06.07.2017

Staten vinder altid – hvis den vil, og hvis den tør. Spørgsmålet er derimod, hvordan man sikrer, at sejren ikke rummer sit eget nederlag.

Analyse af Mikkel Vedby Rasmussen [fra RÆSON30]

I februar 1921 var Clementine Churchill på ferie i Beaulieu-sur-Mer på den franske riviera. Hjemme i London savnede Winston givet at male sydfranske landskaber, som han plejede på parrets ferier, men han kunne trøste sig med, at vejret var usædvanlig mildt. Ikke at han kom meget udenfor, for premierminister Lloyd George havde bedt ham skifte krigsministeriet ud med koloniministeriet. Dermed fik Churchill ansvaret for Irland og den borgerkrig, som rasede dér. Clementine var bevidst om, at selvom hendes ægtemand havde skiftet ressort, så havde han ikke nødvendigvis efterladt sin krigeriskhed i krigsministeriet. Da han tiltrådte 13. februar, var borgerkrigen i Irland på sit højeste. Clementine må have følt, at det var værd at minde Winston om, at regeringens hårde linje over for de irske oprørere ikke nødvendigvis ville føre noget godt med sig: ”Do my Darling use your influence now for some sort of moderation or at any rate justice in Ireland – Put yourself in the place of the Irish – if you were their leader, you would not be cowed by severity and certainly not by reprisals which fall like the rain from Heaven upon the Just & upon the Unjust”.

Winston Churchill skrev senere, at den britiske regering kunne have gjort som de russiske kommunister og slået oprøret nådesløst ned. Og det var da heller ikke sådan, at den britiske regering afstod fra at bruge magt mod irerne. London satte 20.000 soldater ind og rekrutterede 8.500 veteraner fra Første Verdenskrig ind i en række hjælpekorps, som hurtigt blev berygtede for deres brutalitet. 2.000 mennesker mistede livet – heraf 750 civile – og 4.500 blev fængslet. I sidste ende fulgte Churchill og regeringen imidlertid Clementines strategi. De indledte forhandlinger med de irske oprørere.

Under forhandlingerne i oktober 1921 i London inviterede Churchill den irske forhandlingsleder og IRA’s militære leder Michael Collins til middag. Churchill viste ham en sydafrikansk eftersøgningsplakat fra 1899. Den eftersøgte var Churchill selv, for en dusør på 25 pund. Under Boerkrigen var Churchill flygtet fra en fangelejr. Men sydafrikanerne havde lige så lidt været i stand til at fange ham, som Churchills folk var i stand til at fange Collins – også selvom dusøren på Collins’ hoved havde været 5.000 pund. Året efter var Irland uafhængigt, og Collins død. I raseri over, at Collins havde ladet Nordirland forblive britisk, gjorde hans egne, hvad briterne ikke havde evnet. Den britiske stat udbetalte dem dog ikke de 5.000 pund.

I sit brev stillede Clementine det centrale spørgsmål for enhver regerings terrorbekæmpelsesstrategi: Hvilken pris er du villig til at betale for at vinde? I en tid, hvor terror forekommer regelmæssigt, og den kollektive reaktion på terrorhandlinger nærmest synes ritualiseret, må den, som ønsker at bevare det kølige overblik, minde sig selv om, at spørgsmålet faktisk ikke er, hvorvidt stater kan vinde over terrorister. For staten vinder altid – hvis den vil, og hvis den tør. Spørgsmålet er derimod, hvordan man sikrer, at sejren ikke rummer sit eget nederlag.

Vejen til succes mod terrorister starter med, at staten erkender sin egen styrke og ikke sløser med den.
_______

 

I krig mod terror
Churchill gjorde ret i at præsentere de russiske kommunister som dem, der havde opskriften på den totale, kompromisløse sejr. ”Det er indlysende”, skrev Leon Trotsky i 1918, at ”sovjetmagten er organiseret borgerkrig mod udlejere, borgerskabet og kulakkerne”. I 1932-1933 udløste regimet en hungersnød i Ukraine, som dræbte mellem syv og ti mio. mennesker (siden 2006 har Ukraine omtalt begivenheden som ’Holdomor’ – ’udryddelse med sult’ – og en række lande, men ikke Danmark, har officielt anerkendt det som et folkemord). Stalins strategi var ikke væsentligt forskellig fra den, magthavere i dag anvender i Yemen eller i Sydsudan, hvor et folk bliver forhindret i at kæmpe mod magthaverne, fordi de skal kæmpe for at overleve.

