24.02.2017

IS står over for sit nederlag i Irak. Men et nyt spil om landets fremtid – og om hele det arabiske Mellemøsten – er på vej.

Analyse af Lars Erslev Andersen, fra det nye nummer af RÆSON (på gaden i start-marts).

I skyggen af krigen om Aleppo i Syrien har den amerikanske koalition i samarbejde med den irakiske hær og sikkerhedsstyrker samt Iran, Tyrkiet, de kurdiske Peshmerga-styrker og de irakiske shiamuslimske militser siden oktober kæmpet om at befri Iraks næststørste by, Mosul, fra Islamisk Stat (IS).

Det var forventet, at befrielsen ville være overstået inden udgangen af 2016. I den indledende fase rykkede koalitionen også hurtigt frem og fik generobret en række landsbyer og dele af Mosul. Men IS ydede større modstand end forventet, og fremrykningen gik i stå, samtidig med at IS indledte kampe i det olierige område omkring Kirkuk, der siden 2014 primært har været kurdisk kontrolleret. I en detaljeret artikel i det seneste nummer af tidsskriftet Foreign Affairs redegør journalisten Riyadh Mohammed på baggrund af omhyggelig research og interviews med forskellige ledere af koalitionsstyrkerne for forløbet af krigen i Mosul. Det fremgår her, at fremrykningen gik i stå på grund af en række strategiske fejlvurderinger, hvor den alvorligste formentlig er, at koalitionen forventede, at IS hurtigt ville give op og flygte.

Derfor undlod man en decideret belejring af Mosul i form af en blokade af alle ruter ind og ud af byen – først og fremmest fordi man ville give civilbefolkningen mulighed for at undslippe kampene ved at flygte ud af byen. IS opgav ikke kampen, og tabene på den irakiske side har været store: Mere end 2.000 irakiske soldater har mistet livet – hvilket dog benægtes af regeringen i Baghdad, der kalder tallet overdrevet. Ikke desto mindre var IS-modstanden større og mere effektiv end forventet. Det skønnes, at IS råder over mellem 5.000 og 6.000 krigere, hvoraf en del er både trænede og velforberedte på kampene – og at IS-styrkerne inkluderer en kampvognsenhed ledet af tidligere irakiske officerer, der råder over kampvogne, IS har stjålet fra Syrien og Irak, samt i hundredvis af snigskytter og dertil et større antal fremmedkrigere.

Efter Mosul
Vurderingen er nu, at slaget om Mosul vil forløbe tre måneder ind i 2017. Meldingen om, at Danmark vil sende specialstyrker til kampene i Irak, er formentlig relateret til kampene i Mosul, idet de formentlig fra Assad-basen i Anbarprovinsen skal arbejde sammen med amerikanske specialstyrker om at bekæmpe IS-styrker på vej – flugt – fra Mosul til Syrien. Befrielsen af Mosul anses af koalitionen som det, der definitivt skal knække IS som organisation i Irak. Strategisk er Mosul vigtig, fordi byen med sin beliggenhed har forbindelser både til Irakisk Kurdistan, Anbar samt Irak og Syrien (herunder den nordlige del af landet). Dertil kommer ressourcerne i området – fødevarer, olie og penge – som IS har kunnet udnytte. For IS vil tabet af Mosul ifølge den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, være det absolutte nederlag i Irak, hvad han selvbevidst proklamerede på irakisk TV i juledagene. Han tilføjede, at IS i Irak vil være nedkæmpet inden for tre måneder.

Koalitionen og al-Abadi har givetvis ret i, at den dag, IS mister kontrollen med Mosul, indledes opløsningen af kalifatet og IS som organisation i Irak. Det betyder imidlertid ikke, at terrorismen, sekterismen og de etniske kampe dermed er væk. Tværtimod er der al mulig grund til at forvente, at volden og konflikterne på alle områder vil tage til i styrke.

Krigen i Irak fra 2003 medførte, at Irak ophørte som en enhedsstat, hvor centralregeringen kunne kontrollere hele det irakiske territorium. Reelt begyndte opløsningen af den irakiske stat i 1991, hvor det internationale samfund i forlængelse af krigen om Kuwait oprettede de såkaldte flyveforbudszoner i det nordlige kurdiske og det sydlige shiamuslimsk dominerede område. Især Irakisk Kurdistan fik stadig større autonomi – mens Saddam Hussein trods flyveforbuddet fortsatte sin brutale kontrol af det sydlige Irak, bl.a. ved bevidst at dræne marskområderne og dermed fratage de såkaldte marskarabere deres eksistensgrundlag.

