18.10.2017

I en ny eskalering har den Republikanske senator Corker kaldt præsidenten for en sikkerhedstrussel. Men manden i Det Hvide Hus viser ingen tegn på at lytte til kritikken.

Af Niels Bjerre-Poulsen

Det er et objektivt faktum, at Donald J. Trump har mange modstandere og ikke så få fjender. Det er også et faktum, at han hele tiden skaffer sig flere, uden samtidig også at få nye venner. Det er der mange gode grunde til, men det er også værd at huske, at kampen mod fjender, snarere end bestræbelser på at finde nye allierede var selve drivkraften i hans præsidentvalgkamp sidste år. Hele Donald Trumps tilgang til politik bygger på et ”os mod dem”.

Mange havde ikke desto mindre forventet -eller i hvert fald håbet – at Trump ville anlægge en mere inkluderende stil når først han befandt sig i Det Hvide Hus og præsidentembedets vægt for alvor gik op for ham. Dette skift er aldrig indtruffet. Der er ingen udstrakte hænder til kritikere og modstandere. Trump er blevet USA’s ”divider-in-chief”, og fortsat overbevist om, at de manglende politiske resultater af denne tilgang udelukkende bør tilskrives andres inkompetence. Det er på den baggrund man skal se optrapningen af konflikten mellem præsidenten og ledende medlemmer af det Republikanske parti.

Retorikken og resultaterne
Inden vi ser nærmere på denne konflikt er det værd at erindre, at Trumps kernevælgere er mere loyale overfor ham end de er overfor det Republikanske parti – i hvert fald overfor partiets repræsentanter i Kongressen. Mange af hans vælgere påskønner også præsidentens tilbøjelighed til konstant at åbne nye fronter og indlede nye kampe. Interviews med Trump-vælgere sidste år blotlagde, at de ikke støttede ham på trods af de uhyrlige ting, han sagde om sine politiske rivaler, men på grund af dem. Mange så det ligefrem som en slags adelsmærke, at Trump altid slog igen, hvis han blev kritiseret, ligesom de så det som et udtryk for styrke, at han aldrig sagde undskyld – hverken for fornærmelser eller for usandheder.

Disse kernevælgere står stadig bag præsidenten og får dagligt fuld valuta for pengene, hvad angår konfliktniveauet. Hvad de derimod ikke får er konkrete løsninger på konkrete problemer. Indtil nu har de – som Trump selv – primært placeret ansvaret for de manglende resultater hos de Republikanske ledere i Kongressen. Denne omstændighed former Trumps tilgang til de fleste politiske spørgsmål – fra aftalen om DACA (opholdstilladelse for de såkaldte ”dreamers”) til atomaftalen med Iran: Trump-regeringen slår programmerne halvt ihjel og meddeler derefter, at det nu er Kongressens ansvar at redde dem. Samme fremgangsmåde forsøger præsidenten at anvende med ”Obamacare”.

Efter 10 måneder i præsidentembedet har præsident Trump ingen væsentlig lovgivning fået vedtaget overhovedet. Han kan med rette give den dysfunktionelle Kongres en del af skylden, men det ændrer ikke ved, at Trump ingen ideer har selv, og selvom han havde haft dem synes han ikke at have nogen forestilling om hvordan han konkret skulle arbejde på dem sammen med de Republikanske ledere i Kongressen.

Et påfaldende træk ved hovedparten af de beslutninger, Trump træffer, er, at de sjældent har støtte fra et flertal af vælgerne og derfor ikke kan ses som forsøg på at vinde nye tilhængere
_______

 

En kamp på dommere og dekreter
Dermed ikke sagt, at der ikke er sket noget i Trumps tid som præsident. Der er sket masser. Dagligt. En meget stor del har været selvskabte kriser, som staben omkring ham efterfølgende har måttet håndtere. Men dertil kommer to områder, hvor Trump faktisk er i færd med at forandre det politiske landskab. Det ene er de føderale domstole, hvor han med hjælp fra det konservative Federalist Society hastigt udpeger nye dommere. Den anden måde er ved brugen af præsidentielle dekreter (executive orders).

Hvad angår dekreterne, så synes Trumps handlinger at have ét samlende tema, nemlig ønsket om at afvikle alt, hvad præsident Obama har gennemført de foregående otte år. Og på mange områder er forgængerens politiske arv sårbar: Eftersom præsident Obama oplevede en hidtil ukendt grad af Republikansk obstruktion i Kongressen (særligt efter, at Demokraterne mistede deres flertal i Repræsentanternes Hus i 2010), blev også en stor del af hans tiltag på eksempelvis miljø- og immigrationsområdet nemlig gennemført ved hjælp af præsidentielle dekreter. Den store ulempe ved en sådan fremgangsmåde er netop, at disse ikke har samme modstandskraft som lovgivning, hvis en efterfølgende præsident ønsker at afvikle dem. Og det ønsker Donald Trump.
Han har uden tøven aflyst USA’s deltagelse i Trans-Pacific Partnership (TPP) og klimaaftalen indgået i Paris. Han har skrottet både reglerne for CO2-udledninger fra kraftværker og Obamas ”Clean Water Rule” fra 2015, der regulerede udledningen af spildevand og giftstoffer i nationens floder, vandløb, søer og vådområder. Præsident Trump har også standset normaliseringen af forholdet til Cuba, ligesom han har aflyst DACA-programmet for de såkaldte ”Dreamers” – immigranter, der som børn er blevet bragt illegalt ind i USA af deres forældre, men ellers opfylder alle betingelser for statsborgerskab, og – for de flestes vedkommende – ikke kender noget andet hjemland end USA. På listen over dekreter er også fjernelsen af regler, som skulle forhindre, at alvorligt psykisk syge frit kunne få adgang til skydevåben, fjernelsen af krav om, at sygeforsikringer også dækker prævention, samt afskaffelsen af direktiver, som havde til formål at forhindre oversvømmelser ved kritisk infrastruktur.

Et påfaldende træk ved hovedparten af de beslutninger, Trump træffer, er, at de sjældent har støtte fra et flertal af vælgerne og derfor ikke kan ses som forsøg på at vinde nye tilhængere. En meningsmåling foretaget af Chicago Council on Global Affairs (i juni og juli 2017) viser, at flere af Trumps mærkesager faktisk er endnu mindre populære nu end de var under valgkampen i 2016, så i det omfang præsident Trump har formået at flytte holdninger i disse spørgsmål, så har det snarere været i den modsatte retning af hans egen. Ifølge undersøgelsen har flere amerikanere fået et positivt syn på frihandel og immigration. Sidste år mente 59 pct. at frihandel var godt for den amerikanske økonomi. Nu er tallet 72 pct. For et år siden mente 43 pct. af amerikanerne, at det udgjorde en trussel, hvis ”store antal af immigranter og flygtninge kom ind i USA”. Nu er det kun 37 pct., der mener det. I de fleste af disse spørgsmål skiller vælgere med et ”meget positivt syn på Trump” sig dog ikke overraskende ud fra det overordnede billede. Snarere end at søge mod standpunkter, der nyder bredere politisk opbakning, synes Trump altså primært at være motiveret af ønsket om at bevare sine kernevælgeres gunst. Som for Trump selv, synes vælgerne også motiveret af den omstændighed, at mange af disse tiltag er forbundet med Obamas eftermæle.

Flere af Trumps mærkesager er faktisk endnu mindre populære nu end de var under valgkampen i 2016
_______

 

I krig med senatorerne
Præsident Trump har fortsat fejder med medierne, med store dele af embedsværket, og med efterretningstjenesterne, men på det seneste er det konflikterne med flere ledende Republikanske partifæller, der har tiltrukket sig mest opmærksomhed. Det seneste og mest markante eksempel er hans ordkrig med senator Bob Corker fra Tennessee, men over sommeren har han også rettet markante angreb mod en række andre senatorer: Dean Heller (Nevada), Jeff Flake og John McCain (Arizona), Lisa Murkowski (Alaska) samt mod Mitch McConnell (Kentucky), der er partiets leder i Senatet.

