07.05.2017

GLOBAL MAGT: ”Vi må på et tidspunkt spørge os selv, hvor meget det egentlig nytter at stå så tæt på amerikanerne. Vi har en interesse i en verden, der ikke bliver afgjort på badehoteller i Florida, hvor verdens ledere mødes, men ved institutioner, hvor vi også kan få lov til at sige noget. På det punkt er vores politiske interesser jo øjensynligt helt forskellige fra, hvad der er Trumps tilgang.” RÆSON har talt med Mikkel Vedby Rasmussen, professor i Statskundskab og institutleder ved Københavns Universitet, om den globale magtfordeling nu og fremover, USA’s udenrigspolitik under Trump, EU’s problemer og meget mere.

I serien GLOBAL MAGT interviewer RÆSON en række forskere og iagttagere om den globale magtfordeling nu og fremover, herunder USA’s rolle i verden og Europas dilemmaer. Tidligere: Vibeke Schou Tjalve og Jørgen Ørstrøm Møller.

Interview af Joakim Holst Nicolaisen

RÆSON: Hvad er de vigtigste problemstillinger i international politik i dag?

En del af pointen er, at der ikke er en kerneproblemstilling. I mellemkrigstiden var kernespørgsmålet, hvordan Tyskland skulle indlemmes i den internationale orden efter Versailles. Det handlede også om en masse andre ting, men det var det, der afgjorde, om man endte i Anden Verdenskrig eller ej.

Verden ser meget anderledes ud i dag sammenlignet med 1930’erne. Den er mere kompleks. Der er en række spørgsmål, som spiller sammen på forskellig vis i forskellige regioner. Det er ikke en nordatlantisk verden. Det er en verden, hvor Asien spiller en større rolle. Hvor steder som Afrika går fra at være underudviklet til at være en del af middelindkomstlandene, i hvert fald for nogle afrikanske landes vedkommende. Det er en verden i teknologisk, social og magtmæssig forandring. Der sker med andre ord mange ting på samme tid, og den store udenrigspolitiske udfordring er i virkeligheden at håndtere alt det.

Men hvis man skulle prøve at sætte en overskrift på de mange ting, så vil jeg mene, at man kan tale om to akser. Der er dels en akse mellem integration og disintegration, dels en akse mellem indenrigs- og udenrigspolitik. Hvis vi tager integration og disintegration først, har der været en bevægelse, specielt fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem, som handlede om institutionaliseringen af international politik. Det kunne være på regionalt niveau som EU og på globalt niveau som FN. Man så dermed et internationalt system, som blev stadigt mere integreret, stadigt mere politisk, på samme måde som stater er. Det blev det mindre anarkisk. Globaliseringen blev kulminationen på den udvikling. I øjeblikket ser vi så, at de selvsamme institutioner er under pres. Uanset om det er FN, EU eller internationale handelsregimer, gælder det samme forhold: De er under pres. Det internationale system vakler således mellem integration og disintegration. Det hænger også sammen med, at en af de centrale aktører, nemlig USA, ikke helt kan finde ud af, om institutionerne er i deres nationale interesse, som de ellers syntes i perioden fra 1945 og frem. Holder de med integrationssiden eller disintegrationssiden? Det har de ikke helt fundet ud af.

Det er her, at aksen mellem indenrigs- og udenrigspolitik kommer ind i billedet. I lang tid er international integration og handel blevet set som en opskrift på at øge national velstand og velfærd. Valget af Trump, Brexit og diskussionerne i forbindelse med det franske præsidentvalg – uanset hvem der vinder det – handler i høj grad om, at udenrigspolitikken bliver set som noget, der står i vejen for at få de indenrigspolitiske løsninger, man gerne vil have. Der er derfor en diskussion om, hvor man skal lægge vægten. På mange måder ville det være logisk for Storbritannien at være en del af EU. Hvis du spurgte en tilfældig person i det britiske udenrigsministerium, om han var for EU før Brexit, ville han selvfølgelig sige: ”JA! Hvad skulle jeg ellers være?”. Men det er ikke nødvendigvis sådan vælgerne ser på det. Den udenrigspolitiske kalkule oversættes ikke nødvendigvis til indenrigspolitik. Så det er de to akser, man skal navigere imellem, når man laver udenrigspolitik i dag.

