23.12.2017

Det netop overståede topmøde rummede en interessant overraskelse, iscenesat af den franske præsident og med Angela Merkel som galionsfigur. Men først og fremmest rejser det spørgsmålet om, hvad det er for en syge, der fører EU fra krise til krise.

Analyse af Ole Aabenhus

FOR ET PAR år siden var folk endnu ikke meget for at tale om EU’s krise. Men i virkeligheden har Den Europæiske Union siden 2008 bevæget sig fra krise til krise, og ingen af dem er blevet løst ordentligt. Tænk på euro-krisen, Ukraine-krisen, den græske krise, flygtningekrisen, det populistiske oprør ved valg efter valg, og nu Brexit.

Brexit var hovedemnet på det netop overståede topmøde i Bruxelles. Men heller ikke denne gang blev krisen løst: Den blev håndteret, så briterne kan forblive i det indre marked, blot på ringere vilkår end i dag. At være en del af det indre marked vil sige at acceptere de fælles regler. Hvis man ikke vil være fuldgyldigt EU-medlem, men alligevel med i det indre marked, får man en ordning lige som Norges, dvs. man har ret og pligt til at „fotokopiere‟ de beslutninger, de 27 tilbageblevne EU-lande har truffet.

Briterne taler ganske vist om, at de foretrækker en ordning a lá Canada, dvs. at man laver en aftale som mellem EU og Canada eller EU og Japan. Det duer bare ikke, for der er hul i de britiske grænser i den forstand, at ingen ønsker en genetablering af grænsen mellem republikken Irland og det britiske Nordirland. Det betyder, at Canada-modellen ville åbne en ladeport ind i EU’s indre marked, og hvis briterne eksempelvis bagefter indgik en handelsaftale med USA og accepterede f.eks. klorkyllinger og hormonbøffer, som EU har besluttet at lukke af for, ville de frit kunne sendes ind i EU via Nordirland. Så den vej er lukket.

Briterne taler ganske vist om, at de foretrækker en ordning a lá Canada […] Det duer bare ikke, for der er hul i de britiske grænser
_______

 

Den syge mand
I 1800-tallet, da Det osmanniske rige, forgænger for det moderne Tyrkiet, var ved at bryde sammen, talte man om „Europas syge mand‟. I dag kan man spørge, om ikke det er Europa selv – eller den del, der har sluttet sig sammen i EU – der er ramt af sygdomme, som slår ud snart her, snart der.

Hvad er fællestrækkene i den europæiske syge? Diagnosen peger på populisme forstået som oprøret på den politiske arena fra folk, der ikke accepterer den bestående orden og er ligeglade med de normalt gældende spilleregler. Tænk på 5-stjerne bevægelsen i Italien, Geert Wilders i Holland, Marine le Pen i Frankrig, Alternative für Deutschland (AfD) – eller tænk på Dansk Folkeparti og dets konstante udfordringer af de internationale konventioner om menneskers universelle rettigheder.

Det er den samme sygdom, populismen, der er drivkraften bag Brexit. Internt i det konservative parti har der været konstante krige om Storbritanniens EU-medlemsskab siden 1960’erne, men det var først, da det populistiske UKIP [Det britiske uafhængighedsparti, red.] kom til, og da den britiske premierminister David Cameron udskrev en folkeafstemning, at den brede euroskepsis virkelig fik fat.

Populismens budskab
Populisme er et udtryk for, at mange opfatter EU som dysfunktionelt – „dys‟ i den forstand at mange ikke mener, EU løser befolkningens problemer – eller at EU løser dem for sent.

Det eksempel, der springer i øjnene, er flygtningekrisen, som stadig ikke er løst og nu har trukket nye spørgsmål med sig i forhold til EU’s ansvar for tortur, slavehandel osv. i Sahel-zonen i Nordafrika, hvor man nu forsøger at standse flygtningestrømme i opløbet. Og i forhold til, at denne ny magtpolitik langt fra Europa er sat i værk af embedsmænd og nationale (italienske) politikere uden videre diskussion i medlemslandene.