At disse angreb tilsyneladende er populære hos hans kernevælgere erfarede Trump allerede under sin valgkamp sidste år, da han angreb Senator John McCain. Flere politiske kommentatorer spåede ellers, at det ville føre til en brat afslutning på Trumps valgkamp, da han bedyrede, at McCain ikke var en krigshelt, men kun blev fejret som en fordi han var blevet taget til fange i Vietnam (McCains fly blev skudt ned over Hanoi, og han tilbragte mere end seks år i nordvietnamesisk krigsfangenskab, hvor han i lange perioder var i isolation og blev underkastet tortur). Trump bedyrede, at han ’bedre kunne lide soldater, der ikke blev taget til fange’. Udtalelserne viste sig ikke at skade Trumps valgkamp. Tværtimod blev grovheden belønnet af hans tilhængere. Det har sandsynligvis bestyrket Trump i opfattelsen af, at ydmygelsen af partifæller (og for den sags skyld også hans egne ministre) både kan skabe resultater, og samtidig sætte en skræk i livet på andre, der ikke udviser den forventede loyalitet. Men i de fleste tilfælde – i hvert fald i Senatet – synes det dog at virke stik mod hensigten.

Bob Corker fra Tennessee er som formand for Senatets udenrigspolitiske udvalg en vigtig person for præsidenten at have et godt forhold til. Siden Trumps indsættelse som præsident har han da også haft Corkers støtte, men sidst på sommeren begyndte deres indbyrdes forhold tilsyneladende at gå skævt. Eller rettere: Corker begyndte at sige offentligt, hvad han privat havde sagt i månedsvis, nemlig, at præsidenten udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed. Først udtrykte han i relativt diplomatiske vendinger sin opfattelse af, at Trump endnu ikke havde demonstreret ”den stabilitet” og ”noget af den kompetence”, som var en nødvendighed for at lykkes som præsident, men i et efterfølgende interview den 4. oktober (2017) gik han skridtet videre og erklærede, at det kun var forsvarsminister Jim Mathis, den nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster, og stabschefen i Det Hvide Hus, John F. Kelly, der forhindrede kaos i USA. Det var selv sagt ikke svært at regne ud, hvem der så var årsagen til det problemerne. Det fik præsident Trump på banen: 8. oktober skrev han i den første af en byge af tweets, at Senator Corker havde “tigget” ham om støtte i sin valgkamp, men at han havde sagt nej, hvorefter Corker havde undladt at genopstille, fordi han ikke mente, at han ikke kunne vinde uden Trumps hjælp. Senere tilføjede præsidenten i endnu et tweet, at Corker i store træk var ansvarlig for den ”forfærdelige” atomaftale med Iran, og at han – præsidenten – hele tiden havde ventet, at Corker ville være ”en negativ stemme” i debatten. Han tilføjede, at Corker i øvrigt ikke havde haft mandsmod nok til at stille op til genvalg. Corker svarede igen med, at det var ”en skam, at Det Hvide Hus var blevet forvandlet til et dagplejecenter for voksne”, og at ”nogen tydeligvis ikke var mødt op til deres vagtskifte om morgenen”. Derefter udtalte han til New York Times, at præsident Trump var ved at sætte nationen ”på kurs mod Tredje Verdenskrig”. Han beskrev desuden et miljø, hvor den primære arbejdsopgave for mange af præsidentens rådgivere var at inddæmme denne – og at de dagligt med smiger, afledningsmanøvrer og andre midler måtte forhindre ham i at lave ulykker. Ifølge Senator Corker delte de fleste af hans kolleger i Senatet privat denne opfattelse, men de turde ikke sige det højt af frygt for præsidentens tilhængere i deres stater og valgdistrikter.

