21.01.2017

Sejren i slaget om Aleppo har givet Assad-regimet det strategiske initiativ i borgerkrigen. Men sejren overskygges af den rå kendsgerning, at regimet ikke længere kan kontrollere strategiske landområder i Syrien uden massiv hjælp fra interne og eksterne aktører.

Analyse af Martin A. Husted

Indtagelsen af Aleppo signalerer en ny fase i den snart fem år lange syriske borgerkrig, hvor regimet i stigende grad synes at kunne diktere krigens militære og politiske pulsslag til sin fordel. Her taler begivenhederne deres eget sprog og understreger, at krigens pendul svinger i Assads retning.

Militært har regimet inden for de sidste uger igangsat en større operation i Damaskus’ forstæder i forsøget på at tiltvinge sig kontrol over hovedstadens vandressourcer, støttet af russiske luftstyrker. Politisk er Assad-regimet også styrket, især i forhold de kommende fredsforhandlinger – sat til at starte 23. januar i Kasakhstans hovedstad, Astana.

Krigs- og klanherrernes land
Men man bør ikke overvurdere præsidentens stigende selvsikkerhed, hverken militært eller politisk. Sagen er, at Assad-regimet i bund og grund bør anses som en tom skal, mere end en fungerende politisk enhedsaktør i de områder, som er underlagt dets kontrol. Det er således kun i ringe grad Assad eller det gamle regime omkring præsidenten, som styrer borgerkrigens pulsslag eller kontrollerer landområder. I borgerkrigens skyggefulde morads er de egentlige magthavere i Assads baghave snarere en uregerlig samling af udenlandske aktører, lokale miltser, regimevenlige stammer, klaner og private småhære; hver med deres politisk-religiøse dagsorden.

I borgerkrigens skyggefulde morads er de egentlige magthavere i Assads baghave snarere en uregerlig samling af udenlandske aktører, lokale miltser, regimevenlige stammer, klaner og private småhære; hver med deres politisk-religiøse dagsorden.
_______

 

For den almindelige syrer, der befinder sig i områder kontrolleret af Assad-regimet er virkeligheden rå. Klanlignende private hære opererer uden for enhver legal ramme og gør ofte, hvad de vil. De legitimerer sig selv som værende del af i Assad-statens magtapparat, men i praktisk forfølger de deres egen sekteriske eller direkte kriminelle dagsorden. Det ser man eksempelvis i den regime-kontrolleret by Hama. Her er Ali Shelly – lederen af den stærkt kriminelle ”Shelly-bande” på den ene side en svoren forkæmper for regimet, og har ansvaret for checkpoints langs den strategiske hovedvej til Aleppo. På den anden side er Ali Shelly hovedkraften bag et så mafiøst netværk i Hama at regimet i januar 2016 smed ham i fængsel. Årsagen var kriminelle aktiviteter som bortførelser og smugleaktivitet langs især hovedvejen – men Assads-regimet måtte dog efter 10 dage løslade Shelly igen efter pres fra andre krigsherrer.

Både New York Times og mellemøstanalytikeren Tobias Schneider beskriver en række bemærkelsesværdige eksempler, herunder et systematisk salg og køb af olie, våben og ammunition med oprørsgrupperne samt udviklingen af såkaldt „siege economics‟, dvs. brugen af checkpoints til at pålægge told på indførsel af fødevarer til afgrænsede områder under krigsherrernes kontrol. Hertil kommer mere klassiske mafialignende adfærdsmønstre, hvor civilbefolkningen i klanernes respektive områder oplever alt lige fra sortbørshandel, bortførelser, beskyttelsespenge til narkosmugling som en del af hverdagen.

I lyset af den udvikling synes Assad-statens status som handlekraftig centralmagt at bevæge sig mod et internt kollaps – en læsning som fremføres af Schneider: „I de sidste tre år er regimet – på trods af massiv udenlandsk militærhjælp og støtte – fortsat med at forvitre i et accelererende tempo. Hvis disse tendenser fortsætter, så vil den syriske præsident snart blot være en primus inter pares (‘den første bland ligemænd’, red); en symbolsk fællesnævner omkring hvilken en løs koalition af tyve og krigsherrer kan samles‟.

