17.12.2017

FRA RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].

Af Lars Erslev Andersen

I juni indførte fire lande – Saudi-Arabien, Bahrain, de Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Egypten – en embargo mod Qatar–. Da de for nylig forlængede listen over de personer og organisationer, de beskylder for terrorisme (og som de mener, Qatar støtter), foretog Qatar et modtræk. Landets udenrigsminister åbnede en konference i London med temaet: At bekæmpe terrorisme.

Konferencen i London organiseres af Royal United Services Institute, RUSI, der er det britiske forsvarsministeriums tænketank i Whitehall. Det er ikke hvem som helst, man finder på talerlisten: Ud over Qatars vicepremierminister, udenrigsminister og ambassadør for antiterrorisme finder vi EU’s koordinator for antiterrorisme, Europols direktør samt en række andre prominente topembedsmænd fra Storbritannien og USA.

Dette sammentræf viser med al ønskelig tydelighed, at definitionen på terrorisme helt og aldeles afhænger af, hvilken stat der fremsætter den. Begivenhederne viser også, at bekæmpelse af terrorisme er blevet den helt centrale kampplads for de rivaliserende stater i Mellemøsten.

At Storbritannien og EU på RUSI lægger sig op ad Qatars definition, hilses helt sikkert ikke velkommen i Saudi-Arabien. Saudierne kan til gengæld regne med den amerikanske præsident, Donald Trumps, helhjertede støtte – uagtet at en tidligere amerikansk minister for ’Hjemlandets Sikkerhed’ (Homeland Security), Michael Chertoff, også taler i London.

Uenigheden om, hvem der er terrorister, og hvem der støtter terrorisme, er afgrundsdyb – både blandt staterne i Mellemøsten og i resten af verden. Men alle er enige om, at terrorisme er et onde, der skal bekæmpes. Det budskab har lederne i Saudi-Arabien forstået. Landet, som mange beskylder for at være storeksportør af salafistisk ekstremisme, fører sig nu frem som spydspids i kampen mod terrorisme.

Verden set fra Riyadh
Saudi-Arabiens seneste tiltag er en ny lov, der er så bred i sin definition af terrorisme, at blot kritik af kongen og hans foretrukne søn, kronprins Mohammed bin Salman, kan give mellem fem og ti års fængselsstraf (for at sprede ’ekstremistisk propaganda’). Loven blev offentliggjort den 1. november, og den flyttede samtidig forvaltningen af antiterrorisme fra indenrigsministeriet til to råd, der kontrolleres af kongen.

Under stærk indflydelse fra sin magtfulde søn Mohammed bin Salman (kaldet MBS) har kong Salman, efter at han overtog tronen i 2015, gjort bekæmpelse af terrorisme og ekstremisme til den centrale fortælling i legitimeringen af både indenrigs- og udenrigspolitikken. Men allerede under det såkaldte ’Arabiske Forår’ i 2011 blev oppositionel kritik set som terrorisme: Da Saudi-Arabien med støtte fra UAE sendte kampvogne ind i Bahrain i marts 2011, lød begrundelsen, at man bekæmpede terrorister. Man knuste demonstrationerne og jævnede samtidig den symbolladede Perleplads, hvor demonstranterne havde holdt til, med jorden. De få og spredte demonstrationer i Saudi-Arabiens østlige provinser blev også omtalt som terrorisme – og brutalt slået ned. Da kongedømmet i januar 2016 henrettede 47 mennesker, lød begrundelsen igen, at de var terrorister. I september 2017 fængslede Saudi-Arabien 20 liberale islamiske oppositionspolitikere beskyldt for ekstremisme, og måneden efter kom turen til flere tusinde imamer, som kronprinsen beskyldte for at sprede ekstremistisk propaganda.

Argumentet for at indføre en embargo mod Qatar i juni var qatarernes støtte til Det Muslimske Broderskab, der længe har kritiseret Saudi-Arabien for dets kongedømme, der betragtes i strid med islam. Organisationen er på de statslige lister over terrororganisationer i både Egypten, Bahrain, UAE og Saudi-Arabien. Samtidig krævede kvartetten også, at den qatarske tv-station al-Jazeera og en række andre medieplatforme skulle lukkes – anklagen lød, at de var talerør for al-Qaida. Desuden skulle Qatar afslutte sine diplomatiske forbindelser med Iran – på trods af at Qatar og Iran er fælles om at drive verdens største gasfelt.

