23.03.2017

MEDIERNES FREMTID/FREMTIDENS MEDIER Lea Korsgaard (chefredaktør, Zetland) er blandt de 20+ oplægsholdere på RÆSONs 4-timers-aftenkonference mandag 3. april 15-19 i selskab med bl.a. Rune Lykkeberg, Christian Jensen, Jesper Tynell, Martin Krasnik, Tom Jensen, Mads Brügger og kulturminister Mette Bock (LA). Billetpris: 495 kr.

Interview af Nicolai Foldgast

RÆSON: Hvad mener du er journalistikkens største udfordring nu?
KORSGAARD: Journalistikkens største udfordring nu er helt klart omstillingen til en ny medievirkelighed, hvor løgne, propaganda og misinformation har gode betingelser for at blive udbredt.

RÆSON: Referer du til ”fake news”?
KORSGAARD: ”Fake news” er i virkeligheden bare en lille del af det. Altså hvis vi forstår ”fake news” som familiefaren, der sidder i Los Angeles og producerer falske nyheder med profit for øje, er det oplagt en del af problemet, men dertil hører også præsident Trumps løgne og misinformation, russiske ”trolde”, som på regeringens vegne publicerer misinformation, eroderingen af tilliden til medierne, politikere og om etablerede institutioners kendsgerninger er til at stole på. Derfor er ”fake news” kun en lille del af det, og problemet er langt, langt større – der er i hvert fald et symptom på et langt større problem.

RÆSON: Kritikere mener, Brexit og Trumps sejr har afsløret de traditionelle medier som elitære og out-of-touch. Er det fair?
KORSGAARD: Faktisk et stykke af vejen, ja. Men kun et stykke af vejen! Jeg er sådan set enig i, at medierne i femten, tyve år – helt generelt set og groft sagt – har medvirket til at skabe en kløft mellem dét der tales om i det offentlige rum og så de konkrete problemer folk oplever i deres virkelighed. Mediernes rolle må og skal være at bygge en bro mellem de problemer og udfordringer, som et helt almindeligt menneske står overfor i hverdagen og så til de store dagsordener, vi diskuterer i offentligheden. Hvis dén bro ikke bygges – altså hvis jeg som slagterimedarbejder i Faaborg ikke føler, at min virkelighed bliver respekteret i det store billede – så er det klart, at jeg kommer til at vende mig mod offentligheden, vende mig mod dén debat og fortrække mig andre steder hen.

Mediernes rolle må og skal være at bygge en bro mellem de problemer og udfordringer, som et helt almindeligt menneske står overfor i hverdagen og så til de store dagsordener, vi diskuterer i offentligheden.
_______

 

RÆSON: Så du mener, at ”broen” manglede i forhold til Brexit og Trumps sejr?
KORSGAARD: Ja. Nu snakker jeg om en bro mellem den oplevede virkelighed – folks oplevelse af at miste deres job, folks oplevelse af indvandring fra tredjeverdens lande eller folks oplevelse af globalisering, som bliver talt om som et gode, men som ikke føles sådan. Broen mellem dén konkrete virkelighed og de konkrete udfordringer til dét vi taler om i den offentlige debat – den bro synes jeg pressen skal bygge. Altså hvis jeg som almindeligt menneske ikke kan genkende min virkelighed reflekteret i medierne, så er det klart, at jeg vil finde nogle alternative medier, eller i hvert fald finde nogle alternative nyheder at begynde at abonnere på. Der tror jeg, at os som presse i høj grad har til opgave at bygge den der bro mellem den oplevede, konkrete virkelighed og de store mega-tendenser, der har været at diskutere.

RÆSON: Hvad er den vigtigste egenskab, en journalist bør have om 10 år?
KORSGAARD: Integritet.

RÆSON: Hvorfor det?
KORSGAARD: Jeg tror, der findes objektive kendsgerninger, men jeg tror ikke på, at der findes objektiv journalistik. Den nyhedsjournalistik, som var idealet i det tyvende århundrede, er ikke i stand til at gå op imod tidens løgne og tidens misinformation.

RÆSON: Mener du, at de nuværende journalister mangler den fornødne integritet?
KORSGAARD: Der er masser, som har integritet, så jeg synes det er svært at generalisere. Der findes masser af fantastisk journalistik, men der findes også journalistik, som tror på, at hvis man bare stiller et spejl op foran samfundet og bare refererer hvad den ene kilde har sagt og hvad den anden kilde har sagt, så er alt godt og man har været objektiv. Det mener jeg ikke er en vej at gå ned ad. Jeg hylder integritet snarere end jeg hylder objektivitet. Dén journalist er selvfølgelig fair, hårdtarbejdende og grundig, men er også vidende, kløgtig og klar over sit eget værdisæt som menneske og borger.

