16.09.2017

Merkel siger så lidt som muligt, og alligevel er hun så godt som sikker på genvalg 24. september. Men i et europæisk perspektiv er det afgørende, hvordan Merkel og hendes kommende koalitionspartner stiller sig – til både euro, immigration og sikkerhed.

Analyse af Ole Aabenhus

Efter den tyske genforening, EU’s østudvidelse og nu Brexit er EU langsomt, men sikkert blevet til ”Tyskland med noget uden om”. Ingen kan komme igennem med noget på europæisk plan uden godkendelse i Kanzleramt i Berlin. Derfor er det tyske valg den 24. september også et afgørende europæisk valg. Den vej, Tyskland slår ind på efter valget, bliver udslagsgivende for de fleste store europæiske spørgsmål – euroen, magtbalancen i Europa efter Brexit, Europas ydre grænser, sikkerhedspolitikken i forholdet til Rusland, USA.

Hvad Tyskland gør er også vitalt for Frankrig, hvor Macron blev valgt på, at han kunne gøre Frankrig ”great again” – sammen med Tyskland. Hans reformer af det franske arbejdsmarked er bl.a. begrundet med, at de skal kvalificere Frankrig i tyskernes øjne, så han bagefter vil kunne overtale tyskerne til en ny kurs i euro-samarbejdet, hvor det handler om at sætte gang i den økonomiske vækst i Frankrig og i det øvrige Sydeuropa. Og Tysklands retning er selvsagt også central for den danske regering, der efter Brexit har måttet orientere sig mod ”kernen” af EU, dvs. de kompromisser, som Tyskland og Frankrig – ”den tysk-franske akse” – kan blive enige om.

Ligesom i Danmark er medieinteressen voldsomt fokuseret på de kortsigtede dele af immigrationsspørgsmålet. Det skiller AfD – Alternative für Deutschland – ud fra resten af flokken, men AfD er ikke nogen realistisk regeringsmulighed – alle de andre partier har erklæret, at der bliver nul samarbejde på grund af partiets indvandrerfjendske holdninger, grænsende til racisme.

Idéen om en samlet fordeling af flygtninge inden for EU var tysk og kom fra den tyske indenrigsminister de Maziere. Sat på spidsen kan man sige, at grunden til, at den ikke har mødt accept hos de øst- og sydeuropæiske lande, i høj grad er den mistillid, der er opstået i forbindelse med euro-krisen, hvor de har opfattet Tyskland som urimeligt skrap, usolidarisk og dirigerende. Så når nu den kortsigtede diskussion om ja eller nej til flygtninge og immigrationer i Tyskland dominerer mediebilledet, kommer den til at skygge for det, der betinger en løsning på længere sigt: En reform, der kan føre frem til en mere social og solidarisk udgave af euro-samarbejdet.

Merkel ser ud til at kunne genvinde sin kanslerpost for tredje gang uden at røre en finger, med slagord som ”Mig kender I jo” og ”Ingen eksperimenter”
_______

 

Den udeblevne debat
SPD’s formand og kanslerkandidat Martin Schulz har som tidligere formand for Europa-Parlamentet blik for det europæiske perspektiv, men han har ikke kunnet komme nogen vegne med det. Om euroen lyder det fra Merkel: ”Vi har store planer for Europa, men vi vil ikke fortælle om dem før efter valget”. ”Komplet skandale”, siger Schulz, og ”en forbrydelse mod demokratiet”, at kansleren undlader åbent at debattere ting, der er afgørende for Europa og for Tysklands rolle. Emnet er så fraværende i valgkampen, at euro-zonens fremtid overhovedet ikke blev taget op under ”Das Duell” – valgkampens eneste store TV-debat mellem kansleren og hendes udfordrer, der fandt sted søndag den 3. september.

Status er dermed, at Merkel ser ud til at kunne genvinde sin kanslerpost for tredje gang uden at røre en finger, med slagord som ”Mig kender I jo” og ”Ingen eksperimenter”. Men hvis ikke den demokratiske proces afspejler de valg, samfundet står overfor, giver debatten ingen mening, og demokratiet heller ikke. Vælgerne bliver koblet af.

