25.01.2017

Mette Frederiksen er sandsynligvis en kommende statsminister, men vi mangler at få at vide, hvordan hendes regering vil gøre en forskel for Danmark. I det kommende år bør partiet udvikle en håndfuld mærkesager, siger Lars Olsen, forfatter og journalist

Interview af Kristian Lauritzen

RÆSON: På hvilke punkter adskiller Mette Frederiksens socialdemokrati sig fra Thorning-Schmidts?

Mette Frederiksen har lavet en stille, men ret fundamental ændring af kursen siden hun kom til. Thorning-Schmidt gik ”reform-amok”, og den daværende SR-regering definerede sig som en reform-regering. Mette Frederiksen siger nu, at der ikke er behov for reformer, men justeringer – hvilket flere økonomer er enige i. Man er imod højere pensionsalder og nedskæringer i uddannelsesstøtten. Mette Frederiksen er vendt tilbage til en mere klassisk socialdemokratisk position, hvor man er optaget af de emner, der historisk har været vigtige for partiets vælgergruppe, de offentligt ansatte og arbejderklassen.

RÆSON: Giver det mening at tale om et klassisk Socialdemokrati? Partiet udvikler sig vel altid i takt med samfundet?

Et parti udvikler sig ved at fremme sine værdier og mål på nye måder i takt med samfundsudviklingen, men er også nødt til at have en identitet. Et klassisk Socialdemokrati har fokus på social retfærdighed og jobskabelse, men er samtidig økonomisk ansvarlige. Den økonomiske ansvarlighed har altid skulle gå hånd i hånd med den sociale retfærdighed, som blev tilsidesat under Thorning-Schmidt.

RÆSON: Du har tidligere skrevet om, at S havde tabt kontakten til folket? Har partiet genetableret kontakten i dag?

Det mener jeg. Når partiet klarer sig godt i meningsmålinger skyldes det dog en kombination af egen styrke og andre partiers svaghed. Befolkningen kan igen kende Socialdemokratiet, mens partiets konkurrenter på højre side er havnet i problemer. Venstre er ikke det brede folkeparti, man var under Fogh og er slået ind på en mere liberal kurs, blandt andet i kraft af den nye regeringskoalition. Dansk Folkeparti er ramt af sagen om misbrug af EU-midler.

Generelt vil det klæde politikerne offentligt at reflektere over de tiltag, de har indført tidligere. Mette Frederiksen var selv minister i den såkaldte reform-regering, men har ikke direkte gjort op med sin fortid
_______

 

RÆSON: Hvordan kan Mette Frederiksen fremstå troværdig med den aktuelle kursændring, når hun selv var en del af den regeringspolitik, hun i dag bevæger sig væk fra?

Generelt vil det klæde politikerne offentligt at reflektere over de tiltag, de har indført tidligere. Mette Frederiksen var selv minister i den såkaldte reform-regering, men har ikke direkte gjort op med sin fortid og sagt, hvad der var godt og skidt i den tidligere politik. Hun har et medansvar, som hun ikke lægger afstand til, men som hun gør op med i sin nye linje. Det er et taktisk dilemma, hvordan hun i offentligheden skal forholde sig til det spørgsmål.

RÆSON: Hvad er det nye ved partiets position i forhold til indvandring?

Indvandringspolitik har været et stridspunkt i Socialdemokratiet siden 80erne. Dengang var det borgmestrene på Vestegnen, der gjorde opmærksom på problemerne i ghettoerne. Men der var også mange klassiske socialdemokrater, som var tilhængere af ideen om det multikulturelle samfund. Men fra 2002 har Socialdemokratiet i praksis støttet den stramme indvandringspolitik, som Fogh gennemførte. Det nye er, at Mette Frederiksen bruger en strategisk begrundelse for stramninger. Tidligere strammede man familiesammenføringer med en begrundelse om at ville bekæmpe tvangsægteskaber. Mette Frederiksen siger, at det er vores samfundsmodel, der sætter grænser for antallet. Hun gør opmærksom på et forhold mange på venstrefløjen burde forholde sig til. En samfundsmodel med gratis uddannelse, adgang til sundhed og socialt sikkerhedsnet er sårbart over for at få for mange borgere til landet, der ikke bliver i stand til at arbejde og betale skat.

