07.04.2017

Selvom det for mange virkede sådan, så har Donald Trump ikke tænkt sig at overlade verden til sig selv, og lade diktatorer udrydde deres egne folk.

Kommentar af Lukas A. Lausen

USA’s præsident, Donald Trump, førte valgkamp på et løfte til sin egen befolkning, at USA skulle bruge færre ressourcer på at lege politimand i verden. ’America First’, som han sagde, og dertil hørte, skulle man forstå, at det ikke var i De Forende Staters interesse at blande sig for meget i resten af verden.


Siden Trumps valgsejr i november har det internationale samfund prøvet at forstå hvad hans udenrigspolitik går ud på, alt imens han har sendt så mange blandede signaler i retning Kina, Rusland, NATO og Europa, at ingen ærlig talt længere ved hvad der er op og ned.

Mens ord kan være komplicerede at forstå, har verden nu fået det første kraftige indtryk af, hvad Trump rent faktisk gør. I nat bombede det amerikanske militær den syriske militære lufthavnsbase hvorfra præsident Assad for få dage siden angiveligt skulle have angrebet civile med kemiske våben.

Dette sker efter FN’s sikkerhedsråd som så mange gange før, var ude af stand til at blive enig om en fælles respons fra det internationale fællesskab på Assads angreb. Trumps enegang udstiller endnu engang, at FN’s aktuelle setup – født efter anden verdenskrig – gør organisationen handlingslammet i kritiske situationer. Både Rusland og USA er således igen og igen gået enegang i den syriske konflikt, og i en række af de sidste års andre kriser, mens resten af verden stiltiende har måttet se på.

At nattens angreb, selvom det nok ikke er folkeretsligt forsvarligt, bliver bakket op af de afgørende politiske ledere i vesten, mens Rusland taler dunder imod, tyder på genkomsten af dén vestlige alliance som mange frygtede død efter Trumps tiltræden som præsident.
_______

 

Det vestlige fællesskab er alligevel ikke aflyst
Det russiske styre, i form af en talsmand for præsident Putin, var tidligt ude med den allerskarpeste kritik af angrebet. Det kunne forstås at man hermed angreb en suveræn nation, hvilket var uhørt ifølge russisk logik. Man skulle være et skarn hvis man drog paralleller til situationen i det østlige Ukraine og Krim…

I lang tid blev Trump anklaget af vestlige medier og politikere for at have et for tæt forhold til Putin og det russiske regime. Mens kritikken givetvis var rigtig, understreger russernes reaktion fra i nat at forholdet mellem de to stormagtspræsidenter vil være langt fra så harmonisk som mange forudså.

Mens dette had- kærlighedsforhold altså er sat på en alvorlig prøve, viser situationen også at gamle alliancer ikke forgår så hurtigt som mange var bange for. Af flere af USA’s vigtigste allierede får Trump således opbakning til sin handling, selvom enegangs-mentaliteten som sædvanligt støder på modvilje hos USA’s allierede. Den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel meddelte straks, at han fordømte Assads angreb på sit eget folk og at man støttede Trumps handlinger. Også Storbritannien og franske Francois Hollande bakkede Trump op.

At nattens angreb, selvom det nok ikke er folkeretsligt forsvarligt, bliver bakket op af de afgørende politiske ledere i vesten, mens Rusland taler dunder imod, tyder på genkomsten af dén vestlige alliance som mange frygtede død efter Trumps tiltræden som præsident. Ja, NATO’s fremtid er fortsat uvis. Ja, Trump støtter tilsyneladende en afsked med det europæiske projekt. Men nej, selvom det for mange virkede således, så har præsidenten ikke tænkt sig at overlade verden til sig selv, og lade diktatorer udrydde deres egne folk. De lande han bakkes op af, og dem han kritiseres af tyder ikke på, at USA og Rusland pludselig skulle blive bedste venner, og det viser at Vesten, hvor mudret de moralske implikationer af sagen end måtte være, stadig holder sammen. Lad os se, om han holder fast i denne stil.

Donald Trump orienterer pressen om det amerikanske angreb på syrisk base, 7. april 2017 (foto: Alex Brandon/AP/ritzau)

Lukas A. Lausen (født 1990) er er kandidatstuderende ved University of Oxford og formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35. Han har en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet og kommenterer regelmæssigt på særligt europæisk politik i danske medier. Sammen med Det Udenrigspolitiske Selskab udgiver han podcasten Verden Brænder?