En undersøgelse fra slutningen af august (Allensbach/Frankfurter Allgemeine), viste, at 45 pct. at de tyske vælgere svarede ja til det udsagnet ”valget er allerede afgjort” – samtidig erklærede 46 pct., at de endnu ikke havde besluttet, hvem de ville stemme på. Men hvor man i Frankrig havde et præsidentvalg i Frankrig, der virkelig skilte vandene og angav en retning for Frankrig i de kommende fem år, er forbundsdags- og dermed kanslervalget i Tyskland en affære uden kant.

En af forklaringerne er, at Merkel i sine nu 17 år som partileder har forandret CDU, de kristelige demokrater, fra at være et konservativt højreparti til et bredt midterparti, der rækker langt ind over, hvad fx socialdemokraterne i SPD eller De Grønne står for. Det betyder, som professor Per Øhrgaard har gjort opmærksom på, at hun uden problemer indadtil er i stand til at stjæle andre midterpartiers mærkesager.

Den ikke-alternative hr. Schulz
Det gjaldt fx i spørgsmålet om homoægteskaber, som skulle være en af valgkampens mærkesager for både SPD og De Grønne. Merkel var og er stadig personligt imod. Hun erklærede først på året, at den sag var ”no-go”. Men i slutningen af juni vendte hun på en tallerken, stillede CDU/CSU’s medlemmer i Forbundsdagen frit, og inden månedens udgang havde man gennemført en lovændring, der tillader homoægteskaber. Tilbage stod De Grønne og SPD, en mærkesag fattigere.

Det er et stort problem – i et demokratisk perspektiv – at Martin Schulz er et ikke-alternativ. Hans parti, SPD, er nu for anden gang med i en ”stor koalition” sammen med Merkels CDU og CDU-søsterpartiet i Bayern CSU. Hans parti har dermed været fedtet ind i alle afgørende beslutninger de sidste fire år. Man kunne have tænkt sig, at Martin Schulz i ”Das Duell” ville lægge op til, at SPD gik i opposition, så han fik mulighed for at profilere sig selv og sit parti frem til næste forbundsdagsvalg i 2021. Det gjorde han bare ikke. Debatten var, som en iagttager sagde, som en diskussion over morgenkaffen mellem to ældre ægtefæller.

Som det fremgår af oversigten (nederst) ligger Merkels CDU/CSU på lidt under 40 pct. i meningsmålingerne, SPD ligger nu konstant nær de 20. Alle andre partier ligger på omkring 10 pct. eller derunder – med protestpartiet AfD som undtagelsen, der bekræfter reglen. De ligger nu omkring de 12 pct., men ingen partier vil regere sammen med dem, hverken på delstats- eller på forbundsniveau. Altså skal CDU/CSU i koalition med to mindre partier til for at danne flertal – medmindre SPD igen vil være med til en ”stor koalition”.

Merkel har i sine nu 17 år som partileder forandret CDU, de kristelige demokrater, fra at være et konservativt højreparti til et bredt midterparti
_______

 

En koalition omkring SPD (med Die Linke og De Grønne) ser ikke ud til at have gang på jorden. Så Merkel får tilsyneladende frit valg mellem en ny ”stor koalition” med CDU/CSU eller en ”Jamaica-koalition” (sort for CDU/CSU, gul for FDP og grøn for De Grønne), og mit gæt vil være, at hun vælger en ny stor koalition: Det vil svække SPD yderligere forud for valget i 2021, når hun selv går af. Og det vil gøre det lettere for hende at føre Europa-politik sammen med Emmanuel Macron. Omvendt får hun ikke indlysende fordele ud af et kompagniskab med AFP og De Grønne.