Det universelle medlemskab i institutionerne oversættes ikke nødvendigvis til pligter og rettigheder, men til nationale fortolkninger af, hvad man egentlig vil have ud af institutionen. Når et samarbejde begynder at fungere på den måde, kan man ikke længere tage rammerne for givet.
_______

 

RÆSON: Skal vi så, efter Brexit og Trump, forberede os på at se andre lande, der bevæger sig væk fra de institutioner, vi har bygget op efter Anden Verdenskrig?

Jeg synes faktisk, at alle har trukket i den retning i det sidste lange stykke tid. Så Brexit og Trump er nok kun bekræftelsen på en proces, der har været i gang længe. Efter afslutningen på den Kolde Krig skete der det, at mange af de vestlige institutioner blev udvidet. Som en del af den udvidelse, skete der imidlertid også nogle gruppedannelser, som skabte nye skel inden for institutionerne.

NATO er et godt eksempel. NATO blev i denne periode meget større, men hvis man for alvor skulle udrette noget inden for NATO, som eksempelvis krigen i Afghanistan, måtte man reelt fokusere på de lande, som havde evne og vilje til at deltage. Det vil sige de lande, som faktisk var i stand til at levere soldater og havde viljen til at tåle de tab i menneskeliv og materiel, som fulgte med krigen. Langsomt begyndte NATO at forandre sig fra at være en organisation, hvor alle – på trods af forskelle i størrelse og geografisk placering – lavede det samme, , til at være en organisation, hvor nogle var medlemmer på én måde, mens andre var medlemmer på en anden eller helt tredje måde. Du kan se det samme i EU.

Det universelle medlemskab i institutionerne oversættes ikke nødvendigvis til pligter og rettigheder, men til nationale fortolkninger af, hvad man egentlig vil have ud af institutionen. Når et samarbejde begynder at fungere på den måde, kan man ikke længere tage rammerne for givet. Rammerne bliver hele tiden forhandlet og genforhandlet, og det er i det spil, at politikken bliver lavet. Og så er det i virkeligheden ikke så institutionsbaseret, men snarere statsbaseret.

RÆSON: Trump siger, at USA ikke nødvendigvis vil garantere beskyttelse for et givent land, hvis dette land ikke lever op til sine forpligtelser. Det gælder ikke mindst i NATO. Hvordan skal vi forstå USA’s rolle i det internationale system med denne nye tilgang?

Det er jo et vildt godt spørgsmål. Jeg ville ønske, at jeg kunne stille det til Donald Trump og få et nogenlunde præcist svar. Valget af Trump symboliserer, at USA egentlig føler, at de godt kan leve uden den internationale orden, som amerikanerne mere eller mindre selv har opbygget og som de hidtil har ment var i deres nationale interesse.

Men det er en udvikling, som har været i gang i et stykke tid. Hvis Hillary Clinton var blevet valgt, havde hun sikkert ført en meget anderledes politik end Trump, men hun ville også være kommet ind med en dagsorden om, at europæerne skulle betale mere til NATO. Hun ville også have ment, at vi skulle bidrage mere til det fælles forsvar. Hun ville formentlig også have sagt det samme til japanerne. Så der er nogle af de her spørgsmål, hvor Trump i virkeligheden fortsætter en tendens, bare med et lidt hårdere tryk på speederen.

USA skal afgøre med sig selv, hvilken international orden de egentlig gerne vil have. Om de vil have den, de selv har været med til at opbygge efter 1945. Eller om de vil have en anden. Når man ser på, hvad Trump siger og gør, tyder det på det sidste. Han fremmer en orden, som egentlig mest af alt handler om stormagtsrelationer. Det er et USA, der har et forhold til Kina, til Rusland, til Storbritannien. Men de har måske ikke den store interesse i at være garant for verdens institutioner.

Det tror jeg for øvrigt er en fejl. Man tager de her institutioner for givet og glemmer, hvad de også giver USA i velstand og sikkerhed. Det er desværre institutioners skæbne, at de bliver ignoreret, indtil man opdager, hvad de rent faktisk gjorde. Og så er det for sent, for det opdager man først, når de er brudt sammen.

RÆSON: Hvor efterlader det så EU?

Når amerikanerne presser og kritiserer europæerne, ikke vil hjælpe med russerne og er mindre interesserede i Mellemøsten, kunne man tænke, at det ville samle europæerne. Altså ud fra ideen om, at hvis der er et ydre pres, og måske endda en fælles fjende, så øger det den indre sammenhæng. Problemet er, at det argument overser, at EU lider af det samme problem, som amerikanerne påpeger i forhold til NATO: De enkelte lande har ikke nok interesse i at få institutionerne til at køre.

