Lars Boje (NB): Hvad får LA’s vælgere hos Nye Borgerlige? Et parti, der ikke sælger ud

Lars Boje (NB): Hvad får LA’s vælgere hos Nye Borgerlige? Et parti, der ikke sælger ud

05.11.2017

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

_______

Indtil videre har LA stemt for stigende skatter, stigende gæld til borgerne, ufinansierede offentlige udgifter, og en større offentlig sektor. Det kommer vi ikke til. Vi er nemlig ikke sat i verden for at nogle politikere kan fremme deres egne karrierer eller positionere sig i et lukket magtunivers på Christiansborg. Og med al respekt, så har LA selv sat sig i denne situation ved at have slået sig op på noget som de ikke er.

Af Lars Boje Mathiesen (byråds- og folketingskandidat, NB)

Vi takker for den fornemme kompliment: Når Liberal Alliances chef-strategist Søren Kenner i dag går i pressen med et halvhjertet og klumset forsøg på at stække Nye Borgerliges succes [læs Kenners indlæg her: Er Nye Borgerliges vælgere faktisk enige med partiet?, red.] så ved man at man er på rette vej. Det er reelt set LA-partitoppen, der går til angreb. Og jeg kan sagtens forstå at LA begynder at panikke:

Partiet har mistet ca. 30 pct. af deres vælgere siden folketingsvalget, og næsten 50 pt. siden deres højeste målinger i 2015/2016. Tilmed sælger de i højt tempo ud på stort set alle selvdefinerede mærkesager. Derfor forsøger de også på de sociale medier desperat at frasige sig den politik og de beslutninger, som de reelt stemmer for. De glemmer blot at deres (tidligere) vælgere sagtens kan gennemskue hvad der foregår.

Kenner har ét formål: At få vælgere tilbage fra Nye Borgerlige. Hvordan kan LA så gøre dette? Jo, man kan jo ikke rigtig profilere sig på egen politik mere. Den er stort set ikke-eksisterende, og intet tyder på at vi har nået grænsen for hvor meget man vil sælge ud for at beholde sine ministerbiler.
Derfor må Kenner nødvendigvis rette fokus på andre end LA selv, og forsøge at vinde de tabte vælgere tilbage ved at slå tvivl om deres beslutning om at forlade LA. Hvordan gør man så det?
Man bruger to våben: Man lyver bevidst om konkrete politiske punkter i NB’s politik (ved at opstille såkaldte “stråmænd), og derefter så forsøger man at gøre NB til det modsatte af LA i håb om at folk fortryder.

Det er jeg nu ikke så bekymret for. De stadig flere mennesker, som vælger Nye Borgerlige til, er nemlig fast besluttet på projektet. Det er folk, som til trods for den udskamning, som partiet oplever, har truffet deres valg. De ved, hvad der er på spil. De er deres ansvar bevidst, og føler sig draget til at gøre det rette for dem, deres kære og for Danmark.

 

De stadig flere mennesker, som vælger Nye Borgerlige til, er fast besluttet på projektet. Det er folk, som til trods for den udskamning, som partiet oplever, har truffet deres valg
_______

 

Men lad os da blot tage et par af Søren Kenners punkter.

Stråmand nummer 1: De vælgere, som er kommet fra DF til NB er protektionistiske [skeptiske overfor frihandel, red.]. Nu har jeg i modsætning til Kenner talt med utrolig mange af de mennesker, som er kommet fra DF. De er ikke protektionistiske. De er til gengæld kritiske over for den øgede centralisering og forskydning af magten fra Danmark til EU-kontorerne i Bruxelles. De ønsker ikke at aflevere vores selvbestemmelse til en ikke-folkevalg teknokrat som Juncker. Sjovt nok, så husker jeg at det faktisk også en gang var Liberal Alliances politik. Men det var selvfølgelig også før man solgte ud.

