Lars Koch: ParadisePapers udstiller vores politikere
17.11.2017
.Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende
_______
ParadisePapers viser, at nogle store selskaber og rigmænd fortsat undviger skat for milliarder via skattely. Politikerne er nødt til at gøre noget nu. Pæne ord om at bekæmpe skattely er ikke nok.
Kommentar af Lars Koch, Vice-Generalsekretær i Oxfam IBIS
Det er ubærligt at se endnu en skattely-skandale, der viser, at nogle store selskaber og super-rige laver skattefiflerier, der koster Danmark i omegnen af 5 mia. kr. årligt og globalt ca. 1.400 mia. kr. alene fra selskabers aggressive skatteundvigelse. Det udstiller en grov uansvarlighed, men også vores politikeres manglende evne eller vilje til at sætte en stopper for skattely. Nogle store selskaber og rigmænd, der har råd til at købe rådgivning fra Appleby og andre skatterådgivere, spiller efter helt andre regler end almindelige borgere, når det kommer til at betale skat. Facebook, Nike, Apple, Glencore er nogle af de selskaber, der har fået udstillet deres skatteundvigelse i ParadisePapers.
De seneste år har der været megen snak om skattely, men politikernes flotte ord er kun blevet til svage reformer efter at have været gennem lobbyisternes mølle, hvor de gode intentioner er blevet udvandet, så skattecirkusset kan fortsætte. I stedet for at lande og politikere samarbejder om at sætte en prop i hullet og sammen lukke og ændre et gennemhullet og forældet internationalt skattesystem, så konkurrerer landene – også inden for EU – i et ræs mod bunden om at tilbyde selskaber og rigmænd de mest lukrative forhold mens lobbyisterne sidder og klapper i hænderne.
De seneste år har der været megen snak om skattely, men politikernes flotte ord er kun blevet til svage reformer efter at have været gennem lobbyisternes mølle, hvor de gode intentioner er blevet udvandet, så skattecirkusset kan fortsætte
_______
Oxfam IBIS er stærkt optaget af at både selskaber og rigmænd betaler skat, selvfølgelig særligt i udviklingslandene. Udviklingslandene mister hvert år omkring 700 mia. kr. i skatteindtægter alene fra selskabers skatteundvigelser. Derfor har vi følgende seks forslag til, hvad danske politikere skal gøre for at stoppe skattely – gennem EU og globalt gennem OECD og FN:
1. Sikre samarbejde mellem lande og regeringer i stedet for at konkurrere i et ræs mod bunden. Selskaber, skattely og finansielle strømme er globale. Men skattelovgivning er et nationalt anliggende, og lande konkurrerer i et ræs mod bunden om at tiltrække selskaber og formuer ved at sænke selskabsskatter og tilbyde diskretion. I stedet skal vi samarbejde – i EU og globalt – om at have et skattesamarbejde, der også inkluderer udviklingslandene. Vi bør udvikle en global skatteorganisation, der arbejder for en enhedsbeskatning af de multinationale selskaber, hvor det globalt rapporterede enorme overskud fra fx IT-giganterne fordeles til beskatning i de enkelte lande efter en formel, hvor der indgår forhold som omsætning, ansatte og værdier i selskaberne.
2. Fuld offentlig gennemsigtighed i selskabers regnskaber, land for land. Selskaber som Facebook, Apple og Nike flytter systematisk rundt på deres overskud inden for koncernerne, så deres samlede skattebetalinger bliver minimale, og særligt udviklingslandene mister skatteindtægter, når selskaberne flytter overskuddet i skattely. Det er unfair konkurrence over for små- og mellemstore virksomheder. Det skal frem i lyset, hvor selskaber har deres forretning og hvor de betaler deres skat, land for land, med oplysninger om omsætning, overskud, værdier, ansatte. Det skal være offentligt tilgængeligt, så også medier og civilsamfund i fx Ghana kan se, hvad der sker med overskuddet fra deres olieindtægter, og vi andre kan få genskabt tilliden til, at selskaber ikke har en aggressiv skattepolitik
3. Offentligt tilgængeligt register over, hvem der ejer hvilke selskaber, så skattesvindlere og kriminelle ikke længere kan gemme sig bag stråmænd og skuffeselskaber. ParadisePapers viser, hvordan både rigmænd, politikere, kendisser og kongelige gemmer deres formuer for myndighederne, eller fx, som Formel-1 racerkøreren Lewis Hamilton, køber og leaser sin private jet gennem et netværk af skuffeselskaber for at undgå moms og skat. Det er uacceptabelt i en moderne global økonomi at enorme formuer bliver gemt, og det ikke er muligt at vide, hvem man laver forretninger med.
Det er uacceptabelt i en moderne global økonomi at enorme formuer bliver gemt, og det ikke er muligt at vide, hvem man laver forretninger med
_______
4. Sortlistning af skattely med økonomiske sanktioner mod de skattely-lande, der lever af at stjæle skatteindtægter fra andre lande. En række lande har gjort det til en forretningsmodel at stjæle skattebase fra andre lande ved at tilbyde nulskat og diskretion. Ud fra en række objektive kriterier om en minimumsskattesats, offentlighed om selskaber og ejere og dokumenteret vilje til at samarbejde med andre lande om at stoppe kriminalitet og skattefiflerier, skal der laves en sortlistning af skattely. For at have effekt skal den følges op med økonomiske sanktioner mod de lande, der ikke inden for en kort årrække lever op til globale standarder for samarbejde og gennemsigtighed. Selvfølgelig skal EU-skattely som Luxembourg, Holland og Irland på listen og inden for en kort årrække afvikle de mekanismer de har, der tillader massiv og aggressiv skatteplanlægning.
5. Automatisk udveksling af informationer om skat mellem lande. Her er EU og de rige lande kommet langt, men udviklingslandene er systematisk ekskluderet fra at modtage informationer, fordi de har vanskeligt ved at leve op til at levere informationer den modsatte vej. Udviklingslandene skal inkluderes i udvekslingen af oplysninger og støttes i at kunne håndtere informationer og levere oplysninger den anden vej.
6. Starte med at sikre, at vi ikke smider skattekroner i skattely. Det gælder særligt når kommuner og stat køber ind og investerer. Stat og kommuner skal stille krav om gennemsigtighed til de selskaber, de handler med.
Det er ikke en lille dagsorden. Men den er afgørende for at forsvare vores velfærdsstat. Og Danmark har en meget vigtig rolle at spille. Både fordi danskere og danske selskaber har en højere skattemoral end de fleste andre lande. Men også fordi Danmark sammen med de nordiske lande kan sætte fokus på, hvordan udviklingslandenes fremtidige udviklingsfinansiering kan sikres gennem bedre muligheder for, at de selv kan opkræve skatter.■
Lars Koch (f. 1965) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 1997 og Vice-Generalsekretær i NGO’en Oxfam IBIS.
ILLUSTRATION: Lars Koch [foto: Officielt pressefoto]
_______
Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende