14.11.2017

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende

_______

Vort lands og vor kulturs erklærede fjender beskyttes i dag af de konventioner, som ellers skulle beskytte os. Nutidens stigende modstand mod menneskerettighedernes stadig mere uretfærdige retfærdighedsbegreb viser, hvordan de var bundet til deres tid. Netop derfor bliver universaliteten, hvoraf deres erklæringer er spundet, og dens fastholdelse i vor tid, absurd. Totalitær.

Kommentar af Morten Messerschmidt

HVAD SKAL DET egentlig nytte, når vi om kort tid skal til stemmeurnerne? Vi stemmer for at få indflydelse på vores egen og vort lands fremtid. Dette er, hvad alle valg handler om – hvad enten vi stemmer til Folketinget eller EU-parlamentet, kommunen eller reigionen. Vi skal sætte vores præg og påvirke samfundet. Men der er malurt i bægeret. En stadig mere besk og syntetisk bismag, der først synes indsmigrende, men snart fremstår vulgær og usmagelig.

I folkestyret er menneskerettighederne blevet en sådan bismag. Slesk og indladende er begrebet, thi hvem vil ikke give mennesket rettigheder? Ja, hvem er da ikke imod tortur og slaveri, og for individuelle frihedsrettigheder? Hvem hylder ikke ytringsfriheden? Hvem glædes ikke ved ejendomsretten? Hvem ønsker ikke en retfærdighed?

der er malurt i bægeret. En stadig mere besk og syntetisk bismag, der først synes indsmigrende, men snart fremstår vulgær og usmagelig.
I folkestyret er menneskerettighederne blevet en sådan bismag
_______

 

Der er noget faustiansk over disse rettigheder [fra Faust, der solgte sin sjæl til djævelen, red.]. Noget umiddelbart lykkebringende, men dog så dyrekøbt. Som den ulykkelige, der giver hele sin salighed i pant for et øjebliks ungdom. Hvad er det, der må betales for den umiddelbare glæde ved menneskerettens proklamaer? En evig retfærdighed? Så gerne; prisen er blot den undseelige at overlade folkets selvbestemmelse til andre. En lav pris, mener nogen, for evig retfærdighed? Afskaffelse af tortur og slaveri? Åh ja – gerne! Prisen er blot en evig overdragelse af retten til at definere, hvad begreberne indeholder. Men det er vel ikke for meget? Sandelig er vejen mod helvede brolagt med alverdens gode ønsker og intentioner. Og således mest af alle brolagt med de navnkundige menneskerettigheder.

Den universelle ret til retfærdighed kan umiddelbart lyde tiltalende, men kun hvis man overser, at retten til at definere den kan være aldeles uretfærdig. Udenlandske voldskriminelle og terrorister – ja, vort lands og kulturs erklærede fjender – beskyttes nu af disse konventioner, som ellers skulle beskytte os. Med menneskerettighederne er den enkelte sat over fællesskabet. Samfund, familie, kultur, folk og fædreland er underordnet. Begreber som “fremmed eller familie”, “ven eller fjende” er ophævede. Kun mennesket er tilbage. Og dermed er den moralske rimelighed, som forfølges i loven, bortvisket til fordel for en universel retfærdighed, hvis berettigelse kan være ligeså universel, som mennesket kan det. Bygget på en løgn.

Den universelle ret til retfærdighed kan umiddelbart lyde tiltalende, men kun hvis man overser, at retten til at definere den kan være aldeles uretfærdig. Udenlandske voldskriminelle og terrorister – ja, vort lands og kulturs erklærede fjender – beskyttes nu af disse konventioner, som ellers skulle beskytte os
_______

 

SOM SIN MODPOL har menneskerettighederne loven. Hvor loven med præcision, klarhed og tidmæssig bestemthed fastlægger sit retfærdighedsbegreb, kan menneskeretten kun udtale sig i absolutistiske paradigmer. I programerklæringer; paroler. ”Enhver har ret til retfærdighed”, såmænd. Intet mindre? Men hvad er da denne retfærdighed? I dette konkrete svar bliver menneskerettighederne overladt til de få, udvalgte dommeres luner. Dette står i modsætning til loven, der besinder sig på de virkelige, reelle realiteter – herunder: folket. Loven lægger faste rammer – frister, appeller, dokumentadgang, ret til forsvarer osv. – for at definere retfærdigheden i den konkrete og levende virkelighed, som vi mennesker befinder os i. Menneskerettighederne er som begreb universelt – og dermed hævet over menneskelivet.

Men menneskerettighedernes fædre var netop ikke hævet over menneskelivet. Nutidens stigende modstand mod menneskerettighedernes stadig mere uretfærdige retfærdighedsbegreb viser, hvordan de var bundet til deres tid. Netop derfor bliver universaliteten, hvoraf deres erklæringer er spundet, og dens fastholdelse i vor tid, absurd. Totalitær.

Menneskerettighedernes fædre var netop ikke hævet over menneskelivet. Nutidens stigende modstand mod menneskerettighedernes stadig mere uretfærdige retfærdighedsbegreb viser, hvordan de var bundet til deres tid
_______

 

Uanset hvilke valg, vi stemmer til, får vi aldrig lov at tage stilling til menneskerettighederne og vælge dem til eller fra. For deres overmagt er der – helt uafhængigt af vælgernes dom. Som en evig sandhed, der ikke behøver folkets vilje. Indtil vi ændrer den. Og dette er præcis, hvad Dansk Folkeparti ønsker. Til et forsvar for demokratiet. Først da kan det nytte.

ILLUSTRATION: Morten Messerschmidt [foto: Officielt pressefoto]

_______

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende