13.04.2017

USA’s 44. præsident vil med sin passivitet, sin Bush-forskrækkelse og sin rådvildhed sætte sig spor i historien i mange år fremover. Trump kan overraske positivt.

Af Naser Khader [fra RÆSON29]

Det var ingen nem arv, han overtog, da Barack Obama lod sig hylde på valgaftenen i Chicago i november 2008. Han arvede en upopulær krig i Irak og en økonomi, der var stærkt nødlidende efter den – i datidens øjeblikkelige virkelighedsbedømmelse – historisk upopulære præsident George W. Bush. Nu skulle nationen samles, og verden blive til et bedre sted. ”Yes, we can,” lød Obamas slogan. Hvide og sorte amerikanere skulle bilægge årtiers racestrid, USA skulle forsone sig med den muslimske verden, forholdet til Rusland skulle repareres, ’dumme’ krige skulle afsluttes, fangelejren Guantanomo lukkes, tusinder af nye jobs skabes. Der var grund til optimisme – plantet og talt op af en mand, der hurtigt modtog Nobels fredspris på forventet efterbevilling.

Den havde han ikke fortjent. Og det har han stadig ikke, nu otte år senere, da han efterlader en langt mere usikker verden, et ramponeret og indelukket USA, og da hans ageren som præsident i to valgperioder direkte og indirekte banede vejen for, at den utilregnelige populist og forretningsmand Donald Trump nu overtager den formelle post som leder af den frie verden. Den formelle post, fordi det ingenlunde er givet, at USA fortsat pr. definition indtager denne førerposition. Verden er i opbrud i et tempo, som vi ikke har oplevet i nyere tid. Asien stormer frem, Mellemøsten står i flammer, Rusland bryder alle regler, internationale samarbejder bryder sammen, og manglen på legitimt lederskab giver plads til alverdens magtliderlige despoter, skrupelløse krigsforbrydere og opportunister, der ser en mulighed og griber den.

Den amerikanske præsidents fornemste opgave er ikke blot at forsvare forfatningen og gennemføre sine valgløfter. Det er også at sikre, at hans politik fortsætter efter præsidentperioden og helst i så lang tid, at det bliver umuligt at føre den tilbage til status quo eller at gå i stik modsat retning.

På godt og ondt ligner præsident Obamas embedsperiode derfor en fiasko, uanset at han på falderebet fik forpurret sin efterfølgers planer for olieudvinding og stak Israel en lussing i FN’s Sikkerhedsråd.

Det er ikke bare historien, der vil dømme ham. Trods den udbredte opfattelse af George W. Bush, ’nr. 43’, er tallene fra Gallup entydige: Et godkendt og afmålt svar på terrorangrebet den 11. september 2001 med invasionen i Afghanistan gjorde præsident Bush historisk populær. Han peakede med 90 pct. anerkendelse fra den amerikanske befolkning umiddelbart efter 9/11, da Danmark blandt mange andre lande fulgte med ind i Afghanistan. Siden gik det nedad, i takt med at krigen trak ud. Også de første dages begejstring over hans handlekraft i forhold til Saddam Husseins Irak mistede hurtigt opdrift i meningsmålingerne. Den manglende reaktion og empati efter orkanen Katrinas hærgen i Sydstaterne gjorde det ikke bedre, men George W. Bush forlod alligevel Det Hvide Hus med en gennemsnitlig opbakning på 49 pct.

Præsident Obama når kun op på 48 pct. i gennemsnit. Det er den ringeste opbakning blandt de seneste fem præsidenter målt ved afgangstidspunktet. Alligevel hyldes han i brede kredse, og især i Europa og Danmark, som en mønsterbryder og en rockstjerne. I Danmark slipper man bedre afsted med at kritisere Jesus end at kritisere Obama. Men hans popularitet i Europa og Danmark bygger mere på følelser end på politiske resultater.

Hvilken forskel har Obama gjort?
Takket være Obama kan afroamerikanske drenge og piger i de sorte kvarterer i forstæderne nu rette ryggen og holde drømmen i live om selv at blive præsident en dag. Det er ingen ringe arv. Han vil også blive husket for at sikre samme rettigheder for homoseksuelle amerikanere som alle andre medborgere. Det er glemt, at han gik på valg imod homovielser for så at ændre holdning, da flere meningsmålinger viste, at et flertal af amerikanere var for. Og egentlig var det Højesterets fortjeneste. Heller ingen ringe arv – og på høje tid. Men så stopper det også.