Folkemordet i Ukraine var en kampagne i den krig, som sovjetmagten førte mod de personer og klasser, som man i Kreml vurderede var en trussel mod staten. Statsmagten blev mobiliseret i et kæmpe sikkerhedsapparat. En russisk NGO har fundet navne på 40.000 ansatte i den russiske sikkerhedstjeneste, som gennemførte udrensningerne i 1930’erne. Under Anden Verdenskrig stillede sikkerhedstjenesten (NKVD) en division, hvis rolle var at holde styr på hæren, på samme måde som den holdt styr på de civile bag fronten. At sikkerhedstjenesten havde sin egen division, passede fint til en hær, som rutinemæssigt følger bagtroppen af de angribende styrker, således at alle, der måtte ønske at trække sig tilbage, ville blive dræbt af Den Røde Hærs egne kanoner. Hele det sovjetiske samfund blev styret på den måde. Der var altid nogle til at skyde dem, der ikke gik i den retning, som staten forventede.

At Churchill veg tilbage fra den sovjetiske strategi for oprørsbekæmpelse, skyldes ikke alene en afsky over for metoderne, men også en erkendelse af, at man ville miste sig selv i processen, hvis man førte kampagnen på den måde.

Det var, præcis hvad Frankrig indså i kampen mod oprørere i Algeriet. Under slaget om Algier, hvor fremmedlegionens luftbårne enheder blev sat ind for at stoppe den bombekampagne, som de algeriske oprørere brugte til at terrorisere befolkningen og det franske styre, blev 24.000 muslimer interneret. Af disse er 3.000 mennesker stadig savnet, og man formoder, at de er blevet dræbt. Fremmedlegionen havde rekrutteret blandt tyskere i fransk fangenskab efter Anden Verdenskrig, og der var en del tyske soldater med erfaring fra Østfronten, som fortsatte med at kæmpe for franskmændene. Det satte sine spor i den måde, krigen blev ført på.

Undertrykkelsen af oprøret i Algeriet satte også sine spor i Frankrig. 17. oktober 1961 demonstrerede 30.000 algeriere i Paris. Demonstrationen var fredelig, men på baggrund af, at algeriske FLN [Front de libération nationale, Den Nationale Befrielsesfront] havde begyndt en bombekampagne i selve Frankrig, så politiet dette som et fremstød i guerillakrigen og besvarede det derefter. Selvom den franske regering stadig kun anerkender 48 dødsfald i forbindelse med demonstrationen, anslår uafhængige kilder, at mellem 100 og 300 mennesker blev dræbt. På Saint-Michel-broen hang der den dag et banner, hvor der stod ’Ici on noie les Algériens’ – Her drukner vi algeriere. Hvor franske aviser dengang underspillede begivenheden, viser banneret på broen, hvordan undertrykkelsen af demonstrationen var en offentlig begivenhed ikke ulig de parader, som den franske stat i øvrigt bruger til at vise sin pragt og magt. Det var republikkens magt, som blev demonstreret, og borgere i Paris kunne demonstrere deres magt over muslimerne fra Algeriet ved at slutte op om banneret.

Optaget som han var af en særlig fransk ånd, vurderede general De Gaulle, at det var selve nationens sjæl, som blev ofret i kampen i Algier. Det forhold, at de franske styrker selv gjorde oprør, beviste denne pointe bedre end noget andet. I afsky over det, de så som Frankrigs eftergivenhed, dannede veteranerne fra mytteriet gruppen OAS (Organisation de l’Armée Secrète), som i de følgende år slog tre gange så mange civile ihjel som de muslimske oprørere i FLN. Til sidst blev de franske kampvogne sat ind mod de franske kvarterer i Algier, hvor støtten til OAS var stor. Den franske stats egen terrorbekæmpelse var dermed blevet forvandlet til terror mod staten selv.