Langs selve frontlinjen har forskellige, stridende klanbaserede enheder også nægtet at assistere i forsvaret af positioner, de ikke havde en egeninteresse i. Rapporter beskriver næsten groteske eksempler på interne stridigheder, eksempelvis hvordan to Assad-tro enheder i skikkelse af de såkaldte Tiger Force og Desert Hawks angreb hinanden med tunge våben midt i selve frontlinjen – sandsynligvis til oprørernes forbløffelse.

Assad-regimets forsøg på at stoppe et sådan anarki og magtmisbrug bliver enten ofte ignoreret af de magtfulde lokale aktører eller udsat for angreb. Her uddyber analytikeren Schneider igen: „Der er ikke en styrke, som er loyal over for Damaskus, som er stærk nok til at holde disse banditter i skak‟. Man fristes til at sige med god grund. Assads centralmagt har i bund og grund kun direkte kontrol over en relativ lille styrke, der primært er bundet til forsvaret af de kontrolzoner, regimet selv besidder i Damaskus og langs middelhavskysten. Den styrke har heller ikke militære kræfter til andet i øjeblikket.

Dog bør man kritisk spørge, hvorvidt Assad-regimet (eller resterne af det) rent faktisk ønsker at gøre en forskel for befolkningen fanget under krigs- og klanherrernes åg? I Syriens borgerkrig lyder et stærkere og stærkere ekko fra den britiske politiske filosof Thomas Hobbes, der i 1600-tallet filosoferede over konsekvenserne af den engelske borgerkrig. Hobbes konklusion var rå men klar: fravær af en centralstatsmagt er den værste tænkelige tilstand, mennesket kan befinde sig i, da det udløser alles-krig-imod-alle. I dag er pointen stadig bekymrende relevant med fremvæksten af det uregerlige kludetæppe af kriger– og klanherrernes land, midt i Assad-statens baghave.

For det første er Syrien allerede nu godt på vej imod en balkaniseringsproces, drevet frem af borgerkrigens karakter som en hobbesiansk alles-krig-imod-alle, hvor frontlinjerne er på kryds og tværs af etnisk-sekteriske, religiøse og politiske skillelinjer.
_______

 

At Assad-staten flirter med et truende kollaps som effektiv centralmagt i sine kontrollerede områder bør tages alvorligt. I den læsning bør Assad-regimet nemlig i stigende grad anses som blot én spiller blandt en række andre magtfulde aktører, der samlet udgør det syriske „regime‟. En ny politisk virkelighed er sandsynligvis ved at udfolde sig, og én hvor Assad forsøger at fastholde sin magt gennem dannelsen af nye politiske alliancer med borgerkrigens opkommende krigs- og klanherrer. En pointe, der uddybes af Schneider: „Det [såkaldte] parlamentsvalg i april (2016: red) indikerede (…) regimets strukturelle forandring fra en centraliseret stat til et løst sammensurium af krigsherrer. Her mistede en række (…) gamle bureaukrater, lokale spidser – de bærende søljer i regimets traditionelle rentiersystem, deres plads til opkommende smuglere, paramilitære ledere og stammeoverhoveder‟.

Konsekvensen er todelt. For det første er Syrien allerede nu godt på vej imod en balkaniseringsproces, drevet frem af borgerkrigens karakter som en hobbesiansk alles-krig-imod-alle, hvor frontlinjerne er på kryds og tværs af etnisk-sekteriske, religiøse og politiske skillelinjer. I den situation af tiltagende kaos er man kun sikker blandt sine egne; en pointe klanlederne ofte fremfører for befolkningen under deres „beskyttelse‟.

For det andet må man kritisk spørge i hvilken grad Assad-regimet kan indgå og håndhæve sin del af en (måske) kommende fredsaftale? Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og det synes i bedste fald vanskeligt for Assad-regimet at påtvinge de ca. 25 mest magtfulde krigs-og klanherrer (med en samlet styrke under våben på ca. 150.000-200.000 mand) en politisk løsning, der ødelægger deres magtbase, levebrød og prestige.

Assads hær og borgerkrigen
Assad-regimets impotens hænger uløselig sammen med svækkelsen af statens ultimative magtinstrument: den arabiske syriske hær – som man også kan argumentere for, var en kolos på lerfødder før borgerkrigen brød ud.

