28.05.2017

Tre år som Islamisk Stats hovedstad har præget Raqqa og de seneste måneders militære tilbagegang for IS har øget presset på byen. En myriade af interesser og aktører er i spil, men hvem end der vinder kapløbet mod Raqqa, kan stå med ansvaret for en ikke bare traumatiseret men skeptisk befolkning.

Analyse af Anne Sofie Schøtt

I 2013 faldt Raqqa i hænderne på oppositionsgrupper i oprøret mod præsident Bashar al Assad. I første omgang var det militser fra Free Syrian Army (FSA). Derefter kom al Nusra-fronten til, og i januar 2014 fik Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL) fuld kontrol med byen. Raqqa blev udnævnt til hovedstad i det islamiske kalifat, som Abu Bakr al Baghdadi proklamerede fra prædikestolen i al Nuri-moskeen i Mosul den 29. juni 2014. I de tre år, som er gået siden, har Islamisk Stat sat sig tungt på byen, som med sine ca. 220.000 indbyggere før krigen var Syriens sjettestørste by. I 2017 kæmpes der igen om Raqqa. Syrian Democratic Forces (SDF) er ved at have omringet byen støttet af den amerikansk ledede militære operation mod Islamisk Stat.

Raqqa ligger midt i den syriske ørken på Eufrats venstre flodbred, knap 40 km nede ad floden fra den prestigiøse Tabqa-dæmning, der ophober vandet i al Assad-søen. ”A small dusty town with little to detain a traveller”, skrev Lonely Planet i 2004 i en guide til Syrien og Libanon. Kun få vestlige rejsende har beskrevet byen. Hjalte Tin og Nina Rasmussen er nogle af dem. I bogen ”Rejsen til landet, der ikke findes” om deres rejse i 2CV gennem Kurdistan beskriver de kort deres møde med byen. På vejen fra de kurdiske områder i det nordøstlige Syrien til storbyen Aleppo kommer de gennem Raqqa, hvor de falder omkuld på et airconditioneret hotelværelse for næste dag at skynde sig videre gennem ørkenen. Det var i 2003, få måneder efter, at Saddam Hussein blev væltet i Irak.

Byen rummer dog også en anden og mere storslået historie. I perioden 796-809 var Raqqa residensby for Abbasidekalifatet under kalif Haroun al Rashid, der i øvrigt optræder som en af hovedpersonerne i Tusind og én nat. Senere kom byen til at lægge navn til ”Raqqakeramik”. Det blev produceret i det 12. og 13. århundrede og omfatter smukt forarbejdede fade, krukker og figurer ofte med turkis glasur, dyrebilleder eller snoede planteornamenter (en af verdens største samlinger er på Davids Samling i København). Fra 1950’erne blev Raqqa centrum for bomuldsproduktion, der skabte stærk vækst i området. Men årene op til borgerkrigen var præget af stigende arbejdsløshed og generelle økonomiske problemer for Syriens landdistrikter, dels på grund af flere års tørke, dels fordi 00’ernes økonomiske liberalisering ikke kom landbruget til gavn.

Operation ”Eufrats harme”
Kampen mod IS føres af den USA-ledede koalition på to fronter, dels i Mosul i Irak og dels i Raqqa i Syrien. I Mosul støtter den internationale koalitions fly den irakiske hærs gradvise erobring. Men i slaget om Raqqa er det Syrian Democratic Forces (SDF), der udgør den primære landmilitære samarbejdspartner for koalitionen, idet SDF har vist sig som den eneste landstyrke på den syriske front, der er i stand til at slå Islamisk Stat tilbage.

SDF består især af de kurdiske militser Folkets Forsvarsenheder, Yekîneyên Parastina Gel (YPG), og Kvindernes Forsvarsenheder, Yekîneyên Parastina Jin (YPJ). Derudover deltager også arabiske, turkmenske og assyriske grupper. Siden slaget om Kobane i vinteren 2014-2015, der udgjorde det første egentlig militære nederlag for IS, har først YPG og YPJ og sidenhen SDF trængt IS tilbage, kvadratkilometer for kvadratkilometer, også ud over de kurdiske områder. I efteråret 2016 erklærede SDF sig så klar til at fortsætte mod Raqqa, og den 6. november indledte de operationen ”Wrath of Euphrates” (”Eufrats Harme”) med det specifikke formål at erobre byen.