RÆSON: Solidaritet er også en socialdemokratisk værdi. Vægter Socialdemokratiet international solidaritet med verdens dårligere stillede mindre med den nuværende linje?

Det mener jeg ikke. Vi kan ikke strække den internationale solidaritet så langt, at vi så at sige importerer vores egen underklasse. Men det er et dilemma, der går tilbage i arbejderbevægelsens historie. Der er Marx’ mantra om, at internationale arbejdere skal forene sig, og så er der Staunings Danmark for folket, der betoner det nationale. Man kan være socialdemokrat i pagt med partiets historie både ved at argumentere for det ene og det andet synspunkt. Jeg mener dog, at Mette Frederiksens betoning af velfærdsstatens grænser er mere præcis i forhold til den folkevandringstid, som vi lever i.

Fra 2002 har Socialdemokratiet i praksis støttet den stramme indvandringspolitik, som Fogh gennemførte. Det nye er, at Mette Frederiksen bruger en strategisk begrundelse for stramninger.
_______

 

RÆSON: Hvorfor skal S så ikke gå i regering med DF?

Fordi de to partier har en meget forskellig historie, og fordi de har været oppe at toppes flere gange i nyere tid. Her er Nyrups kendte bemærkning om DF som ikke-stuerene et fint eksempel. DF har ligeledes kørt en skarp retorik over for Socialdemokratiet. Rom blev ikke bygget på én dag, og et bedre forhold mellem Socialdemokratiet og DF skal have sin start ved, at man laver flere enkeltaftalter sammen.

RÆSON: Hvordan skal Socialdemokratiet i sin nuværende form kunne gå i regering med Radikale Venstre?

Det er en mulighed, men jeg tror ikke, det kommer til at ske. Der er for mange uenigheder. Indvandringspolitik er en, men også i forhold til arbejdsmarkedet og socialpolitikken. Radikale Venstre har været indædte støtter af både Dublin-reformen og en efterlønsreform, som har gjort ondt på faglærte og ufaglærte arbejdere i Danmark. I uddannelsespolitikken har Radikale Venstre været tilhængere af den drejning, der er sket i uddannelsessystemet, hvor mindst hver fjerde skal være akademiker. Det har efterladt erhvervsuddannelserne som en blindtarm i det danske uddannelsessystem. Radikale Venstres politik er en generel udfordring at kapere for socialdemokratiske kernevælgere, og S har svært ved både at være venner med Radikale Venstre og de faglærte og ufaglærte på samme tid. Det er partiet ved at tage konsekvensen af.

RÆSON: Så S skal se bort fra Radikale Venstres stemmer?

Nej. Det sandsynlige og efter min mening bedste scenarie er, at der bliver et flertal med stemmer til Socialdemokratiet, EL, SF og RV. Så får vi en socialdemokratisk mindretalsregering, som vil bruge forskellige flertal alt efter politikområdet. Udlændingepolitik vil blive til sammen med Venstre og DF. I forhold til miljø og klima vil det være naturligt at nå til enighed med Radikale Venstre og de røde partier. Ligeledes på social- og arbejdsmarkedspolitik mener jeg, at der vil være flere spørgsmål, hvor det er oplagt, at Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og måske SF og andre på venstrefløjen finder sammen.

Jeg mener eksempelvis, at det er meget rigtigt, når S og DF afstår fra at lægge stemmer til endnu en forhøjelse af pensionsalderen, da det vil være et kæmpe problem for de mennesker, der er kommet tidligt på arbejdsmarkedet.

RÆSON: Hvordan kan Socialdemokratiet så gøre pensionsspørgsmålet til en vindersag over for deres vælgere?

