02.01.2017

Med de mange valg i Europa – og Trump ved magten i USA – bliver 2017 afgørelsens år i Europa. For første gang er det en realistisk option, at EU-samarbejdet og det transatlantiske samarbejde kan bryde sammen.

Analyse af Lykke Friis (fra RÆSON28).

Tidlig morgen den 9. november 2016 startede, hvad der meget vel kan blive en ny tidsalder i international såvel som i europæisk politik.

På 27-årsdagen for Berlinmurens fald valgte amerikanerne en præsident, der under valgkampen havde sat spørgsmålstegn ved den internationale ordens grundpiller og ”globaliseringens falske sang”. Valgsejren kom i kølvandet på Brexit – briternes nej til fortsat EU-medlemskab. Forude venter en stribe valg i Europa, hvor højre-populistiske kræfter kan blive mærkbart styrket og sågar komme til magten (Østrig, Holland, Frankrig, Tyskland og Tjekkiet). I den verdenskendte historiker Francis Fukuyamas optik må udviklingen ses som et ”angreb på den liberale orden”, der blev skabt efter Anden Verdenskrig. Eller som han udtrykte det i en stor artikel i Financial Times: ”Risikoen for at glide ind i en verden med konkurrerende og vrede nationalistiske bevægelser er kolossal, og hvis det sker, vil det kunne være et lige så betydningsfuldt vendepunkt som Berlinmurens fald i 1989.”

Mens verden afventer de mange valg i Europa og ikke mindst, hvor stor forskel der i praksis vil være på kandidaten og præsidenten Donald Trump, er der én konklusion, der allerede ligger fast. Efter valget af Trump er Tysklands og kansler Merkels rolle blot blevet endnu mere afgørende. Ifølge New York Times er Merkel efter Trumps sejr intet mindre end ”the Liberal West’s Last Defender”, mens Oxford-historikeren Timothy Garton Ash har gjort sig til talsmand for, at Merkel nu er den ”frie verdens leder”. Det amerikanske tidsskrift Foreign Policy gik skridtet videre med en artikel under overskriften ”Daggryet for Pax Germanica”.

Det vil uden tvivl blive vanskeligt for Tyskland at leve op til forventningerne. For det første var Tyskland allerede inden Trumps valgsejr en modvillig europæisk leder, der kun havde påtaget sig lederskabet i mangel på andre kandidater. Eller som Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har udtrykt det: ”…Tyskland opsøgte ikke aktivt sin nye [leder]rolle. Tyskland voksede snarere ind i rollen som en central spiller simpelthen ved at forblive stabil, mens verden omkring os forandrede sig.”

Magt og afmagt
På mange måder har Anden Verdenskrig og Hitlers forsøg på at vinde verdensoverherredømmet vaccineret den tyske befolkning over for ambitioner om at spille en stor global rolle. Som bl.a. formanden for det tyske udenrigspolitiske nævn Norbert Röttgen har påpeget, findes der faktisk ikke et acceptabelt tysk ord for ’lederskab’, da det hurtigt associeres med ’Führer’! Tilsvarende er den tyske befolkning stærkt skeptisk over for brugen af militær magt og ønsker ifølge meningsmålingerne konsekvent, at Tyskland skal være et ’stort Schweiz’.

Derudover kommer det nye forventningspres på det værst tænkelige tidspunkt, hvor store dele af Europa har vendt sig mod det lederskab, som Tyskland i de senere år har påtaget sig. Hvor lande som Polen, Ungarn og Italien tidligere efterspurgte mere tysk lederskab, opfattes det i dag i stigende grad som en trussel. Vendepunktet kom med Tysklands håndtering af eurokrisen, der på én og samme tid fremstod som en kulmination på den tyske magt og samtidig lagde kimen til en voldsom frustration. En topembedsmand i det tyske udenrigsministerium, Thomas Bagger, har sammenfattet det på følgende måde: ”Den største svaghed og begrænsning ved ’det tyske øjeblik’ lå netop i, at der var tale om et tysk og ikke et europæisk øjeblik [kursivering tilføjet, red.].”

At tysk dominans var ved at blive afløst af tysk afmagt, blev klart under flygtningekrisen. Da krisen var på sit højeste, oplevede Angela Merkel pludselig, hvordan landene ikke længere ville følge hendes linje. Som så ofte før i europæisk historie blev det på ny populært at referere til det tyske spørgsmål: Er Tyskland for stort til blot at være ét land blandt mange, men for lille til at dominere kontinentet?

Som gennemgangen af Europas fire parallelle kriser (euro, Ukraine, flygtningekrisen og Brexit) vil vise, står Europa med det dilemma, at tysk ledelse er omdiskuteret, men at der reelt ikke er noget andet land, der har overskud eller styrke til at påtage sig en lederrolle.

Tysklands opgave kompliceres af to forhold. Det første er af indenrigspolitisk karakter. I modsætning til starten af dette årti er også Tyskland ramt af turbulens. Ved de fem delstatsvalg, afholdt, efter at flygtningekrisen for alvor begyndte at udvikle sig, har det nye højreorienterede parti Alternative für Deutschland for alvor formået at etablere sig med mellem 15-25 pct. af stemmerne. Takket være den tyske historie er alene etableringen af et parti til højre for CDU/CSU en udvikling, der vækker bekymring i både ind- og udland. Konsekvensen er under alle omstændigheder, at der igen er kommet spænding om det kommende forbundsdagsvalg (oktober 2017), hvilket begrænser Merkels handlerum. Ligesom størstedelen af Europas andre regeringschefer vil Merkel konsekvent skulle forholde sig til, hvad der kan vindes opbakning til indenrigspolitisk.

Mindst lige så afgørende er det, at ledelsesopgaven, der skal løftes, er langt tungere end i tiden efter fx Tysklands genforening. Hvor det dengang gjaldt om at sprede EU’s værdier ud til de nye central- og østeuropæiske demokratier og ikke mindst naboer – lige fra Rusland til Tyrkiet – er opgaven i dag af ren defensiv karakter. Kort sagt: I dag gælder det om at holde sammen på projektet og undgå, at andre lande (Rusland, Tyrkiet) eller bevægelser får held til at splitte EU.

Allerede under præsident Obama skulle denne opgave i stigende grad løftes af europæerne selv, da præsidenten med et udtryk fra en af hans embedsmænd foretrak at ”lede bagfra” (”leading from behind”). Med Trumps valgsejr er det et åbent spørgsmål, i hvor høj grad Trump fortsat vil garantere Europas sikkerhed i form af bl.a. NATO-alliancens artikel 5 og i det hele taget fortsat vil opfatte USA som en ’europæisk magt’ med store økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser på vore breddegrader. Ja at dømme på hans første dage som ’President-elect’ kan det bestemt ikke afvises, at Trump snarere vil fremstå som en ’spoiler’, der vil skærpe uenigheden internt i Europa. I hvert fald var det tankevækkende, at hans første udenlandske gæst i Trump Tower efter valgsejren var den tidligere UKIP-leder, Nigel Farage, og at han hurtigt tog telefonisk kontakt til Ruslands Vladimir Putin.

Samlet set er der derfor næppe tvivl om, at 2017 med de mange valg i Europa og Trumps første år som præsident bliver afgørelsens år i Europa. For første gang er det en realistisk option, at EU-samarbejdet (og det transatlantiske samarbejde) kan bryde sammen. Tysklands rolle vil her være uhyre central. Men det vil, med den tyske forsker Constanze Stelzenmüllers ord, være urealistisk at forvente, at ”Frihedsgudinden erstattes af en statue af Angela Merkel”! Eller som kansleren formulerede det den 20. november, hvor hun også offentliggjorde, at hun går efter en fjerde periode som kansler: ”Selvfølgelig er det en ære, men jeg synes også, det er stærkt grotesk og næsten absurd. Intet menneske […] kan for alvor vende udviklingen i Tyskland, Europa eller verden til noget positivt, og da slet ikke en kansler fra Forbundsrepublikken.”