Ved flere lejligheder har Tyrkiet gjort det klart, at de ikke vil kæmpe sammen med SDF. USA må derfor vælge, hvem de vil samarbejde med. Indtil videre har USA valgt SDF som taktisk allieret i kampen. Præsident Donald Trump erklærede tilmed i starten af maj, at USA vil bevæbne YPG – til stor frustration Tyrkiet.
_______

 

Tyrkiet har også meldt sig på banen og tilbudt sin assistance til koalitionen. Det sker, efter at Tyrkiet selv forsøgte at kæmpe sig vej med sine egne landstyrker i samarbejde med grupper af Free Syrian Army under operationen Euphrates Shield, som blev indledt 24. august 2016. Den tyrkiske fremmarch blev dog stoppet af den syriske hær i foråret 2017, der med støtte fra russiske fly i kampen mod IS nordøst for Aleppo satte en prop i hullet mellem de kurdiske enklaver, Afrin (den vestligste af de syriske, kurdiske enklaver) og Kobane. Dermed forhindrede Syrien de tyrkiske styrker i at få adgang til Raqqa, efterhånden som de måtte have slået Islamisk Stat tilbage.

Ved flere lejligheder har Tyrkiet gjort det klart, at de ikke vil kæmpe sammen med SDF. USA må derfor vælge, hvem de vil samarbejde med. Indtil videre har USA valgt SDF som taktisk allieret i kampen. Præsident Donald Trump erklærede tilmed i starten af maj, at USA vil bevæbne YPG – til stor frustration Tyrkiet.

For de syriske kurdere er kampen mod IS en eksistentiel kamp om de autonome områder, som de har skabt op mod grænsen til Tyrkiet. Lige siden grænserne blev trukket efter 1. Verdenskrig, er de syriske kurdere blevet udnyttet i den regionale magtkamp mellem Syrien og Tyrkiet. I sommeren 2012 trak Assad sine militære styrker tilbage fra de nordsyriske områder for at kunne koncentrere sine tropper i kampen mod oprørsgrupper i den sydlige del af landet. Det blev kurdernes chance. De kurdiske militser YPG og YPJ tog kontrol med de kurdiske områder, på kurdisk kaldet Rojava – et navn for ”(Vest)Kurdistan” – som den syriske hær havde forladt. YPG og YPJ er militære grene af PYD (det Demokratiske Enhedsparti, Partiya Yekîtiya Demokra), som er det syriske søsterparti til det tyrkisk baserede PKK (Kurdistans Arbejderparti, Partiya Karkerên Kurdistanê). PYD blev etableret i 2003 og opstod på baggrund af PKK’s tilstedeværelse i Syrien i 80’erne og 90’erne. Her havde PKK’s ledelse – heriblandt Abdullah Öcalan – søgt asyl på flugt fra Tyrkiet. At YPG og YPJ tog kontrol med de kurdiske områder i 2012 var med til at cementere PYD’s ledende position i området, og YPG og YPJ kunne samtidig trække på militær erfaring og organisatorisk støtte fra PKK.

I første omgang var PYD allieret med Kurdish National Council (KNC), som består af de andre kurdiske partier i Syrien. Hovedparten af disse partier har deres udspring i det første kurdiske parti i Syrien, nemlig Kurdish Democratic Party in Syria (KDPS), der blev etableret i 1957 som pendant til Kurdistan Democratic Party i Irak (KDP), der i dag ledes af Massoud Barzani. Sammen erklærede PYD og KNC i november 2013 de tre kurdiske regioner for autonome. Kort tid efter faldt alliancen dog sammen, idet de to grupperinger er dybt uenige om den politiske fremtid for de kurdiske områder og nærer gensidig mistro til hinanden. I stedet valgte PYD at styrke samarbejdet med de ikke-kurdiske grupper i Nordsyrien. Sammen etablerede de Movement for a Democratic Society (TEV-DEM) til at lede de autonome områder.

Rojava-revolutionen
I januar 2014 udsendte styret i Rojava Charter of the Social Contract til at regulere forholdet mellem indbyggerne. Charteret byggede på Öcalans tanker om demokratisk konføderalisme, som han udviklede i starten af 00’erne under sit tyrkiske fængselsophold. Öcalan var inspireret af den amerikanske anarkistiske forfatter Murray Bookchin. ”Demokratisk konføderalisme” træder i stedet for PKK’s oprindelige separatistiske mål. Det har således et perspektiv, der rækker ud over Tyrkiets grænser. Idéen er, at samfundet skal styres af selv-administrerende enheder, som organiseres i større føderale enheder. Der er altså tale om et slags demokrati fra neden baseret på engageret medborgerskab, hvor folket leder sig selv. Det er et opgør med statscentreret demokrati og med nationalstaten som bærende princip. Legitimiteten afhænger derfor i praksis af de ikke-kurdiske gruppers accept og deltagelse. Det er ikke tilfældigt, at der tales om en social kontrakt, idet det politiske projekt hviler på en forestilling om det statsløse samfund, hvor den sociale kontrakt netop er en aftale iblandt borgerne, ikke en regulering af forholdet mellem en stat og dens borgere. Centralt står også princippet om kvindefrigørelse. Af denne grund har alle ledende organer to medformænd: en kvinde og en mand. I januar 2016 blev det selvadministrerende område udråbt som Federation of Northern Syria – Rojava.