På trods af heftig intern rivalisering mellem de tre store kurdiske partier opnåede Irakisk Kurdistan stadig større grad af selvstændighed. Efter invasionen i 2003 udnyttede kurderne deres gode relationer til USA til at udvikle sig til en egentlig stat ¬– dog stadig som en del af Irak og uden at opnå formel suverænitet. Formelt var Irakisk Kurdistan underlagt regeringen i Baghdad, men i realiteten handlede Den Kurdiske Regionalregering (Kurdistan Regional Goverment, KRG) stadig mere selvstændigt, især efter at de to største partier – Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) og Patriotisk Union i Kurdistan (PUK) – indgik aftaler om magtdeling og marginaliserede det tredje parti, nemlig Tyrkiets fjende nummer et, PKK. Hermed var vejen banet for, at Irakisk Kurdistan kunne indgå aftaler med Tyrkiet, bl.a. om oliehandel. I løbet af nogle år blev Tyrkiet kurdernes største samhandelspartner. Efter IS’s erobring af Mosul og bevægelsens angreb på Irakisk Kurdistan har Tyrkiet haft tropper udstationeret – dels til at støtte de kurdiske Peshmerga-styrker, dels til at træne dem og især til at sikre, at der ikke etableres forbindelser mellem PKK i Irakisk Kurdistan og de syriske kurdere i det nordlige Syrien på grænsen til Tyrkiet.

Tyrkiets tilstedeværelse og aktive rolle i slaget om Mosul har allerede ført til trusler om en militær konfrontation mellem Tyrkiet og Irak. Den Kurdiske Regionalregerings egenrådighed har været en alvorlig kilde til konflikt med regeringen i Baghdad. Konfliken handler især om, hvem der skal kontrollere de olierige områder omkring Kirkuk – et problem, der stadig ligger uløst hen, og som rummer risiko for egentlige militære sammenstød mellem kurderne og den irakiske hær og regering. Baghdadregeringen har modstræbende accepteret kurdernes eksport af olie – begrundet i, at en budgetaftale mellem KRG og Baghdad, der ellers skal sikre centralregeringens finansiering af de kurdiske områder, enten ikke er blevet nået eller ikke overholdes (hvad der har været en tilbagevendende konflikt mellem Baghdad og KRG).

Tyrkiets tilstedeværelse og aktive rolle i slaget om Mosul har allerede ført til trusler om en militær konfrontation mellem Tyrkiet og Irak.
_______

 

Den konflikt vil selvsagt blusse voldsomt op, når parterne skal sikre deres interesser i en post-IS-situation: Hidtil har krigen mod IS været overordnet de enkelte parters særinteresser, men med bevægelsen i opløsning får de højere prioritet.

Også andre konflikter kan bryde ud, når hovedfjenden IS er sendt på flugt: etniske konflikter mellem de arabiske stammer, der nu samarbejder med kurderne om at bekæmpe IS. Efter det forventede IS-nederlag vil stammerne både kræve del i ressourcerne og genindtage de områder og de boliger, som de flygtede fra, da IS gennemførte sin offensiv i 2014. Det er bl.a. boliger, som kurderne i nogle områder nu kontrollerer eller mener at skulle sætte sig på.

Tilsvarende er der konflikter mellem shia- og sunnimuslimer, og endelig er der blandt minoriteter som turkmenere og yazidier formet militser, som er blevet oversvømmet med våben og kan formodes at rette dem andre steder hen, når IS er nedkæmpet. Dertil kommer terrorisme – for selvom IS som organisation er i opløsning, vil der fremdeles være mindre IS-grupper, baathister, tidligere irakiske officerer fra Saddam-tiden og andre, der vil gøre sig gældende med våben og bomber, og som med vold og terrorisme vil blande sig i slaget om Irak.

Den svage regering
Hvad er situationen i Baghdad, når IS-kalifatet er i opløsning? Her er der mangel på planer og overskud af modstridende interesser og konflikter. Haider al-Abadis regering i Baghdad er upopulær og nyder kun ringe opbakning i befolkningen. Hverken USA eller Iran, der nok er regeringens bedste støtte, er begejstrede for regeringen, men tolererer den, fordi der ikke er andre alternativer at få øje på. De frygter, at et regeringssammenbrud i Baghdad derfor vil være vejen til endnu mere kaos – hvilket kun vil være til IS’s fordel. Derfor støtter USA en regering i Baghdad, der ikke er i stand til at være regering for andre end shiamuslimerne, og som ikke engang kan holde sammen på dem: Al-Abadi udfordres både af den forhenværende premierminister Nuri al-Maliki på den ene side og shialederen Muqtada al-Sadr på den anden. De interne konflikter i regeringen og blandt dens støttepartier og problemer med både forsvars- og indenrigsministerens korruption førte i august til, at al-Abadi gennemførte en regeringsrokade og etablerede en såkaldt teknokratregering, men særlig duelig er den ikke, og populær er den slet ikke.

Det er muligt, at al-Abadi i juledagene kunne fremstå selvsikker ved udsigten til de afgørende slag mod IS, men det er næppe ham, der kommer til at gennemføre en post-IS-orden. Tværtimod vil han komme under endnu mere pres, når de mange forskellige grupperinger, der i dag dog kan enes om at bekæmpe IS, vil sikre deres egne interesser i et post-IS-Irak: Det er nærliggende at regne med, at de irakiske kurdere vil gå enegang og prøve at blive en suveræn stat – og at de vil gøre alt for at sikre sig kontrol over Kirkuk og de såkaldte omdiskuterede territorier.