Efter krigen i Algeriet fik OAS-folkene asyl hos Franco i Spanien, mod at de anvendte deres særlige kompetencer mod den baskiske terrororganisation ETA. Fra 1978 til 1980 myrdede OAS-veteranerne 36 baskiske nationalister – et tal, der skal sammenholdes med de 41 baskere, som politiet officielt havde skudt. Den socialistiske ministerpræsident Gonzales dannede ’Grupos Antiterroristas de Liberación’, som bestod af italienere, portugisere og de franske OAS-folk såvel som spanske agenter.

Hverken i kampen mod algeriere eller baskere fulgte magthaverne Clementines råd om at sætte sig i oprørernes sted (’Put yourself in the place of the Irish’). I stedet for at sætte sig i deres sted satte magthaverne oprørerne på plads. Statens ressourcer var så overvældende, at dissidenter kun havde få chancer, også selvom hverken den franske eller spanske regering var i nærheden af at gribe til de metoder, som Stalin anvendte i Ukraine. Staten havde så at sige et ’sikkerhedsoverskud’ i forhold til terroristerne eller oprørerne, som betød, at staten altid havde flere ressourcer at trække på.

I september 1920 – året før Churchill skulle tage stilling til, hvordan irerne bedst blev bekæmpet – detonerede den italienske immigrant Mike Buda verdenshistoriens første bilbombe på Wall Street i New York. Buda fyldte en hestetrukken vogn med sprængstof og dræbte 40 mennesker. Der var 200 sårede. Buda var som mange italienske immigranter anarkist, og hans bombe var en protest mod fængslingen og deportationen af andre anarkister. Bilbomben var – som den amerikanske skribent Mike Davis formulerer det – ’den fattige mands luftvåben’. Men staten havde et rigtigt luftvåben, en rigtig hær, et rigtigt politi og en rigtig efterretningstjeneste. Stillet over for disse ressourcer var bilbomben og andre former for terror til syvende og sidst, med Régis Debrays udtryk: ’Manifester skrevet med andres blod’.

Som Clementine havde set, så er terrorbekæmpelse ikke krig i Clausewitz’ forstand. Det skyldes, at staten her ikke kæmper mod en modstander, hvis handlinger er definerende for, hvad staten selv må gøre. Fordi det er staten, som sidder med de fleste af kortene, er terrorbekæmpelse snarere en kabale end et pokerspil: Spillet skal gå op for staten selv snarere end bruges til at besejre en modstander.

Terrorbekæmpelse stiller enormt store krav til omtanke og disciplin – to ting, der som oftest er en akut mangel på i samfund, der bliver udsat for terror.
_______

 

Sovjetunionen så sig selv som et regime i krig med sin befolkning. Så længe dette billede blev opretholdt, kunne Kreml tage alle nødvendige midler i brug, inklusive folkemord. Men for stater, der ikke så sig selv sådan (som Sovjetunionen ikke længere gjorde efter Stalin), var det ikke muligt og ikke ønskeligt at gå til sådanne yderligheder. Ikke desto mindre kunne både Frankrig og Francos Spanien finde på at bruge midler imod oprørere, som lå langt uden for, hvad der er normen i en moderne retsstat. Men Frankrig og Spanien kunne også beslutte at handle på en anden måde over for oprør og terrorisme, fordi det var den franske og spanske regering, som satte rammerne for, hvordan krigen skulle føres. Det er således op til en regering selv at definere, hvad der er et passende svar på terrorisme. Derfor er terrorstrategi så uendelig vanskelig.

Terrorbekæmpelse stiller enormt store krav til omtanke og disciplin – to ting, der som oftest er en akut mangel på i samfund, der bliver udsat for terror. En grund til, at samfund kan tillade sig at gå i panik over terror, er netop, at staten har ressourcer at sætte af. Der er et sikkerhedsmæssigt ’overskud’, som giver valgmuligheder, som staten og dens offentlighed ikke ville have, hvis der var tale om en eksistenskamp mod en overlegen modstander. Der er med andre ord noget at diskutere, hvorimod truslen om krig og invasion fokuserer både regering og offentlig debat på en helt anden måde, fordi der her ikke er tale om et sikkerhedspolitisk overskud.