I betragtning af alvoren bag Senator Corkers frygt for, at Trump kunne udløse Tredje Verdenskrig, ville nogle have formodet, at flere af hans Republikanske kolleger ville træde i karakter og bakke op om hans udtalelser. Det skete ikke
_______

 

Vælgernes dom
Den 10. oktober svarede Trump så igen: Han skrev, at The New York Times havde fået ”lille Bob Corker til at lyde som et fjols”. Lille var stavet ”liddle”, men det var tydeligvis en henvisning til Corkers ringe højde – tilsyneladende en af Trumps foretrukne fornærmelser, jævnfør ”little Marco” Rubio, ”little rocket man”, og ”little Katy” Tur, ”fat little Rosie O’Donnell”, ”little Michael Bloomberg”, ”little Jon Stewart”, og ”little George Stephanopoulos”. Men så trådte Trumps daværende seniorrådgiver Steve Bannon ind i kampen og erklærede krig mod alle Republikanske Senatorer, som ikke åbent tog afstand fra Corkers udtalelser. Bannon – som jo forlod administrationen men siden har tildelt sig selv rollen som præsidentens wing man – mente desuden, at Corker øjeblikkeligt burde sige op, som en konsekvens af sin manglende loyalitet overfor præsidenten. Muligvis var det mest politisk teater for kernevælgerne, men Bannons udtalelser vidner måske også om en i Trump-lejren fremherskende opfattelse af det politiske system i USA: ”Folket” har talt ved at vælge præsidenten, og Kongressens medlemmer derfor også bør sværge ham troskab og arbejde for ham. Denne autoritære model er imidlertid ikke, hvad USA’s forfatningsfædre skabte: Det amerikanske system bygger tværtimod på ”checks and balances” – på at skabe en magtbalance og udarbejde konkrete kompromisser mellem divergerende interesser. I denne model er Bob Corkers primære opgave at varetage indbyggerne i Tennessees interesser, som han forstår dem, snarere end af princip at underkaste sig den siddende præsidents luner.

At det nok er sandt, når Bob Corker siger, at meget få Republikanere i Kongressen kan lide Donald Trump fremgik indirekte, da Mark Meadows – et ledende Republikansk medlem af Repræsentanternes Hus fra North Carolina – kommenterede senatorens udtalelser med, at det jo var nemmere at være modig når man ikke skulle genvælges. I betragtning af alvoren bag Senator Corkers frygt for, at Trump kunne udløse Tredje Verdenskrig, ville nogle have formodet, at flere af hans Republikanske kolleger ville træde i karakter og bakke op om hans udtalelser. Det skete ikke: De, der overhovedet valgte at kommentere dem, holdt sig stort set til i al almindelighed at udtrykke deres store respekt for Corker. Forklaringen er sandsynligvis, at ingen af kongresmedlemmerne har respekt for Trump som politiker, men til gengæld frygter hans tilhængeres vrede. Det ved både præsidenten og Bannon, og det er her, at man måske alligevel kan se et strejf af strategisk tænkning i præsidentens Twitter-krig med Corker.

Præsident Trump er ikke til nogen hjælp for de Republikanske ledere i Kongressen når det gælder om at skabe politiske resultater, men han og hans Trumpister kan gøre deres politiske liv endnu mere surt. Det er en ond cirkel. For fraværet af politiske resultater, trods flertal i begge Kongressens kamre, betyder, at de Republikanske ledere også har fået andre magtfulde konservative grupperinger på nakken. Det gælder eksempelvis det netværk af organisationer, som har de stenrige Koch-brødre som hovedsponsorer. Charles og David Koch er ejere af Koch-Industries – USA’s næststørste familieejede firma, med indtægter på over 100 milliarder dollars om året. Gennem konservative tænketanke og organisationer som Americans for Prosperity og Freedom Partners, poster de hvert år formuer ind i amerikansk politik. Nu vil deres netværk først og fremmest have en skattereform, der sænker selskabsskatten betydeligt og afskaffer arveskatten. Koch-brødrene og deres allierede agter at anvende 300-400 millioner dollars på politiske kampagner næste år, og er der ikke inden da gennemført en skattereform, vil hovedparten af disse penge blive brugt på at straffe dem, der fremstår som ansvarlige for de manglende resultater. Går Republikanerne i Kongressen for hårdt til Trump vil han uden tvivl gerne hjælpe til med at udpege de skyldige. ■

Fraværet af resultater, trods flertal i begge Kongressens kamre, betyder, at de Republikanske ledere også har fået andre magtfulde konservative grupperinger på nakken
_______

 

ILLUSTRATION: Præsidenten venter på sin græske kollega, premierminister Tsipras (17. oktober 2017) [foto: AP Photo/Carolyn Kaster/Polfoto]