Tyrkiet vil forblive i området og sikre Erdogans interesser (måske i et samarbejde med Irakisk Kurdistan, som Tyrkiet har gode relationer til, men i strid med Baghdadregeringen). Iran, den stærkeste eksterne magt i Irak, vil ikke under nogen omstændigheder til at tabe kontrol og indflydelse. Med IS nedkæmpet bliver de store tabere igen sunnimuslimerne, der vil stå konfronteret med en stærk og magtfuld shia-alliance.

Sunnimuslimerne og de arabiske stammer har ingen interesse i at gå enegang og løsrive sig fra Irak – for Anbarprovinsen og de områder, de kan komme til at regere, rummer hverken olie eller andre vigtige naturressourcer. De er med andre ord henvist til at få et stykke af den kage, det samlede Irak udgør – og vil derfor kæmpe for dét både mod den iranskstøttede regering i Baghdad og det amerikanskstøttede irakisk-kurdiske selvstyre. Hvordan den kabale kommer til at gå op, er helt uvist – men det ligner et Irak delt i i) det nordlige kurdiske område og ii) den Baghdad-kontrollerede østlige og sydlige del, med en stor befolkningsgruppe af sunnimuslimer, der vil slås for at få territoriale lunser begge steder.

Trumps dilemma
Endelig er der uvisheden om, hvordan den amerikansk-ledede koalition vil handle i et post-IS-Irak. Uvisheden er ikke blevet mindre af, at der er kommet ny præsident i USA. Trump har sagt, at han vil styrke kampen mod terroristerne og IS, men ikke været konkret om, hvordan det skal ske. Det mest detaljerede i hans udmeldinger indtil videre er tanken om et nærmere samarbejde med Rusland både i Syrien og i krigen mod IS. Det vil styrke den iransk-ledede shia-alliance endnu mere og samtidig styrke Bashar al-Assad i Damaskus – igen med sunnimuslimerne som de store tabere.

Skulle Trump acceptere Iran som en del af en aftale med Rusland, vil han få store problemer med Israel, som han ellers allerede har gjort alt for at behage.
_______

 

Men Trump har også meldt ud, at han er kritisk over for den aftale, Barack Obamas administration (sammen med Rusland, EU og FN) indgik med Iran om det iranske atomenergiprogram. Det er helt uvist, hvilken rolle Iran i et amerikansk perspektiv skal spille i en russisk-amerikansk tilnærmelse i krigen mod IS: Lige nu er Iran Ruslands vigtigste allierede i krigen mod Bashar al-Assaads fjender, og Iran er massivt involveret både i Irak og Syrien.

Hvordan præsident Trump både vil konfrontere Iran og nærme sig Rusland, er ganske uklart. Skulle Trump acceptere Iran som en del af en aftale med Rusland, vil han få store problemer med Israel, som han ellers allerede har gjort alt for at behage. Israel betragter den iransk-ledede alliance med Hizbollah som sin største strategiske trussel og er efter slaget om Aleppo begyndt at røre mere seriøst på sig militært med bombning af en syrisk lufthavn uden for Damaskus i januar samt af de korridorer, Hizbollah bruger mellem Libanon og slagmarkerne i Syrien. Assad, Rusland og Iran med Hizbollah står nu meget stærkt i Syrien. Det kan Israel ikke acceptere: Et russisk-amerikansk samarbejde i krigen mod IS – som samtidig fører til forstærket tilstedeværelse af Iran og Hizbollah i Syrien – er simpelthen uspiseligt for Israel og vil næppe blive accepteret, selvom Trump ændrer USA’s holdning til den israelske bosætterpolitik fra kritisk til entusiastisk opbakning (hvilket noget kunne tyde på med Trumps valg af de personer, der skal lægge Israelpolitikken).

Selv hvis Trump ophæver sanktionerne mod Rusland, accepterer, at Putin har taget Krim, og at Israel annekterer den palæstinensiske vestbred, kan han ikke forlige den dybe uenighed mellem den russiske og den israelske holdning til spørgsmålet om, hvilken rolle Iran skal spille i krigen mod IS og i spillet om det arabiske Mellemøsten. Det vil stå klart, når IS-kalifatet formentlig i løbet af overskuelig tid er i hastig opløsning, og slaget om Irak og det arabiske Mellemøsten først for alvor skal til at begynde.

ILLUSTRATION: Tahrir-pladsen i Baghdad, Irak den 11. februar 2017 (foto: Abaca/polfoto)

Lars Erslev Andersen (f. 1956) er seniorforsker i international sikkerhed med fokus på terrorisme og Mellemøsten på Dansk Institut for Internationale Studier.