Den første krise: finans- og eurokrisen
Den første store udfordring, som Europa og Tyskland har skullet håndtere i de senere år, er finans- og eurokrisen.

Krisen viste med al tydelighed, at Tyskland er Europas mest magtfulde land. Men netop Tysklands håndtering skabte stor frustration og beskyldninger om ’Det Fjerde Rige’ og lagde i sig selv kimen til et forsøg på at skabe modvægt til Tyskland.

Grobunden for konflikten var finanskrisen. Takket være den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröders hårde interne reformkurs havde Tyskland skiftet positionen som Europas syge mand ud med status som superstjerne. Man havde igen høj vækst, lav arbejdsløshed og stort set ingen gæld. Afstanden mellem Tysklands og ikke mindst Sydeuropas økonomiske udvikling skabte en polariseret situation. Da finanskrisen var på sit højeste, anmodede de sydeuropæiske lande Merkel om hjælp. De bad Tyskland om at yde flere lån og sætte en stopper for landets sparekurs (’austerity’) og dermed øge importen. Fordi Tyskland og Frankrig i 2003 havde gældsat sig mere, end EU-reglerne tillod, mente bl.a. Grækenland og Italien, at de nu var berettigede til et lignende pusterum i form af en undtagelse fra Stabilitets- og Vækstpagten. Og de slog fast, at tysk industri havde fået en stor konkurrencefordel med euroen, eftersom medlemslandene ikke længere kunne devaluere (nedskrive værdien af deres valutaer og således gøre deres eksportvarer billigere) og dermed havde sværere ved at forsvare sig mod tysk eksport.

Ønskerne prellede imidlertid af på Merkel og den øvrige politiske elite i Tyskland. Ifølge Merkel havde de sydeuropæiske lande længe levet over evne og forpasset mange chancer for at gennemføre reformer. Igen og igen slog kansleren fast, at ”alle kan gøre det, vi har gjort”. Tyskland ville gerne hjælpe, men grundlæggende kunne der kun blive tale om hjælp til selvhjælp, hvor hjælpen blev knyttet til klare reformtiltag. Den hårde linje var populær hos den tyske befolkning, der havde mere end svært ved at forstå, hvorfor de nu efter genforeningen også skulle betale for Sydeuropa. Det gjaldt ikke mindst østtyskerne, der lige var ved at komme på fode.

I 2010-11 var dilemmaet for kansler Merkel til at få øje på: Hun skulle balancere mellem europæernes ønske om at blive reddet af det stærke Tyskland og så sine egne medborgeres ønske om at blive reddet fra det økonomisk svage og uansvarlige (Syd)Europa. Udtryk som ’tysk hegemoni’ og ’tysk dominans’ fik pludselig igen en renæssance i europæisk presse. Flere konstaterede, at det tidligere så vigtige og ligeværdige fransk-tyske forhold var blevet særdeles asymmetrisk. En af dem var den tidligere EU-kommissionsformand Romano Prodi: ”Tidligere var det sådan, at Frankrig var den politiske drivkraft, mens tyskerne var den økonomiske. Nu er det fruen [Merkel], som beslutter, og Sarkozy [Frankrig], der på pressekonferencer forklarer hendes beslutninger.”

Merkels reaktion var i lang tid en ’vent og se’-politik. Parallelt med de tiltagende spekulationer om, hvorvidt et eller flere sydeuropæiske lande måtte forlade euroen, blev Merkel midt i 2011 udsat for en knibtangsmanøvre. Internt i Tyskland kom hun under pres fra stærke kræfter som Helmut Kohl, der beskyldte hende for at ødelægge hans omhyggelige arbejde med at få det genforenede Tyskland indpasset i et fredeligt Europa. Østfra nærmest tryglede Polen Tyskland om at tage mere ansvar for fællesskabet. Den polske udenrigsminister, Sikorski, gav således udtryk for, at han ”sandsynligvis er den første polske udenrigsminister i historien, der siger det, men her er det: Jeg frygter i mindre grad tysk magt, end jeg begynder at blive bange for tysk inaktivitet”.

USA indtog en lignende holdning. Præsident Obama frygtede nemlig, at euroens kollaps kunne få store konsekvenser for verdensøkonomien og dermed også for amerikansk økonomi.

Men udlandets ønsker om et større tysk engagement blev bestemt ikke modtaget med jubel blandt tyske politikere. For hvad skulle der egentlig forstås ved tysk lederskab? ”Flere penge,” svarede Tysklands forsvarsminister, Thomas de Maizière, da Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, lagde sig i slipstrømmen på Polen og USA. Ikke mindst Merkels koalitionspartner, de liberale demokrater, FDP, gik den anden vej og begyndte at plædere for, at det faktisk var mere hensigtsmæssigt, hvis Grækenland forlod euroen (’Grexit’). Forinden havde FDP også på det kraftigste afvist de såkaldte eurobonds (euro-obligationer), hvor EU-lande ville kunne finansiere deres statsgæld med obligationer garanteret af fællesskabet. EU skal ikke være en transferunion, og man sender da heller ikke en kasse whisky til en alkoholiker, lød det kækt fra erhvervsminister Rainer Brüderle.

Krydspresset havde dog en effekt, og fra sommeren 2011 gik kansleren retorisk i offensiven. Igen og igen lød det fra Merkel, at euroens fald automatisk ville føre til EU-integrationens endeligt, og at et sådant sammenbrud, ikke mindst på grund af den tyske historie, ville få de største konsekvenser for Tyskland. Offensiven blev fulgt op af den liberale udenrigsminister, Guido Westerwelle, der offentliggjorde et selvkritisk strategipapir: ”Det europæiske projekt gennemlever p.t. en af dets største tillidskriser i historien. Mange europæere sætter spørgsmålstegn ved, om det er muligt at overvinde gældskrisen […] Gamle ressentimenter [fjendtligheder, red.] og fordomme er vendt tilbage. Hos nogle af vore naboer er bekymringerne for et overmægtigt Tyskland på ny blevet vakt. Dermed er der sået tvivl om selve den europæiske idé.”

Papiret fortsatte med at slå fast, at den foreløbige hjælp til Sydeuropa havde gjort ondt på det tyske statsbudget, men at det var for intet at regne, i forhold til hvad Tyskland ville miste, hvis EU-samarbejdet brød sammen. For selvom eksporten til bl.a. Kina var steget betydeligt, går ca. 60 pct. af den tyske eksport fortsat til Europa. Og apropos Kina henviste strategipapiret til, at Tyskland trods styrken på den europæiske hjemmebane reelt ikke fyldte meget i den nye verdensorden med mange stormagter: ”Uden Europa dømmer vi os selv til at blive betydningsløse i morgendagens verden.”

Skiftet i retorikken og erkendelsen af, at alle lande skulle forblive i euroen, han g også sammen med, at Merkel ikke delte synspunktet om, at det forgældede Grækenland blot kunne bortamputeres som et sygt ben. Kansleren frygtede derimod en dominoeffekt, hvor ét lands exit fra euroen hurtigt ville udløse spekulation om, hvilket land der ville blive det næste. Hvis et af landene i risikozonen var Frankrig, kunne det pludselig være forbi med euroen og på sigt Kohls og Mitterrands svendestykke. ”Bryder euroen sammen, bryder Europa sammen,” blev derfor kanslerens motto.

Synspunktet blev i høj grad delt i Élysée-palæet, hvor Sarkozy over for sine ministre nærmest forudså et tilbagefald til tiden før 1913: ”En [fransk] udtræden af euroen er ikke en mulighed, men en blind vej. Den ville være Europas endeligt. Og som følge heraf
vil de urgamle konflikter i Europa blive genoplivet.”