RÆSON: Hvad er journalisternes største illusion om sig selv?
KORSGAARD: Helt generelt set har journalister en ”lille” evne til at overvurdere egen viden.

RÆSON: Mener du, at det er et problem?
KORSGAARD: Ja, helt klart. For at få autoritet som skribent i dag er det ikke nok bare at referere virkeligheden. Man skal vide noget om den virkelighed, du skriver om.

RÆSON: Så du mener, at der er journalister, der skriver om noget, de ikke har viden om – altså hvor de bare refererer?
KORSGAARD: Ja, det er der – sådan bliver meget nyhedsjournalistik lavet. Der er også nyhedsjournalistik, som ikke bliver sådan – heldigvis. Blandt andet på grund af tempokrav og mængdekrav bliver nogle nyheder ikke serveret i den rette kontekst og i det rette perspektiv. Det er svært at forestille sig, at en nyhed, der er skrevet en halv time efter begivenheden fandt sted, faktisk kan bibringe læserne særlig meget andet end bare referere hvad der er sket.

Jeg tror, der findes objektive kendsgerninger, men jeg tror ikke på, at der findes objektiv journalistik. Den nyhedsjournalistik, som var idealet i det tyvende århundrede, er ikke i stand til at gå op imod tidens løgne og tidens misinformation.
_______

 

RÆSON: Hvis du kunne stille Donald Trump ét spørgsmål, hvad ville det så være?
KORSGAARD: Det er vildt godt spørgsmål. Hvad ville jeg spørge ham om, hvor jeg ville kunne få et ærligt svar? Jeg ville spørge ham: ”Hvorfor må vi ikke se beviserne – hans påståede beviser om at der foregik vælgerfusk på et historisk niveau i valgkampen?”

RÆSON: Hvorfor ville du stille ham dét spørgsmål?
KORSGAARD: Hvis jeg havde muligheden for at stille ham ét spørgsmål, ville jeg synes, at det var ærgerligt ikke at bruge det til at forsøge finde ud af hvorfor – hvordan manden tænker? For mig er det en af de mest ubegribelige ting i verden – hvorfor han tilsyneladende ikke ser en sammenhæng mellem dét at påstå noget og så føre bevis for det. Det er dén sammenhæng, der mangler. Altså prøve at høre, hvad han gør sig af tanker om dén sammenhæng.

RÆSON: Hvad er det nye ved “fake news”? Er “fake news” et fænomen, de “professionelle” medier skal – og kan – bekæmpe?
KORSGAARD: Ja, det er da klart et fænomen, de professionelle medier skal sætte sig for at hjælpe med at bekæmpe.

RÆSON: Hvordan gør man det?
KORSGAARD: Det tror jeg, at man gør ved først og fremmest at bekæmpe efterspørgslen efter ”fake news”. Det gør man ved at sætte sig for, at alle de mennesker, som forbruger ”fake news” og er begyndt at abonnere på en anden virkelighed, skal tales til og forstås. Det er lidt ligesom det jeg snakkede om tidligere i forbindelse med ”broen”, noget omkring folks problemer og de problemer man taler sammen om i den store offentlighed. Et godt eksempel på det her, tror jeg, er, at vi i den danske presse – jeg har ikke noget belæg for det, men blot taget fra en fornemmelse – i mange år har skrevet langt mere om den danske gymnasieskole og udfordringerne ved universiteterne end vi har skrevet om de erhvervsrettede ungdomsuddannelser. Det er bare et eksempel på, hvordan vi har en tendens til at overfokusere på den del af virkeligheden, som ligner journalistens egen. Der tror jeg, at vi har en kæmpe opgave i at fortælle om, hvordan virkeligheden også kan opleves. Når vi begynder på dét, begynder vi forhåbentlig også på at hjælpe med en forståelse af, hvorfra de forskellige grupper i samfundet ser virkeligheden og dermed også et udgangspunkt for, hvad der kan tales om.

RÆSON: Hvilken skrivende journalist i Danmark glæder du dig altid til at læse?
KORSGAARD: Jeg glæder mig altid til at læse Lone Frank fra Weekendavisen.

RÆSON: Hvorfor det?
KORSGAARD: Hun er et godt eksempel på én, som ved, hvad hun skriver om. Hun har stor integritet som journalist – netop på grund af sin viden.