Et andet eksempel kunne være bankunionen, der grundlæggende går på, at bankerne og ikke skatteborgerne skal til lommerne næste gang der er bankkrise. Det kan være fornuftigt nok, men løsningen kommer længe efter, at al den angst og bekymring, der ramte en stor del af befolkningen i 2007-09, er begyndt at fortage sig.

EU er med andre ord rigtig dårlig til „rettidig omhu‟ i befolkningens øjne, og det handler ikke blot om embedsmændene i Bruxelles, men i højere grad om den mangel på beslutningskraft, der er bygget ind i EU’s konstruktion. Flere og flere spørgsmål har international eller global karakter, og når vi rammes af krise, forventer alle en løsning fra Bruxelles. Men det er de nationale regeringsledere, der til syvende og sidst sidder med beslutningskraften i EU. Og de ved alle, at de skal (gen)vælges hjemme i nationalstaten. Det er altså den hjemlige politiks vilkår, der tæller. Det har vist sig særlig tydeligt i flygtningespørgsmålet, hvor nationale grænser er blevet en slags erstatning for en alt for sen og alt for begrænset indsats for at beskytte EU’s ydre grænser.

Når vi rammes af krise, forventer alle en løsning fra Bruxelles. Men det er de nationale regeringsledere, der til syvende og sidst sidder med beslutningskraften i EU. Og de ved alle, at de skal (gen)vælges hjemme i nationalstaten. Det er altså den hjemlige politiks vilkår, der tæller
_______

 

Tilbage står skuffelse, mistro, skepsis. Ikke hos alle, men hos de grupper i samfundet, der føler sig mistroet, udstødt, forfordelt. Den skepsis, de nærer, gælder ikke nødvendigvis kun EU. Den gælder også hjemlige politikere, der sætter økonomisk vækst over menneskelige hensyn. Den gælder de konstante indgreb i folks hverdag, der hører sammen med globalisering og konkurrencestat. Men EU er det oplagte mål for kritik, fordi EU i en national politisk tænkemåde hyppigt bliver til „de andre‟ og „dem nede i Bruxelles‟.

Sammenhængskraft
Hvor alvorligt syg er så EU? Den amerikanske journalist Anne Appelbaum, der har ry for at se kriser, andre ikke har opdaget endnu, skrev i marts sidste år i Washington Post, at „vi er to eller tre valg fra at NATO bryder sammen, og EU og måske hele den liberale verdensorden‟. Det var otte måneder før Trump blev valgt som USA’s præsident, og nogle få måneder før valgene i Holland og Frankrig.

Af de tre valg peger valget af Trump mod et NATO-sammenbrud, jfr. den usikkerhed han har skabt om NATO som garant for Europas sikkerhed. Men de to EU-valg, der var på Anne Appelbaums radar, gik som bekendt anderledes end frygtet. Frankrig fik endda – overraskende – en skarp, historisk bevidst og EU-positiv præsident, der ser EU som et helt afgørende mulighedsfelt for Frankrig.

Siden har der været valg i Polen (alvorligt kritisk over for EU), Tjekkiet (positivt over for EU, men problematisk i demokratisk henseende, se min artikel i Ræson 22.11.2017) og Østrig (hvor de EU-positive konservative under Sebastian Kurz er gået i koalition med det stærkt EU-kritiske „Frihedspartiet‟). Tolker man ud fra valgene, er tendensen alt andet end klar.

Derimod viser de undersøgelser, der løbende bliver foretaget af EU’s Eurostat kontor, at folk rundt om i EU igen er blevet mindre skeptiske efter eurokrisen (2007-09). Spørger man befolkningerne om de „stoler på‟ hhv. EU og deres egen regering eller parlament, scorer EU konstant højest – i øjeblikket med 42 procent til EU mod 37 og 36 procent til egen regering og parlament ifølge en undersøgelse fra maj i år. (Danskerne er i øvrigt blandt dem, der har størst tillid til EU – med 56 procent).

Erhvervslivet markerer gang på gang, at de har brug for det indre marked, men derudover er der altså også en markant opbakning til stede i befolkningerne. EU er måske ikke så syg endda, selv om den er splittet på mange måder. Men der mangler et projekt, der kan samle de mange nationale tendenser.

