23.11.2017

Efter 6 års brutalitet er den syriske borgerkrig endelig nået slutfasen. Med mindre Israel eller Tyrkiet intervenerer, vil Assad til foråret sandsynligvis stå tilbage som sejrherre sammen med Iran, Hezbollah og Rusland. Taberne er USA og dets allierede Israel og Saudi-Arabien.

Analyse af Niels Jespersen

Efter erobringen af Syriens næststørste by, Aleppo, i december 2016, forventede de fleste, at de syriske regeringsstyrker og deres iranske, russiske og libanesiske allierede ville vende opmærksomheden mod Idlib-lommen i det nordvestlige Syrien. På den måde kunne Assad-koalitionen sikre hele det vestlige Syrien, populært kaldet useful Syria, fordi det er her, befolkningstætheden er størst. Så ville koalitionen have ryggen fri til fremstødet mod det mere tyndt befolkede østlige Syrien.

Imidlertid valgte Assad-koalitionen en anden strategi: At lade oprørerne udkæmpe deres egen lille borgerkrig i Idlib og i stedet angribe ISIL i det centrale og østlige Syrien. En strategi der har vist sig at være særdeles succesfuld. Tilstedeværelsen af et jihadist-reservat i Idlib, har gjort det muligt for Assad-styret at indgå fredsaftaler med oprørsgrupper andre steder i Syrien. Disse er så blevet fragtet til Idlib i regeringsbusser, hvor de skal brødfødes på oprørernes bekostning og samtidig bidrager yderligere til de indbyrdes stridigheder imellem de islamistiske oprørere.

Assad-koalitionen valgte en anden strategi: At lade oprørerne udkæmpe deres egen lille borgerkrig i Idlib og i stedet angribe ISIL i det centrale og østlige Syrien. En strategi der har vist sig at være særdeles succesfuld

_______

 

Efter at havde sikret den sydlige grænse og nedkæmpet de sidste vestligt støttede oprørere (og tæt på også en lille gruppe norske jægersoldater) er koalitionen så rykket frem langs Eufratflodens vestlige bred, mens den PKK-afflilierede YPG-milits har sikret sig østbredden og erobret ISIL-kalifatets hovedstad, Raqqa. Det kunne godt ligne et samarbejde, men i virkeligheden har det været et kapløb om at nå olie og gasfelterne i det alt andet end useless østlige Syrien. Naturressourcer som både Assad og de marxistiske kurdere ønsker for sig selv, men som også får alt fra Iran-loyale mafiabosser til russiske rigmænd til at blande sig i kampene med deres egne små militser.

Efter lange og hårde kampe lykkedes det i begyndelsen af november endelig koalitionen at komme olie-byen Deir ez Zowr, der har været under belejring af ISIL siden 2014, til undsætning og i sidste uge mødtes irakiske og syriske militsenheder langs grænsen. At ISIL, trods konstant tilbagegang på alle fronter, fortsat er en slagkraftig modstander, blev demonstreret, da de sortklædte krigere i et blodigt baghold den 11. september generobrede den strategisk vigtige Albu Kamal grænseovergang.

Det er dog kun et spørgsmål om tid, inden ISIL i Syrien er nedkæmpet. Albu Kamal vil falde snart igen. Det er dermed lykkedes koalitionen at nå grænsen til Irak før kurderne, og forsyningslinjerne er sikret hele vejen fra Teheran til Damaskus. Og til Beirut. Hvilket stresser israelerne i uendelig grad. Iran kan nu forsyne Hezbollah med alle de raketter, det shiitiske „Guds Parti‟ nogensinde skulle få lyst til at skyde mod Israel. Det er faktisk intet mindre end historisk. Bortset fra en kort periode i 600-tallet, skal man helt tilbage til før Alexander den Stores tid, siden Iran/Persien sidst havde adgang til Middelhavet.

Iran kan nu forsyne Hezbollah med alle de raketter, det shiitiske „Guds Parti‟ nogensinde skulle få lyst til at skyde mod Israel. Det er faktisk intet mindre end historisk
_______

 

Assad-koalitionen har tidligere udbasuneret sine intentioner om at starte en offensiv for så at slå til et helt andet sted. Imidlertid er der ikke så mange andre mål end Idlib tilbage, så det virker troværdigt, når pro-Assad medier beskriver, hvordan eliteenheder som de syriske marinesoldater og Tiger-militsen står klar til at indlede angrebet mod Idlib.