Rojava-revolutionen nyder stor opbakning hos Öcalans tilhængere i Europa og blandt aktivister på den yderste venstrefløj i Vesten. Revolutionen fremstår her som en demokratisk og sekulær ø i et hav af autoritære regimer og religiøse terrorister. Følelsen af at være med til at opbygge et nyt, inkluderende samfund har ført til mange former for støtte til revolutionen, lige fra tøjindsamlinger til deltagelse i den militære kamp mod Islamisk Stat. Antallet af ikke-kurdiske frivillige er dog meget usikkert. Syrian Observatory for Human Rights anslog i 2015, at over 400 krigere fra Europa, Nordamerika og Australien havde tilsluttet sig YPG. Euforien næres også af sejrene på slagmarken og de militære landvindinger. Sejren over IS ved Kobane i vinteren 2014-2015 fik ud over militær betydning også markant symbolsk betydning, idet det blev muligt at genfortolke den kurdiske identitet ved hjælp af en fortælling om sejren over barbariske undertrykkere. De syriske kurderes eksistenskamp blev spredt på sociale medier under hashtagget #SaveKobane, som nåede langt ud over det transnationale kurdiske miljø.

Glæden deles ikke af KNC, som i stedet anklager PYD som ledende parti i Rojava for autoritære tendenser, herunder sindelagskontrol og vilkårlige anholdelser af KNC’s medlemmer. Omvendt anklages KNC for at forsøge at obstruere den demokratiske proces blot for at fremme Barzanis indflydelse i regionen. Samtidig er mange kurdere flygtet fra området. Nogle af politiske eller sikkerhedsmæssige grunde. Andre fordi regionen helt grundlæggende er præget af krigens ødelæggelser.

Fordi USA udelukkende har opfattet først YPG og siden SDF som taktiske allierede i kampen mod IS, har kurderne søgt efter flere allierede. Således er der sandsynligvis samarbejde med russiske fly i Afrin mod angreb fra Tyrkiet. Samtidig forsøger kurderne at gøre sig klar til forhandlingerne om Syriens fremtid ved at præsentere deres føderale system som en model for hele landet.
_______

 

Hvad kurderne vil
Eftersom amerikanerne med operationen mod Islamisk Stat, Operation Inherent Resolve, som også Danmark deltager i, har sat sig som mål at ”degrade and ultimately destroy” organisationen, deler de mål med de kurdiske militser, for hvem hovedfjenden netop er IS. Samarbejdet kritiseres dog voldsomt af Tyrkiet, der ser PYD og YPG som en del af PKK, der i deres øjne er en terrororganisation. PKK er ligeledes på både USA’s og EU’s lister over terrororganisationer, og USA har gjort det meget klart, at man udelukkende samarbejder med YPG i kampen med Islamisk Stat. I november 2015 blev dette understreget i etableringen af den multietniske styrke, Syrian Democratic Forces (SDF), hvor YPG dog udgør hovedstyrken.

Fordi USA udelukkende har opfattet først YPG og siden SDF som taktiske allierede i kampen mod IS, har kurderne søgt efter flere allierede. Således er der sandsynligvis samarbejde med russiske fly i Afrin mod angreb fra Tyrkiet. Samtidig forsøger kurderne at gøre sig klar til forhandlingerne om Syriens fremtid ved at præsentere deres føderale system som en model for hele landet. I den forbindelse er ”Rojava” blevet strøget af føderationens navn, som nu blot er Federation of Northern Syria.

Så hvad kan kurderne bruge Raqqa til? Først og fremmest er der strategiske hensyn. Jo mere land, desto sværere bliver de at komme uden om i forbindelse med forhandlinger om Syriens fremtid. Kurderne har ellers tidligere sagt, at de ikke havde noget ønske om at erobre et ikke-kurdisk område som Raqqa, men i stedet ville konsolidere sig i de kurdiske områder. I mellemtiden er den kurdiske komponent i Rojava revolutionen som sagt nedtonet til fordel for en pluralistisk dagsorden, hvor det arabiske Raqqa kan bruges i transformationen fra kurdisk til fælles syrisk projekt. Hvis Raqqa efter besejringen af IS køber den selvadministrerende model, vil det være et eksempel på systemets levedygtighed uden for de kurdiske områder. SDF har allerede etableret et ”Raqqa-råd”, som er klar til at træde til, når slaget er vundet. Rådet er oprettet efter modellen med Manbij Military Council, som tilbage i foråret 2016 var et vigtigt element i forhold til at signalere over for Tyrkiet, at ingen kurdiske styrker opholdt sig på ikke-kurdisk territorium vest for Eufrat.

