20.12.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

EU gør ret i at sætte foden ned for illiberale regimer som Polen og Ungarn – ser man den anden vej bliver man medskyldig i knægtelsen af ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og domstolenes uafhængighed. Det vil EU ikke kunne overleve i længden.

Kommentar af Marlene Wind, professor i Statskundskab

I et interview i Politiken den 11. december svarer udenrigsminister Anders Samuelsen ’ja’ til spørgsmålet om, hvorvidt han stadig mener at Polen og Ungarn er liberale demokratier. Var de ikke det, siger Samuelsen, så var de nemlig ”ikke medlemmer af EU”.

I dag har Kommissionen så draget en noget anderledes konklusion end den danske udenrigsminister. Man har taget det ret drastiske skridt at indlede en artikel 7- sag mod Polen, fordi landet med sine nyligt vedtagne justitsreformer knægter domstoles uafhængighed. Bl.a. giver man det siddende parlamentariske flertal næsten total politisk kontrol med domstolene. Polen bryder dermed med ideen om magtens tredeling, som var et af de helt grundlæggende demokratiske retsstatsprincipper, som landet skrev under på da det blev EU-medlem i 2004.

 

Et eksistentielt problem for EU
For at indlede en artikel 7-sag mod et land, skal Rådet med et flertal på fire femtedele af sine medlemmer og efter godkendelse af Europa-Parlamentet fastslå, at der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder de værdier, der er nævnt i Lissabontraktatens artikel 2. Det handler bl.a. om basale retsstatsprincipper. Reagerer landet ikke på kritikken kan EU-landene i sidste instans – hvis der opnås enstemmighed – fratage landet stemmeretten i Rådet. Frankrig og Tyskland har allerede for længst – og i modsætning til Danmark – tilkendegivet, at de ville bakke op om artikel 7-proceduren, hvis ikke den siddende Polske regering klart signalerede, at man var villig til at slippe sit greb om ikke bare domstolene, men også medierne. Dem har regeringen tiltaget sig næsten fuld kontrol over de senere år – senest har justitsministeren sendt en kæmpe bøde til en uafhængig TV-station for noget så banalt, som at vise optagelser af en offentlig demonstration mod regeringen.

Få danske politikere har ytret sig om sagen – og dem der har, synes at bagatellisere den. Ikke desto mindre er det værd at huske på, at det ikke er for sjov, når Timmermanns og Europarådets Venedig-kommission de seneste år har advaret såvel polakker som ungarere om, at har bevæget sig meget langt væk fra det liberale demokrati, de bekendte sig til da de kom ind i EU.

Landene bevæger sig henimod en form for autoritært styre som ikke er forenelig med EU’s værdier. Et styre, som knægter de basale demokratiske principper EU (og alle demokratier) værner om. At trække det ultimative artikel 7-kort er dog ikke uden risiko, hvis de øvrige medlemslande ikke bakker op. I så fald kan det ende som en gevaldig maveplasker for såvel Kommissionen som Europaparlamentet, der risikerer at måtte kravle ned af det træ, de er kravlet op i. Det sidste led i artikel 7-proceduren – der rent faktisk tager stemmeretten fra et land – kræver nemlig enstemmighed i Rådskredsen og vi ved allerede nu, at der vil blive nedlagt veto fra mindst et land, nemlig Ungarn.

Man skal imidlertid helt have tabt sit demokratiske kompas, hvis man ikke kan se, at det, der er på spil i visse af de central- og østeuropæiske lande i øjeblikket, er noget af det mest alarmerende det europæiske fællesskab nogensinde har været konfronteret med.

Brexit er en underholdende farce i sammenligning, fordi briternes exit meget vel kan gå hen og styrke det europæiske fællesskab snarere end at svække det. Truslerne mod retsstaten er langt alvorligere fordi de truer selve EU’s DNA. Ungarn er – som jeg vurderer det – værst tilredt fordi udviklingen har stået på så længe. Men Polen er et langt større land og dermed åbenbart vigtigere for Kommissionen at sætte ind overfor. Den polske regering har imidlertid været endnu mere tonedøv overfor advarsler og kritik end Ungarns Orban. Mens Orban har spillet spillet og i hvert fald ind imellem ladet som om, at han ville rette ind, har polakkerne gjort det modsatte.

Truslerne mod retsstaten er langt alvorligere end Brexit fordi de truer selve EU’s DNA
_______

 

Det mest bekymrende er statsledernes tavshed
Det mest bekymrende i hele denne misære er imidlertid ikke det der sker i de to lande, for det vil kunne håndteres, hvis viljen var der. Det værste er stats-og regeringschefernes – tilsyneladende – handlingslammelse. De fleste har overladt de svære spørgsmål om udfordringen af retsstatsprincippet til Kommissionens viceformand, Frans Timmermanns, mens de har kigget den anden vej og talt om noget andet. Substansen i det, vi er vidner til, er ellers slem nok. Både Ungarn og Polen har fyret dommere og sænket pensionsalderen på offentligt ansatte, der har ytret sig kritisk over for det siddende regeringsflertal. Samtidig har de placeret parti-vennerne på samfundets topposter. De to lande har også taget den næsten totale magt over medierne og groft indskrænket ytringsfriheden. Som nævnt ovenfor har den polske justitsminister – i bedste Tibet-sags-stil – uddelt kæmpe bøder til medier, der viser TV-billeder af regerings-demonstranter.