Styret mistede Idlib-provinsen tilbage i 2015, da det lykkedes Tyrkiet og golf-staterne at samle de store oprørsgrupper i Jaish al-Fatah, der dog hurtigt faldt fra hinanden efterfølgende. I dag domineres Idlib af det al-Qaeda-affilierede Hayat Tahir al-Sham (tidligere al-Nusra, nu HTS), mens den anden store oprørsgruppe, det ligeledes salafistiske Ahrar al-Sham, kun er i live, sålænge HTS kan konfiskere de våben, som Ahrar al-Sham modtager fra Tyrkiet og Qatar. Blev Ahrar al-Sham endeligt nedkæmpet, ville tyrkerne lukke grænsen, og det er der ingen, der er interesserede i.

Idlib er et af de steder, hvor oprøret mod Assad startede i 2012, og selv om islamisterne i HTS er upopulære blandt de mere moderate sunnier i det traditionelt velstående og veluddannede vestlige Syrien, så er der ingen tvivl om, at titusindvis af krigere står klar til at kæmpe fra velforberedte stillinger. Samtidig er Idlib tættere bebygget og kuperet med både bakker og skove, hvilket svækker noget af koalitionens ildkraft og mobilitet.

Idlib-offensiven er i gang
Meget tyder på, at offensiven mod Idlib allerede er sat i gang, selv om der fortsat kæmpes i det østlige Syrien. 14. november faldt byen Douma, nordøst fra Hama, til koalitionen, der dog fortsat holder sine hovedstyrker tilbage. Det er sandsynligt, at koalitionen vil afprøve, hvor forsvaret af det sydlige Idlib er svagest og så forsøge at bryde igennem der. Samtidig vil koalitionen gennemføre støtteangreb fra Aleppo vestover, så forsvarene i HTS er nødt til at kæmpe på flere fronter samtidig. Målet for koalitionen er sandsynligvis i første omgang Abu Duhur-luftbasen, der med sine militære faciliteter ville være et oplagt sted at stoppe op og reorganisere inden næste angreb.

Hvor længe det vil tage at erobre selve Idlib by er et åbent spørgsmål. Bykampe er ekstremt blodige og langsommelige, men hvis koalitionen kan omringe byen og nedkæmpe oprørerne metodisk, så burde det kunne lade sig gøre på et halvt år. Processen kan gå langt hurtigere, hvis nogle af oprørerne indser, at kampen er tabt og beslutter sig for at indgå en aftale med Assad-styret, mens de stadig har noget at handle med.

Hvor længe det vil tage at erobre selve Idlib by er et åbent spørgsmål. Bykampe er ekstremt blodige og langsommelige, men hvis koalitionen kan omringe byen og nedkæmpe oprørerne metodisk, så burde det kunne lade sig gøre på et halvt år
_______

 

Idlib-offensiven sætter tyrkerne i et dilemma. Deres milliardinvestering i oprørsgrupper som Ahrar al-Sham vil være tabt, og uden lokale forbundsfæller har de ingen til at forhindre kurderne i at forbinde Afrin-lommen i det nordvestlige hjørne af Syrien med Rojava på den østlige side af Eufratfloden. Tyrkerne har mulighed for selv at gå ind i Idlib under påskud af at bekæmpe terrororganisationen HTS. Det vil eskalere konflikten til et helt nyt niveau og skabe en række nye problemer for tyrkerne. For det første vil deres forhold til Rusland lide skade. Dernæst vil de pludselig have ansvar for en masse vrede arabere, hvoraf ikke så få vil vende våbnene imod den nye besættelsesmagt. Og hvad så derefter? Vil Tyrkiet permanent besætte en bid af Syrien på samme måde, som Israel har gjort det med Golan? Tyrkiet kan prøve at opnå accept til at intervenere fra russerne ved Astana-forhandlingerne. Det vil være en diplomatisk propaganda-sejr for Putin, men han vil tage sig dyrt betalt for at svigte sin forbundsfælle Assad.

Ud over en tyrkisk intervention bør Assad også frygte israelerne. I Tel Aviv har man ikke helt vidst, hvilket ben man skulle stå på i Syrien-konflikten. På den ene side er Syrien en af arvefjenderne og allieret med Iran, hvis atomprogram ifølge den israelske regering udgør den største strategiske trussel mod det jødiske hjemland. Omvendt er Assad en rationel aktør, der historisk har responderet vel på både stok og gulerod. Modsat står det til med sunni-islamisterne, der vil omdanne Syrien til et virvar af små indbyrdes stridende emirater. Israel ønsker ikke et nyt kaotisk Gaza mod nord.