Sundhedsreformen – i folkemunde: Obamacare – vil sandsynligvis blive reformeret betydeligt – måske endda til ukendelighed. Hans indvandringspolitik er så upopulær, at den formentlig vil føre til en modreaktion, der vil gøre livet endnu sværere for de mennesker, som han forsøgte at hjælpe. Hans narkopolitik synes at have ført til flere overdoser og øget hashforbrug blandt unge. En gennemgribende reform af våbenlovningen blev aldrig til noget. Præsidentens første indignerede og empatiske taler efter masseskyderier på tilfældige mennesker blev efterhånden en noget opgivende seance at overvære. Der var ikke mere at hente hos en præsident, der angiveligt ofte gik rundt og rundt om sit skrivebord for at overveje alle muligheder, inden han besluttede sig for at gøre – ingenting, som Berlingskes Poul Høi har beskrevet det.

Endnu værre ser det ud på den internationale scene. Obamas udenrigs- og sikkerhedspolitik er noget nær en katastrofe.

Amerikanske præsidenter kan ikke bebrejdes for enhver trussel, der måtte opstå rundt omkring i verden. Men som øverstbefalende for verdens eneste supermagt bliver præsidenten bedømt på sin reaktion på de ulykker, der uundgåeligt indtræffer på hans vagt. Og her scorer Obama bundkarakter. Krig er altid upopulært, men usikkerhed, tvivl, tøven og laden-stå-til er langt værre. Både i den amerikanske offentlighed og i verdens forbløffede øjne. Obamas forskrækkelse over Bush-administrationens fejltagelser og hans besættelse af blødt diplomati og dialog gjorde ham til en præsident, hvis passivitet, handlingslammelse og årelange konflikter med Kongressen vil kaste lange skygger ind over hans eftermæle.

De internationale klimaaftaler synes at klinge meget dårligt med den kommende kongres, hvilket kan få den vigtige Parisaftale til at skride. Obama erklærede, at global opvarmning var blandt de største trusler mod USA’s sikkerhed, og dedikerede milliarder af dollars til sin klimapolitik, imens amerikanske virksomheder blev pålagt flere byrder, og Kina fik lov til at fortsætte sit miljømæssige svineri. Hans atomare ikkespredningspolitik mislykkedes; Nordkorea eksperimenterer uforstyrret videre i sit beskyttede værksted, og Iran har fået friløb til at søge sine ambitioner opfyldt, bl.a. med flere våben til terrororganisationen Hizbollah i Libanon og flere våben og penge til diktatoren Assad. Assad var for længst gået fallit uden Irans penge og den økonomisk trængte Assad var en af de første, der roste aftalen.

Obamas frihandelsdagsorden er gået i stå – dog, når ret skal være ret, først og fremmest på grund af EU. Forholdet til Rusland – det såkaldte Reset, som hans første udenrigsminister skulle genstarte, og som hans anden udenrigsminister prøvede at forhandle om – befinder sig på et absolut nulpunkt. Og når det gælder Mellemøsten, udestår flere og større udfordringer end nogensinde tidligere – med Syrien som den absolut største skamplet.

Tøven i Mellemøsten
Da præsident Obama aflagde ed den 20. januar 2009, var Irak langt om længe blevet stabilt. Efter den kraftige oprustning, som præsident George W. Bush gennemførte, bl.a. på baggrund af råd fra den kyndige senator John McCain og forsvarsminister Robert Gates, var al-Qaeda stort set blevet besejret. Situationen var så god, at vicepræsident Joe Biden forudsagde, at ”Irak bliver et af de store resultater for denne administration”.

Og nu? Obama efterlader et Irak, der er splittet i atomer, og et handlekraftigt Iran, der destabiliserer den sunnimuslimske verden. Iranerne har igangsat, hvad der kan blive en trediveårskrig mellem shia- og sunniislam – samtidig med at landet overtræder aftaler om missiler og nuklearudvikling og truer vestlige interesser. Det er ikke kun i Syrien, Irans ambitioner kommer til udtryk: Også i Irak, Libanon og Yemen fører Iran en stedfortræderkrig.

Syrien er i total nedsmeltning. Det er resultatet af en rådvild og tøvende amerikansk ledelse, der blot så til, mens den ene massemorder efter den anden fik frit spil med uoverskuelige konsekvenser til følge – for regionen, for nærområderne og for Europa.