Flygtningekrisen sidste år var et tydeligt eksempel på problemet. Det var dybest set noget, som EU sagtens burde kunne løse. Der var ikke flere mennesker, end at de godt kunne absorberes i hele EU. Det kostede ikke flere penge, end EU’s budgetter kunne klare. Og det var ikke nogen større sikkerhedsmæssig udfordring, end at Europa med over en million mand under våben ville kunne klare det. Men alligevel løste EU ikke krisen. Man måtte falde tilbage på nationale løsninger.

Det understreger efter min opfattelse EU’s grundlæggende problem. EU har siden finanskrisen haft svært ved at tage sig af de problematikker, som optog europæerne. Det er derfor ikke helt indlysende, hvor europæerne skulle vende sig hen, hvis ikke de skulle vende sig mod amerikanerne. Det er første element. Det andet element er, at man også skal huske på, at den hemmelige sovs i europæisk integration faktisk altid har været USA. USA har siden Anden Verdenskrig hjulpet til, støttet op og givet den sikkerhedsgaranti, der var nødvendig, for at EU kunne udvikle sig. Men amerikanerne har – og det skete også under Obama – været bemærkelsesværdigt uinteresserede i Brexit eller de andre ting, der truede EU’s sammenhængskraft. De har altså igen taget institutionerne lidt for givet.

Så kan man da forestille sig, at europæerne tager sig sammen. En ny fransk præsident og en genvalgt tysk kansler kan sætte skub i maskineriet. Det vil bare ikke løse det grundlæggende problem: den generelle skepsis hos mange medlemslande og mange befolkninger over, hvad det europæiske projekt går ud på. Så vi kan hurtigt ende i den situation, at øget europæisk integration i virkeligheden fører til et mindre EU, fordi det kobler de mere skeptiske lande af.

Hvad er det egentlig, det vestlige værdifællesskab består i? Og hvordan oversættes det politisk? Vi kender også problemstillingen i Norden. Vi har ret meget til fælles med normændene og svenskerne, men det er ret svært at oversætte det til politik. Det vestlige værdifællesskab kan hurtigt ende i det samme problem.
_______

 

RÆSON: Kan man så stadig betragte Vesten som et samlet værdifællesskab?

Ja, det synes jeg godt, man kan. Spørgsmålet er, hvad de værdier oversættes til. I mange år var det vestlige værdifællesskab jo også noget, der blev talt op, fordi det skulle understøtte en politisk virkelighed. Da man grundlagde NATO, var noget af det første, som amerikanske udenrigsministre og andre talte om, det store civilisationsfællesskab på tværs af Atlanten. Det krævede noget kit, der holdt det sammen. At der så var militærkup i Grækenland og andre ting undervejs, det så man ikke så meget på. Under den Kolde Krig, blev det selvfølgelig endnu mere udtalt. Institutionerne begyndte også at eksportere værdier, fordi man så sikkerhedspolitik som noget, der blandt andet udsprang af, at man havde nogle fælles værdier.

Men det er jo ikke ligefrem det, Donald Trump og Theresa May siger nu. Det er måske ikke engang det, Macron siger. Det er i hvert fald helt sikkert ikke det, Le Pen siger. Så hvad er det egentlig, det her værdifællesskab består i? Og hvordan oversættes det politisk? Vi kender også problemstillingen i Norden. Vi har ret meget til fælles med normændene og svenskerne, men det er ret svært at oversætte det til politik. Det vestlige værdifællesskab kan hurtigt ende i det samme problem.

RÆSON: Mener du dermed også, at man kan tale om, at vi ser en bevægelse væk fra globalisering?

Jeg mener, at globaliseringen som en organiseret ideologi er færdig. Det kan sagtens være, at der stadigvæk er det, man kan kalde økonomisk globalisering. Containerskibene sejler stadigvæk. Vi tjekker stadig ind på Facebook. Vi bruger stadig Airbnb til at leje en lejlighed i San Fransisco. Så det, som den tyske sociolog Ulrich Beck kalder globalitet – de globale sammenhænge, den globale handel – findes stadig. Men globaliseringen var kendetegnet ved mere end bare det. Det handlede også om, at man troede på, at der var et fælles politisk og værdimæssigt projekt. En forestilling om, at når vi levede i en verden, der hang så meget sammen, så kunne vi ikke tillade, at der var folkemord, så kunne vi ikke tillade, at der var nogle, som brugte masseødelæggelsesvåben mod deres egen befolkning. Der var en masse ting, vi ikke kunne tillade, fordi verden åbenbart hang så meget sammen, at der skulle en politisk og værdimæssig overbygning til. Den politiske og værdimæssige overbygning afhang primært af amerikansk militær magt. Og Trump har vel reelt sagt, at han ikke er sikker på, at han har tænkt sig at understøtte den længere.