Kravet om at bryde med Iran er selvfølgelig ikke tilfældigt. Saudi-Arabien og kongedømmets allierede ser Iran som den stat, der står bag terrorismen overalt i det arabiske Mellemøsten, herunder i Yemen, Syrien, Irak og Libanon. Således er også saudiernes militære intervention i krigen i Yemen siden 2015 begrundet i kampen mod terrorisme, nemlig bekæmpelse af den yemenitiske oprørsgruppe Houthierne. Saudi-Arabien hævder, at gruppen er støttet af Iran. Bekæmpelse af Iran er i saudiarabisk perspektiv simpelthen identisk med bekæmpelse af terrorisme.

Men alle, der har fulgt den politiske udvikling i Mellemøsten, kan se, at Irans ekspanderende magt og indflydelse har en ganske anden baggrund. Det handler snarere om de sunnimuslimske arabiske regimers interne splid og elendige politik sammenholdt med USA’s fejlslagne krige i Irak og Afghanistan. Iran har med stor succes formået at udnytte disse forhold til at fremme sine egne interesser i regionen.

Iran stod i 1985 – under den libanesiske borgerkrig – bag oprettelsen af den libanesiske gruppe Hizbollah. I dag er Hizbollah både det største parti og den stærkeste milits i Libanon. Da den libanesiske premierminister, Saad al-Hariri, i begyndelsen af november – nærmest ud af den blå luft – annoncerede, at han ville trække sig, skete det fra Riyadh. Mange mente – bedømt på sproget – at teksten var skrevet af saudierne.

Den almindelige opfattelse er, at al-Hariris afgang er Saudi-Arabiens værk. Formålet var dels at straffe al-Hariri, fordi han ikke havde gjort nok for at konfrontere Hizbollah og Iran, dels at lade Libanon fremstå som helt og aldeles styret af ’terrororganisationen’ Hizbollah. Dette skulle muliggøre en isolation af Libanon i den arabiske verden. Få uger senere sammenkaldte Saudi-Arabien Den Arabiske Liga (den dominerende internationale organisation i den arabiske verden, red.) med henblik på at få smidt Libanon ud af Ligaen. Så vidt kom det ikke, men Ligaen enedes om at erklære Hizbollah for en terrororganisation.

Libanon kan meget vel ende i samme situation som Qatar og blive underlagt økonomisk embargo. Det kan betyde, at de mange tusinde libanesere, der arbejder i Golfen, ikke længere må sende penge hjem – hvis de da ikke ligefrem bliver smidt ud. Det ultimative tiltag ville være militære operationer mod Libanon. Det sidste er næppe aktuelt lige nu, men der har længe været bekymring for, at Israel vil indlede militære angreb på Hizbollah i Libanon. Den israelske regering deler nemlig den saudiarabiske opfattelse af Iran som roden til alt ondt. Israel har allerede igennem længere tid gennemført bombninger mod Hizbollahs forsyningslinjer i forbindelse med Hizbollahs militære støtte til den syriske præsident, Bashar al-Assad – og til bekæmpelse af Islamisk Stat, der i Vesten ligeledes ses som en terrororganisation. Også israelernes involvering understreger med andre ord, hvor meget definitioner af terrorisme afhænger af øjnene, der ser: Siden 2014 har USA især i Irak koordineret krigen mod Islamisk Stat med Iran, men nu skal Iran ”rulles tilbage” fra Syrien, Libanon og Irak, som Trump udtrykte det i en tale for nylig til Israels store begejstring. Hvordan det konkret skal ske, ved ingen, men Trump og i stigende grad Israel sætter deres lid til MBS og hans krig mod terrorisme.

Den kolde krig med Iran
Mønstret er klart: Kampen mod terror bruges af Saudi-Arabien til at begrunde både hjemlige anholdelser, de militære operationer i Bahrain og Yemen, embargoen mod Qatar og den direkte indblanding i Libanon. Begrundelsen for al-Hariris tilbagetræden var da også, at han var truet på livet af terrorister – ligesom sin far, den tidligere premierminister i Libanon Rafiq al-Hariri, som var blevet milliardær for forretninger i Saudi-Arabien, og som blev dræbt af en bombe i Beirut i 2005.