Konkret påpeger militæranalytikere i det anerkendte Carnegie Middle East Center, at præsident Assad i dag kun direkte har kontrol over en styrke på ca. 80.000 mand, organiseret i få loyale enheder som de tunge formationer i Den Republikanske Garde og 4. Panser Division eller i en række mindre kampgrupper bestående primært af lette special- og sikkerhedsstyrker. Det er en dramatisk reduktion af hærens styrke, der før borgerkrigens udbrud i 2011 på papiret talte ca. 220.000 mand.

Hertil kommer, at størstedelen af de 80.000 soldater ikke indgår i den direkte kampstyrke men eksempelvis varetager bevogtningsopgaver eller forsyning- og logistik. Et forsigtigt bud er, at Assads hær i sin nuværende styrkestruktur har ca. 45.000-30.000 kampsoldater til sin rådighed – et kritisk lavt antal, når man tager borgerkrigens mange fronter og ansvarsområder i betragtning. Borgerkrigens militære geografi lægger nemlig et pres på Assads hær, der ikke kan løftes effektivt. Med konflikter i urbane områder som eksempelvis forstæderne til Damaskus, over kampe i bjergrige egne langs middelhavskysten i det vestlige og nordlige Syrien, til daglige træfninger i det østlige ørkenlandskab står hæren som følge af sit lille antal og sit materiel mere eller mindre svagt.

Assads hær på life-support
Sagen er, at hæren har gennemgået en slående transformation i mødet med borgerkrigens mange forskelligartede fronter. Før borgerkrigens udbrud i 2011 var den syriske hær organiseret efter sovjetiske militærprincipper; dvs. som en konventionel landhær, opbygget med fokus på manøvrekrig med brug af tunge mekaniserede enheder, og trænet til at bekæmpe en lignende modstander i højintense men relativ kortvarige krige – her var Israel den primære trussel.

Borgerkrigen er det stik modsatte. En langvarig konflikt, med elementer af højintense episoder (som eksempelvis sidste fase i Slaget om Aleppo i december 2016), men grundlæggende kendetegnet af sin lavintense krigsførelse. Her er belejring og mindre træfninger dagligdag på slagmarken. Her er stigende tabstal og vigende moral et konstant dræn på de involverede enheders kampkraft.

Den militære situation har medført en splittelse i Assad-regimets militære struktur. På overfladen fastholder regimet få regulære enheder, organiseret i mindre, men tungt bevæbnede kampgrupper. Disse enheder udgør føromtalte kerne af regimets mest hærenheder, og optræder ofte der, hvor krigens puls banker hurtigst.
Men enhederne lever kun i ringe grad op til traditionelle normer for klare linjer i kommandovejen og idealet for politisk kontrol med militæret. I stedet lever Assads gamle hærenheder nu en militær mere tilbagetrukket tilværelse. I stedet dominerer specialiserede semi paramilitære eliteformationer „Tiger-force‟ (Quwaat al-Nimr) eller „The Desert Falcons‟ (Suqur al-Sahara) – på slagmarken.

Eliteenhederne er resultatet af, at magtfulde individer inden i Assad-staten nærer en skepsis til den regulære hærs kampvilje, og af Assad-regimets egen opfordring til at danne sådanne minihære. Her kan eksempelvis „die-hard‟ alavitter – regimets mest loyale støtter – organiseres i en mobil kampstyrke uden for militærets eksisterende struktur. Opfordringen bør overraske, da man på trods af Assad-regimets ublu korruption og nepotisme, alligevel ville forvente en autoritær rygmarvsreaktion, når militære enheder udvikler sig til at være semi-autonome størrelser, styret og sponsoreret af magtfulde individer som potentielt kan udvikle sig til politiske konkurrenter til Assad. At Assad-regimet tværtimod har opmuntret og acceptret udviklingen kan kun ses som et udtryk for statens stigende fragmentering, samt Assad-hærens manglende kampevne.

Til den regulære hærs spaltning kommer endnu en aktør, da regimet i 2012 opstillede en ny militsstyrke: National Defence Forces (NDF). Officielt består styrken af ca. 100.000 frivillige, den er lokalt funderet som en form for patriotisk hjemmeværn, og opererer under kommandoen af den syriske hær.