Tysklands ’én for alle, alle for én’-kurs og accept af, at den europæiske centralbank (ECB) måtte opkøbe statsobligationer i ubegrænsede mængder, var imidlertid ikke en gratis omgang. Ja, Tyskland ville afsætte flere penge til en redningsfond, men som modydelse skulle det øvrige Europa fremover føre en mere ’tysk’ politik. Konkret insisterede Tyskland, støttet af bl.a. Finland, Holland og Danmark, på vedtagelsen af en finanspagt. Her skulle alle, efter tysk forbillede, indføre en national gældsbremse og som en del af dette acceptere automatiske sanktioner, hvis der ikke var styr på de nationale budgetter. Tyskland havde allerede i 2009 indført gældsbremsen i sin forfatning.

Kravene blev modtaget med skepsis i Frankrig og Sydeuropa, hvor man tværtimod plæderede for euro-obligationer og en (endnu) mere ekspansiv kurs fra Den Europæiske Centralbank. Reelt var Finanspagten dermed også udtryk for, at Thomas Manns gamle bonmot om ”et tysk Europa eller et europæisk Tyskland” var blevet lagt i graven. Modsat hvad man diskuterede i 1989, havde Europa hverken fået et europæisk Tyskland eller et tysk Europa. Resultatet var derimod blevet et europæisk (demokratisk) Tyskland i et tysk (økonomisk) Europa.

Symptomatisk for polariseringen mellem Tyskland og Sydeuropa benægtede finansminister Schäuble op til forbundsdagsvalget i 2013 på det skarpeste, at Tyskland ønskede et ’tysk Europa’: ”Det drejer sig om at skabe rammebetingelser for vores erhvervsliv i den globale konkurrence i en tid, hvor Europa også er udfordret af den demografiske udvikling. Det er ikke tyske idéer, men et bud på en politik, der sikrer fremtiden.”

Kort sagt: Tyskland så en kurs med sunde finanser og strukturreformer af bl.a. arbejdsmarkedet som den eneste mulige vej i globaliseringen, mens kritikerne opfattede kursen som et tysk diktat, der blot gjorde ondt værre.

Ganske karakteristisk blev Finanspagten gennemført trods sydeuropæisk kritik. Selvom François Hollande (fra Socialistpartiet) i 2012 var blevet valgt på bl.a. synspunktet om, at Frankrig ikke længere skulle føre ’tysk’ politik, men ”vækste sig ud af krisen”, overtog han reelt Sarkozys linje. Og efter sin valgsejr måtte han erkende, at Frankrig ikke havde magt nok til at indfri løftet om at genforhandle Finanspagten. Hermed cementerede han indtrykket af, at Merkels indflydelse var uanfægtet.

At situationen var ustabil, fremgik med al tydelighed af europaparlamentsvalget i maj 2014. I mange lande udviklede valget sig til et protestvalg mod EU og ikke mindst Merkels økonomiske politik. I Grækenland vandt det venstreorienterede Syriza-parti således mere end 26 procent af stemmerne under det umisforståelige slogan: ”Merkel eller Syriza.” I Frankrig benyttede Marine Le Pens højrefløjsparti, Front National, sig af lignende Tysklandskritiske toner. Efter valget slog hun over for Der Spiegel fast, at Europa befandt sig i en ”økonomisk krig”, og at euroen kun havde til hensigt at styrke Tyskland på bekostning af det øvrige Europa.

Europaparlamentsvalget understregede også med al tydelighed, at krisen havde indsnævret kanslerens handlemuligheder for at indfri udlandets krav. I Tyskland lykkedes det nemlig for første gang et euroskeptisk parti – Alternative für Deutschland (AfD) – at blive repræsenteret i parlamentet. Benhårdt argumenterede AfD for, at euroen havde udviklet sig til en transferunion, hvor tyskerne var tvunget til at overføre store summer til resten af Europa – og især Merkels eget CDU/CSU måtte aflevere stemmer til partiet.

Hvor vanskeligt det var for Merkel at balancere i dette krydspres, blev for alvor klart, efter at Syriza vandt parlamentsvalget i januar 2015. Den nye premierminister, Alexis Tsipras, havde i valgkampen argumenteret for, at Grækenland ikke skulle gå efter en ny hjælpepakke fra EU-landene. Denne gang ville han derimod være garanten for, at de andre lande nedskrev grækernes gæld, så landet kunne starte på en frisk og komme fri af tyskernes sparekrav, som hans finansminister, Varoufakis, igen og igen betegnede som ”vandtortur”. Tsipras’ nye kurs skabte et drama, hvor det ene krisetopmøde afløste det andet, og hvor EU-landene følte sig nødsaget til at indføre kapitalkontrol over for grækerne. Landet var kort sagt ved at gå konkurs, og derfor var det pludselig ikke længere muligt for de græske borgere at hæve penge i automaten.

På et topmøde i juni 2015 tydede meget på, at Tsipras endelig ville give sig og gå efter endnu en hjælpepakke. Stærkt overraskende udskrev han i stedet en folkeafstemning, hvor han i juli fik opbakning til at sige nej til endnu en hjælpepakke og dens meget hårde krav om en stram finanspolitik. Efter sejren gik Varoufakis imidlertid af, og Tsipras erkendte, at han – for at undgå en egentlig statsbankrot – måtte sadle om. I mellemtiden var især den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, kommet frem til, at et Grexit måske alligevel var det mindste af to onder. Efter vedtagelsen af Finanspagten og de strammere bankregler var der ikke længere den samme fare for, at Grexit ville udløse en dominoeffekt. Inden det afgørende julitopmøde producerede det tyske finansministerium derfor et såkaldt none-paper, hvor de lancerede idéen om ”et midlertidigt Grexit”. Af papiret fremgik det også, at Grækenland skulle privatisere fx havnene og overføre værdierne til en fond i Luxembourg – helt efter Treuhandanstalt-modellen, der var blevet benyttet til privatisering af statsejede østtyske virksomheder efter genforeningen.

Papiret, der var clearet med Merkel og vicekansler Sigmar Gabriel (Socialdemokraterne), udløste et ramaskrig i bl.a. Italien og Frankrig, som ikke alene frygtede et Grexit, men også at de kunne blive udsat for et lignende tysk pres, hvis deres økonomier blev yderligere svækket. ”Jeg siger til Tyskland: Nok er nok,” fastslog Italiens premierminister, Matteo Renzi. Den franske økonomiminister, Emmanuel Macron, gik skridtet videre og advarede tyskerne om, at de var ved at påtvinge grækerne en ”økonomisk Versaillestraktat”. Finland, Holland, Baltikum, Spanien og Portugal støttede imidlertid den hårde tyske linje. Sidstnævnte var af den opfattelse, at de ikke kunne acceptere, at Grækenland pludselig skulle kunne få en hjælp, som de havde fået at vide var udelukket, da de selv skulle gennemføre hårde reformer.

Efter 17 timers maratonforhandlinger og adskillige tilløb til et endegyldigt sammenbrud lykkedes det formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, at forhandle en aftale på plads. Nattens forhandlinger havde dybest set været et langt tovtrækkeri mellem Tsipras og Merkel, i perioder sekunderet af henholdsvis Frankrigs Hollande (Tsipras’ side) og Nederlandenes Mark Rutte (Merkels). I sidste instans kom kansleren, trods det hårde pres fra bl.a. tabloidavisen Bild og kræfter i hendes eget parti, frem til, at det var bedre, at Grækenland blev i euroen. Men prisen var, at Tsipras skulle leve op til tyskernes særdeles hårde reformkrav. Eller som flere græske kommentatorer udtrykte det med en betydelig bitterhed: ”Nu skal vi føre tysk politik.” Det lykkedes dog Tsipras at få flyttet fonden fra Luxembourg til Grækenland, samtidig med at han fik et løfte om, at ikke alle midler skulle gå til afbetaling af gæld – nogle kunne bruges til investeringer.

