19.04.2017

Der er brug for et nyt parti på venstrefløjen med en hidtil uset kombination af mærkesager. Et parti, som er fri af traditionel blokpolitik, med en solidarisk socialpolitik, en bæredygtig klima- og miljøpolitik kombineret med en ansvarlig tilstrømningspolitik. Og som tør adressere problemerne med fare for at blive kaldt højreekstrem og det, der er værre.

Kommentar af Lotte Dalgaard

Jeg opfatter mig selv som en ægte socialist. Sådan en, som hylder velfærdssamfundet, er solidarisk med de svageste grupper, som synes økonomisk demokrati er en god idé, og som er glad for den danske model. Jeg har, siden jeg for 32 år siden fik stemmeret, uden undtagelse stemt til venstre for midten. Så det er en nærmest surrealistisk oplevelse at blive udråbt som højreekstremist i facebookdebatter, der handler om indvandring.

I 1987 advarede den socialdemokratiske fhv. statsminister og partileder Anker Jørgensen imod at modtage for mange flygtninge. Det ville gå ud over Danmark både økonomisk og kulturelt, sagde han, men ingen lyttede. Anker Jørgensen blev efterfulgt som formand for partiet af Svend Auken, der sammen med sine politiske kammesjukker Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen heller ikke lyttede til de fire vestegnsborgmestres advarsler om den indvandring, som fulgte i kølvandet på den meget liberale udlændingelov, der blev vedtaget i 1983. På et eller andet tidspunkt undervejs, blev det åbenbart besluttet, at det eneste rigtige var berøringsangst i forhold til at tale om udfordringerne. Sund fornuft måtte vige pladsen for politisk korrekthed. Resultatet ser vi i dag – i form af ghettoområder med parallelsamfund, social kontrol af kvinder og børn, mennesker på livslang offentlig forsørgelse og høj forekomst af kriminalitet. Og når man i dag forsøger at gøre opmærksom på problemerne, bliver man enten ignoreret eller kaldt diverse skældsord som racist, nazist, fascist og højreekstrem.

På et eller andet tidspunkt undervejs, blev det åbenbart besluttet, at det eneste rigtige var berøringsangst i forhold til at tale om udfordringerne. Sund fornuft måtte vige pladsen for politisk korrekthed.
_______

 

Nationalisme er også pludselig blevet et skældsord. Som om der er noget galt i at værne om nationalstaten og sit lands særegne kultur. Men det er der åbenbart nogle, som synes, heriblandt de glødende globalister. Selv samme globalister, som har skabt den udemokratiske, elitære, bureaukratiske og svinedyre klub, der hedder EU. Et af deres yndlingsprincipper er arbejdskraftens frie bevægelighed – men med den følger bl.a. social dumping og grov udnyttelse af Nordvesteuropas velfærds- og skattesystemer. Gevinsterne er til gengæld svære at få øje på – for tror vi virkelig på, at danskere ikke kan varetage de opgaver, som bl.a. østarbejdere kommer hertil for at udføre? Eller er det noget, Elitedanmark prøver at bilde os ind, fordi de er svært glade for lave lønninger?

Visse arbejdsgivere slår end ikke deres ledige stillinger op, for de ved, at der findes mere end 130.000 udenlandske arbejdere, som står klar til at varetage diverse job bl.a. i byggeindustrien, hotel- og restaurantbranchen og inden for rengøring. Så hvorfor gøre sig den ulejlighed at sørge for ordentlige løn- og arbejdsvilkår? Der er ikke mangel på arbejdskraft i Danmark. En undersøgelse i kommunerne har vist, at mellem 11 og 72 kontanthjælpsmodtagere kæmper om hver en ledig stilling.

De seneste par årtiers store indvandring fra især Mellemøsten og Nordafrika har haft store konsekvenser for det danske arbejds- og boligmarked. Det presser de laveste lønninger ned og boligpriserne op – simpelt udbud og efterspørgsel. Studerende, lavtlønnede, almindelige børnefamilier og enlige forsørgere kan ikke finde en billig bolig længere. Mange af de boligområder, der var tiltænkt dem, er forvandlet til enklaver, der dårligt nok minder om det Danmark, vi kender. Europa kan ikke rumme de mange mennesker, der vil søge hertil i de kommende år, hverken økonomisk eller kulturelt. Vi bukker under, hvis vi ikke tager hånd om det nu.