Alt sammen handler det om at styrke Saudi-Arabien i den nye kolde krig mod Iran. Lige siden den iranske revolution i 1979 har Saudi-Arabien og de øvrige arabiske Golfstater været bekymrede for, at Iran ville eksportere sin shiamuslimske revolution til det arabiske Mellemøsten, som er overvejende sunnimuslimsk. Bekymringen er ikke blevet mindre af, at Iran – efter fjernelsen af Taliban-regimet i Afghanistan og Saddam Hussein i Irak – har øget sin indflydelse begge steder betydeligt. Især i Irak står iranerne stærkt. Ikke alene har de stor indflydelse på den irakiske regering og hær. De støtter også de shiamuslimske militser, der var frontlinjen i krigen mod Islamisk Stat. Samtidig har borgerkrigen i Syrien muliggjort, at Iran nu også står stærkt her, hvor iranerne kontrollerer områder uden for Damaskus og har planer om egentlige baser – ganske tæt på Israels grænse.

Samlet set betyder den succesfulde iranske ekspansion ind i det arabiske Mellemøsten, at saudierne føler sig omringet af iranske positioner. I både Saudi-Arabien og Israel mener man, at Iran er blevet forstærket af den atomenergiaftale, landet indgik med FN inklusive Rusland, USA og EU. Med aftalen har Iran modtaget betydelige summer fra sine tidligere indefrosne midler, samtidig med at sanktionerne mod landet gradvis ophæves. Resultatet er en saltvandsindsprøjtning til den iranske økonomi, som saudierne og israelerne (og i øvrigt Trump) mener, iranerne bruger til at finansiere ekspansionen ind i Mellemøsten.

Endelig var Iran stærkt medvirkende til, at Irak i oktober i år generobrede olieområder i Kirkuk, som den autonome region Irakisk Kurdistan, der har ambitioner om at blive en suveræn stat, havde sat sig på ved indledningen til krigen mod Islamisk Stat i sommeren 2014. Dermed har Iran sammen med Hizbollah opnået det, de har drømt om i årevis: en fri passage mellem Beirut og Teheran, hvilket Saudi-Arabien, Israel og USA finder uacceptabelt. For saudierne er udsigten altså, at ærkefjenden Iran vokser sig stærkere økonomisk og øger sin magt langt ind i det arabiske Mellemøsten.

Når pengene slipper op
Her er situationen i dag: I Yemen befinder saudierne sig i en beskidt krig, der er dyr og illegitim – både nationalt og internationalt – og som i øvrigt næppe kan vindes. Landet har tabt proxykrigen mod Iran i Syrien og Irak. Hertil kommer det helt afgørende forhold, at de saudiarabiske valutareserver svinder i samme hurtige takt, som olieprisen falder, og krigsudgifterne stiger. Underskuddet på statsbudgettet er støt stigende. Landet er i økonomisk krise, udenrigspolitisk har saudierne tabt i forhold til deres ærkefjender, og indenrigspolitisk bliver kongen konfronteret med ulmende kritik.

Saudi-Arabien besidder enorme olieressourcer og har dermed fortsat stor indflydelse på det internationale oliemarked. Mange internationale (herunder kinesiske) investeringer i Saudi-Arabien er da også gjort i forventning om, at olieeksporten vil sikre et lukrativt afkast. Samtidig har saudiarabiske investorer over en lang årrække investeret milliarder i Vesten. Et sammenbrud i Saudi-Arabien er derfor et frygtscenarie, man i internationale finanscentre vurderer vil lede direkte til en ny global finanskrise.

Både på børserne og i regeringskontorerne i Kina, USA og EU håber man derfor, at Saudi-Arabien klarer skærene. Med Donald Trump i spidsen sætter omverdenen nu sin lid til den unge kronprins MBS. Man ånder lettet op ved hans forsikringer om, at Saudi-Arabien vil omstille sin økonomi, at han vil bekæmpe ekstremisme og terrorisme, og at han vil afskaffe korruption. Kvinders undertrykkelse i landet har været ubekvem for vestlige statsledere, når de i selskab med pengestærke forretningsfolk har besøgt Riyadh. I Vesten hilser man det naturligvis velkomment, at kvinder nu har fået ret til at stemme på andre kvinder – selvom det er til et råd uden beføjelser, hvor kvinder og mænd ikke må sidde sammen, og hvor kvinderne derfor følger diskussionerne via videolink, mens de opholder sig i et nærliggende lokale. Man reagerer også med anerkendelse, når kvinder fra 2018 får lov til at køre bil – selvom deres mandlige værge skal give dem tilladelse. Og Vesten ser nysgerrigt til, når MBS anholder tusinder af imamer og oppositionsfolk, selvom deres ekstremistiske propaganda ofte består i at kritisere ham.

