det giver 307.

Så valgresultatet bliver ikke nødvendigvis klart, hvad angår regeringsdannelsen. Men to ting kan man sige nu:

På den ene side har Theresa May tabt muligheden for et overbevisende flertal bag sin konstante hamren på et ”hårdt” Brexit og et totalt brud med EU, og der er næppe tvivl om, at Thatcher-fløjen i det konservative parti, der er specialister i både snubletråde og bagholdsangreb, er ved at gøre klar til de lange knives nat.

Modsat har EU’s forhandlergruppe grund til at gå til første forhandlingsmøde om brexit den 19. juni med smil på læben.

ILLUSTRATION: Theresa May i Edinburgh (foto: James Glossop/ritzau)

Ole Aabenhus er tidligere DR-korrespondent i Bruxelles. Arbejder p.t. på projektet My!Europe, der har drøftet EU’s demokratiske underskud i syv lande inden for det sidste halvandet år og senest præsenteret ”20 Recommendations For More Democracy In Europe” på et seminar i Europa-Parlamentet (www.myeurope.today)