I praksis bør man anse NDF som en løs paraplyorganisation, bestående af heterogene enheder, ofte uden træning eller militær kommandostruktur; nogle enheder tæller under 100 mand og er kun interesseret i deres lokalområder; andre enheder er massive, tæller ca. 3000-5000 mand og spiller en væsentlig rolle som villige kamptropper på slagmarken. Dele af enhederne er under kommando af en forvirrende samling af interne aktører, der også sponsorerer dem. Magtfulde interne politiske aktører som Assads eget Baathparti og Det Nationale Syriske Socialistparti samt derboende palæstinensiske grupper har hver deres NDF-enheder. Det samme har personer tæt på regimet, eksempelvis Suheil al-Hassan, som ligeledes er dybt involveret i føromtalte Tiger Force – en af de mest magtfulde paramilitære formationer, samt rigmænd som Sami Aubry, ejeren af størstedelen af Syriens forlystelsesparker. Aubry underholdningsindustri ligger nu i ruiner men han har fundet en ny og lige så lukrativ status som lokal krigsherre i Damasukus og det vestlige Aleppo.

Et forsigtigt estimat sætter prissedlen for Irans massive blodtransfusion til Assad-regimet til ca. 100 milliarder US. Dollars – en udskrivning Teheran påbegyndte i borgerkrigens udbrud i 2011, og stædigt fortsætter med.
_______

 

Blodtransfusion fra Iran
De mere talstærke NDF enheder udgøres primært af udlændige, og kan bedst anses som lejesoldater. Enhederne skylder næsten udelukkende deres eksistens til ekstern støtte – primært fra Irans Revolutionsgarde. De er bedre organiseret, kampivrige og har tungere bevæbning end de internt-opstillede syriske NDF enheder. Forklaringen er, at Teheran opstiller enhedens materiel, betaler en langt bedre hyre til den enkelte lejesoldat, (ofte unge desperat fattige mænd fra Euroasien, især Afghanistan og Pakistan, der modtager ca. 1.500 US. Dollars pr. måned) og endelige stilles disse lejesoldater iransk statsborgerskab i udsigt, hvis og når de har gennemført deres to-tre månedlange udsendelse til Syrien.

Teherans involvering i den syriske borgerkrig strækker sig langt dybere end sponsoringen af lejesoldater. Inkluderes det samlede styrkeantal fra dels det shia-muslimske Hizbollah, iranernes egne regulære styrker samt deres militærrådgivere og specialstyrker som Quds-styrken, anslås det i åbne kilder, at Iran direkte kontrollerer en styrke på ca. 40.000-60.000 mand i Syrien. Et forsigtigt estimat sætter prissedlen for Irans massive blodtransfusion til Assad-regimet til ca. 100 milliarder US. Dollars – en udskrivning Teheran påbegyndte i borgerkrigens udbrud i 2011, og stædigt fortsætter med.

Motivet for Teherans massive tilstedeværelse i Syrien synes primært at basere sig på regionale og sikkerhedspolitiske interesser. I sidste ende var (og er) Assads Syrien en af de få venligsindede stater i et truende nabolag, domineret af amerikanskstøttede regeringer eller sat i en magtkonkurrence som eksempelvis Saudi-Arabien er med Iran. Tilføjelsen af økonomiske midler, lejesoldater – der i sidste ende må anses som kanonføde – og Irans egne elitetropper synes at være en pris værd at betale i den optik. For Teheran er det strategiske mål at fastholde Assad-regimet som en strategisk partner i Mellemøstens magtbalance, og som en fast landbro til opretholdelsen af Teherans mest succesfulde stedfortræderbevægelse, Hizbollah, i iranernes traditionelle rivalisering med arvefjenden Israel.

Men Teherans blodtransfusion øger også markant iranernes muligheder på andre parametre. For det første kan Teheran både sidde med, og rent faktisk påvirke de kommende fredsforhandlinger i Kasakhstan. For Mellemøstens infant terrible er det endnu ét skridt tilbage på verdensscenen, hvor det sidste var atomaftalen mellem Vesten og Iran i 2015 og sanktionernes ophør. Som konsekvens er Irans internationale prestige, og ambitioner om at udvikle sig som en regional stormagt – på trods af instrumenterne – stigende i denne tid.