I sidste ende er Israel mere bange for Hezbollah end for Assad, og hvis israelerne vurderer, at Hezbollah må nedkæmpes eller i hvert fald svækkes, inden organisationen kan frigøre sig fra den syriske borgerkrig, så er det ved at være tid til at angribe. En sådan konflikt kan lynhurtigt eskalere til noget meget større. Israels allierede, Saudi-Arabien, står midt i interne uroligheder og en falleret krig i Yemen, der udstiller saudierne som elendige soldater siddende på et bjerg af guld og olie, de ikke kan forsvare. En farlig kombination. Hvis Saudierne kan finde nogen, der kan kæmpe på deres side, så vil de have en interesse i at eskalere situationen.

I sidste ende er Israel mere bange for Hezbollah end for Assad, og hvis israelerne vurderer, at Hezbollah må nedkæmpes eller i hvert fald svækkes, inden organisationen kan frigøre sig fra den syriske borgerkrig, så er det ved at være tid til at angribe
_______

 

Forår for Assad
Hvad så efter Idlib? Assad vil sandsynligvis vende sig mod kurderne. Det syriske styre har aldrig på noget tidspunkt opgivet drømmen om en tilbagevenden til status quo ante bellum med Assad-familien og det alawittiske mindretal solidt på magten. Kurdisk selvstændighed er utænkelig og øget autonomi vil kun være acceptabelt, indtil Assad er stærk nok til at genoprette sin dominans i hele Syrien. Det vil næppe ske inden for de næste par år, men på et tidspunkt, hvor verden er optaget af en anden krise, og amerikanerne har glemt deres løfter, vil Assad slå til. Sagen er den, at i takt med at ISIL forsvinder, holder kurderne op med at være nyttige for Vesten. De har holdt på den forkerte hest og deres bedste chance er allerede nu at skifte loyalitet til Moskva og håbe på, at Putin vil gå i forbøn for dem.

Så er der spørgsmålet om mere end fem millioner syriske flygtninge, der bor i nabolandene. Flertallet er sunni-arabere, og Assad vil kunne gøre meget for at forbedre den etniske balance i sin favør ved at nægte deres tilbagevenden. Eller i det mindste true med at gøre det for at presse penge ud af de flygtningeforskrækkede europæere. De palæstinensere, der blev statsløse ved Israels oprettelse, har de sidste 70 år været en evig kilde til global uro. Assad kan gøre det problem langt større ved at nægte 5. mio sunni-arabere indrejse i Syrien, hvoraf en stor andel vil forsøge at komme til Europa.

De palæstinensere, der blev statsløse ved Israels oprettelse, har de sidste 70 år været en evig kilde til global uro. Assad kan gøre det problem langt større ved at nægte 5. mio sunni-arabere indrejse i Syrien, hvoraf en stor andel vil forsøge at komme til Europa
_______

 

Da konflikten begyndte tilbage i 2012, var der ikke mange der spåede Assad store chancer, men han har udvist diplomatisk snilde og en fænomenal evne til at holde sammen på alle de etniske og religiøse smågrupper, der frygter sunni-arabernes intolerance. Her har det helt sikkert hjulpet, at styret fra starten har slået hårdest ned på de moderate oprørsgrupper og selv bidraget til konfliktens etniske og religiøse eskalering. Men desværre har de jihadistisk-salafistiske kræfter heller ikke haft brug for megen hjælp til at dominere på oprørssiden. På den måde har Assad reelt sat Vesten skakmat, for ingen har turdet vælte ham, så længe alternativet var kaos og terrorisme.

Samtidig er Assads militære succes sket mod alle odds. Oprørsgrupperne har modtaget milliarder af dollars fra både Vesten og golfstaterne, og titusindvis af sunnimuslimer er fra hele verden rejst til Syrien for at kæmpe. Den støtte, styret har modtaget fra Iran, og i mindre grad Rusland, blegner til sammenligning. Alligevel vinder koalitionen frem, simpelthen fordi den er mere effektiv på slagmarken. Syrisk panser, iransk logistik og organisation, russisk luftstøtte og Hezbollah, der råder over verdens bedste lette infanteri har vist sig at være en ekstremt slagkraftig kombination. Den syriske borgerkrig er på mange måder en stedfortræderkrig mellem Iran og golfstaterne. En krig, Iran indtil videre vinder. ■

Læs mere: http://syria.liveuamap.com

Niels Jespersen (f. 1980) er Afghanistan-veteran og cand.mag. i historie. Han har over ti års erfaring som soldat og sikkerhedspolitisk analytiker i forsvaret. Derudover klummeskribent og debattørtype i medierne og medstifter af den politiske podcast „Udestuen‟. Fra Holstebro, nu bosat på Nørrebro i København.

ILLUSTRATION: Bashar al-Assad [foto: Giovane Manager/flickr]