Årsagerne til, at Merkel styrede uden om Grexit, skal i høj grad findes i forlængelse af tankerne i det gamle Westerwelle-papir. I slutspurten op til aftalen i juli fik Merkel således anskuelighedsundervisning i, hvem der ene og alene ville få skylden for et Grexit: Tyskland. Igen og igen kunne hun således se sig selv afbildet med hitleroverskæg i græsk presse, mens franske journalister foretrak at sammenligne hende med den hårde tyske statsmand Bismarck (som var ved magten 1871-1890). Kort sagt: Et Grexit ville have gravet dybe grøfter i Europa.

I sidste instans spillede det også ind, at Merkel var bekymret for, at Grækenland kunne udvikle sig til et ’blødt’ hjørne i Europa, der ikke alene ville vanskeliggøre EU’s muligheder for at finde fælles fodslag i den eskalerende flygtningekrise, men også i forholdet til Putins Rusland. Efter sin valgsejr var Tsipras således som det første taget på arbejdsbesøg i Moskva.

På trods af at Grækenland med aftalen kunne forblive i euroen, skabte den meget ondt blod. Mange lande mente, at Tyskland var faret alt for hårdt frem. Den tidligere franske EU-kommissær Pascal Lamy formulerede det på følgende måde: ”Tyskerne udviste meget lidt solidaritet og for megen disciplin.” Og den konservative avis Süddeutsche Zeitung slog fast, at verden havde været vidne til en tysk magtdemonstration på bekostning af tysk lederskab. Fra Bild, sine egne partifæller og AfD gik kritikken derimod i den modsatte retning: Kansleren havde været for blødsøden. At hverken europæerne eller hendes egne kritikere langt fra havde glemt håndteringen af eurokrisen, fik kansleren at føle i forbindelse med flygtningekrisen.

Den anden krise: Ukraine
Parallelt med eurokrisen måtte Europa sande, at drømmene fra 1989 om et fredeligt partnerskab med Rusland var en illusion. Geopolitikken gjorde så at sige comeback, da Rusland i februar 2014 efter en længere konflikt med Ukraine annekterede halvøen Krim.

I modsætning til tiden under Den Kolde Krig lod USA europæerne forstå, at man opfattede konflikten som et ’europæisk’ anliggende. Krisehåndteringen blev derfor det første eksempel på, at det de facto var tyskerne, sekunderet af Frankrig, der agerede på hele Europas vegne. Og selvom det tyske lederskab var langt mindre omdiskuteret end i eurokrisen, gav det igen anledning til spændinger.

Tysklands umiddelbare reaktion på Putins annektering var præget af ønsket om at se konflikten fra begge sider. Ganske vist påtalte Merkel Putins klare brud på folkeretten, men i hundredåret for udbruddet af Første Verdenskrig var læren af 1914, at ”man aldrig må holde op med at finde veje ud af eskalationen” (Frank-Walter Steinmeier). Frem for kun at stramme sanktionerne over for Putin skulle EU og Vesten også forsøge sig med dialog.

Internt i Tyskland udviklede der sig en markant diskussion mellem dem, der ville sige klart fra over for Putin, og dem, der snarere ville forstå ham (Putin-Versteher), anført af de to tidligere kanslere Helmut Schmidt og Gerhard Schröder. Sidstnævnte fandt det sågar passende at fejre sin 70-års fødselsdag med Putin i Sankt Petersborg.

Debatten skal ses i direkte forlængelse af tysk historie. For det første præges Tyskland stadig som nation af skyldfølelse over for Rusland. For kan Tyskland overhovedet tillade sig at kritisere et land, som mistede over 20 mio. mennesker i Hitlers angrebskrig? For det andet er mange tyskere fascinerede af Rusland med alt fra forfatterne Lev Tolstoj og Fjodor Dostojevskij til det russiske landskab med de store vidder. Eller som historikeren Herfried Münkler har udtrykt det: ”Østen [Rusland] er et sted, tyskerne længes efter.” Endelig hører det med til historien, at mange socialdemokrater trækker en direkte linje fra Ruslands accept af genforeningen til nutidens situation. I SPD’s tænkning accepterede russerne kun genforeningen, fordi Willy Brandt helt tilbage i 1970’erne havde indledt en forsoningspolitik (’Ostpolitik’) og satsede på, at et tættere handelspolitisk samarbejde ville slå over i en politisk tilnærmelse.

Uden tvivl var Tysklands reaktion dog også præget af de markante økonomiske interesser. Da Krimkrisen eskalerede, havde tyske virksomheder investeret for mere end 20 mia. euro i Rusland, der dermed lå på tiendepladsen over Tysklands vigtigste samhandelspartnere. Tyskland modtog over 38 pct. af sin olie og 36 pct. af sin gas fra Rusland. Ganske tankevækkende var det da heller ikke kun Schröder, der drog til Moskva i foråret 2014. Det samme gjorde direktøren for en af Tysklands største virksomheder, Siemens. Efter audiensen hos Putin udtalte Joe Kaeser, at hans virksomhed satsede på et ”langvarigt værdifællesskab med Rusland”.

Reaktionen fra bl.a. nabolandet Polen lod ikke vente længe på sig. Fx udtalte den polske præsident, Komorowski, med slet skjult hentydning til tysk industris markante interesser i Rusland: ”Jeg har kun ringe forståelse for den måde, hvorpå Tyskland ser på Rusland. Der opstår den mistanke, at nogle tyske politikere vil slå ind på en vej, som Polen meget vanskeligt kan leve med.” Ifølge Polen var hele tanken om at kunne tale og handle sig til rette med en politiker som Putin en ren illusion. Faktum var, at Rusland ikke ville moderniseres og være en del af Vesten, men med Putin havde valgt en anden vej.

I juli 2014 tog holdningen til Rusland i Tyskland og resten af Europa en dramatisk drejning, da det malaysiske personfly MH17 blev skudt ned over Ukraine. Gerningsmændene, der var skyld i tab af 298 uskyldige civiles liv, blev sat i direkte forbindelse med ruslandstro separatister, der fik våben og støtte af Putin – en anklage, der blev endegyldigt bekræftet i september 2016. Pludselig var Ukrainekonflikten ikke langt væk – det var blevet en konflikt, der direkte påvirkede europæiske erhvervsfolk og familier, samtidig med at de mange hollandske dræbte rykkede konflikten ind i Vesteuropas stuer. Eller som Stephen Holmes og Ivan Krastev udtrykte det i Foreign Affairs: ”Selvom den globale middelklasse ikke kan identificere sig med de lokale rebeller eller civilisterne i Donetsk, så kan de i høj grad identificere sig med dem, der døde, da flyet blev ramt.”

Med afsæt i nedskydningen af flyet satte Merkel sig i spidsen for arbejdet med at stramme EU’s sanktioner over for Rusland – først i juli og siden i september 2014. Sanktionerne blev gennemført på trods af skepsis i bl.a. Italien og Grækenland. En stor del af denne tøven havde rod i betydelig afhængighed af russisk energi.

Trods sanktionerne fortsatte konflikten mellem Rusland og Ukraine og eskalerede over flere omgange med kampe i Østukraine (Donetsk og Luhansk). I september 2014 lykkedes det på et møde i Minsk i OSCE-regi at blive enige om en våbenhvile, men den brød sammen i januar 2015, efter at de russiske separatister havde erobret bl.a. lufthavnen i Donetsk. Efter sammenbruddet overvejede flere amerikanske politikere i Senatet, om man skulle imødekomme den ukrainske præsidents ønske om at modtage våben, når han sagde: ”Vi bør have lov til at beskytte vores territorium.” Dette synspunkt gik direkte imod den tyske regerings position. Fx slog Merkel på den årlige sikkerhedspolitiske konference i München fast, ”at krisen ikke kan løses ved hjælp af militære midler”.