I 2011 blev nogle drengestreger begyndelsen på det, der kun blev et meget kort arabisk forår i Syrien. Da børnenes forældre og borgerne i byen Daraa demonstrerede for at få de fængslede børn løsladt, blev der skudt mod dem, og det udløste det syriske oprør. Det første års tid bestod oprøret af fredelige fredagsdemonstrationer, hvor folk krævede reformer og en retsstat. På det tidspunkt var det det syriske civilsamfund, der dominerede modstanden. Islamisterne var nærmest ikkeeksisterende. Assads stædighed har været katastrofal.

Efter Afghanistan, Irak, urolighederne i Nordafrika og den tilsandede fredsproces mellem Israel og palæstinenserne skulle Obama ikke nyde noget af at involvere USA i endnu en mellemøstlig konflikt. Obama har ofte haft mere travlt med at fortælle, hvad han IKKE ville gøre, end hvad han faktisk ville stille op. Man skal aldrig fortælle en diktator, hvad man ikke vil gøre. De facto fik Assad frit lejde til at begå massakrer mod sin egen befolkning med konventionelle våben og giftgas, mens Vesten så på fra kulissen.

Når USA tøver, gør dets allierede også.

Tyrkiet, Jordan, Libanon og EU blev rendt over ende af flygtninge fra Assads tøndebomber og Islamisk Stats uhæmmede massakrer på civile. En borgerkrig, som de fleste slet ikke havde part i. Fanget af indenrigspolitiske hensyn rørte Obama ikke en finger. Siden fulgte den berømte ’røde linje’, hvor Obama advarede Assad mod de konsekvenser, det ville få, hvis han brugte kemiske våben. Da Assad i august 2011 overskred den røde linje, foretog Obama sig stadig intet. Denne episode skar det ud i pap – ikke alene for Assad men også for Ruslands Putin og andre krigsforbrydere uden samvittighed – at det ingen konsekvenser har at udfordre USA.

Den nye verdensorden
Og dermed har vi tegnet konturerne af den verdensorden, som er realiteten i dag: Når Washington tøver, sætter EU sig på hænderne. NATO foretager sig intet. Og det giver masser af spillerum til Islamisk Stat, til al-Nusra, til selvbestaltede oprørsgrupper, til Tyrkiets Erdogan, til Ruslands Putin og til det utilregnelige præstestyre i Iran. Imens ser en historisk og magtfuld allieret, Saudi-Arabien, passivt til og nøjes med at konstatere, at man ikke længere kan stole på USA.

Det samme konstaterer man i Israel, Mellemøstens eneste demokrati og det land, der i en menneskealder har været USA’s nærmeste allierede i regionen. Præsident Obama og premierminister Netanyahu har aldrig brudt sig om hinanden – hverken politisk eller personligt. Men Obama har efterladt en vigtig allieret, måske den vigtigste, helt alene om at tackle de alvorlige udfordringer, som Israel står overfor, med et bevæbnet og forstærket Iran, Hizbollah på sidelinjen og en fredsproces med palæstinenserne, som de færreste lige nu kan se en vej videre for. En afgående præsident, der ikke orkede – eller magtede – at involvere sig i den komplicerede konflikt, selvom han lovede det i valgkampen i 2008.

I Syrien har manglende vestlig (især amerikansk) indgriben i den humanitære katastrofe givet blod på tanden til den diktator, der i forvejen havde blod på hænderne. Obamas passivitet har bekræftet over for Assad, Putin og andre, at man ikke kan regne med USA – og at det ingen konsekvenser har at krydse præsidentens røde linjer. Med Obama som tilskuer er Putin dygtigt skredet ind i Syrien på Assads side. Mens Obama overvejede, om han ville leve op til sit oprindelige løfte om at fjerne diktatoren Assad eller koncentrere sig om at bekæmpe Islamisk Stat, har Putin valgt side og dermed skabt et effektivt manøvrerum for sig selv i Mellemøsten. Skræmmende i sig selv, men måske er det endnu mere skræmmende, at NATO-landet Tyrkiet nu indgår i en uhellig alliance med Putin, Assad og Iran – det Iran, som vel at mærke stadig har Israel på sigtekornet. Det er det rene kaos. Imens har Obama sendt sine udenrigsministre på frugtesløse fredsrejser til Moskva, vel vidende at resultaterne ville udeblive.