Stråmand nummer 2: NB er imod enhver form for indvandring. Det er ganske ikke korrekt – og det ved Kenner også udmærket godt. NB ønsker ikke at stoppe for al indvandring. Vi har brug for dygtige kvalificerede personer som søger hertil for at bidrage til at øge Danmarks vækst og velstand. Dygtige mennesker, som vælger Danmark til som en karrieremulighed. Faktum er bare at det ikke er den indvandring, vi hovedsagelig ser. De nuværende og tidligere regeringer har tilladt en massiv tilgang af mennesker, som ikke bidrager positivt til samfundet – hverken økonomisk, kulturelt eller værdimæssigt. De gør faktisk både landet fattigere og mere utrygt. Det er den indvandring, som Søren Kenner og Liberal Alliance støtter op omkring. Og det er faktisk en af hovedårsagerne til at nogle af deres vælgere forlader partiet og en af årsagerne til hvorfor folk vælger NB til.

 

NB ønsker ikke at stoppe for al indvandring. Vi har brug for dygtige kvalificerede personer
_______

 

Stråmand 3 og 4: At udelukke udlændinge fra at kunne stemme til kommunalvalg betyder, at Danmark ikke kan tiltrække dygtige udlændinge til danske virksomheder. Dette er jo en omgang udokumenteret vrøvl. Har Kenner nogle tal eller evidens, som kan understøtte hans påstand om at udlændinge vælger Danmark til som arbejdsplads, fordi de kan få lov til at stemme til et kommunalvalg? Nej, vel. Og er det Liberal Alliances politik at udlændinge også skal have ret til at stemme til folketingsvalget? Det vil i hvert fald være nyt for mig. For ellers giver Kenners påstand jo ikke mening overhovedet. Nye Borgerliges politik er derimod klar og tydelig på dette område. Det er kun danske statsborgere, som skal kunne stemme til danske valg. Det er faktisk kernesund borgerlig politik.

Stråmand 5: Man kan ikke (som NB ønsker) udvise kriminelle udlændinge. Her er svaret faktisk ganske simpelt: Det eneste, der forhindrer udvisning af kriminelle udlændinge, er politikernes manglende vilje til dette. Før 2015 turnerede LA – sammen med de andre borgerlige partier på Christiansborg – rundt i landet og fortalte borgerne, at de skam ønsker at udvise kriminelle udlændinge. Siden valget har de haft magten – og for LA’s vedkommende, snart siddet et år i regering. Hvad er der sket? Ingenting! De har da også måtte krybe til korset og indrømme, at de ikke har tænkt sig at gøre det nødvendige for at sikre tryghed for danskerne. De har under pres måtte indrømme, at det blot var floskler og strategiske udmeldinger, som ikke vil blive fuldt op af den nødvendige handling. De vil til gengæld forsøge med en lang række ligegyldige småjusteringer som skal vise handlekraft, men som stadig flere borgere har gennemskuet for hvad de er – skinmanøvrer. Denne løgn – og dette svigt finder vælgerne sig ganske enkelt ikke i.

Og det var faktisk alt, hvad LA og Søren Kenner havde at skyde med. En sølle omgang stråmænd, som det ikke tog mere end 5 minutter at afmontere og modbevise. Det efterlader jo unægtelig os alle med indtrykket af panik og desperation i LA-lejren.

I NYE BORGERLIGE lader vi os ikke ryste. Vi fortsætter ufortrødent med at fortælle danskerne om vores politik. Og så er der den lille forskel, som måske nager LA allermest. Vi har i NB ingen intentioner om at sælge ud. Hvis vi laver samme studehandel som LA, så er vi nemlig ikke bedre eller anderledes end dem. Det kommer vi ikke til. Vi er nemlig ikke sat i verden for at nogle politikere kan fremme deres egne karrierer eller positionere sig i et lukket magtunivers på Christiansborg. Og med al respekt, så har LA selv sat sig i denne situation ved at have slået sig op på noget som de ikke er.

Indtil videre har LA stemt for stigende skatter, stigende gæld til borgerne, ufinansierede offentlige udgifter, og en større offentlig sektor. Så måske skulle man begynde bare at kigge en anelse indad og spørge sig selv: Hvorfor forlader vælgerne os egentlig?

 

Indtil videre har LA stemt for stigende skatter, stigende gæld til borgerne, ufinansierede offentlige udgifter, og en større offentlig sektor
_______

 

Lars Boje Mathiesen er byrådsmedlem for NB i Aarhus og folketingskandidat i Østjylland. ILLUSTRATION: Formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen [foto: Gian Ehrenzeller/Keystone via AP]

_______

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)