Trods Minskaftalens sammenbrud besluttede Tyskland i tæt samarbejde med Frankrig at gøre et nyt forsøg på at udvirke en våbenhvile. Reelt var der tale om, at Tyskland udfyldte et vakuum, da ingen andre aktører havde mod på at gøre forsøget (eller kunne få ørenlyd hos Putin). Eller som Steinmeier efterfølgende har udtrykt det: ”Tyskland brugte ikke albuerne for at komme i den position. Ej heller var der nogen, der udpegede os til rollen. Vores stærke økonomiske og politiske bånd med Rusland og Ukraine gjorde os til en naturlig mægler for begge sider på trods af Berlins åbenlyse støtte til ofrene for Moskvas aggression.”

Forsøget på at forhandle en ny våbenhvile på plads katapulterede med ét Merkel op i superligaen af globale ledere og var (sammen med flygtningekrisen) medvirkende til, at hun af TIME Magazine blev kåret som ’Årets Person’. I et intensivt penduldiplomati tilbagelagde kansleren på mindre end en uge 20.000 km i fly, hvor hun bl.a. tog til Moskva og Washington. I USA skulle hun indhente præsident Obamas støtte til fredsdiplomatiet. Opgørelser over Putins og Obamas telefonsamtaler med udenlandske ledere viste i denne periode, at Merkel var de to præsidenters foretrukne samtalepartner.

Efter 17 timer og et betydeligt drama lykkedes det Merkel (og Hollande) at få forhandlet ’Minsk II’ på plads. Ikke mindst i USA var aftalen omdiskuteret. Bl.a. beskyldte den tidligere præsidentkandidat John McCain Merkel for appeasement: ”Historien lærer os, at diktatorer altid vil tage mere, hvis man lader dem.” Selv var Merkel særdeles bevidst om ikke at oversælge aftalen, som hun konsekvent kaldte et ”glimt af håb” (”Hoffnungsschimmer”). Det viste sig også at være en ganske præcis betegnelse. Trods aftalen blussede kampene hurtigt op igen, mens der løbende var diskussioner om, hvorvidt aftalen var brudt. Ikke desto mindre er Minsk II i november 2016 fortsat omdrejningspunktet for bestræbelserne på at stabilisere regionen.

Efter regeringsskiftet i Polen i oktober 2015 tog kritikken af Tyskland på ny fart i Warszawa. Den nye højreorienterede regering beskyldte således tyskerne for at være blødsødne over for Putin. Eller som den polske udenrigsminister, Witold Waszczykowski, formulerede det: ”Tyskland kerer sig mere om Ruslands interesser end om central- og østeuropæernes sikkerhed.” Frustrationen fik blot yderligere næring, da Rusland tog initiativ til at bygge endnu en direkte gasledning (Nordstream 2) mellem Rusland og Tyskland. Allerede i 2010 havde den polske forsvarsminister, Sikorski, sammenlignet Nordstream 1 med Molotov-Ribbentrop-pagten.

Med Trumps valgsejr vil polakkerne imidlertid nok hurtigt rykke opmærksomheden fra Berlin til Washington. Under valgkampen har Trump ophøjet Putin til en vigtig partner. Efter valget blev de to i en telefonsamtale enige om, at ”normalisere” forholdet. Ikke mindst i Ukraine og Central- og Østeuropa frygtes det, at det er kodesprog for, at Trump vil droppe sanktionerne over for Rusland og acceptere annekteringen af Krim. I givet fald vil beslutningen om at fortsætte ruslandssanktionerne i EU blive EU-landenes første store udenrigspolitiske test efter Trump: Vil EU-landene kunne fastholde den nuværende principielle linje om, at grænser ikke må ændres ved magt, og at sanktionerne derfor bør fortsætte?

Den tredje krise: flygtningekrisen
Af alle kriser i nyere tid er flygtningekrisen den, der har ført til størst splittelse mellem Tyskland og store dele af EU. Hvor Tyskland i eurokrisen blev beskyldt for ikke at lede nok, var situationen her omvendt – Tyskland ledte for meget og vel at mærke i den forkerte retning! I eurokrisen kritiserede store dele af Europa Tyskland for ikke at udvise solidaritet nok, i flygtningekrisen var det derimod Tyskland, der forlangte mere solidaritet fra det øvrige Europa. Netop fordi Tyskland i manges optik ikke havde været solidarisk nok i eurokrisen, havde landet ikke meget goodwill på kontoen, når det nu bad om andre landes hjælp. Ikke mindst i Central- og Østeuropas optik var flygtningekrisen nemlig ikke et fælleseuropæisk anliggende, men i høj grad en krise, som Merkel selv havde skabt. Merkels handlerum blev bestemt ikke større af, at hun på hjemmebanen pludselig blev mødt af voldsom kritik og det nye parti Alternative für Deutschland (AfD), der brugte flygtningekrisen til at relancere sig selv fra et antieuro- til et antiflygtningeparti.

I efteråret 2016 var polariseringen mellem EU-landene så voldsom, at kommissionsformand Juncker, også i lyset af Brexit, råbte vagt i gevær: ”Aldrig før har der været så lidt fodslag imellem vores medlemsstater. Så få områder, hvor vi arbejder sammen. Aldrig før har vi set nationale regeringer været så svækket af populisme og paralyseret af risikoen for at tabe det næste valg.”

I princippet var den såkaldte flygtningekrise alt andet end en enkeltstående begivenhed. Allerede i 2014 kom der fx 202.834 asylansøgere til Tyskland. I praksis var dette tal tegn på, at EU’s såkaldte Dublinsystem ikke virkede efter hensigten. Efter reglerne skal asylansøgerne således blive i det første EU-land, de er kommet ind i. Men på grund af det høje antal var Italien og Grækenland for længst begyndt bare at ’vinke flygtningene igennem’ uden at registrere dem.

I løbet af 2015 tog flygtningestrømmen fra ikke mindst den syriske borgerkrig fart, og kæntrede skibe ud for Italiens kyster med høje tab blev nærmest dagligdag. I marts reagerede Kommissionen ved at foreslå et vidtgående udspil, der indeholdt en stramning af Dublinreglerne, styrket grænsekontrol ved EU’s grænser og en kvotemodel, hvor flygtninge skulle omfordeles blandt landene. Forslaget udløste betydelige protester, især fra de central- og østeuropæiske regeringer. På junitopmødet gik den ungarske premierminister, Viktor Orbán, så vidt, at han annoncerede, at han ville bygge et hegn mod sine sydlige naboer – et budskab, der dog fuldstændig druknede i dramaet om et muligt Grexit. Merkel, sekunderet af Sverige og Østrig, støttede derimod Kommissionens planer og fastholdt igen og igen, at EU havde en humanitær forpligtelse til at hjælpe mennesker på flugt.

I sommeren 2015 eskalerede både krisen og konflikten mellem EU-landene yderligere. I juli begyndte Orbán opførelsen af hegnet, hvilket bidrog til en ’nu eller aldrig-stemning’ hos flygtningene. Det var nu, de skulle forsøge at komme til Østrig eller Tyskland, før det var for sent. I august døde 71 flygtninge i en lastbil på vej til Østrig, og få dage efter gik et billede verden rundt: Den treårige Aylan Kurdi var i forbindelse med et mislykket forsøg på at komme til Vesten skyllet op på en strand i Bodrum. Da ligene blev fundet i Østrig, gav Orbán udtryk for, at ”der var tale om et tysk og ikke et europæisk problem”, samtidig med at han klart signalerede, at Ungarn kun var villig til at tage imod kristne flygtninge. Få dage før havde Merkel på en pressekonference på ny understreget Tysklands og resten af Europas moralske forpligtelse og udtrykt tillid til, at Tyskland ville kunne mestre udfordringen med de mange flygtninge – med det udsagn, der skulle komme til at stå som en form for mantra: ”Wir schaffen das” (”Vi kan klare det”).