RÆSON: Hvad er det bedste, mest innovative stykke journalistik fra udlandet du er stødt på de sidste 10 år?
KORSGAARD: Jeg synes, at New Yorks Times’ rivende udvikling er noget af det meste interessante lige nu. New York Times var jo om nogen inkarneret af den her lidt kølige, golde nyhedsstemme, som blev idealet i det tyvendeårhundredes journalistik. I løbet af det seneste år har man set et stilskifte, som har kastet sig ud i en helt anden og meget mere konverserende måde at lave journalistik på – altså fortælle historier i et helt andet toneleje. Der er meget mere gennemsigtighed.

RÆSON: Tror du, at dét er fremtiden for medierne – altså at de skal gå dén vej?
KORSGAARD: Ja, helt sikkert! Jeg tror uden tvivl, at vi i mediebranchen – på grund af den teknologiske udvikling – er stillet i en kæmpe forandringskrise, som kommer samtidig med den udbredte tillidskrise. Men jeg er også ret overbevist om, at medierne og pressen befinder sig i en stilkrise, og man bliver nødt til at forlade idealet om den golde nyhedsjournalistik for at lave en journalistik, der er relevant og med til at besvare nutidens store spørgsmål – som for eksempel hvordan vi bør leve sammen.

RÆSON: Hvad er det bedste, mest innovative stykke journalistik fra Danmark du er stødt på de sidste 10 år?
KORSGAARD: Zetland er jeg nødt til at sige. Vi bruger vores medlemmers viden, deres input, deres idéer og deres perspektiver til at gøre vores journalistik bedre. Med streg under ydmyghed – eller mangel på samme – synes jeg, at det er noget, som er sindssygt interessant at arbejde med.

RÆSON: Det, der betegnes “public service” kan også leveres af private medier, mente Bertel Haarder. Er du enig?
KORSGAARD: Ja, i den private presse hedder det bare publicisme.

RÆSON: Skal ”public service” leveres af private medier?
KORSGAARD: Ja, det synes jeg klart, at det skal, for det gør vi allerede.

RÆSON: Skal det leveres i højere grad af private medier?
KORSGAARD: Næh, jeg er meget stor fortaler for et stort og stærkt DR, så jeg er lidt bekymret for at hugge et for stort ben af DR. Jeg synes, at det er sindssygt vigtigt i en tid som den her, at vi har en stor folkelig medieorganisation, som er betalt af licens og skat, og som kan samle folk på tværs af interessegrupper, aldersgrupper og egne i landet. Jeg er fortaler for en stærk public service-enhed i Danmark. Når dét er sagt, så leverer den private presse allerede fremragende ”public service”, og den kan sagtens gøre det i endnu højere grad i fremtiden.

Jeg synes, at det er sindssygt vigtigt i en tid som den her, at vi har en stor folkelig medieorganisation, som er betalt af licens og skat, og som kan samle folk på tværs af interessegrupper, aldersgrupper og egne i landet.
_______

 

RÆSON: Er de danske mediestøtteordninger – herunder støtten til dagbladene – de rigtige?
KORSGAARD: Jeg er ret glad for den mediestøtteordning, som blev lavet for nogle år siden, og som gav sådan nogle som os på Zetland – altså digitale medier – mulighed for at få del i støtten. Der er så en lille teknikalitet, som stadig vil være ret fed at få ændret – nemlig at aviser er momsfritaget, mens det er digitale aviser ikke. Det betyder, at de har en stor konkurrencemæssig fordel i forhold til sådan nogle som os. Det vil være ret fedt – for os i hvert fald – at lave om på. Men ellers synes jeg, at forsøget på at lave en støtteordning, der ikke tager hensyn til hvilken platform du udkommer på men bare producerer uafhængig journalistik, er ret fornuftig.

RÆSON: Skal licensen betales over skatten?
KORSGAARD: Ja, det er jo en skat. Hvis du bare ejer en mobiltelefon, skal du betale licens i Danmark. For mig at se er det en skat, så hvorfor ikke bare gøre det til en skat? Jeg har lidt svært ved at se argumentet for – her i den moderne medievirkelig – at det ikke bare skal trækkes over skatten.

RÆSON: Hvis du kunne lave én ændring af DR, hvad ville det så være?
KORSGAARD: Én ændring af DR… Må jeg lige sige noget andet til det? Jeg synes, at vi i Danmark – i debatten om den danske presse – er alt for optaget af DR. Jeg er lidt ærgerlig over at blive stillet sådan et spørgsmål, for jeg gider ikke gøre mig klog på DR’s vegne. Det er ikke DR, som er den helt store udfordring i dag i forhold til, hvordan pressens fremtid skal se ud – det er historiske skift, som slet ikke har noget med DR at gøre. Det er Google og Facebooks store indflydelse på, hvad det er mediebrugere i dag bruger deres opmærksomhed på.