EU er måske ikke så syg endda, selv om den er splittet på mange måder. Men der mangler et projekt, der kan samle de mange nationale tendenser
_______

 

Macron og Merkel
I gamle dage var EU’s topmøder fulde af overraskelser, men i dag følger de typisk en velforberedt dagsorden: det meste er reelt klappet af på forhånd, så stats- og regeringslederne kan nøjes med at nikke til de allerede opnåede resultater. På det netop overståede december-topmøde gjaldt det EU’s nye permanente forsvarssamarbejde PESCO og ideerne om en social „søjle‟, der blev vedtaget i Göteborg i november.

Andre emner bliver diskuteret og sendt videre til fornyet behandling. Det gjaldt denne gang Bankunionen, ØMU’en, der kommer op igen til marts, når den tyske regeringsdannelse (formentlig) er på plads, og flygtningespørgsmålet, der kommer på bordet i juni, når det italienske valg og den efterfølgende regeringsdannelse (formentlig) er overstået.

Den store overraskelse ved december-topmødet stod imidlertid ikke på dagsordenen. Det var et pressemøde med den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Emmanuel Macron, der gik ud på at demonstrere over for offentligheden, at den tysk-franske akse lever i bedste velgående, og at de to nationer sammen vil lægge op til en reform af euroen, hvis hovedtræk skal være klar til marts.

Det er ganske usædvanligt, at to nationer holder pressemøde sammen ved et topmøde – normalt gør man netop en dyd ud af, at fx statsminister Lars Løkke Rasmussen kan få lov egenhændigt at briefe den danske presse, mens andre briefinger for andre nationale pressekorps løber parallelt i andre dele af Rådsbygningen.

At Angela Merkel går med til at optræde som galionsfigur ved et fælles pressemøde med Macron på et tidspunkt, da hun ikke har sin nye regering på plads i Tyskland, må tolkes sådan, at også hun ser den tysk-franske akse som aldeles afgørende for at stabilisere „Europas syge mand‟.

EU fremtræder i dag som en lang række af modsætninger: Nord mod syd, øst mod vest. De nordeuropæiske lande kører på med reformer og krav om økonomiske stramninger i syd. De „gamle‟ EU-lande i vest stiller krav til bl.a. Polen og Ungarn om, at de skal holde sig til den herskende opfattelse af demokrati og god regeringsførelse og tage flere flygtninge. Til gengæld beskylder de gamle kommunistlande EU for at optræde mere brutalt end Moskva gjorde i sin tid.

Økonomisk vækst og nye projekter kan dæmpe oplevelsen af krise i EU, men kan ikke fjerne grundlaget for den populistiske kritik. Dertil kræves helt nye og gennemgribende tiltag, der gør både velfærd og demokrati til centrale elementer i EU-projektet. Det sociale topmøde i Göteborg åbnede op for en ny diskussion om, hvorvidt EU er medansvarlig for den enkeltes velfærd. Og i september talte Macron i Athen om et mere demokratisk EU.

Økonomisk vækst og nye projekter kan dæmpe oplevelsen af krise i EU, men kan ikke fjerne grundlaget for den populistiske kritik
_______

 

Ingen af delene har ført særlig langt, men de har dog givet anledning til en diskussion, om det er velfærd og demokrati på europæisk plan, der skal til for at kurere den europæiske syge. Den debat bliver aktuel, når man skal lægge retningslinjerne for valget til Europa Parlamentet 2019. Det sker allerede på juni-topmødet 2018. ■

Ole Aabenhus (f. 1941) er tidligere DR-korrespondent i Bruxelles. Arbejder p.t. på projektet My!Europe, der har drøftet EU’s demokratiske underskud i syv lande inden for det sidste halvandet år og senest præsenteret ”20 Recommendations For More Democracy In Europe” på et seminar i Europa-Parlamentet (www.myeurope.today)

ILLUSTRATION: EU Kommisionsformand, Luxembourgs Jean-Claude Juncker, ankommer ved EU-topmødet i Bruxelles, 15. december 2017 [foto: Olivier Matthys/AP Photo]