Ved at udnytte deres flertal i parlamentet har regeringerne lavet lovgivning, der indfører krav om registrering af donationer fra udenlandske sponsorer til ngo’er og dermed de facto kriminaliseret opposition og civilsamfund. De har således gjort det tæt på på umuligt for både ngo’er og mere moderate oppositionspartier at få fodfæste til at konkurrere mod det siddende parlamentariske flertal – der tilhører PiS i Polen og Fidesz i Ungarn. Opposition og civilsamfundet i begge lande har af disse gode grunde længe bedt om hjælp fra EU.

Et af problemerne er naturligvis, at EU har så få knapper at dreje på for at kunne gøre noget ved situationen. I ansøgningsprocessen var EU effektivt til at monitorere landene. Men når et land først er blevet medlem, er der ikke ret meget EU kan gøre – udover, som i dag, at trykke på knappen til den såkaldte ’atombombe’ som art. 7 også kaldes.

Men det største problem er som nævnt regeringernes delvise benægtelse af selve problemet. Jf. reaktionen hos den danske udenrigsminister som den 11. december i et interview i Politiken gav udtryk for, at brugen af artikel 7 for næsten enhver pris bør undgås. Det er ikke en holdning Danmark er alene om. Men den hviler, når man skærer ind til benet, på et udtalt hykleri og dobbeltmoral. Hykleri, fordi visse EU-regeringer er yderst selektive, når det handler om at forsvare de demokratiske retsstatsprincipper, menneskerettighederne og ytringsfriheden. Hvis det drejer sig om ansøgerlande, der – som fx Tyrkiet – bejler til at komme ind i EU-varmen, er der ingen ende på hvor vigtigt det er, at københavnerkriterier, rule of law-principper og ytringsfriheden respekteres. Hertil kommer også bekæmpelsen af korruption, som sjovt nok for mange EU regeringer er mest afgørende i et lands ansøgningsfase, men som prioriteres langt lavere, når først et land har fået en plads ved EU- bordet.

Noget tyder med andre ord på, at er man først blevet ’en af vennerne’, kan man komme afsted med ret meget – herunder ulovlig kanalisering af EU-støttekronerne ud til forretningsforbindelser. Særligt Victor Orban har praktiseret dette i stor stil de sidste 7 år, samtidig med at han – uimodsagt – på store billboards ved vejsiden i Budapest har tordnet mod finansmanden George Soros og EU på én og samme tid.

Meget tyder desværre på, at EU til tider minder om et ’old-boys-network’, hvor der er udtalt enighed om ikke at kritisere hinanden
_______

 

Til forsvar for demokratiet: Merkel og Macron
Spørgsmålet er naturligvis hvorfor så mange har valgt tavsheden og sandsynligvis også vil gøre det i de kommende uger og måneder. Meget tyder desværre på, at EU til tider minder om et ’old-boys-network’, hvor der er udtalt enighed om ikke at kritisere hinanden, fordi alles stemmer tæller. Man ved jo som bekendt aldrig hvornår man selv kan komme i fedtefadet og få brug for støtte og hjælp fra selv et – illiberalt – EU land.

Heldigvis er det ikke alle, der er slappere, når det kommer til demokrati og ytringsfrihed. Merkel og Macron har begge længe været hårde i filten, når det drejer sig om at stå fast og forsvare demokratiet. Noget tyder i det hele taget på, at EU-lande, der bekender sig til det konstitutionelle demokrati med stærke domstole og fokus på beskyttelsen af menneskerettigheder, snarere end det flertals-demokrati som vi bekender os til i Danmark, har lagt lettere ved at sige fra og stå fast – også selvom det gør ondt. Spørger man de civile samfundsgrupper, oppositionspartier og intellektuelle, der kæmper den daglige kamp i Polen og Ungarn er de yderst taknemmelige for det.

Selvom respekten for eksperter kan ligge på et meget lille sted i dette kongerige og Europarådet ikke hører til blandt regeringens darlings, vil jeg alligevel anbefale dem, der måtte være i tvivl om Kommissionens initiativ, i dag, at læse Venedig-Kommissionens rapporter. De kan også anbefales at kigge i de tykke stakke af advarsler, råd og åbningsskrivelser som Kommissionen gennem de forløbne år har sendt til både Polen og Ungarn. Eller for den sags skyld Europaparlamentets advarsler og borgerrettighedsudvalgets betænkninger. Alt er naturligvis tilgængeligt online. Det er påfaldende at alle ser det samme skræmmende billede af to medlemslande, der endog praler af at have vendt det liberale demokrati ryggen.

Polen og Ungarn skrev, da de blev medlem af EU, under på de såkaldte Københavner-kriterier, hvor man accepterer, at man skal leve op til basale demokratiske rettigheder. Et af de allervigtigste kriterier er magtens tredeling – accepten af domstolenes uafhængighed. Det har man klart overtrådt med de nye love, man netop har vedtaget. EU kan ikke holde til kun at slå med den store hammer, når det gælder medlemslandenes brud på økonomiske budgetregler, og samtidig se den anden vej, når det gælder det allermest basale for os alle sammen; nemlig demokratiet. Derfor bør vi bakke Kommissionen op i dag og håbe at såvel polakker som ungarere snart igen vender tilbage til den demokratiske fold, hvor de hører hjemme.

Selvom respekten for eksperter kan ligge på et meget lille sted i dette kongerige og Europarådet ikke hører til blandt regeringens darlings, vil jeg alligevel anbefale dem, der måtte være i tvivl om Kommissionens initiativ, i dag, at læse Venedig-Kommissionens rapporter
_______

 

Marlene Wind, professor i Statskundskab og leder af CEP & professor på iCourts, Centre of Excellence, begge Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Macron og Merkel under “G5 Sahel”-mødet i La Celle St-Cloud, nær Paris (13/12 2017) [foto: Christian Liewig/ABACAPRESS.COM/Polfoto]