Hans handlinger taler ikke globaliseringens sprog. Når han sender sine krydsermissiler afsted mod Syrien og taler mod Nordkoreas masseødelæggelsesvåben, så følger det måske umiddelbart en opskrift på, hvordan man fører amerikansk udenrigspolitik, der ikke er så forskellig fra f.eks. Bill Clintons. Men hvis man lytter nøje efter, siger han, at nordkoreanske atomvåben er imod amerikanske interesser, snarere end de er mod verdens interesser. Han siger, at han ikke vil tillade, at Assad gør et eller andet, fordi han ikke vil have, at man bruger kemiske våben. Det handler ikke så meget om, hvad FN vil tillade og have. Jeg tror ikke engang, at han havde lyst til at spørge i New York. Det er en helt anden tolkning af amerikansk magt som noget, der måske godt nok er indlejret i institutionerne, men måske et eller andet sted også eksisterer på trods af institutionerne.

RÆSON: Kan man dermed tale om en decideret Trump-doktrin?

Han skal nok have lov til at sidde i jobbet i længere tid og formulere den selv. Man kan dog godt overveje, hvordan amerikansk udenrigspolitik ser ud, hvis globaliseringen ikke er det, man skal håndhæve eller udbrede. Det indebærer, at USA er et langt mere normalt land. Så Trump-doktrinen kunne simpelthen godt bare være, at USA er et almindeligt land.

Det er i så fald et brud med de lange historiske linjer i USA’s selvforståelse, for USA har altid baseret sin udenrigspolitik på forestillingen om, at man er noget unikt og noget særligt, at man er forposten i den vestlige civilisation. Altså at det er USA, der skal sørge for at udbrede demokratiet, den vestlige markedsøkonomi og de liberale værdier. Det var sammenhængen mellem USA’s opfattelse af sig selv som demokratisk republik og den måde, man agerede på som international aktør.

Men allerede under George W. Bush og nu også hos Trump er der tale om en anden skole, der taler tydeligere. De siger: ”USA er USA. Og det er USA’s interesser i verden, vi skal fremme. Vi bliver da glade, hvis der er andre lande, der bliver demokratier, men det må de finde ud af. Egypten er Egypten, USA er USA, og så er det vores interesser, vi skal varetage”. Det er jo ikke sådan, at man ikke har set denne diskussion før i amerikansk udenrigspolitik. Men den måde, det bliver håndhævet på for øjeblikket, er et brud med ideen om, at både USA’s magt og USA’s værdier vinder ved at være forankret i et større civilisatorisk projekt. USA har det måske meget godt med bare at klare sig selv, og så må verden gå sin skæve gang.

Vi må på et tidspunkt spørge os selv, hvor meget det egentlig nytter at stå så tæt på amerikanerne. Vi har en interesse i en verden, der ikke bliver afgjort på badehoteller i Florida, hvor verdens ledere mødes, men ved institutioner, hvor vi også kan få lov til at sige noget. På det punkt er vores politiske interesser jo øjensynligt helt forskellige fra, hvad der er Trumps tilgang.
_______

 

RÆSON: Danmark og USA har i mange år haft et tæt forhold. Hvis man skal se på denne udvikling med nationale briller, hvordan vil Danmarks position så ændre sig med et ændret USA?

Hvis vi stadigvæk vil have et tæt forhold til USA, skal vi sælge os selv på en anden måde, end vi hidtil har gjort. Vi solgte os tidligere ind i det her globale narrativ. Både vi og amerikanerne havde behov for en global sammenhængende verden, og så skulle vi støtte amerikanerne med de få ressourcer, vi havde i den kamp. Derudover kunne vi spejle hinanden i noget værdipolitik, som vel var en meget stor del af Anders Foghs projekt. Det kan vi så ikke længere. Hvis Trump-doktrinen går ud på, at det hele skal handle om USA – America first, som han siger – må vi jo prøve at overbevise præsidenten og hans embedsmænd om, at Danmark faktisk kan hjælpe USA ved at gå ind og varetage nogle nationale interesser. Vi kan støtte dem i Syrien , og hvis forholdet til Rusland ikke bliver bedre, har vi også en geopolitisk placering, vi kan sælge os på i forhold til Østersøen og i forhold til Grønland. Men så er det den type argument, vi skal bruge, snarere end argumentet om det store værdimæssige fællesskab.