For nylig har Socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen skiftet holdning til politikken på indvandringsområdet. Men det nytter ikke at komme og bede om godt vejr efter mere end 30 års svigt af den danske befolkning.
_______

 

Tilstrømningen af de mennesker, som vi i en stor pærevælling kalder flygtninge, migranter og asylansøgere, og som vi er så uenige om, hvad vi skal stille op med. Det mest fornuftige for alle parter ville være, hvis vi lukkede Europas grænser nu og i stedet satte ulandsbistanden op til det dobbelte. For det er usolidarisk kun at hjælpe dem, der har overskuddet til at rejse herop, når vi kunne hjælpe 10-12 gange flere i deres respektive nærområder. Midlerne skulle anvendes på flygtningelejre og målrettet hjælp til selvhjælp. En af sidegevinsterne vil være, at vi ikke er med til at holde gang i den milliardindustri, som menneskesmugling er gået hen og blevet. Vi kunne begynde med at overholde konventionerne og kun tage imod personligt forfulgte. Asyl skal søges fra første sikre land i dertil indrettede fælles europæiske centre. På den måde sætter vi en stopper for menneskesmuglingsindustrien, berigelsesmigranter samt farefulde ture over Middelhavet og op gennem Europa.

For nylig har Socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen skiftet holdning til politikken på indvandringsområdet. Men det nytter ikke at komme og bede om godt vejr efter mere end 30 års svigt af den danske befolkning. Måske så partiet skriften på væggen, da de hollandske socialdemokrater gik fra at have 25 procent af stemmerne til seks procent ved det seneste valg. Men om kovendingen sker af populistiske årsager, eller om alle socialdemokrater kollektivt pludselig er blevet klogere og har fundet tilbage til rødderne, kan man kun gisne om.

Udover at være ægte socialist er jeg også ægte feminist. Jeg bliver af den grund dybt provokeret af at se kvinder indhyllet i niqab, hijab og burka. Og nu er det, at de påståede feminister ryger til tasterne og fabrikerer kommentarer som: ”Vi skal da ikke bestemme, hvad de skal have på. Det er da deres valg”. Men er det nu også det? ”Min bedstemor gik da også med tørklæde,” er et af de andre yndede argumenter for, hvorfor vi skal tie den sociale kontrol ihjel, der ligger i den religiøst betingede kvindelige beklædning. Javist, det gjorde min bedstemor også, men det var for at holde på de krøller, der møjsommeligt var blevet til med hjælp fra Carmen Curlers. Det var ikke dikteret af min bedstefar.

Allerede i 1999 kom det frem, at indvandrerkvinder var overrepræsenteret på krisecentrene herhjemme, og tendensen fortsætter den dag i dag. De flygter fra æresrelateret vold i familien, trusler og andre krænkelser. Når især Venligbo-segmentet, De Radikale og andre, der i misforstået tolerance dysser problemerne ned, latterliggør os andre og kalder os øgenavne, så svigter de disse kvinder på det groveste.

Der er brug for et nyt parti på venstrefløjen med en hidtil uset kombination af mærkesager. Et parti, som er fri af traditionel blokpolitik, med en solidarisk socialpolitik, en bæredygtig klima- og miljøpolitik kombineret med en ansvarlig tilstrømningspolitik.
_______

 

Der er brug for et nyt parti på venstrefløjen med en hidtil uset kombination af mærkesager. Et parti, som er fri af traditionel blokpolitik, med en solidarisk socialpolitik, en bæredygtig klima- og miljøpolitik kombineret med en ansvarlig tilstrømningspolitik. Og som tør adressere problemerne med fare for at blive kaldt højreekstrem og det, der er værre.

Før i tiden var den yderste venstrefløj og rødstrømperne lig med kamp for de dårligt stillede, for ytringsfrihed, demokrati, ligestilling og solidaritet. Sådan er det ikke længere. Nu sympatiserer den yderste venstrefløj med organisationer og mennesker, der står for det stik modsatte, i misforstået tolerance.

Ægte socialister tager vare på Danmarks under- og arbejderklasse. Ægte feminister frigør sig fra den politiske korrekthed, som vores mødre frigjorde sig fra den snærende BH, og tager bladet fra munden. Hold op med at forveksle sund fornuft med højreekstremisme og racisme og kom ind i kampen. Klasse-, kvinde- og frihedskampen.

ILLUSTRATION: Lotte Dalgaard/Mette Frederiksen & Henrik Sass Larsen (foto: Jens Dresling/polfoto)

Lotte Dalgaard (f.1967) er journalist, forfatter og samfundsdebattør samt medstifter af et nyt parti, der går offentligt om få uger.