Elefanterne i rummet
Mange emner, hvor Tysklands stillingtagen er afgørende, er stort set fraværende i den tyske valgkamp. Euroen, Europas ydre grænser, immigration, magtbalancen i Europa efter Brexit, forholdet til Polen og Ungarn, sikkerhedspolitikken i forholdet til Rusland. De aspekter, der er blevet taget op, er først og fremmest forholdet til Erdogans Tyrkiet og Trumps USA. I ”Das Duell” markerede begge kandidater, at de ville have EU’s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet standset. Og Merkel fik forklaret, at et samarbejde med USA’s præsident Trump ville bero på, at der er et fælles værdigrundlag europæerne og amerikanerne imellem. Schulz havde ellers i august sat trumf på Trump-kritikken ved at melde, at han som kansler ville forlange, at USA trækker alle atomvåben ud af Tyskland. Den idé første straks til diskussioner i USA og Europa om fremtidens NATO-samarbejde, men temaet er tilsyneladende taget af plakaten igen, og det blev ikke bragt op i debatten.

Men den store elefant er euroen. Merkel og andre ledende politikere – herunder hendes finansminister Wolfgang Schaüble – har efterhånden erkendt, at euro-konstruktionen må ændres fundamentalt. Og at der skal bruges flere penge, både i Tyskland og i resten af euro-zonen. I nyere dansk politiker-jargon ville man sige, at tyskerne har et rigtigt stort ”råderum” – de bruger det bare ikke.

Valutaunioner er en slags nulsumsspil, hvor overskud på det ene lands valutabalance betyder underskud på andres. Derfor bør de lande, der indgår, have meget jævnbyrdige økonomier, men sådan er det netop ikke i euroens tilfælde, hvor både et mindrebemidlet Grækenland og et velstående Tyskland er med. Der er opstået et overskud til Tysklands fordel. Men da Euro-kursen skal gælde for alle 19 euro-lande, bliver den forholdsvis lav. Uden en lav euro-kurs ville de svagere lande ikke kunne eksportere, men den lave euro-kurs giver samtidig det effektive Tyskland en fordel: Tyske varer bliver forholdsvis billige (og dér opstår en del af overskuddet). Parallelt hermed sætter Den Europæiske Centralbank renten så lavt, at knap en regnorm kan krybe under, for at alle kan være med – igen en fordel for tysk erhvervsliv.

Kombinationen af euro-fordele og en stærk hjemlig økonomi har i Tyskland skabt et årligt overskud på betalingsbalancen på omkring otte pct. Det svarer, ifølge professor Jesper Jespersen, RUC, til EU’s samlede budget – hvert år. Samtidig mangler de svagest stillede euro-lande et tilsvarende beløb, og derfor må de låne og betale renter (i høj grad til Tyskland).

Som Schulz har påpeget: Det ved man udmærket i den tyske regering. I maj, under den franske præsidentvalgkamp, sagde finansminister Schaüble til Der Spiegel: „Man kan ikke danne et fællesskab af stater med forskellig styrke uden en vis udligning mellem dem”. Det vil sige, at Schaüble er vendt 360 grader i forhold til det, der står i EU’s tysk-inspirerede Finanspagt fra 2012. Her var udgangspunktet nemlig, at stater indenfor euroen IKKE måtte hjælpe hinanden. Lande i økonomisk uføre måtte lære at klare sig på den hårde måde – med nedskæringer, arbejdsmarkedsreformer og låntilbagebetaling.

Det er et stort problem – i et demokratisk perspektiv – at Martin Schulz er et ikke-alternativ
_______

 

Tilsvarende udtalte Merkel til Rheinische Post, også i maj: ”Lige siden 2013 har jeg overvejet et budget for euro-zonen, hvor vi vil kunne hjælpe de reformivrige lande. Her kunne vi – i tillæg til de fonde, der allerede findes – indskyde yderligere midler for i en periode at kunne hjælpe disse [reformivrige, red.] lande”. Og hun skal nu, i slutningen af august, ifølge franske kilder have sagt, at hun ”kunne godt forestille sig en ”økonomi- og finansminister for euro-zonen”.