Det betyder dog også, at vi på et tidspunkt må spørge os selv, hvor meget det egentlig nytter at stå så tæt på amerikanerne. Der er nemlig ingen tvivl om, at et lille land med en åben økonomi og det globale udsyn, Danmark trods alt er indehaver af, har en interesse i internationale institutioner og frihandel. Vi har en interesse i en verden, der ikke bliver afgjort på badehoteller i Florida, hvor verdens ledere mødes, men ved institutioner, hvor vi også kan få lov til at sige noget. På det punkt er vores politiske interesser jo øjensynligt helt forskellige fra, hvad der er Trumps tilgang.

Så det kan godt være, at det faktisk på et tidspunkt bliver i vores interesse at sige fra over for amerikanerne, fordi vi simpelthen skal spille på nogle andre heste. Du kan se, at den danske reaktion på Brexit har været – uden dog helt at have slået hånden af London – at vende os mod Berlin og sige: ”Kære tyskere, kan I ikke hjælpe os med at opretholde EU og de andre institutioner, der betyder så meget for os?”. På den måde ser man måske allerede begyndelsen på, hvad vores udenrigspolitik skal handle om. Det går fra at være noget, som har været meget fokuseret på, hvad USA og Storbritannien ville, til nu at være mere kontinentalt orienteret.

RÆSON: Hvis man fortsat ser et ønske i Danmark og andre EU-medlemslande om en fortsættelse af en samlet union, kan man så forestille sig, at EU vil vende sig andre steder hen end mod USA?

Det kunne man sagtens forestille sig. Helt konkret er det danske problem, at øget europæisk integration godt kan være i vores interesse, men hvis man prøver at spørge den danske befolkning, vil den formentlig sige nej. Det er muligt, at den danske regering og embedsstand synes, at en fortsættelse af unionen og måske endda øget europæisk integration er i dansk interesse, men de skal godt nok tage sig gevaldigt sammen, hvis de skal sælge det til en meget EU-skeptisk befolkning. Hvis man ikke kan vinde en afstemning om Europol, så prøv at sætte forsvarsforbeholdet eller euroen til afstemning og se, hvad der sker. I øjeblikket stiger andelen, der gerne vil blive i EU, ganske vist massivt i meningsmålingerne, men lad os nu se, hvordan det ser ud, når Storbritannien har fået en aftale. Det vil give et reelt alternativ til at være i EU. Hvis Storbritannien kan få en aftale, så kan Danmark selvfølgelig også, og det vil for første gang siden 1973 give et reelt alternativ til EU-medlemsskabet. Det vil efter min overbevisning forandre den danske europadiskussion fuldstændigt.

Hvis Macron bliver præsident i Frankrig og vi får en EU-positiv kansler i Tyskland – hvilket nok bliver tilfældet, nærmest uanset hvem der vinder det tyske valg – kan det sagtens tænkes, at de beslutter sig for, at integrationen nu skal have et hug derudaf. Det er jo næsten det værste, der kan ske for dansk europapolitik, for vi ville ikke kunne løbe med. Så må vi stå der og se EU-toget dampe afsted ud af perronen, mens vi håber på, at tyskerne vil give os en lille bagperron, hvor vi kan stå på uden helt at melde os ud. Vi kan ikke erstatte det kernengagement, vi havde med amerikanerne og briterne i diverse krige rundt omkring, med et kerneengagement i EU. Det er simpelthen ikke dér, den danske befolkning er. Dermed er vi tilbage ved de to akser, jeg nævnte før, samspillet mellem indenrigs- og udenrigspolitikken på den ene side og integration og disintegration på den anden side.

Hvis Macron bliver præsident i Frankrig og vi får en EU-positiv kansler i Tyskland, kan det sagtens tænkes, at de beslutter sig for, at EU-integrationen nu skal have et hug derudaf. Det er jo næsten det værste, der kan ske for dansk europapolitik, for vi ville ikke kunne løbe med.
_______

 

RÆSON: Når man ser på mediebilledet, er det i øjeblikket netop EU-landenes valg, valget af Trump og Brexit, der fylder. Bør vi i virkeligheden i højere grad fokusere på de globale magtforskydninger og kigge mod Kina og BRICS-landene, som vi tidligere har gjort?