Ian Bremmer, der grundlagde tænketanken Eurasia Group, advarede allerede i begyndelsen af præsident Obamas præsidentperiode – for otte år siden! – om en ’G- Zero’-verden. Indtil midten af 1990’erne havde G7 stor betydning og indflydelse. Klubben af verdens syv rigeste industrilande delte et fælles sæt af værdier og en tro på, at demokrati og markedsdrevet kapitalisme skabte fred og velstand. I 1997 blev G7 til G8, da de amerikanske og europæiske ledere besluttede at invitere Rusland med. De ønskede at styrke præsident Boris Jeltsins skrøbelige demokrati og hjælpe med at forhindre landet i at glide tilbage i kommunismen eller ende i nationalistisk militarisme. I kølvandet på finanskrisen opstod der så fornyet aktivitet i G20 (oprindeligt dannet i 1999), der til G8-listen tilføjede bl.a. Sydkorea, Brasilien, Sydafrika og Saudi-Arabien. G20 aftalte fælles penge- og finanspolitisk ekspansion og øget finansiering til IMF, og nye finansielle regler blev vedtaget, men den oprindelig idé med G7 gik tabt i forsøget på at redde økonomien for enhver pris. Og da det økonomiske opsving begyndte, blev G20 irrelevant.

I en artikel i bladet Foreign Affairs forudså Bremmer en ’G Zero’-verden som et anarkistisk sted, hvor der i manglen på amerikansk lederskab ville opstå muligheder for, at Amerikas allierede kunne danne netværk med noget, der minder om Facebook-venner. Man deler holdninger med dem, men uden egentlig at kende dem, som vi er vant til i eksempelvis G7, NATO eller EU.

Som dansker, demokrat og konservativ ønsker jeg mig ikke en verden, hvor allierede kun er Facebook-venner. Jeg er langt mere tryg ved de nære og ægte venskaber, som jeg har med venner, som jeg har kendt i mange år, deler værdier med og tør være ærlig overfor. Jeg kan godt lide, når hårdt arbejde bliver belønnet, og alle følger fastsatte regler, som man er blevet enige om, fordi de netop afspejler værdier og holdninger, der er opbygget gennem århundreder.

Til og med præsident George W. Bush støttede USA en regelbaseret verdensorden, der hjalp den globale økonomi til at vokse. USA’s allierede kunne regne med USA’s støtte, og USA forventede egentlig kun loyalitet til gengæld. Ikke engang målsætningen om, at mindst 2 pct. af bruttonationalproduktet skulle bruges på militæret, blev håndhævet, selvom det nok havde været smart i lyset af, hvad der er sket de seneste otte år.

Lige siden Vietnamkrigen har liberalister og socialister beklaget sig over, at USA legede verdens politimand. Med Obama fik de endelig deres vilje. Jeg har aldrig ønsket mig en verdensomspændende politimand, men snarere en gårdvagt, som kunne træde til, når bøllerne blev lidt for højrøstede. En gårdvagt, som nød en vis respekt.

I dag er Washington, D.C., ikke længere en pålidelig partner. Den frie verden er uden en reel politisk leder. Lige nu synes det sandsynligt, at Donald Trump vil fortsætte snarere end modsætte sig afviklingen af efterkrigstidens verdensorden, som vi har været vidne til under præsident Obamas otte år i Det Hvide Hus.

Det kan både være en meget dårlig udvikling eller det modsatte. Jeg har modereret mit synspunkt siden det overraskende valgresultat i november 2016. Hidtil har Trump valgt sine venner, som var verden en Facebook-profil – eller et Twitter-deck. Men når man læser netop hans Twitter-profil og hans evne til at håndtere de sociale medier, kan man blive i tvivl, om der er mening med galskaben. Som Danmarks tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) sagde: ”Donald Trump har jo haft den styrke, at han har kunnet mærke noget i folkestemningen i USA, som andre ikke har kunnet mærke. Det må vi respektere, og det må vi arbejde med.”

Trump er en nulsumsspiller, utraditionel og til tider spektakulær. Han er konkurrencemenneske og forretningsmand. Men det er der også behov for i en ’G Zero’-verden fuld af chamberlainske politikere og eftergivende ledere, der ikke aner, hvordan de skal lede, eller hvad de skal stille op med det ledelsesvakuum, som Obama efterlader sig.

Spørgsmålet er, om Trump med sin antifrihandels-, antiklima-, anti-NATO- og anti-EU-retorik har gennemskuet udviklingen bedre end nogen af os andre; om han har forstået karakteren af den krig, som vi står på tærsklen af, og om han har visionen til at forhindre den?

Naser Khader (f. 1963) er MF og udenrigsordfører for De Konservative og (non-resident) Senior Fellow, Hudson Institute.