Det er ikke kun et spørgsmål om, hvor langt en regering er parat til at gå, men også hvad den er parat til at betale. Resultatet af den globale terrorindsats siden 2001 er massive investeringer i antiterror. I USA er disse investeringer af en størrelsesorden, hvor man må spørge sig selv, om de står mål med den trussel, som terrorisme udgør. I 2014 var omkostningerne til terrorbekæmpelse ifølge The Global Terrorism Database 186 gange højere end de tab, som USA led som følge af terrorisme. Samtidig var omkostningerne ved mord og voldelige forbrydelser tre-fire gange højere end udgifterne til politi. Hvis man kun skal se på terrorbekæmpelse fra et cost-benefit-synspunkt, burde ressourcerne fra terrorbekæmpelse overføres til politiet så hurtigt som muligt – ikke mindst fordi udgifterne til vold er langt større end terror (absolutte tal). Der findes ikke lignende tal for Danmark. Imidlertid er det illustrativt for udviklingen i Danmark, at Forsvarets Efterretningstjenestes budget er steget fra 380 mio. kr. i 2004 til 871 mio. kr. i 2017.

Fem lektier af historien
Historien lærer os fem ting, som man skal gøre rigtigt i kampen mod terrorisme.

Gå hårdt til terrorister, når de begår terror.
Anders Breivik var overrasket over, at norsk politi ikke skød ham på Utøya. Selvom det muligvis bekræfter Breiviks fordomme om den norske stat, at den hellere betaler 5,2 mio. norske kr. om året for at holde ham fængslet end at dræbe ham på gerningsstedet, så modbeviser Norge hermed netop Breiviks påstand om, at velfærdsstaten er rådden, ved netop at straffe ham efter dens principper. Andre regeringer vil nok foretrække at skyde terrorister i gerningsøjeblikket – netop fordi terrorisme er et ’manifest skrevet med andres blod’, må terroristen betale med sit. Ved at gøre terrorisme til deres ’protestmedie’ har terroristerne – ifølge denne udlægning – valgt, at deres sag kan afgøres med vold. De udfordrer deres modstander til at afgøre striden som på sagaernes Island. Derfor har det faktisk en effekt at nedkæmpe terroristerne. For hvis Gud virkelig er på jihadisternes side, hvordan kan det så være, at de taber kampen? Hvis Breivik er en arisk helt, hvorfor kan norsk politi så overmande ham?

Vær blød overfor terrorister, som ikke begår terror.
Lige så hård, som man bør være over for de terrorister, som udfører deres terrorhandlinger, lige så tilgivende bør man være over for dem, som fortryder i sidste øjeblik. Det skal virke som et reelt alternativ at undlade at gennemføre en terrorhandling. I kraft af sine massive ressourcer kan staten tilbyde, hvad en terrororganisation aldrig kan, nemlig et andet liv. Det er en overvindelse rent faktisk at udføre sin ugerning, og derfor skal det gøres så let som muligt at springe fra i sidste øjeblik. Ud fra den betragtning må man spørge sig selv, om det er særlig smart af den danske anklagemyndighed at gå efter at straffe den 17-årige pige fra Kundby med tidsubestemt forvaring for at planlægge terror – bl.a. i form af en bombe mod en skole. For hvad kan radikaliserede teenagere lære af Kundby-pigen? At når de først er gået ned ad terrorvejen, kan de ikke bakke ud. Det fører til forvaring på ubestemt tid, uanset om de har detoneret bomben eller ej – og så kan de jo lige så godt sprænge bomben. Her støtter den danske stat terroristernes HR, mens en langt mere forstående og ressourcetænkende behandling af den unge kvinde kunne vise potentielle terrorister, som måtte vakle i troen, at der er en vej ud.

Gør det svært at begå terror – og endnu sværere for terrorhandlingerne at påvirke mange.
På sociale medier er den første reaktion på en terrorhandling, at det ikke skal få lov til at påvirke vores daglige liv. Dét har været credoet lige siden George W. Bush fortalte amerikanerne, at det bedste svar på 9-11 var at gå på en shoppetur. Det er bl.a. et udtryk for statens overlegenhed i forhold til terrorister, at denne strategi overhovedet er mulig. Faren er dog, at vi er så optaget af, at terroristerne ikke skal forandre vores hverdag, at vi ikke gør hver dag sværere for dem. Efter lastbiler er blevet brugt som terrorvåben i Nice og Berlin, har Københavns Politi og Københavns Kommune fået opsat betonklodser i den indre by, men deres effekt er højest at skrabe knæene på de handlende i gågaderne. Egentlige afspærringer, som rent faktisk kunne forhindre et angreb med en lastbil, lader imidlertid vente på sig. Det er et grundlæggende problem, fordi terrorens redskaber meget hurtigt bliver memes, som hurtigt tages op, når de først er blevet anvendt. Men faktisk er det ikke vanskeligt at følge med, også selvom det er indlysende, at for hver ny opsat barriere vil potentielle terrorister lede efter nye modeller og metoder. Det er netop pointen: Terroristerne skal bruge tiden på at lave nye planer snarere end nye angreb. Derfor er det vigtigt at følge angreb op med sikringer, som gør deres nuværende taktikker overflødige og tvinger dem til at udvikle nye metoder. Denne tilgang bringer selvfølgelig ikke budgetterne til terror ned, men det er jo netop staternes fordel, at de har penge til at blokere vejen for terroristen.