For det andet bør det anses som givet, at såfremt borgerkrigen ender med fastholdelsen af (dele) af Assad-regimets magt, så vil Irans massive og loyale støtte til Assad i fremtiden give Teheran en massiv rolle i syrisk politik og økonomi. Man kan beskrive effekterne af Irans tilstedeværelse som en klientgørelse af Assad-regimet – det er en kendsgerning nu, midt i borgerkrigens usikkerhed, men hvordan vil det udvikle sig i fremtiden? Man kan forestille sig, at Iran ønsker at etablere en militærtilstedeværelse i Syrien, selvfølgelig på Assads invitation, på trods af at en sådan vil være en blivende økonomisk omkostning for Iran. Men en fremtidig militær tilstedeværelse i Syrien vil alligevel indløse flere fordele end ulemper for Iran. Det vil forrykke regionens magtbalance yderligere til Teherans fordel. Rivalen Saudi-Arabien vil i den situation blive presset endnu mere, og det vil udløse en diskussion i USA om styrken (og prisen) af deres engagement som garantimagt for Israels sikkerhed. En sådan udvikling vil helt sikkert være en decideret sikkerhedspolitisk bombe i Tel Avis politiske og militære elite, og vil stærkt øge faren for direkte konfrontationer mellem iranske og israelske styrker. Det vil endvidere give iranerne en stærk medbestemmelse med den strategiske olie-og gasinfrastruktur i området, og således åbne Teherans muligheder for at videreudvikle sig som en af Mellemøstens primære petrostater.

Højteknologi fra Rusland
Den russiske støtte til Assad-regimet antager i dag komplekse dimensioner. Moskva fortsætter først og fremmest sin diplomatiske kurs – hvad man kan aktivt vise politisk i FN´s Sikkerhedsråd hver gang rådet debatterer konflikten. Siden konfliktens udbrud i 2011 har russerne seks gange nedlagt veto mod Assad-kritiske resolutioner. Det diplomatiske skjold har især skærmet Assad-regimet i august 2013, hvor truslen for vestlig militærintervention steg som følge af rapporter om brugen af giftgas.

Mere håndgribeligt har russisk militær siden efteråret 2015 været dybt involveret i borgerkrigens daglige slag og træfninger. Moskva har udstationeret og benyttet store dele af sit mest højteknologiske arsenal i en langvarig bombekampagne rettet mod især de moderate, vestlig støttede oprørsgrupperinger. Det russiske luftvåbens ildkraft, deres efterretninger og store leverancer af nyt krigsmateriel tillod i efteråret 2015 Assad-regimet at gå i offensiven. Den overraskende udvikling skete efter regimets ydmygende tab af oldtidsbyen Palmyra til ISIL og dets problemer med svækket kampmoral efter stigende tab og pres fra de moderate oprørsgruppers fremrykning i det nordlige Syrien.

Ruslands interesse i Assad-regimets interne stabilitet er af analytikere blevet forklaret ud fra geostrategiske årsager. Argumentet er, at regime-stabilitet tillader russerne at fastholde deres basestruktur i det østlige Middelhav. I havnebyen Tartus har russerne en mindre flådehavn, og i den nærliggende by Latakia bygger Rusland et større kompleks af luft- og kommunikationsbaser. Så sent som søndag 15. januar, kunne Interfax News Agency melde ud at russerne arbejdede på en større udvidelse af deres lufthavn i Hmeimin ved Latakia med endnu en landingsbane og opgradere havnen i Tartus til at kunne håndtere større skibe. Sådanne aktiver vil i fremtiden styrke Moskvas magtposition i Middelhavsområdet og Mellemøsten, og fungere som en modvægt til USA’s strategiske muligheder i det østlige Middelhav.

Derfor er det paradoksalt, at Rusland på den ene side tilføjer massive militære midler for at sikre Assad-regimets stabilitet i selve kampen imod oprørsgrupperne, imens Moskva på den anden side tilsyneladende lukker øjnene for selv samme centralmagts fragmenteringsproces i sit eget bagland. Russerne virker i øjeblikket ret uinteresseret i Assad-regimets manglende evne til politisk at kontrollere krigs- og klanherrerne. I stedet samarbejder russiske styrker aktivt med et bredt udvalg af disse styrker på slagmarken, sandsynligvis i en lev-og-lad-leve tilstand. Ifølge mellemøstanalytikeren Tobias Schneider får russerne på den måde adgang til kampvillige styrker på landjorden, der rent faktisk kan og vil tage kampen op imod oprøret, ofte med store tab til følge. De paramilitære enheder under krigs- og klanledernes kontrol får til gengæld adgang til russisk luftstøtte og tungt artilleri, og dermed større mulighed for at udvide deres egne små kontrolområder.

I sidste ende er det højst usandsynligt, at Moskva er interesseret i at blive involveret i det syriske morads. Det er også tvivlsomt om russerne i sidste ende har interesser i reetableringen af en stærk syrisk centralmagt, underlagt Assad.
_______

 

Med lidt god vilje kan man alligevel påpege, at effekten af Moskvas intervention har været at få Assad-regimets interne forrådnelse til at virke mindre fremskreden. Russernes tilstedeværelse i provinsen Latakia har eksempelvis medført dannelsen af en ny samarbejdsorganisation, hvor regimets repræsentanter koordinerer de strategiske tiltag sammen med Rusland og Iran. Her er de paramilitære enheder samt NDF-styrkerne rent faktisk underlagt en klar kommandovej, med regimet i toppen. Organisationen har sandsynligvis dannet den operationelle ramme i Slaget om Aleppo, og fungerer således rimelig effektivt.

Men spørgsmålet er blot, om etableringen af en succesfuld militærorganisation kan overføres til den fragmenterede virkelighed, russerne møder udenfor deres baser? I sidste ende er det højst usandsynligt, at Moskva er interesseret i at blive involveret i det syriske morads. Det er også tvivlsomt om russerne i sidste ende har interesser i reetableringen af en stærk syrisk centralmagt, underlagt Assad. Eksistensen af krigs-og klanledernes overlappende „småriger‟ muliggør alt andet lige en machiavellisk del-og-hersk politik. Her får Moskva tilgodeset sin interesse; nemlig fastholdelse af strategiske baser ved Middelhavskysten, og de regionale aktører i Syrien får det selvsamme; nemlig frihed til at fastholde deres magtposition i deres respektive områder. En ordning, der virker så længe, der er stabilitet.

I sidste ende virker den udlægning deprimerende overbevisende. Den betyder nemlig grundlæggende reetableringen af Assad-statens autoritære og nepotistiske fiaskostat, nu blot i nye indpakninger men med fortsættelse af de samme problemer, der førte til borgerkrigens udbrud i 2011.

Fredens krav er Assads største udfordring
Assad står over for en række udfordringer i de kommende måneder. Først og fremmest skal regimet finde sin plads ved de kommende fredsforhandlinger, og her acceptere, at russernes og iranernes egeninteresser overskygger Assads. For eliten i Damaskus er de magtfulde eksterne aktører i stigende grad altså en blandet velsignelse. Det har måske fastholdt regimet ved magten. Men det har også flyttet nye de paramilitære aktører tættere på Assads magtcentrum, og dermed kompliceret elitens mulighed for at handle som en politisk enhedsaktør.

Dernæst skal Assad-regimet forsøge at overføre og håndhæve en given fredsaftale til den fragmenterede politiske virkelighed i sine områder. Her vil krigs- og klanlederne højst sandsynligt se med skepsis på en aftale, der fratager dem kontrollen over landområder – eksempelvis hvis man forestiller sig en opdeling af Syrien i etniske og sekteriske områder, der ikke passer til deres nuværende kontrolzoner. Disse lokale magthavere vil også være kritiske over for en genetablering af centralmagtens autoritet, hvis det medfører et forsøg på at generhverve statens voldsmonopol. Det kan øge risikoen for væbnende sammenstød mellem Assad-regimets repræsentanter og de nye private hære. Den proces vil udvikle sig til en simrende magtkamp mellem forskellige og skiftende aktører, og ligner i deprimerende grad de strukturelle problemer som andre fiaskostater eksempelvis Libyen, Libanon, Irak, Afghanistan og Somalia har martredes med i flere årtier.

ILLUSTRATION: Bashar al-Assad (pressefoto/kremlin.ru)

Martin Ammitsbøll Husted (f.1981) er cand.mag i Filosofi og Samfundsfag, og cand.mag i Historie fra Aarhus Universitet. Martin er lektor på Århus Akademi og Risskov Gymnasium samt forfatter og foredragsholder med særligt fokus på globalisering, stormagtspolitik og politisk filosofi.