Råderummet
Hvad kunne Merkel bruge Tysklands store råderum til, hvis ellers hun ville? Hun kunne fx øge den indenlandske efterspørgsel. Det rige Tyskland har et betydeligt fattigdomsproblem. Tal for 2016 viser, at knap 16 pct. af den samlede tyske befolkning er at betegne som fattige; det svarer til næsten 13 mio. mennesker (tallet stammer fra Hans Böckler-stiftelsen, der er knyttet til tysk LO, og definitionen på ”fattig” er, at man har 60 pct. eller mindre af samfundets middelindkomst). Mange af de fattige – rundt regnet halvdelen – er ”mini-jobbere” under den såkaldte Hartz IV-reform, som socialdemokraterne fik gennemført i 2005. De arbejder på deltid og til lav løn, de fleste med socialtilskud oven i lønnen. Bedre vilkår til de dårligst stillede 16 pct. ville øge efterspørgslen og skabe ny vækst i de lande, der eksporterer til Tyskland – herunder de svagere euro-lande.

Man kunne også vælge at etablere en slags Marshall-hjælp til de dårligst stillede økonomier i euro-zonen, i form af udviklingsmidler til modernisering og forbedring af konkurrenceevnen. Tyskland modtog selv Marshall-hjælp i årene efter Anden Verdenskrig, og det var med til at skabe det tyske Wirtschaftswunder. Eller man kunne vælge at bruge overskuddet til at finansiere eurobonds, dvs. lavtforrentede statslån, garanteret af alle 19 euro-lande, til ny infrastruktur. Vi ved, at det er en af de muligheder, den franske præsident Macron har diskuteret med Merkel og Schaüble.

Hvad er det så, der forhindrer en Merkel eller en Schulz i at love guld og grønne skove – både til de dårligt stillede i selve Tyskland, og til de lande i euro-zonen, der stadig har svært ved at komme i gang efter euro-krisen? Nogle forklarer det med tysk angst for inflation à la Weimar-republikken i 1920’erne, andre peger på, at tyskerne bare elsker at spare – ”Det er en del af tysk DNA”, konstaterede Lykke Friis på DR2 for nylig. Et andet aspekt er, at de etablerede partier for enhver pris vil undgå at give Alternative für Deutschland – der startede som et anti-euro-parti, men i dag har helt andre ting på programmet – vind i sejlene. Finansmanden og spekulanten George Soros har en interessant teori om, at Tyskland bare ikke ønsker at spille rollen som den dominerende magt i Europa, og at det er dét, der gør dem så tilbageholdende. Men Soros’ analyse forklarer jo ikke, at man ikke stimulerer den indenlandske efterspørgsel.

Men måske Josef Janning, Tysklands medarbejder i tænketanken European Council for Foreign Relations, slår hovedet på sømmet: Tyskerne har det for godt, siger han. De forstår udmærket, at de på længere sigt er nødt til at påtage sig en lederrolle i EU, men lige nu håber de bare, at de kan få et par år mere i ”Merkel-æraen”, hvor alt er roligt og stabilt. Som Janning konstaterer: ”At afslutte Merkel-æraen nu ville være at åbne døren til en fremtid fuld af udfordringer – og det er der ingen i tysk politik, der har lyst til lige nu”.

Tendensen gennem de seneste målinger har været, at CDU/CSU ligger konstant omkring de 37-38 pct. Tilslutningen til SPD er konstant faldende. De Grønne går lidt tilbage, AfD lidt frem, mens Linke og FDP ligger konstant omkring de 10 pct. ARD/Deutschlandstrend nåede frem til flg. stilling 14. september:

CDU/CSU 37 %
SPD 20 %
AfD 12 %
Linke 9 %
FDP 8 %
Grüne 8 %
Andre 5 %

Den store elefant er euroen. Merkel og andre ledende politikere […] har efterhånden erkendt, at euro-konstruktionen må ændres fundamentalt
_______

 
ILLUSTRATION: Angela Merkel [foto: Omer Messinger/Polfoto]