At dømme efter mediedækningen af MBS skal der en stærk mand – og krasse midler – til at transformere det ekstremist-eksporterende kongedømme. Thomas L. Friedman kalder det i New York Times for ”Saudi-Arabiens Arabiske Forår fra oven”. Mere præcist bør det dog kaldes autoritær magtpolitik serveret med lidt sekulær og feministisk parfume. Dertil kommer, at det er en udbredt erfaring, at økonomisk omstilling indadtil harmonerer dårligt med at skabe ustabilitet udadtil, fordi ustabilitet er ødelæggende for international økonomi– men det er lige præcis det, MBS gør med sin krig i Yemen, sin indblanding i Bahrain, der i dag nærmest er en saudiarabisk provins, og indblanding i Libanons interne anliggender. Her kunne MBS tage ved lære af Kinas økonomiske omstilling, der gennemføres ud fra ønsket om international stabilitet ved ikke at blande sig i andre staters anliggender. Men MBS både blæser og har mel i munden!

MBS har forsikret finansverdenen om, at forretningerne vil køre videre, og samtidig har han sikret sig hundredvis af milliarder dollars i likvider. Pengene skal dels bruges til at betale en omstilling af saudiarabisk økonomi, der skal gøre landet mindre afhængigt af olieeksport, dels til at betale for saudiernes tvivlsomme krige og deres import af våben og militærteknologi. Når det gælder forsvarsudgifter, er Saudi-Arabien i dag det land i verden, der bruger flest penge pr. indbygger.

Sunnimuslimsk baseret terrorisme har skabt frygt overalt i Vesten, der samtidig er bekymret for Irans ekspansion. Derfor påskønner Vesten MBS’ løfter om at bekæmpe ekstremisme. Men vi aner ikke, om MBS fx har stoppet betalingerne til de mange ekstremistiske moskeer og imamer i Vesten – og til koranskoler andre steder. Samtidig ved vi, at bekæmpelse af terrorisme og ekstremisme på saudiarabisk betyder fjernelse af trusler mod kongefamilien, kold krig mod Iran, støtte til militser og indblanding i andre lande som Bahrain, Yemen og Libanon. Hjemme indebærer processen en systematisk undertrykkelse af opposition og kritik samt ekspropriering af formuerne hos prinser og rigmænd, der beskyldes for korruption. Men hvem ved reelt, om disse personer har været mere korrupte end fx den del af kongefamilien, der har samlet sig om MBS?

Det virker, som om alle arbejder for at sikre deres egne økonomiske interesser – og kalder det terrorbekæmpelse. EU og Storbritannien vakler mellem holdningerne: Samtidig med at briterne lystigt sælger våben til Saudi-Arabien – og legitimerer det med bekæmpelse af terrorisme – inviterer man saudiernes nye ærkefjende Qatar til en højprofileret konference om det samme emne.

 

„Det virker, som om alle arbejder for at sikre deres egne økonomiske interesser – og kalder det terrorbekæmpelse‟
_______

 

De vestlige finanscentre hilser den nye saudiarabiske antiterrorlinje velkommen, fordi den udskyder deres økonomiske bekymringer for en stund. Men samtidig vokser bekymringen i den arabiske verden. I deres optik fører Saudi-Arabiens politik til en eksponentiel vækst i risikoen for, at en uforudsigelig begivenhed udvikler sig til en svært kontrollabel konflikt, måske ligefrem en stor regional krig. ■

Lars Erslev Andersen (f. 1956) er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og p.t. gæsteforsker ved Utrikespolitiska Institutet i Stockholm. Hans forskningsområde er international sikkerhedspolitik, herunder terrorismens idéhistorie og terrorisme aktuelt.

ILLUSTRATION: De arabiske landes udenrigsministre mødes i Cairo, Egypten, november 2017 [foto: Nariman El-Mofty/AP/Polfoto]