RÆSON: Hvis du skulle svare på spørgsmålet om én ændring af DR?
KORSGAARD: Mit svar er, at jeg vil ikke gøre mig klog på DR’s vegne. Hvordan DR vil løse deres public service-udfordring, må være op til dem at bestemme. Jeg har simpelthen hørt for mange private medier mene noget om DR, til at jeg gider at svare på det. Dog må jeg sige, at de gerne må blive ved med at udgive X Factor, for det er jeg kæmpe fan af.

RÆSON: Så du ville sikre dig, at X Factor ville køre hver eneste sæson?
KORSGAARD: Nej, sådan tror jeg ikke, at man kan sige det. Jeg synes, det er vigtigt og afgørende – og det har ingen ting med journalistik at gøre – at DR også i fremtiden laver de store og velproducere underholdningsprogrammer, som forbinder folk på kryds og tværs, af generationer, af segmenter og af landsdele, og som er med til at fortælle en historie om, hvem vi er som nation. Jeg tror, at kulturministeren (Mette Bock (LA), red.) går helt galt i byen, hvis hun mener, at det ikke bør være en meget stor del DR’s public service-forpligtelser i fremtiden.

RÆSON: Hvordan bliver næste generation af mediebrugere anderledes end den foregående?
KORSGAARD: Vi ser det allerede. De er fuldstændig ligeglade med flow-tv. Deres indhold får de udelukkende digitalt – altså hverken fra fjernsyn, radio eller fra papiret. Det bliver den helt store udfordring samt den spændende opgave at gå i gang med for de medier, som gerne vil levere et relevant bud på, hvad der skal bruges tid på i fremtiden.

RÆSON: Husker du bedre hvad du læser på papir, end hvad du læser på en skærm?
KORSGAARD: Ja, det gør jeg faktisk.

RÆSON: Læser du primært på papir af den grund?
KORSGAARD: Nej, jeg læser også rigtig meget på skærm. Men jeg har en ret vild fotografisk evne til at huske ting, jeg har læst i bøger for femten år siden – altså på hvilken side og hvorhenne på siden det stod. Dén evne har jeg ikke simpelthen ikke evnet at få overført til digitalt format – desværre.

RÆSON: Bruger du for meget tid på Twitter og Facebook?
KORSGAARD: Ja.

RÆSON: Føler du, at det er et stort problem?
KORSGAARD: Ja, jeg vil kalde det et halvstort problem. Det er sjældent, at jeg bliver klogere af det, synes jeg.

RÆSON: Det bidrager ikke med noget konstruktivt?
KORSGAARD: Nej, det tager snarere noget opmærksomhed, som ville være federe at bruge et andet sted – for eksempel at glo ned i mine nye agurkeplanter, læse en spændende bog eller se på min dejlige mand.

RÆSON: Hvad sker der, den dag Google, Facebook, Apple og Amazon beslutter sig for at lave journalistik i stor skala? Beskriv en drømme- og en mareridtsversion af dét scenarie.
KORSGAARD: Drømmescenariet er, at de begynder at tage deres redaktionelle forpligtigelse, som de jo har, alvorlig. Idéen om, at de stiller andre menneskers information til rådighed er allerede en illusion – de redigerer jo i indholdet. Jeg synes, at det ville være ret fedt, hvis det var efter nogle mere formelle og offentligt kendte publicistiske kriterier, at den redaktion foregik.

RÆSON: Og hvad med mareridtsversionen?
KORSGAARD: Det er sådan set det samme. Hvis man fik en journalistisk enhed med så stor dominans, som man kan forvente, at de stillede med fra Google og Facebooks hånd, ville de normer og dogmer, som de redaktioner lægger ned over virkeligheden, komme til at risikere at fylde for meget. Man kan sådan set allerede se det med Facebook. Det er jo et redaktionelt valg, at de ikke vil vise bare bryster. Det redaktionelle valg har nogle konsekvenser – for eksempel at det er sværere at fortælle interessante historier om nøgne bryster. Hvis samme logik kommer til at gøre sig gældende indenfor andre dele af området, kan det have nogle negative konsekvenser. Jeg er som sagt meget ambivalent, da der både ville være nogle positive sider ved det og nogle skræmmescenarier.