Gå efter bagmænd, også selvom de er stater.
Under Den Kolde Krig var det i vidt omfang sovjetblokken, som gav venstreorienterede terrorister hjælp og husly. Det er derfor ikke noget tilfælde, at mange af disse grupper forsvandt efter 1989. På samme vis er der stater som Pakistan eller Saudi-Arabien, der – med varierende støtte fra landets regeringer – bistår terrorister. Samtidig har både Tyrkiet og Rusland tilsyneladende indgået aftaler med islamiske terrorister for at sørge for, at de holdt deres angreb uden for disse landes territorium.

I 2001 erklærede Bush, at stater, som støttede terrorister, var en lige så stor fjende som terroristerne selv. USA fulgte dog aldrig for alvor op på denne doktrin. Det er imidlertid nødvendigt. Hvis det skal give nogen mening at sætte hårdt ind mod den enkelte terrorist, som gennemfører et angreb, så må man også sætte ind mod dem, der hjælper. Det bliver så meget desto mere nødvendigt, hvis Rusland som et led i destabiliseringen af fx de baltiske lande måtte beslutte sig for at anvende terroristens midler i form af bombesprængninger og lign.

Gå efter ekstremister på begge sider.
Siden terrorisme er et manifest skrevet med andres blod, er en stor del af terrorbekæmpelse praktisk ideologikritik. Det er desværre en genre, som tiltrækker ideologer af enhver skuffe. Ligesom amerikanerne i 1920’erne kunne pege på italienere og katolikker som et særligt anarkisk folkefærd, og ligesom protestanterne i Nordirland så IRA’s terrorisme som et udtryk for katolicismens fortrædeligheder i Nordirland, vil man finde mange debattører, som mener, terrorisme beviser en pointe om islam. Problemet er, at fokus flyttes fra strategier for terrorbekæmpelse til en indvandrerdebat, som fremmer ekstremistiske synspunkter, der i antiterrorens navn får lov til at dominere den offentlige debat. Med denne dæmonisering bliver det ikke muligt at gøre, som Clementine Churchill foreslog, og sætte sig i modstanderens sted. Men en central del af en effektiv antiterrorstrategi er at bekæmpe både de ekstremister, som støtter terroristerne, og de ekstremister, som bruger terrorisme til at fremme deres egne synspunkter. En nuanceret forståelse af problemet er en forudsætning for at kunne bekæmpe det. Derfor må indsatsen mod fundamentalistiske islamister bakkes op af en tilsvarende indsats mod islamofober på højrefløjen. Ikke mindst fordi deres islammodstand synes at have bragt dem i alliance med Rusland, hvilket gør dem til en potentiel sikkerhedstrussel på en anden flanke.

Disse fem elementer udgør tilsammen en doktrin, som følger den strategiske indsigt, Clementine formulerede i sit brev til Winston – som han fulgte i 1921, men senere fraveg (fx da den britiske kolonimagt under Mau Mau-oprøret internerede 150.000 kenyanere). Hendes strategi forudsætter, at man er meget præcis i forhold til effekten af de ressourcer, man anvender. Det kan man kun være, hvis man har overblik over, hvad man gerne vil opnå. Vejen til succes mod terrorister starter med, at staten erkender sin egen styrke og ikke sløser med den.

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab, Københavns Universitet. Han udgav i maj bogen ”Hvad er krig og fred i dag?” på Informa-tions forlag.

ILLUSTRATION: London efter terrorangrebet, 4. juni 2017 (polfoto)