22.11.2017

Mange har draget et lettelsens suk, fordi milliardæren, der vandt valget i Tjekkiet, i modsætning til andre østeuropæiske ledere ikke er særlig EU-kritisk. Men dybest set er valget foruroligende. Det fortæller om et demokrati, der er ved at blive overtaget af oligarker.

Af Ole Aabenhus

Forestil dig, at vi i Danmark havde en statsminister, der er god for 25 milliarder kroner, ejer det halve af al landbrugsjord på Fyn, leder en stor industrikoncern, har købt de to største aviser i landet og den mest indflydelsesrige radiostation, og som giver ansatte fra sine egne virksomheder ledende roller i det politiske liv!

Nej, jeg tænker ikke på Lars Løkke, men på den kommende statsminister i Tjekkiet, Andrej Babis. Han fik lige under 30 pct. af stemmerne ved valget sidst i oktober, næsten tre gange så meget som noget andet parti. Han er nu ved at danne regering – en proces, forventes at vare til frem mod jul – og søger støtte hos et populistisk højreparti, Frihed og Direkte Demokrati, SPD, og hos venstrepartiet, KSCM, som fortsætter linjen fra det gamle kommunistparti fra før murens fald.

Man kan sige, at det ikke var Babis, der vandt valget, men partiet ANO, der vandt valget. Det kommer imidlertid ud på ét, for Babis er en populistisk oligark. Vi er vant til at tale om oligark-regeringer i failed states, som fx Ukraine. Ordet betyder egentlig „fåmandsvælde‟, men jeg bruger det her om den situation, hvor ledende forretningsfolk køber sig til dominerende politisk indflydelse.

Oligarkens parti er nu langt det største i Tjekkiet – faktisk det eneste, der har mere end 11 pct. af stemmerne. Den udvikling finder jeg urovækkende – uanset at vestlig, ikke mindst tysk, presse gav udtryk for lettelse, da valgresultatet forelå, fordi Andrej Babis har erklæret sig som EU-tilhænger.

Oligarkens parti er nu langt det største i Tjekkiet – faktisk det eneste, der har mere end 11 pct. af stemmerne

_______

 

Den er især urovækkende, fordi oligarkiet nu gør sit endelige indtog i Tjekkiet – det land i Østeuropa, der har den længste tradition for demokrati, og tilmed det land, der har den laveste arbejdsløshed overhovedet i Europa. Det oligarkiske system kom klart til udtryk, da Babis officielt fik til opgave at danne regering: Opgavegiveren var Milos Zeman, den tjekkiske præsident, der ganske vist ikke selv er forretningsmand, men som alligevel bekræfter forretningslivets – og Ruslands – afgørende indflydelse på tjekkisk politik. Han er nemlig selv kommet til magten med støtte fra Lukoil, den russiske oliekoncern, og plejer i øvrigt både politiske og økonomiske interesser med kredsen omkring Ruslands præsident Vladimir Putin.

Vi er med andre ord vidne til et demokratisk skred – et tilbageskridt af dimensioner, hvor den politiske magt glider fra at være et instrument i hænderne på en oplyst befolkning til at være et værktøj i hænderne på erhvervsfolk med både økonomiske og politiske interesser, nogle mod øst (Zeman), nogle mod vest (Babis).

Skredet understreges yderligere af, at Zeman efter sine samtaler med Babis har gjort det klart, at ANO bør danne en mindretalsregering alene. Udmeldingen er markant, fordi syv af de ni partier i det ny parlament har erklæret, at de ikke vil samarbejde med Babis, fordi han har en igangværende korruptionssag imod sig.

Skulle den regering, Babis sætter sammen, få et mistillidsvotum imod sig, har Zeman på forhånd givet carte blanche til en ny forhandlingsrunde. Den ene oligark støtter den anden.

Når Zeman er så villig til at støtte Babis, hænger det formentlig sammen med to ting: At Zeman har brug for støtte ved det forestående præsidentvalg, i januar næste år. Og at han søger støtte til et forslag om at der kan afholdes folkeafstemninger – evt. om „Czexit‟ – hvis 250.000 vælgere ønsker det. Babis har foreløbig ikke afvist ideen, og det står øverst på ønskelisten hos et af de partier, han forhandler med, så noget tyder på, at hans EU-støtte måske ikke er stærkere end hans ønske om at sikre sig magten.

Rationel forretningsmand
Babis indledte sin politiske karriere med en skarp kritik af den korruption, der florerede i de „gamle‟ partier – socialdemokratiet, der (også) har rødder tilbage til kommunisttiden, og det højreliberale Demokratisk Folkeparti, der går tilbage til 1990’erne.

I november 2011 stiftede han bevægelsen „Utilfredse Borgere‟, forkortet til ANO (Akce Nespokojených Občanů), der også betyder „ja‟ på tjekkisk. Året efter blev bevægelsen til et formelt politisk parti, der ved sit første valg, i 2013, fik 47 af parlamentets 200 pladser og nu i 2017 har fået 78.

Lidt Trump-agtigt præsenterer han sig i offentligheden som den effektive forretningsmand, der interesser sig for almindelige menneskers problemer. Samtidig angriber han korruptionen i de gamle partier, på trods af, at han selv har flere korruptionssager imod sig fra sin tid som finansminister i den afgående socialdemokratisk-ledede regering.

[Babis] angriber korruptionen i de gamle partier, på trods af, at han selv har flere korruptions-sager imod sig fra sin tid som finansminister i den afgående socialdemokratisk-ledede regering
_______

 

Eksempel: „Hvis de traditionelle partier ikke stjal, ville jeg aldrig være gået ind i politik‟ og „Vi bliver nødt til at slå de korrupte, traditionelle partier, der kører det her land‟. Statsministeren i den afgående regering, Bohuslav Sobotka, har han kaldt „mafiaens marionet‟.

Selv lover Babis at styre landet „som en forretning‟, og en del af hans magiske tiltrækningskraft på vælgerne ligger i, at han faktisk driver en succesrig, international koncern.

A la Berlusconi
Andrej Babis tilbragte en del af sin barndom i Schweitz, hvor faderen var ambassadør. Hans store chance kom med Sovjetunionens sammenbrud. Han var på det tidspunkt ansat i en ledende stilling i et statsligt selskab for international handel med kemikalier til landbruget og benyttede lejligheden til at stifte et datterselskab, Agrofert, som efter kort tid, med schweizisk kapital i ryggen, overtog det gamle, statslige selskabs aktiviteter.

Agrofert er nu en kæmpekoncern med 34.000 medarbejdere fordelt på 250 selskaber i 18 lande, ikke mindst Tyskland. Aktiviteterne omfatter i dag: kemisk industri, landbrug, fødevareproduktion, skovbrug, transport, vedvarende energi og medier. Som en anden Berlusconi købte Babis nemlig to tv-stationer og landets mest populære radiostation umiddelbart efter, at han gik ind i politik.

I løbet af den periode, hvor Babis har været finansminister – 2014-17 – er Agroferts koncernværdi steget fra 11 milliarder til 25 milliarder danske kroner. Hans økonomiske interesser ligger i EU, og efter sigende er hans virksomhed i Sachsen-Anhalt i Tyskland større, end hvad han har i Tjekkiet, og det forklarer måske til en vis grad hans positive EU-holdning.

Dertil kommer, at en del af omsætningen er EU-tilskud, idet Babis ejer 118.000 hektar svarende til omkring halvdelen af landbrugsarealet på Fyn. Hvor stort et beløb han dermed har inddrevet i EU-støtte vides ikke. Til gengæld er Babis involveret i en sag, der handler om en anden form for EU-tilskud. Sagen drejer sig om et nyt wellness center, „Storkereden‟, der er blevet opført i et landområde uden for Prag. Babis har hentet EU-tilskud efter reglerne om tilskud til etablering af mindre og mellemstore virksomheder. Problemet er bare, at „Storkereden‟ oprindelig var en del af Agrofert og dermed indgik i en storkoncern. Da ansøgningen blev sendt, var Storkereden pludselig selvstændig, men nu da projektet er endelig godkendt og tilskuddet sikret, er Storkereden igen en integreret del af Agrofert. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Visegrad
Tjekkiet er et af de fire Visegrad-lande – V4 – der i mange sammenhænge optræder som en samlet, kontroversiel blok i EU-samarbejdet. De to dominerende Visegrad-lande – Polen og Ungarn – forsøger begge aktivt at nedbygge den del af demokratiet, der handler om magtens deling, og styrke regeringernes rolle i forhold til domstolene (især i Polen) og pressen (især i Ungarn).

Den ungarske statsminister Viktor Orbán taler åbent om et „illiberalt‟ demokrati som et ideal. Det vil sige en stat, hvor der stadig afholdes valg, men hvor borgerne accepterer, at magtens tredeling mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i en eller anden grad viger til fordel for en stærk statsmagt – som til gengæld vil sikre dem ro og orden, økonomisk og social velfærd.

EU har længe set nølende til, men nu har Kommissionen indledt en undersøgelse af den demokratiske tilstand i de to lande, der – hvis der er politisk vilje til det – måske kan føre til en sag efter traktatens artikel 7 om brud på demokratiets spilleregler.

EU har længe set nølende til, men nu har Kommissionen indledt en undersøgelse af den demokratiske tilstand i de to lande
_______

 

Igen har mange kommentatorer følt lettelse, fordi Babis har meldt ud, at Tjekkiet ikke skal følge hverken Polen eller Ungarn.

Her vil EU kunne ånde lettet op, men kun i et vist omfang: Babis ønsker nemlig samtidig et styrket V4. Konkret vil han sætte sig i spidsen for et østeuropæisk oprør mod EU’s flygtningekvoter, hvor ikke bare de fire Visegrad-lande, men også Østrig skal være med. I Østrig fører den nyvalgte kansler Sebastian Kurz nemlig en politik, der skal holde nye flygtninge ude og gøre muslimernes religionsudøvelse mere kontrollérbar.