Hvad tyrkerne vil
Hvad er Tyrkiets interesser? Også tyrkerne vil være med i slaget om Raqqa for at få indflydelse på Syriens fremtid og derigennem sikre Tyrkiets integritet. Lige siden 1. Verdenskrig og Osmannerrigets sammenbrud har områderne syd for Tyrkiets grænse været tyrkisk interessesfære. I 2001 udgav den senere tyrkiske udenrigsminister og premierminister Ahmed Davutoğlu bogen Strategisk dybde (”Stratejik Derinlik”), der kom til at lægge grunden for Tyrkiets ”zero problem with neighbours”-politik gennem 00’erne. ”Strategisk dybde” handler om Tyrkiets umiddelbart tilgrænsende områder, hvor Tyrkiet i kraft af landets historie og geografiske placering mener at have et særligt ansvar for fred og sikkerhed. Der var dengang i høj grad tale om at øve indflydelse gennem soft power-instrumenter. Det kunne være handelsaftaler eller at tilbyde sig som mægler i konflikter i Mellemøsten. Efter det arabiske forår, brød denne politik sammen, primært fordi Tyrkiet ikke både kunne fremstå som en demokratisk model for Mellemøstens befolkninger og samtidigt samarbejde med de autoritære regimer. I stedet har Tyrkiet genopdaget trusselsdiplomatiet og det militære engagement mod republikkens ydre og indre fjender. Man betragter i denne sammenhæng både IS og PKK/PYD som terrororganisationer.

Et autonomt Rojava lige op til Tyrkiet baseret på PKK-lederen Öcalans tanker er således absolut ikke noget, som Tyrkiet ønsker. Tyrkiet har set med stor uro på de kurdiske militsers militære fremgang, især da YPG i foråret 2015 havde held med at forbinde de to østlige kurdiske regioner, Jazira og Kobane, og da SDF i foråret 2016 erobrede Manbij vest for Eufrat og dermed var på vej til også at forbinde Kobane og Afrin. Det var to successer, som Tyrkiet så sig nødsaget til at reagere på.

Tyrkiets skiftende strategi
I sommeren 2015 valgte Tyrkiet at gå med i koalitionens kamp mod Islamisk Stat og kunne på den måde slå to fluer med et smæk. Den umiddelbare anledning for Tyrkiets deltagelse i Operation Inherent Resolve var et selvmordsangreb i Suruç – IS’ første terrorangreb på tyrkisk jord (siden fulgte flere angreb i Ankara og Istanbul). I angrebet døde over 30 unge kurdere, som var samlet for at tage til Kobane for at hjælpe med genopbygningen. Ud over at stille fly til rådighed har Tyrkiet åbnet Incirlik-luftbasen for koalitionens fly, herunder også i en periode danske F-16. Det havde længe været et ønske fra USA, idet Incirlik ligger væsentlig tættere på Islamisk Stats område end de flybaser, man rådede over i Golfen. Tyrkiet forsøgte ved samme lejlighed – uden held – at få etableret en sikkerhedszone i det nordlige Syrien i området mellem Afrin og Kobane.

Tyrkiet har genopdaget trusselsdiplomatiet og det militære engagement mod republikkens ydre og indre fjender. Man betragter i denne sammenhæng både IS og PKK/PYD som terrororganisationer.
_______

 

I august 2016 valgte Tyrkiet så at intensivere sit engagement og sendte landstyrker over grænsen til støtte for grupper af Free Syrian Army, der var blevet trænet i Tyrkiet. Operationen blev, som tidligere nævnt, kaldt Euphrates Shield og indeholdt et eksplicit krav om, at kurdiske styrker skulle trække sig tilbage øst for Eufrat. Den amerikanske vicepræsident Joe Biden var i den forbindelse i Ankara, hvor han forsikrede Tyrkiet om, at de syriske kurdere ville miste USA’s opbakning, hvis de ikke trak sig tilbage øst for Eufrat. I praksis er dette dog ikke sket xxforklar. YPG er formelt ikke længere til stede vest for Eufrat – og i stedet kontrolleres området af Manbij Military Council (MMC), som kun består af ikke-kurdiske grupper. De tyrkisk støttede FSA-grupper erobrede hurtigt store områder fra IS, men deres fremrykning blev stoppet, dels af MMC ved Manbij, dels af den syriske hær.

