28.04.2017

Det er en udbredt misforståelse, at Frankrigs ene præsidentkandidat, Marine Le Pen er højrenationalistisk, hun er venstrenationalist. Front Nationale har et principprogram, der signalerer venstrefløjsparti kombineret med en ansvarlig tilstrømningspolitik. Men både det franske folk og Europas politiske kommentatorer køber løgnen og sidstnævnte er endda med til at udbrede den.

Kommentar af Lotte Dalgaard

Det er ikke så underligt, at den finansielle magtelite hader Marine le Pen. Hun kritiserer den og deres forfejlede EU-projekt, hun vil sanktionere miljøsvinende virksomheder og indføre skattelettelser og øgede velfærdsydelser for arbejderklassen. Så nu har selvsamme elite kørt Emmanuel Macron i stilling som Frankrigs næste præsident.

Macron er embedsmand og tidligere investeringsbankmand hos Rothschild & Cie Banque, hvor han opbyggede sig en formue. Macron præsenteres som vestreorienteret, så begreberne er virkelig vendt på hovedet i den franske valgkamp og i den politiske debat i øvrigt, både i Frankrig og her hjemme.

Le Pen står i modsætning til Macron på arbejderklassens side, hvilket kommer til udtryk flere steder i hendes partis omfattende principprogram. Hun kæmper bl.a. for børnefamilierne, de enlige forsørgere, de handikappede, økologi, klima og miljø, Frankrigs udkantsområder og flere lærepladser på håndværksuddannelserne. Hun vil som nævnt sænke de lavtlønnedes skat, mens Macron vil sænke selskabsskatten.

Men hvordan opstår løgnen og misforståelsen om Marine Le Pens tilhørsforhold ude på højrefløjen så? Og hvorfor er der ikke nogen, som stiller spørgsmålstegn ved hendes prædikat som højrenationalist? Svaret er, at hun vil have en stram tilstrømningspolitik, og det er åbenbart det, man stirrer sig blind på uden at forholde sig til resten af hendes politiske mærkesager.

Men en stram tilstrømningspolitik er, i modsætning til den gængse opfattelse, ikke højreekstrem, tværtimod. Herhjemme advarede Anker Jørgensen og fire socialdemokratiske vestegnsborgmestre allerede i 80’erne mod øget indvandring. Og i dag, tre årtier senere, indrømmer nutidens socialdemokratiske folketingspolitikere, at deres forgængere tog fejl, da de overhørte advarslerne og lod indvandrere strømme ind. For med den øgede indvandring fra bl.a. Mellemøsten, Nordafrika og Østeuropa har fulgt en årlig milliardregning med velfærdsforringelser til følge og et tryk på bolig- og arbejdsmarkedet, som er ødelæggende for Danmarks arbejderklasse.

På første side i kapitalismens håndbog står, at hvis du vil have sænket lønningerne, inviterer du fremmede til landet. Huslejerne på det private boligmarked stiger, når efterspørgslen stiger. Samtidig må vores egne unge overnatte på sofaer, når de flytter hjemmefra for at studere, hvis de ikke er så heldige at have velhavende forældre, der kan købe lejligheder til dem.

Det er netop Le Pens sociale engagement, hendes kamp mod skatteunddragelse og hendes kritik af EU, der gør hende så farlig for Europas magtelite.
_______

 

At Marine Le Pen ikke er højreorienteret fremgår som nævnt af hendes partis principprogram. F.eks. vil hun på baggrund af flere store, multinationale virksomheders udflytning til Østeuropa brandbeskatte disse virksomheder fremover, når de eksporterer og sælger deres produkter i Frankrig. Hun vil sanktionere mod virksomheder, der er ansvarlige for miljøskader som olieudslip og skovbrande mm. Hun vil have en strammere regulering og nationalisering af banksektoren, er tilhænger af højere selskabsskat, modstander af liberalisering af energisektoren og tilhænger af at udfase atomkraft.

Hun påpeger, at Frankrigs budget på retsområdet ligger lavere end i lande som Slovenien og Aserbajdsjan. Overbelægning i fængslerne er til fare for personalet og giver umenneskelige forhold for de indsatte samt står i vejen for en rehabilitering af dem, og hun vil bygge nye, tidssvarende fængsler med 40.000 flere pladser. Desuden vil hun afsætte midler til at tage hånd om ofre for kriminalitet.

Marine Le Pen er ikke højre- men derimod venstrenationalist. Venstrenationalisme er baseret på social retfærdighed, folkelig suverænitet og national selvbestemmelse. Et bemærkelsesværdigt eksempel på en nationalistisk bevægelse på venstrefløjen er bl.a. Indian National Congress, der førte kampen for uafhængighed i Indien fra slutningen af ​​det nittende århundrede. Og hvem ville kalde Mahatma Gandhi for højreekstremist?

Det er netop Le Pens sociale engagement, hendes kamp mod skatteunddragelse og hendes kritik af EU, der gør hende så farlig for Europas magtelite. Derfor ser vi også vores egen statsminister og andre europæiske politikere gå offentligt ud og støtte Macron, for de er en del af den. Men som Kristian Thulesen Dahl skrev på Twitter forleden: ”Lad dog franskmændene træffe deres eget valg. Hvorfor skal så mange – inkl. den danske statsminister – blande sig?” 

For nylig har franske dommere bedt EU-Parlamentet om at indlede en proces for at ophæve Marine Le Pens parlamentariske immunitet. Hun er under anklage for at have misbrugt EU-midler til at have lønnet ansatte i sit parti, Front National.

Det kommer meget belejligt lige op til anden runde i det franske parlamentsvalg, hvor elitens dengse, Macron, helst ikke skal tabe, for hvad kan der så ske? At de grådige må skrue ned for deres fokusering på egen vinding og begynde at se lidt udad og komme den franske befolkning til undsætning? At Frankrig kan begynde at arbejde sig ud af den undtagelsestilstand, landet befinder sig i som en konsekvens af den liberale og Merkel-inspirerede tilstrømningspolitik?

Nej, Gud forbyde det. Så hellere føre den franske befolkning bag lyset ved at bilde den ind at Le Pen er højreekstremist, køre smædekampagner og få resten af Europas politiske kommentatorer til ikke bare at hoppe på men også udbrede løgnen om Marine Le Pen.

ILLUSTRATION: Marine Le Pen på et vælgermøde i Nice, 27. april 2017 (foto: Bruno Bebert/Bestimage/ritzau)

Lotte Dalgaard (f. 1967) journalist, forfatter, debattør og medstifter af nyt parti, der går offentligt i juni.