21.05.2017

Angst og bæven har præget stemningen i Europa og givet populisterne vind i sejlene. Frankrigs nye præsident Emanuelle Macron drager til kamp med et projekt, der på sin vis er lige så nationalistisk som Marine Le Pens, men ved at styrke Frankrig i EU og genskabe nationens ”grandeur”. Foreløbig har han haft heldet med sig, og med Brexit har briterne serveret ham en ekstra chance som en appelsin på en sølvbakke. Men holder han?

Analyse af Ole Aabenhus

Der er noget i Emmanuel Macron, Frankrigs nye præsident, der får mig til at tænke på eventyrfortællinger og ædle riddere. Som bekendt ligner han en skoledreng i visse danskeres øjne, men bag de lidt uprøvede ansigtstræk og det til tider stirrende blik gemmer sig en strateg og retoriker med visioner og organisationstalent, som har evnen til at knytte folk til sig, skabe fremdrift og splitte sine modstandere.

Senest har han udnævnt en regering med masser af nye ansigter – halvdelen har aldrig været politikere før, halvdelen er kvinder, kun fire (udenrigs-, justits-, økonomi-/finansministrene og ministeren for de oversøiske områder) har tidligere været ministre. Den nye regering er et sats, men igen har han fået befolkningen med sig: I en første opinionsundersøgelse har mere end 60 procent af de franske vælgere erklæret sig tilfredse med Macrons forsøg på et opgør med politikerleden.

”Verden har brug for Frankrig”
Macrons projekt er at genrejse Frankrig for franskmændene, inklusive landets historiske grandeur og gloire. Han er sig sine historiske forbilleder som Charles de Gaulle og François Mitterand yderst bevidst, og han spiller på forestillingen om den patriarkalske præsident, der samler nationen. Derfor sejrfesten i Louvre, foran den berømte pyramide, og derfor den lange, ensomme march à la Mitterand frem til podiet, da sejrstalen skulle holdes.

Hans mantra er så enkelt, at Donald Trump kunne have fundet på det: ”Make France great again”, men indholdet er anderledes: ”Verden har brug for Frankrig”, sagde han i sin tale på valgaftenen, ”men i årtier har Frankrig tvivlet på sig selv”. Derfor er den opgave, han må løse ”at give franskmændene deres selvtillid tilbage” og skabe et rigt Frankrig, der kunne være ”en model for verden”.

På en måde er Macron et modstykke til Marine Le Pen og hendes højrenationale parti Front National.

Begge spiller på nationen, men hvor førstnævnte vil sætte grænser for at beskytte Frankrig mod en grum verden, er nationen i Macrons øjne en forpligtelse – ”Jeg har brug for hver eneste af jer”, lød det – til at omforme Frankrig, så landet kan blomstre og genvinde sin internationale prestige.

Og mens Marine Le Pen ønsker EU hen, hvor peberet gror, ser Macron EU som den sammenhæng, hvor Frankrig genskaber sin førerrolle i Europa – ikke alene, men sammen med Tyskland.

Den stigende erkendelse af, at briterne mener Brexit alvorligt betyder, at Frankrig pludselig har fået mulighed for at genvinde sin rolle som eneste EU-stormagt ved siden af Tyskland. For Macron er Brexit som en appelsin serveret på et sølvfad.
_______

 

”Revolution”
Endnu i februar-marts lå Macron langt tilbage i præsidentfeltet. Men tre ting gav ham medvind: Bevægelsen En Marche !, som han dannede i april sidste år, og som lynhurtigt spredte sig over hele landet. Hans bog – med den lidt prangende titel ”Revolution” – er solgt i 200.000 eksemplarer. Og den nedtur som hans konkurrent på højrefløjen, François Fillon, fik, da det kom frem, at han havde beriget sig ved at sætte sin kone, Penelope, på de offentlige lønningslister for arbejde, hun aldrig havde udført.

Programmet i ”Revolution” er af mange blevet set som svaret på Frankrigs dårligdomme: Det er optimistisk. Det peger på behovet for et nyt midterparti, der kan gøre op med de rituelle kampe uden indhold mellem de to store partier, socialdemokraterne (PS) og de konservative (LR). Det lægger op til, at der skal nye folk ind i politik, gerne fra erhvervsliv og NGO’er, helst unge og gerne kvinder.

Der lægges op til forandringer: Politikerne tør ikke se realiteterne i øjnene, hedder det. De forsøger at stryge folk med hårene ved at lovgive om det, Macron med et lægeudtryk kalder palliative (smertelindrende) foranstaltninger – ting, som hjælper her og nu, men samtidig øger statsgælden og vælter byrden over på næste generation.

Midlet er den særlige udgave af velfærdssamfundet, som vi i Danmark er begyndt at kalde konkurrencestaten, hvor der er velfærd for alle, men hvor der også stilles krav. I Macrons udgave bliver det til, at samfundet skal skabe rammerne, så alle – også de unge arbejdsløse, også dem i indvandrerghettoerne, og dem i de nedkørte gamle industriområder – kan få en uddannelse, omskoles i takt med udviklingen og få et ordentligt liv.

Blandt de politikområder, han tager op, er der i hvert fald tre, der bliver kontroversielle:
1) Social sikkerhed: Macron går efter en flexicurity-model (fleksibilitet + sikkerhed), der svarer til den danske, i stedet for det nuværende stive system, der konstant fører til arbejdskampe.
2) Uddannelsessystemet: Der skal større sammenhæng mellem uddannelse og erhverv, og der skal sættes ind for at give de unge i de fattige kvarterer, først og fremmest indvandrere, en bedre uddannelse.
3) EU: Macron ønsker grænser omkring Europa, både mod immigration og mod unfair konkurrence fra f.eks. Kina. Efter det tyske valg til efteråret skal der være demokratiske konventer i alle EU-lande om EU’s handleplaner.