Flygtninge – diktat fra Bruxelles?
Ingen tvivl om, at der er en grundlæggende modstand i alle V4-lande mod at tage imod flygtninge. Og det er en almindelig holdning, ikke mindst i Tjekkiet, at Bruxelles i flygtningespørgsmålet opfører sig som Moskva i Sovjettiden – dikterende, uden at høre på de små stater.

Mange peger på, at der også ligger en anden ting bag: Da østeuropæerne kom ind i EU i 2004, havde de en begejstret forventning om, at de i løbet af få år ville nå op på samme velstandsniveau som i vesten. Demokrati var bare noget, der fulgte med. „Snart bliver vi lige så velhavende som tyskerne‟, sagde den daværende statsminister Vaclav Klaus. Men fire-fem år efter optagelsen i EU i 2004 kom den økonomiske krise. Det var alligevel ikke El Dorado, man var kommet til. I dag føler mange tjekkere det nedværdigende, at en tjekkisk Skoda-arbejder kun tjener en fjerdedel af en tysk VW-arbejder – på trods af, at en Skoda er en VW i tjekkisk forklædning.

I det lys er det måske lettere at forstå Babis valgsejr. Han er den beslutsomme forretningsmand, der agerer overalt i Europa, og han har skabt et imperium, der nu har sit industrityngdepunkt i Tyskland. Hvis nogen kan sikre tjekkisk selvværd og velfærd, burde det være ham.

Han er den beslutsomme forretningsmand, der agerer overalt i Europa, og han har skabt et imperium, der nu har sit industrityngdepunkt i Tyskland. Hvis nogen kan sikre tjekkisk selvværd og velfærd, burde det være ham
_______

 

København
Det oligarkiske skred i Tjekkiet rummer en lære for EU: Vi optog Tjekkiet og de øvrige østlande i 2004 af to grunde: Dels fordi de ønskede det. Dels fordi Vestens kombination af demokrati og markedsøkonomi dermed rykkede længere frem i det magtpolitiske ingenmandsland, der opstod i Østeuropa efter den kolde krig.

Men der er to andre ting, vi let glemmer: Dels at østlandene let føler sig overset og tilsidesat, fordi tyngden i EU stadig ligger i det gamle Vesteuropa. Dels at markedsøkonomi i lande med et ikke særlig stærkt demokrati rummer en fare for, at succesrige forretningsfolk sætter sig på både medierne og den politiske proces.

Et af EU’s optagelseskriterier gik på, at landene skulle opfylde de såkaldte Københavnskriterier om demokrati, magtens deling og en liberal økonomi. Det gjorde de så – men så snart de var blevet medlemmer af klubben, mistede EU interessen for deres demokratiske udvikling, for nu hørte demokrati ind under medlemslandenes interne anliggender.

I Ungarn gjorde Orbán i sin tid et stort nummer ud af, at hver eneste af de tiltag, der førte i retning af et illiberalt demokrati, fandtes tilsvarende i mindst ét andet EU-land. Når det gjaldt direkte regeringskontrol med det statsdrevne radio-tv, havde man f.eks. et tilsvarende system i Danmarks Radio, hvis bestyrelse – ganske rigtigt – er udpeget af regeringen. Der er en forskel, nemlig den lange tradition for public service og armslængdeprincipper i Danmark, men som man ser med den løbende debat herhjemme, kan forskellen pludselig virke hårfin.

Løsningen må derfor nok være, at EU pudser de gamle Københavnskriterier af og understreger, at alle medlemslande – ny som gamle – skal være med i en proces, hvor man løbende diskuterer demokrati og medborgerskab og lidt efter lidt retter til, frivilligt, efter kollegialt pres. I mellemtiden vil der være god grund til at råbe vagt i gevær over for den demokratiske tilbagerulning, vi ser i Visegrad-landene – og bruge de sanktionsmuligheder, der trods alt er i Københavnskriterierne og Lissabontraktaten. ■

FAKTA
Københavnskriterierne blev til under det danske EU-formandskab i 1993 på et tidspunkt, da EU netop havde fået tre gamle diktaturer – Spanien, Portugal og Grækenland – som medlemslande. De tre kriterier handler om:
– at man administrerer efter retsstatens principper, herunder menneskerettighederne
– at man har institutioner, der sikrer magtens deling og en demokratisk regeringsførelse
– at man har en velfungerende liberal markedsøkonomi.

I Lissabontraktatens Artikel 7 er der lagt op til en proces, der kan ende med, at et medlemsland får inddraget sin stemmeret i Ministerrådet, hvis det alvorligt, gentagne gange og trods advarsler forbryder sig mod de krav, der ligger i Københavnskriterierne.

Processen rummer tre trin: Kommissionen vurderer, om medlemslandet forbryder sig mod Københavnskriterierne. Kommissionen anbefaler, hvad der bør gøres, sætter en tidsfrist og vurderer resultatet. Hvis dette ikke er tilfredsstillende, indstiller Kommissionen til Det europæiske Råd at sætte Artikel 7 i værk. Rådets beslutning kræver énstemmighed.

ILLUSTRATION: Andrej Babis [foto: Katerina Sulova/CTK Photo]