Spørgsmålet om pensionsalderen er et eksempel på et generelt problem i Mette Frederiksens nye linje. Man tordner imod, at regeringen vil forhøje pensionsalderen, men man har ikke fortalt, hvad Socialdemokratiet selv vil stille op. Skal vi have en fleksibel pensionsalder som i Tyskland, skal vi udbygge seniorførtidspensionen, og hvordan undgår vi, at dem, der har arbejdet på byggepladserne siden de var unge, bliver slidt ned, inden de er 68 år? De svar mangler partiet at komme med.

Mette Frederiksens Socialdemokrati mangler konkret politik. Partiet er nødt til at få nogle tydeligere mærkesager. Billedet er jo sådan, at Mette Frederiksen er sandsynligvis en kommende statsminister, men vi mangler at få at vide, hvordan hendes regering vil gøre en forskel for Danmark. I det kommende år bør partiet udvikle en håndfuld mærkesager, hvor et alternativ til en forhøjelse af pensionsalderen bør være iblandt.

Nu vil partiet gøre op med New Public Management i den offentlige sektor. Det er fint, men det skal konkretiseres. Hvordan undgår vi, at vores byer bliver så dyre, at politibetjenten og pædagogen ikke har råd til bo i København eller Aarhus? Hvordan skaber vi et mere fleksibelt uddannelsessystem? Det er spørgsmål, der bør være relevante at give svar på for Socialdemokratiet.

RÆSON: Men skyldes de manglende svar ikke blot, at man er i opposition og ikke midt i en valgkamp?

Man har skyts klar til valgkamp, som man holder igen med at offentliggøre, men der er også et element af bekvemmelighed i det. Partiet kan score stemmer på at kritisere regeringen, men hvis de begynder at komme med løsninger, bliver de sårbare over for kritik. Men problemet med den tankegang er, at hvis man ikke udvikler de ideer i dag bliver de formentlig aldrig til noget. Når først man er rykket ind i regeringskontorerne, er der så meget tids- og begivenhedspres, at man ikke er i stand til at udvikle politik. Så bliver det overladt til det stærke embedsapparat. Hvis Socialdemokratiet, og partierne i det hele taget, vil gøre en forskel, må de udvikle ideer, mens de er i opposition, så de har nogle skitser til, hvordan de får vendt skuden, når de har fået magten.

Da Nyrup og Lykketoft kom til magten i 90erne, havde de en gennemarbejdet plan for at nedbringe arbejdsløsheden i Danmark på en økonomisk ansvarlig måde. I løbet af få år faldt arbejdsløsheden markant, samtidig med at statsfinanserne blev forbedret. Det var en plan, som hverken de økonomiske vismænd eller embedsværket i finansministeriet brød sig om, fordi den var ukonventionel, men Nyrup og Lykketoft havde styrken til at køre den igennem. Hvis ikke de havde haft den plan klar, inden de rykkede ind i ministerierne, var det aldrig blevet til noget. Så havde modstanden fra embedsapparatet været for stærkt.

RÆSON: Hvor ser du de største problemer for Socialdemokratiet lige nu?

Jeg synes, det største problem for Socialdemokratiet er partiets forhold til verden uden for Christiansborg. Der er brug for, at partiet bliver bedre til at inddrage borgmestre og lokalpolitikere, der sidder med erfaring rundt i landet. Samtidig er der behov for at forbedre forholdet til fagbevægelsen efter tiden under Thorning-Schmidt, og ikke kun øverst i organisationerne, men også blandt de tusindvis af tillidsmænd og aktive, der før i tiden følte sig forbundet med den socialdemokratiske bevægelse.

Partiet har fået Mattias Tesfaye ind i folketingsgruppen og Jan Johansen, som er gammel tillidsmand fra Lindø-værftet, men Socialdemokratiet har brug for flere med en baggrund i fagbevægelsen eller kommunalpolitik, som kommer med andre erfaringer. Det er nødvendigt, hvis partiet vil mindske afstanden til befolkningen.

ILLUSTRATION: Mette Frederiksen på talerstolen, da Socialdemokratiets kongres blev afholdt søndag den 25. september. (René Schütze/POLFOTO)