Medier går vel derhen, hvor der sker noget, og guderne skal vide, at der har været nok at skrive om på det sidste. Hvis der er en udfordring i forhold til udenrigspolitiske debat, synes jeg egentlig ikke, at den ligger i informationen eller dækningen. Hvor mange ville til syvende og sidst se en temaaften på TV2 News om middelklassen i Afrika eller demografien i Kina? Det er begivenheder, der driver interessen i den slags. Udfordringen er snarere, at der et behov for en udenrigspolitisk debat, som handler om andet, end hvor vi passer ind eller hvad der sker ude i verden. Meget af vores udenrigspolitiske debat handler tit om at fortolke, hvad der sker ude i verden. Når man så er blevet enige om en fortolkning, følger der næsten automatisk en politik deraf. Men det behøver ikke nødvendigvis være tilfældet. Jeg tror, at vi i det her land skal blive meget bedre til at have en diskussion om vores strategiske muligheder og på den baggrund formulere nogle strategiske mål for, hvad vi gerne vil.

Både udgifterne til forsvar, ulandsbistand og udenrigsministeriet i procent af BNP er faldet de sidste tyve år. Samfundets forøgede velstand er gået hånd i hånd med faldende investeringer på det udenrigspolitiske område. Samtidig har regeringer, folketingspolitikere, lederskribenter i aviserne og de fleste forskere snakket om aktivisme. Selvom der har været udbredt uenighed om, hvad aktivisme indebar, har stort set alle været enige om, at Danmark skulle spille en global rolle, at Danmark skulle engagere sig i verden. Men det er simpelthen ikke blevet fulgt op af investeringer i det udenrigspolitiske. Det gør selvfølgelig en forskel for den udenrigspolitik, man fører, hvor mange diplomater og soldater man har, eller for den sags skyld hvor meget ulandsbistand man vælger at bruge rundt omkring i verden. Og dér er der bare ikke sammenhæng mellem det, vi siger og det, vi gør.

RÆSON: Hvis man til sidst skal forsøge at give et mere teoretisk eller filosofisk blik på de globale magtforskydninger, vi ser, hvilke teoretikere vil du så anbefale, at vi vender os mod?

Jeg læser The Twenty Years’ Crisis af E. H. Carr for tiden. Det er fjerde gang, at jeg læser den, og den bliver bedre hver gang. Den handler netop om en tid i forandring. Efter Carrs mening var fredsslutningen med Tyskland efter Første Verdenskrig alt for hård. Hans hovedpointe er, at fredsslutningen skabte ustabilitet i det europæiske system, da det på det ene side gjorde det svært at lukke det nye Sovjetunionen ind i den europæiske orden og samtidig på den anden side gav mulighed for nazismens fremkomst i Tyskland. I Carrs optik er der ikke nogen egentlig forskel mellem indenrigs- og udenrigspolitik. De indenrigspolitiske diskussioner, man har om arbejdsløshed og manglende økonomisk vækst, er et spejl af det, der sker på det udenrigspolitiske område. Også i det internationale system er der en konfliktdynamik imellem the haves og the have-nots. Carr mente, at det centrale spørgsmål i mellemkrigstidens politik var: Revolution – skal vi eller skal vi ikke? Både i indenrigs- og udenrigspolitikken spurgte man sig selv, om man skulle omstyrte den bestående orden eller ej.

Man kan ikke oversætte alt det her 1:1 til i dag. Heldigvis! Men det kan bruges i forhold til mange spørgsmål om international politik, der ikke handler om stabilitet, men om forandring. Spørgsmål, hvor indenrigs- og udenrigspolitik hænger snævert sammen, ikke bare på grund af sikkerhed, men også på grund af økonomi og sociale forhold. Spørgsmål, hvor de politiske løsninger, man har brugt før, virker utilstrækkelige. Han skriver grundlæggende om det liberale demokratis krise og utilstrækkelighed. Den utilstrækkelighed gør, at det i virkeligheden bliver svært at formulere nogle fyldestgørende svar på de problemer, man har. Det er jo ikke ligefrem den type diskussioner, der præsenterer et nemt svar på, hvad man skal gøre. Alligevel kan det gøre én lidt klogere og få én til at indse, at nøglen til at komme til bunds ikke nødvendigvis er at lede efter nemme svar, men derimod at identificere de svære spørgsmål, som man skal kunne besvare for at kunne lave nogle sammenhængende løsninger.

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og institutleder ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen møder den kinesiske premierminister Li Keqiang, Beijing 3. maj 2017 (foto: Wang Ye/photoshot)