Konflikten kulminerede den 4. september. Tusindvis af flygtninge var flyttet ind på banegården i Budapest og forlangte at komme til Østrig og Tyskland. I et kaotisk forløb, som aldrig er blevet opklaret til bunds, havde det tyske ministerium med ansvar for flygtninge udsendt et tweet [en besked på det sociale medie Twitter, red.], hvor det blev fastslået, at Dublinreglerne ikke gjaldt for syriske flygtninge. Kort sagt: Flygtninge, der kom til Tyskland, ville ikke blive sendt tilbage til fx Ungarn. Midt i dramaet besluttede en stor gruppe af flygtningene, at de ville gå på motorvejen til Østrig (”March of Hope”), vel at mærke med et stort billede af Merkel som blikfang. Præsenteret over for dette besluttede Orbán at sende flygtningene per bus mod Østrig, hvilket udløste næsten panikagtige reaktioner hos den østrigske kansler Faymann. Skulle han tage imod flygtningene – vel vidende at der så kunne komme mange flere – eller skulle han holde dem tilbage med magt og derefter genindføre grænsekontrol?

På ganske få timer skulle Østrig og Tyskland tage stilling til Orbáns træk. Merkel udtrykte betydelig utilfredshed og skuffelse med Ungarns beslutning: ”Det er svært at være vidne til, at de, der for 24 år siden åbnede grænserne for os, nu er så hårde over for dem, der er flygtet fra nød.” Efter adskillige telefonsamtaler besluttede de to kanslere, at de var nødt til at tage imod flygtningene. Ingen af landene – og især Tyskland – kunne leve med de billeder, der ville være gået verden rundt: Flygtninge holdes ude med magt! Men i en fælles erklæring med Ungarn understregede de to lande, at der var tale om en undtagelsessituation, og at Ungarn fremadrettet skulle efterleve Dublinreglerne.

Dagene efter beslutningen var imidlertid præget af kaos, hvor der alene på en weekend ankom 20.000 mennesker til München. I stedet for grænsevagter, der holdt flygtninge tilbage, var det billeder af storsindede tyskere, der tog imod flygtningene på banegårdene – ”refugees welcome” – der gik verden rundt. Avisen Bild havde, i modsætning til under eurokrisen, svært ved at skjule sin begejstring: ”De må komme til os – Merkel sætter en stopper for skammen fra Budapest.” Ifølge historikeren Timothy Garton Ash var det lige før, at Frihedsgudinden havde holdt store flyttedag fra New York, og ordet ’Willkommenskultur’ blev et fast udtryk i avisernes vokabular.

Men flygtningestrømmen tog kun til – og flygtningene gik pludselig på motorvejene også i andre lande (som Danmark). Derfor loddede begejstringen hurtigt af og kastede Merkel ud i sin hidtil største krise. På hjemmefronten var det ministerpræsident Horst Seehofer fra Bayern, der var hårdest i kritikken – sammen med AfD’s nye leder, Frauke Petry. I EU-sammenhæng befandt Merkel sig pludselig i en presset situation, da hun i dagene efter den 4. september (forgæves) måtte bede lande om at tage nogle af de mange flygtninge, der var kommet til Tyskland. Ifølge de tyske myndigheder ville tallet i løbet af 2015 runde 1 mio.

I særdeles hårde forhandlinger lykkedes det EU-landene at blive enige om en del af Kommissionens ’flygtningepakke’. Det skete dog kun, fordi flere af de østeuropæiske lande blev stemt ned og bagefter annoncerede, at de ville gå til EU-Domstolen. Reelt var det også så som så med en fælleseuropæisk løsning, da flere lande følte sig nødsaget til at indføre midlertidig grænsekontrol. Det gjaldt også Østrig og Sverige, der i efteråret begge meddelte, at de ikke længere kunne støtte Merkels linje i flygtningepolitikken. Fra fransk side var der heller ikke den store støtte at hente, da præsident Hollande skulle håndtere terrorangrebet i Paris – han kunne om hjørnet ane et præsidentvalg med Marine Le Pen som en af hovedmodstanderne. I efteråret 2015 genindførte også Tyskland midlertidigt grænsekontrollen til Østrig.

Den nationale grænsekontrol, koblet med, at kvotefordelingssystemet reelt ikke virkede, satte Merkel under et kolossalt pres. På grund af tysk historie og overbevisningen om, at den frie bevægelighed er en grundpille, der sikrer økonomisk velstand, påtog Merkel sig endnu en gang opgaven med at finde en fælles europæisk løsning. Hendes engagement skyldtes også et voldsomt hårdt pres fra AfD og CSU, og at store dele af hendes eget parti havde mistet tålmodigheden med den ’humanitære flygtningepolitik’ og ’Willkommenskultur’. Ikke mindst efter en kaotisk nytårsnat, hvor bl.a. flygtninge havde overfaldet og chikaneret et stort antal kvinder på domkirkepladsen i Køln.

Ud over en markant stramning af den tyske flygtningepolitik blev Merkels svar en særdeles omdiskuteret aftale med Tyrkiets præsident, Erdogan. Over flere omgange rejste Merkel til Tyrkiet og endte i marts 2016 med at få accept til en aftale, hvor Erdogan skulle sætte en stopper for flygtningestrømmen fra Tyrkiet til Grækenland til gengæld for bl.a. en betydelig økonomisk hjælp til flygtningelejre samt visumfrihed for tyrkiske statsborgere til hele EU. Mest omdiskuteret i aftalen var princippet om, at EU-landene, hver gang Grækenland sendte en illegal syrisk flygtning tilbage, skulle modtage en legal flygtning fra Tyrkiet. Som et tegn på splittelsens omfang var det dog langt fra alle lande, der forpligtede sig til at deltage i denne såkaldte 1:1-mekanisme. Det gjaldt bl.a. de østeuropæiske lande.

Sammen med lukningen af Balkanruten resulterede aftalen i et voldsomt fald i antallet af flygtninge, ikke mindst også til Tyskland. Ikke overraskende blev aftalen imidlertid også set som ’hyperrealpolitik’, hvor Merkel og resten af Europa solgte ud af menneskerettighederne. For hvordan kan man sende flygtninge tilbage til et land, der efter kupforsøget i sommeren 2016 næppe kan betegnes som et demokrati endsige et sikkert tredjeland? Eller som to kommentatorer, Megan Greene og R. Daniel Kelemen, udtrykte det: ”I deres desperation for at få styr på flygtningestrømmen har de europæiske ledere gjort kowtow til [bukket og skrabet for, red.] Erdogan lige netop på det tidspunkt, hvor han har strammet sit autoritære greb derhjemme og har prøvet at få sine kritikere i Europa til at tie stille.”

Men de langt lavere flygtningetal fjernede ikke presset på Merkel. Det skyldtes bl.a., at Tyskland i sommeren 2016 blev udsat for en række angreb, der ikke alene blev gennemført af flygtninge (Würzburg og Ansbach), men som også blev sat i forbindelse med ISIL. Selvom hverken Würzburg eller Ansbach resulterede i uskyldige menneskers død, skabte de betydelig usikkerhed og gav mange tyskere fornemmelsen af, at Tyskland nu, ligesom Frankrig med Paris og Nice, var ramt af ’islamistisk terror’. AfD og CSU kritiserede Merkel skarpt for at have ”inviteret terroristerne ind i landet” – et synspunkt, der også gik igen i flere af de central- og østeuropæiske lande, som meddelte, at de ikke ville være med til at ”omfordele Merkels flygtninge, der ville sprede terrorisme”.

Efter fem tabte delstatsvalg – og i lyset af det forestående forbundsdagsvalg året efter – lagde Merkel i september nogen luft til sin egen politik. Hvis hun kunne skrue tiden tilbage, ville hun således have forberedt de tyske myndigheder langt bedre på flygtningekrisen, sagde hun nu. Ligesom hun erkendte, at Tyskland burde have støttet idéerne om en omkalfatring af Dublinsystemet frem for i mange år at have nydt godt af, at flygtningene ikke kom til Tyskland, men til EU’s yderlande (Italien, Grækenland og Spanien).