Holder optimismen?
Det kan ingen vide. Overordnet set ser det ud til, at Macron har heldet med sig på den politiske scene: De partipolitiske strukturer falder sammen som korthuse omkring ham. Og den stigende erkendelse af, at briterne mener Brexit alvorligt betyder, at Frankrig pludselig har fået mulighed for at genvinde sin rolle som eneste EU-stormagt ved siden af Tyskland. For Macron er Brexit som en appelsin serveret på et sølvfad.

Foreløbig har En Marche’s succes (nu partiet La Republique en Marche, Republikken på vej) fået det vaklende franske socialdemokrati PS til at falde næsten totalt sammen. Og hans udnævnelse mandag efter valget af den konservative borgmester i Le Havre, Edouard Philippe, 46 år, som ny premierminister er et mestertræk i den forstand, at han dermed splitter de konservative og henter støtte hos to af partiets tre fløje. Den sidste af de tre, der ledes af François Baroin, er nu begyndt at lægge op til noget så usædvanligt i fransk sammenhæng som en samlingsregering efter valget.

Mange er unge, halvdelen er kvinder, mange er uden politisk erfaring, mens andre er trænede politikere. Men som man bemærker på venstrefløjen: Næsten ingen er arbejdere. Det er mellemklassen, der flokkes om Macron.
_______

 

Tilbage står, om partiet La République En Marche kan vinde et valg. Som angivet eksisterede partiet ikke for et år siden, men det opstiller i samtlige valgkredse (i sydvestlige Frankrig repræsenteret af Bayrou’s parti UDF). Den har foreløbig opstillet godt 500 kandidater til de 577 pladser i parlamentet. Mange er unge, halvdelen er kvinder, mange er uden politisk erfaring, mens andre er trænede politikere. Men som man bemærker på venstrefløjen: Næsten ingen er arbejdere. Det er mellemklassen, der flokkes om Macron.

Om den nye regering kan komme til at fungere, er et andet spørgsmål: Der er modsætninger på mange leder, f.eks. er regeringslederen kendt for at støtte atomkraft, mens et af de mest kendte ansigter i regeringen, Nicolas Hulot, der har fået til opgave at sikre overgangen til grøn energi, er voldsomt imod.

Under alle omstændigheder er der tale om en overgangsregering. Klarer den sig godt ved valget til Nationalforsamlingen i midten af juni, bliver den formentlig siddende, ellers bliver den skiftet ud, og det gør den også, hvis den ikke passer med det nye flertal efter valget.

1-0 i Berlin
På det europæiske plan har Macron foreløbig med sit besøg hos Angela Merkel i Berlin markeret sin vilje til at give den gamle fransk-tyske akse ny vægt, nu da briterne er ude af spillet.

Det var et af de hovedbudskaber, han blev valgt på – på trods af den skarpe EU-kritik fra den nationalistiske fløj, først og fremmest fra Marine Le Pen’s Front National, men også fra den franske udgave af Enhedslisten, ”La France Insoumise” under ledelse af Jean-Luc Mélenchon, der (med 19,6 procent af stemmerne i første valgrunde) lå mindre end 2 procent efter Marine Le Pen ved præsidentvalget.

Men hans planer går langt videre end det: Han ønsker et Europa, der tager sig af almindelige menneskers bekymringer, har han forklaret EU’s polske formand Donald Tusk, og han vil overbevise Tyskland om, at EU’s tysk-inspirerede strammer-politik på det økonomiske område skal afløses af en investeringspolitik, hvor EU samlet leder investeringer hen, hvor der er brug for dem – f.eks. i Sydeuropa eller for den sags skyld i Frankrig. Og at euro-zonens pengepolitik skal suppleres med en finanspolitik, der ser på investeringer og jobudvikling og ledes af en europæisk finansminister.

Dermed tilbyder han Tyskland en løsning på et dilemma, som er at Tyskland profiterer på euro’en og opsamler et enormt betalingsbalanceoverskud samtidig med at Sydeuropa mister købekraft, investeringsmuligheder og lidt efter lidt tappes for arbejdskraft, fordi de unge søger mod nord.

Han vil overbevise Tyskland om, at EU’s tysk-inspirerede strammer-politik på det økonomiske område skal afløses af en investeringspolitik, hvor EU samlet leder investeringer hen, hvor der er brug for dem – f.eks. i Sydeuropa eller for den sags skyld i Frankrig.
_______

 

Ideen om en fælles europæisk finansminister er lige så gammel som euroen og er altid blevet afvist af Tyskland og Storbritannien. Men nu er briterne ude, og man kan til sin forundring høre den barske, tyske finansminister Wolfgang Schaüble udtrykke sympati for Macrons forestillinger om EU-investeringer, mens Merkel går så langt som til at sige, at Tyskland vil være positiv, ”hvis der er fornuftige grunde til at ændre traktaterne”.

Macron er berømt for sin evne til at overbevise andre, og det må også være lykkedes i Berlin. I hvert fald sagde Merkel på det fælles pressemøde, at mødet var et udgangspunkt, ”der giver os vinger” (ein guter Startpunkt, der uns beflügelt).

Ole Aabenhus er tidligere DR-korrespondent i Bruxelles. Arbejder p.t. på projektet My!Europe, der har drøftet EU’s demokratiske underskud i syv lande inden for det sidste halvandet år og senest præsenteret ”20 Recommendations For More Democracy In Europe” på et seminar i Europa-Parlamentet (www.myeurope.today).

ILLUSTRATION: Merkel og Macron i Berlin, 15. maj 2017 (foto: Guido Bergmann/Polaris Images/polfoto)