15.02.2017

Hvis organisationsgraden fortsætter sin faldende tendens og hvis blå blok ikke stopper sin tvetydige opbakning til den danske arbejdsmarkedsmodel, så kan den ikke overleve et stadig mere europæiseret arbejdsmarked.

Kommentar af Mattias Tesfaye, social dumping-ordfører for Socialdemokratiet

Folketinget havde besøg af en konservativ EU-kommissær for nylig. Jeg havde aldrig før hørt om Marianne Thyssen, men hun var faktisk temmelig kvik. ”Der kan ikke være noget økonomisk fremskridt uden socialt fremskridt – og ikke nogle sociale fremskridt uden økonomisk fremgang”, sagde hun. Det lød helt socialdemokratisk, så jeg spidsede ører, da hun på tør og præcis bureaukratisk vis fremlagde hendes overvejelser til et møde i et fornemt mødelokale i hjørnet af Christiansborg.

EU-kommissionen er nået til den erkendelse, at velfærdsstaterne og gode arbejdsforhold ikke er en forhindring for økonomisk udvikling, de er en forudsætning. Derfor vil de i marts 2017 fremlægge nogle overvejelser om en såkaldt social søjle i EU-samarbejdet. De frie markedskræfter skal reguleres og suppleres med et socialt sikkerhedsnet, muligheder for livslang opkvalificering og krav om anstændige arbejdsforhold. Så langt så godt. Men hvordan?

Det er mange år siden, at jeg havde engelsk i 9. klasse, men tænkte alligevel, at den flinke konservative kvinde skulle have et par tanker med hjem til Bruxelles.

”Hvis vi afholdte en folkeafstemning blandt de ansatte fra transportsektoren, i gartnerier og på byggepladser, om østudvidelsen, ville det blive et rungende nej”, startede jeg. ”Jeg er selv tilhænger af EU-samarbejdet. Kontinentet er omringet af Trump, Putin og Erdogan. Så det vil være skidt, hvis Europa stod splittet. Men det er vel ikke tilfredsstillende, at de mennesker der er mest berørt af beslutningen om østudvidelsen, er de mest kritiske over for de åbne grænser på grund af tryk på arbejdsforhold, lønindtægter og jobsikkerhed?”, spurgte jeg på Valby-engelsk.

Jeg kan nemlig sagtens genkende utilfredsheden bag Brexit. Oplevelsen af at de åbne grænser er godt for alle dem, der nu kan få bygget en billig carport, men dårligt for dem der lever af at bygge carporte. Kombineret med en så tilpas sløset håndhævelse af østeuropæernes overholdelse af lovgivningen på arbejdsmarkedet, at man nogle gange efterlades med mistanken om, at det ikke rigtig bekymrer myndighederne, at de hjemlige firmaer udkonkurreres og lønnen holdes nede. Alt det gør, at tilliden til at det politiske system også arbejder for Hr. og Fru LO-medlem, kan være temmelig lav.

Marianne Thyssen nikkede flittigt, men påpegede også, at Danmark jo netop havde frabedt sig vedtagelsen af en lovfastsat mindsteløn – hverken fra Christiansborg eller i Bruxelles. ”Det danske paradoks”, kalder hun det forhold, at vi er så glade for vores velfærdsstat og gode lønninger, men ikke ønsker at politikerne skal gribe ind og sikre, at det kan komme alle europæere til gode.

Og det er vel netop humlen ved diskussionen.

Danske lønmodtagere har en åbenlys interesse i, at lønningerne i Østeuropa stiger, ligesom vi har en interesse i, at de nye medlemslande bliver rigere og får udviklet velfærdsstater. Det vil mindske migrationen mod Vesteuropa og dermed beskytte de vestlige lønmodtagere mod social dumping. Også derfor er de danske socialdemokrater i Europaparlamentet gået åbent ind i diskussionerne om udviklingen af et mere socialt Europa. Men de har samtidig understreget, at Danmark ikke kan acceptere EU-vedtagelser, der fastlægger lønninger eller velfærdsydelser i vores land.

Det kan måske opleves som et paradoks, men det er sund fornuft.

Andre EU-lande skal være velkomne til at vedtage mindstelønninger. Men vi vil godt have os frabedt politisk indblanding i danske lønninger.
_______

 

For det første: Det er rigtigt, at der har udviklet sig et parallelt, underbetalt arbejdsmarked i Danmark. Men husk på: Langt de fleste danskere møder i dag på en arbejdsplads med overenskomster, som overholdes og hvor aftalemodellen mellem ledelse og tillidsfolk fungerer. Det er en meget stærk model, som mange andre lande misunder os. Vi skal passe på med at gennemtvinge lovgivning over for de 10 % banditter, som samtidig undergraver den frie forhandling, der fungerer så upåklageligt for det store flertal.

For det andet: Beskæftigelsesministeriet foretager hvert kvartal en opgørelse over myndighedernes indsats mod social dumping. Det ser fortsat slemt ud. Østeuropæiske virksomheder har mere end almindelig svært ved at overholde den danske skattelovgivning og arbejdsmiljølov. Hvorfor skulle de pludselig blive lovlydige, efter vedtagelsen af en lovfastsat mindsteløn? Det tror jeg ikke på.

Andre EU-lande skal være velkomne til at vedtage mindstelønninger. I Tyskland er socialdemokraterne kommet igennem med et ønske om 8,50 euro i timen. I andre lande er den endnu lavere – også her med opbakning fra mine partifæller i disse lande. Men vi vil godt have os frabedt politisk indblanding i danske lønninger.

Herhjemme er de vigtigste opgaver, at SKAT og Arbejdstilsynets særlige indsats mod social dumping gøres permanent og styrkes. Ved den seneste finanslovsforhandling blev de afsatte midler forlænget yderligere et år. Men vi bør nok erkende at eftersom østudvidelsen er permanent, så bør myndighedernes særlige indsats mod kriminalitet i arbejdslivet også være det.

Herudover er det afgørende at det nye EU-direktiv omkring udstationering af medarbejdere fastholder, at det er modtagerlandets regler for løn og arbejdsvilkår der gælder, således at ingen polske firmaer kan forlange polsk løn i Danmark. Endeligt bør både befolkning og politikere bakke op omkring den danske aftalemodel. Hvis organisationsgraden fortsætter sin faldende tendens og hvis blå blok ikke stopper sin tvetydige opbakning til den danske arbejdsmarkedsmodel, så kan den ikke overleve et stadig mere europæiseret arbejdsmarked.

ILLUSTRATION: Mattias Tesfaye (foto: Jakob Dall/Information/polfoto)