Efter Brexit-afstemningen den 23. juni har Merkel forsøgt at indlede en ny dialog med især de central- og østeuropæiske lande. Det vil dog uden tvivl kræve en betydelig indsats fra begge parters side at få klinket skårene. Da flygtningekrisen var på sit højeste, meddelte den nyvalgte polske premierminister, Beata Szydlo, at det ”ikke kan betegnes som solidaritet, når nogle lande forsøger at eksportere problemer, som de selv har skabt”. Orbán var endnu hårdere i sin kritik, da han beskyldte kansleren for ’moralsk imperialisme’: ”Jeg betvivler ikke Tysklands ret til at fastlægge dets egne moralske forpligtelser. De kan beslutte at tage imod alle de flygtninge, de vil, men det skal kun gælde dem. Vi ungarere kan derimod ikke pludselig tænke som tyskerne.”

Hvor tyske politikere – med undtagelse af AfD og måske dele af CSU – er overbeviste om, at flygtningekrisen er en fælles udfordring, der kræver, at hele Europa tager imod mennesker på flugt fra en borgerkrig, er store dele af det øvrige Europa af den opfattelse, at krisen i høj grad er skabt i Berlin. I lyset af de fastlåste positioner slog Jean-Claude Juncker i september 2016 fast, at solidaritet fremadrettet måtte være frivillig: ”Jeg er overbevist om, at vi har brug for mere solidaritet i flygtningekrisen. Jeg ved også, at solidaritet må være frivillig, den må komme fra hjertet. Den kan ikke tvinges igennem og pålægges oppefra.”

Den fjerde krise: Storbritanniens exit fra EU (Brexit)
”Mit land har brug for ’en new deal’. Jeg udskriver folkeafstemning om medlemskab.” I alle øvrige perioder af EU-samarbejdet ville en sådan melding have overskygget alle andre temaer på dagsordenen. Sådan gik det imidlertid ikke, da David Cameron i januar 2013 indledte diskussionen om Storbritanniens medlemskab. Ofte var ikke mindst Merkels opmærksomhed fuldt optaget af euro- og flygtningekrisen. Dermed var bagtæppet for Camerons forhandlinger med resten af EU tæt på at være det værst tænkelige. Som han sagde til Merkel i november 2015: ”I er midt i en eksistentiel krise [flygtninge- og eurokrisen, red.], som vi ikke er en del af […] og som har ført til, at det indre marked er blevet negligeret.”

Cameron var blot den sidste i en lang række af konservative premierministre, der oplevede, at EU-spørgsmålet splittede partiet. Netop for at sætte punktum i det opslidende opgør – skal vi være med i EU eller ej? – signalerede Cameron i januar 2013, at han ville lægge spørgsmålet ud til folkeafstemning. Reelt havde Cameron dog ikke så mange alternativer, da han var under et massivt pres både fra et stort mindretal i partiet og fra det stadig stærkere britiske uafhængighedsparti (UKIP).

Camerons målsætning var fra starten, at Storbritannien skulle forblive i EU, vel at mærke på forbedrede vilkår. Forhandlingerne om et nyt medlemskab kunne dog ikke gå i gang før valget til Underhuset i marts 2015, da Camerons koalitionspartner, De Liberale, var imod folkeafstemningen. Ved valget fik Cameron imidlertid – stærkt overraskende – absolut flertal og kunne danne en etpartiregering. I november 2015 løftede Cameron så sløret for sin ønskeseddel. Et centralt punkt var ønsket om at kunne begrænse indvandringen fra andre EU-lande, som havde udviklet sig eksplosivt, ikke mindst efter at de central- og østeuropæiske lande var blevet medlemmer af unionen.

Briterne måtte dog hurtigt sande, at det var urealistisk at komme i gang med realitetsforhandlingerne inden nytår. Især Merkel var fuldt ud optaget af flygtningekrisen på topmødet i december 2015. På et bilateralt møde rådede Merkel Cameron til ikke at lægge alle sine æg i den tyske kurv og satse på, at Tyskland kunne presse en aftale igennem. Det var, mente hun, afgørende, at Cameron selv tog på rundtur til størstedelen af hovedstæderne. På disse møder lykkedes det premierministeren at vinde en vis ørenlyd. Som en kommentator udtrykte det, var der nemlig en betydelig bekymring for, hvordan et britisk exit ville påvirke magtbalancen internt i EU: ”Tyskerne vil ikke være alene med franskmændene; franskmændene vil ikke være alene med tyskerne. Og resten af Europa vil ikke være alene med Tyskland og Frankrig.”

Efter et klassisk maratontopmøde – inklusive natteforhandlinger og rygter om sammenbrud – lykkedes det i februar 2016 EU at blive enige om en aftale. Selvom EU-landene havde forsøgt at strække sig langt, stod det hurtigt klart, at aftalen ikke ville være tilstrækkelig til at vinde opbakning i hele det konservative parti, fx ikke fra Londons tidligere borgmester Boris Johnson. Dertil var især afsnittet om arbejdskraftens frie bevægelighed alt for svagt. I flere valgkampe havde Cameron således lovet, at han var garanten for at lægge et loft over indvandringen. I aftalen måtte han imidlertid tage til takke med en ’nødmekanisme’, der kun under helt særlige betingelser kunne begrænse indvandringen. Cameron havde håbet, at Merkel kunne have lagt mere pres på især de central- og østeuropæiske lande. Men ikke alene var Merkel svækket pga. flygtningekrisen; hun var også personligt imod, at et land kunne få særordninger inden for et så vigtigt område som den frie bevægelighed.

Uheldigvis for Cameron blev omdrejningspunktet for selve folkeafstemningskampagnen immigrationspolitikken og ønsket om at ’take back control’. Her overfor stod Camerons økonomiske argumenter om, at et Brexit ville gøre voldsomt ondt på landets økonomi. Da afstemningsdagen oprandt den 23. juni, var et flertal af vælgerne imidlertid villige til at ofre noget velfærd, hvis bare de fik mere kontrol over de nationale grænser.

Storbritannien er en af Tysklands største samhandelspartnere. Under valgkampen var Merkel gået så vidt som til at sige, at et fortsat britisk medlemskab både var i britisk og tysk interesse, mens finansminister Schäuble sagde, at han ”ville græde, hvis UK stemte nej”. Generelt holdt Merkel (og resten af regeringscheferne) dog lav profil for ikke at blive beskyldt for udenlandsk indblanding. Kampagnen var også præget af en slet skjult kritik af Merkel og Tyskland. Boris Johnson sammenlignede således EU’s ambitioner med Hitlers, blot med andre metoder, mens andre mere end antydede, at Merkels flygtningepolitik havde skaffet mange stemmer til leave-siden. Donald Tusk var tæt på at sige noget lignende, da han efter afstemningen sendte et brev til stats- og regeringscheferne op til topmødet i Bratislava:

”Flygtningekrisen var vendepunktet. Sidste års kaos ved vore grænser, nye billeder hver dag af hundrede tusinder af mennesker, som bevæger sig på tværs af kontinentet uden nogen som helst form for kontrol, gjorde, at mange europæere følte sig truet. De skulle vente for lang tid på, at der blev taget hånd om situationen med lukningen af Balkan-ruten og EU-Tyrkiet-aftalen. I stedet måtte de alt for længe lægge øre til politisk korrekte udtalelser om, at Europa ikke måtte blive et fort, og at Europa skulle forblive åbent […] At genskabe tilliden er blevet en hastesag, som Brexit kun alt for godt illustrerede.”