Pludseligt den 29. marts i år indstillede Tyrkiet operationen og erklærede, at målet var nået. Succesen må siges at være begrænset, men beslutningen lignede et forhandlingsoplæg til USA, idet den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson dagen efter besøgte Ankara. I den forbindelse foreslog Tyrkiet – igen uden held – oprettelsen af en sikkerhedszone i det nordlige Syrien, som ville kunne legitimere tyrkisk tilstedeværelse i området i lang tid fremover.

Som sagt har Tyrkiet tidligere tilbudt sig over for USA i kampen om Raqqa under forudsætning af, at SDF holdes ude. Så sent som i februar var Tyrkiet vært for et militært topmøde i Antalya mellem Tyrkiet, USA og Rusland med henblik på at løse situationen i Nordsyrien. USA har dog indtil videre ikke imødekommet de tyrkiske krav. I stedet kan Tyrkiet nu se på, mens Öcalans støtter omgås både russiske og amerikanske soldater in Manbij.

Senest den 25. april har Tyrkiet rettet flyangreb både i det nordøstlige Rojava (mod YPG- styrker) og på Shingalbjerget (mod PKK-soldater). YPG og YPJ har i forlængelse heraf krævet oprettelsen af en no-fly zone (der altså også vil gælde de tyrkiske fly), ligesom de tidligere har truet med at stoppe fremrykningen mod Raqqa, hvis Tyrkiet samtidig falder dem i ryggen.

Hvem holder med hvem?
Indtil videre bakker USA sin taktiske allierede, SDF, op. Amerikanerne har i foråret øget støtten med både materiel og personel. Således er der sendt pansrede kampvogne til området og yderligere 500 soldater oveni de ca. 500, som allerede var tilstede. Intet tyder dog på, at USA vil ofre forholdet til sin NATO-allierede Tyrkiet for at støtte de syriske kurderes krav om autonomi på længere sigt.

Derudover spekuleres der også meget i, hvilken type samarbejde kurderne har indgået med det syriske regime og russerne. Som det ser ud nu, er de to sider blot enige om ikke at bekrige hinanden. Med hensyn til politiske løsninger, har russerne kun halvhjertet støttet PYD/TEV-DEM’s deltagelse i Genèveforhandlingerne, ligesom det syriske regime blankt har afvist ethvert forlag om at gøre Syrien til en føderation. Omvendt er kurdernes tillid til Syriens arabiske majoritet heller ikke overvældende. Hvem ved, hvor Assads regime ville rette opmærksomheden hen, hvis der ikke var andre oppositionsgrupper?

Efter slaget
Tre år som Islamisk Stats hovedstad har præget Raqqa. Livet i de tidligere livlige handelsgader og parker er begrænset af det religiøse politi, der vogter over indbyggerne. Centrale pladser bruges til offentlige henrettelser og afstraffelser, som indbyggerne tvinges til at deltage i. Shi’a-muslimske helligdomme er sprængt i stykker. Et af byens vartegn, tårnuret midt i en rundkørsel, står der stadig, dog er det nu beklædt med Islamisk Stats flag.

De seneste måneders militære tilbagegang for IS har øget presset på byen. Der berettes inde fra byen om skyhøje priser på mad, fordi alle varer skal smugles ind fra sydøst via Deir al Zor, da byen er afskåret fra andre IS kontrollerede områder, og om militære aktiviteter som forberedelse til den bykamp fra hus til hus, som ventes, når Islamisk Stat ikke længere kan stå imod belejringen. Dertil kommer koalitionens luftangreb. Flere anti-IS-aktivister, som kommunikerer fra byen, frygter, at befrierne ikke formår at skelne mellem IS-krigere og civile, og forlydender om, at Tabqa-dæmningen vest for byen er beskadiget af koalitionens fly, skaber frygt for oversvømmelser. Hvem der end vinder kapløbet mod Raqqa, kan stå med ansvaret for en ikke bare traumatiseret men skeptisk befolkning.

Anne Sofie Schøtt (f. 1969) er cand. theol. og MA i Mellemøststudier og Konfliktteori. Studielektor ved Forsvarsakademiet, tidligere ved Flyvevåbnets Officersskole. Ph.d.-studerende ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Projektet omhandler støtten fra den kurdiske diaspora i Danmark til kurderne i Syrien. ILLUSTRATION: Islamisk Stat-krigrere i Raqqa, juni 2014 [foto: AP/Polfoto]