Perioden efter afstemningen var præget af en betydelig positionering mellem landene – eller ’klubbernes Europa’, om man vil. Fx mødtes Visegrad-landene (Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet og Polen) til separate topmøder. Som en polsk talsmand udtrykte det, var det nemlig et godt tidspunkt at mødes på: ”Tyskland er distraheret af flygtningekrisen, og Merkel har problemer derhjemme. Nu er tiden inde til, at Polen retter opmærksomheden mod de østlige naboer.” Også ’Club Med-landene’ (Frankrig, Italien, Grækenland, Spanien og Portugal) mødtes i Grækenland under ledelse af Tsipras. For dem var læren af det britiske nej, at der nu skulle pustes mere fleksibilitet ind i Stabilitets- og Vækstpagten. Samme toner kom også fra Italien, hvor Renzi ikke alene ønskede mere fleksibilitet, men også gav udtryk for stor frustration over, at Merkel altid forsøgte at klappe tingene af med Frankrig. Hans viceudenrigsminister, Sandro Gozi, udtrykte det på følgende måde: ”Vi har brug for et konstruktivt Tyskland også på den økonomiske front, og der er stadig langt igen.”

Med afsæt i det britiske nej, men sikkert også i et forsøg på at starte på en frisk, indledte Merkel efter sommeren 2016 en omfattende dialog, hvor alle medlemsstater enten blev inviteret til bilaterale møder eller til møder i grupper af ’ligesindede’ lande. Kansleren gav også udtryk for, at der ikke var nogen grund til at være særlig ’nasty’ over for briterne.

I slutningen af 2016 er det endnu usikkert, hvornår den nye britiske premierminister, Theresa May, vil aktivere artikel 50 i Lissabontraktaten og indlede de konkrete skilsmisseforhandlinger. En af usikkerhedsfaktorerne er det forhold, at højesteret i januar 2017 vil skulle afgøre, om det er en forudsætning, at May inddrager det britiske parlament, før forhandlingerne kan gå i gang. Under alle omstændigheder kan premierministeren godt indstille sig på, at Merkel vil tøve over for enhver aftale, hvor briterne frit kan handle med resten af EU, men ikke behøver at overholde reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed. Som kansleren igen og igen har sagt: ”Es gibt keine Rosinenpickerei” – rosinerne må ikke pilles ud af kagen! Eller som finansminister Schäuble udtrykte det i dagene efter Trumps valgsejr: ”Der er ikke nogen a la carte-menu. Man kan kun tage hele menuen eller intet.”

Lige så klart er det, at Merkel i forhandlingerne vil være stærkt bevidst om sin hovedforpligtelse. For Tyskland er det langt vigtigere at holde sammen på EU-27 end at give UK en lukrativ aftale. Denne holdning er kun blevet styrket af Trumps valgsejr og de mange kommende valg i Europa. Fx vil en fleksibel holdning over for Storbritannien – midt i en fransk præsidentvalgkamp – kunne legitimere Marine Le Pens ønske om også at genforhandle det franske medlemskab.

Sammenbrud – eller et europæisk øjeblik?
26 år efter genforeningen er Tyskland og det tyske spørgsmål igen på dagsordenen. Som den tysk-britiske forsker Hans Kundnani har givet udtryk for, minder situationen til en vis grad om tiden under Otto von Bismarck, der i 1871 samlede Tyskland. Også dengang var Tyskland så stærkt, at det ikke var til at komme udenom, men for svagt til, at det per definition kunne diktere udviklingen. Kundnani konstaterer: ”Vi er på vej til et […] Europa centreret omkring et magtfuldt Tyskland, som er vendt tilbage til landets position fra før 1945 som halv-hegemon. Men Europas forandring gennem EU og euroen betyder, at vi ikke er på vej til en 1913-verden, som François Mitterrand frygtede i 1989: Der er ingen fare for krig.”

Selvom krig er udelukket, var situationen allerede inden Trumps valgsejr særdeles ustabil. Som det er fremgået af denne artikel, opfattes Tyskland ofte som en del af problemet snarere end løsningen (eurokrisen, flygtningekrisen), hvilket åbner for, at andre lande – omend inden for EU-samarbejdets snævre rammer – vil forsøge at afbalancere Tyskland.

Hvor man tidligere altid spekulerede i, hvilke nye integrationsuddybende initiativer Tyskland ville lægge på bordet (’mere Europa’), er hovedudfordringen i dag at sikre, at der overhovedet er ét Europa.

Tyskland vil uden tvivl engagere sig voldsomt i Europas overlevelse. Uanset hvordan man end vender og drejer det, er historien ikke glemt. Tyskland har derfor en selvstændig interesse i at kunne agere sammen med det øvrige Europa. Steinmeier, der i februar 2017 vælges til Tysklands nye præsident, har sammenfattet det på følgende måde: ”Måske er intet andet lands skæbne så tæt forbundet med EU’s eksistens og succes […] For første gang i vores historie lever Tyskland i fred og venskab med Frankrig, Polen og resten af kontinentet. Det skyldes i høj grad, at landene har givet afkald på suverænitet […] Som en følge heraf er EU-medlemskabet og byrden med at påtage sig lederskabet Tysklands topprioriteter.”

Problemet for Tyskland er imidlertid, at det i slutningen af 2016 langt fra er givet, at resten af Europa, og ikke mindst Frankrig, fortsat støtter efterkrigstidens integrationsmodel, hvor landene i fællesskab giver afkald på suverænitet. Ønsket om at ”genvinde kontrollen” – som UKIP opfordrede til – er således et slogan, som bestemt også fungerer i andre europæiske lande, mens Hollands højrefløj med Geert Wilders allerede har ladet sig inspirere af Donald Trumps motto – ”Make the Netherlands great again”. I dagene efter Trumps sejr slog Marine Le Pen da også fast, at ”jeg er mindre isoleret end nogensinde før. Det er Angela Merkel, der bliver mere og mere isoleret”. I samme interview understregede Le Pen, at hun glædede sig til samarbejdet i den ”multipolære verden” med Trump, May og Putin.

Selvom det kan lyde klichéagtigt, vil 2017 derfor i høj grad afgøre EU’s skæbne. Som flere analytikere har forudsagt, vil EU godt kunne overleve Brexit, men næppe en valgsejr til Le Pen – med dertilhørende mulighed for ’Frexit’, når det franske EU-medlemskab lægges ud til folkeafstemning. Hvor Merkel i dagene efter Trumps valgsejr blev betegnet som ’last woman standing’, vil hendes ensomhed være af en hel anden karakter, hvis Le Pen vinder. I skrivende stund er det i hvert fald vanskeligt at forestille sig, hvordan en Merkel-Le Pen-akse vil kunne fungere og holde unionen sammen!

Hvis det derimod lykkes de etablerede partier i Europa at vinde de kommende valg i Holland, Frankrig og Tyskland, vil Merkel skulle sætte sig i spidsen for, hvordan tilliden til EU-projektet kan genskabes i store dele af befolkningen – samtidig med at Brexit-forhandlingerne og storpolitikken næppe holder ’store hviledag’.

Skal det være realistisk, kræver det ikke alene, at tyskerne agerer endnu mere europæisk. Kort sagt: Det tyske øjeblik skal blive til et fælles europæisk øjeblik. Det kræver derimod også, at flere europæiske lande påtager sig et medansvar for hele Europas udvikling. Lederen af den europæiske tænketank, ECFR, Mark Leonard, har udtrykt det på følgende måde: ”Selv Europas mest Trump-lignende ledere vil få sværere ved at forsvare deres nationale interesser, hvis de forsøger at gøre det alene. For at overleve i Trumps verden bør de forsøge at ’make Europe great again’.”

ILLUSTRATION: Angela Merkel [AP Photo/Michael Sohn]

Lykke Friis (f. 1969) er prorektor ved Københavns Universitet og formand for Det Udenrigspolitiske Selskab. Hun er medlem af bestyrelsen for tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR).