05.07.2017

Kinas Kommunistparti blev rasende, da den fængslede Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris. Nu har Liu Xiaobo fået terminal kræft. I første omgang ånder partiet lettet op, men de skaber også en politisk martyr. Og ikke siden Nazityskland er en nobelpristager død i en stats varetægt.

Af Kim Rathcke Jensen

Det var et meget klart og tydeligt svar, som Ma Zhaoxu kom med i 2010: „Der findes ingen dissidenter i Kina‟, sagde Ma, som dengang var talsmand for det kinesiske udenrigsministerium. Hver uge holder ministeriet pressemøder i Beijing, hvor de udenlandske korrespondenter kan stille spørgsmål til regeringen. Denne dag i februar havde en domstol stadfæstet den 11 år lange dom til Liu Xiaobo, og det var det, som Ma Zhaoxu kommenterede.

Når man spørger Kinas Kommunistparti, så er Liu Xiaobo blot en dømt kriminel, der vil omvælte staten. For der findes ikke politisk uenighed i Kina. Alle er enige med Kinas Kommunistparti – og dissidenter findes ikke. Det svar er der selvfølgelig ingen, som tror på. Det er åbenlyst usandt. Alligevel har Ma Zhaoxu på en måde ret (og det vender jeg tilbage til nedenfor).

Nobelprismodtageren, der ikke blev berømt

I 2008 var Liu Xiaobo medforfatter til ”Charter 08”, som er et manifest, der opfordrer til politiske og demokratiske reformer i Kina. Han blev anholdt, og året efter fik han sin dom, der selv for Kina er usædvanligt hård. I slutningen af 2010 blev Liu Xiaobo så tildelt Nobels Fredspris – et mægtigt symbol, som giver global opmærksomhed og store politiske kræfter til modtageren. Se bare på fx Aung San Suu Kyi, som fik den i 1991. Eller Nelson Mandela, der modtog den i 1993.

Sådan gik det ikke for Liu Xiaobo. De seneste syv år har han siddet i et fængsel i Liaoning, der er en provins i det forfrosne og nordlige Kina. Men i maj blev han overflyttet til et hospital. For Liu Xiaobo har fået konstateret terminal leverkræft. Det er en diagnose, som løser et stort problem for et-partistaten Kina. Det er en sort plet på landets globale omdømme, når man har en modtager af Nobels Fredsprise siddende i fængsel.

Men omvendt er det heller ikke en plet, der nemt kan vaskes væk, og især ikke når det sker på denne måde. Mange har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor det første var i sidste måned, at Liu Xiaobo tilsyneladende fik kræften konstateret og kom i behandling. Har der ikke været symptomer på den før? lyder spørgsmålet, som nok aldrig bliver besvaret. Det flinke svar er, at Liu Xiaobos kræftsygdom er et eksempel på de elendige sundhedsforhold, der findes i kinesiske fængsler. Det andet svar er mere kynisk. Forløbet har givet grobund til spekulationerne om, at nogen traf en beslutning om ikke at behandle Liu, før det var for sent. Det er politisk mord, som Hu Jia skrev på Twitter. Han er en af Kinas mest fremtrædende aktivister og dissidenter, der selv har været i spil til Nobels Fredspris, og som modtog EU-parlamentets Sakharov Pris i 2008.

Siden er Liu Xiaobo blevet løsladt fra fængslet, men han er ikke på fri fod. Han er stadig under opsyn af vagter og kan ikke bevæge sig frit. Dermed vil han dø i statens varetægt. Det er kun sket en enkelt gang tidligere, at en modtager af Nobels Fredspris er død i fangenskab. Det var i 1938, da den tyske pacifist Carl von Ossietzky, der i årevis havde været i koncentrationslejre, døde af tuberkulose på et hospital i Berlin, hvor han var bevogtet af Gestapo.

I al sin tid i fængslet har Liu Xiaobo stort set været uden kontakt med omverdenen. Han har næppe nogen ide om, hvordan verden udenfor Kina ser på ham. Og det er måske en god ting. For ellers kunne han bruge sine sidste dage på at stille sig selv det svære spørgsmål, om det var det værd?

Han er stadig under opsyn af vagter og kan ikke bevæge sig frit. Dermed vil han dø i statens varetægt
_______

 

Hvad er prisen for at kritisere Kina?

Modsat Aung San Suu Kyi og Nelson Mandela er Liu Xiaobo aldrig blevet et globalt symbol på politisk undertrykkelse og kampen for demokrati. Nobelprisen fra 2010 er prisen, der forsvandt. Verden glemte Liu Xiaobo. Eller rettere, verden udenfor Kina valgte at lukke øjnene for både ham og andre kineseres ønsker om politiske reformer og deres arbejde for menneskerettigheder.

En af årsagerne skal nok findes i forklaringen om, at Kina er den mest befolkningsrige nation på kloden og verdens andenstørste økonomi. Det er ikke et lille land som Sydafrika eller Myanmar, der tidligere hed Burma. Beijing har formået at true omverdenen til tavshed, så det i dag er de færreste lande og regeringer, der tør at kritisere Kina. Hvis man gør det, så risikerer man at miste adgangen til det kinesiske marked og de 1,35 milliarder kinesere. Men meget tyder på, at det i nogen grad blot er trusler, og at Kina alligevel køber og importerer de varer, som man har brug for.

Norge blev ramt af den kinesiske vrede, da Liu fik Nobelprisen i 2010. Set fra Beijing var det en politisk beslutning, som regeringen i Oslo kunne have påvirket. Politisk og diplomatisk blev forholdet mellem de to lande lagt på is af Beijing. Kineserne gik også efter at ramme nordmændene økonomisk og stoppede fx med importen af norsk laks.

Flere analyser konkluderede, at den kinesiske regerings vrede ikke havde nogen eller i hvert faldt meget lille virkning på den samlede norske eksport til Kina. Sidste år sagde en analyse fra det norske Chr. Michelsen Institut, at effekten kan have været betydelig i årene fra 2011-2013 og måske have kostet Norge op mod 9 milliarder kroner. Men samtidig viser analysen også, at eksporten fra 2014 igen var tilbage på tidligere niveau og stigende.

I 2010 kom forskere på Gottingen Universitet med et studie, som så nærmere på, hvad det kostede et land økonomisk, når Dalai Lama havde været på officielt besøg hos en statsleder. Det protesterer Kina nemlig rutinemæssigt imod og forsøger efterfølgende at straffe landet økonomisk. I gennemsnit faldt eksporten med 8,1 procent året efter et land havde haft besøg af Dalai Lama, hvorefter det igen steg til normalt niveau, lød svaret fra forskerne. De konkluderede også, at det især var salg af maskinudstyr og infrastruktur – fx store ordrer på passagerfly – der blev ramt. Altså helt særlige kontrakter på milliardbeløb, der for det meste bliver underskrevet under statsbesøg mellem præsidenter og ministerpræsidenter. Derimod kunne forskerne ikke måle den kinesiske vrede på andre områder i eksport til Kina.

Beijing har formået at true omverdenen til tavshed, så det i dag er de færreste lande og regeringer, der tør at kritisere Kina. Hvis man gør det, så risikerer man at miste adgangen til det kinesiske marked
_______

 

Idéen om demokrati

Det er lykkedes for regeringen i Beijing at true sig til tavshed. Man vil ikke have debat. Ingen kritik. Derfor er der få regeringer og politikere, der har omfavnet Liu Xiaobo og interesseret sig for ham, på den måde som Aung San Suu Kyi og Nelson Mandela fik opmærksomhed om stort set de samme værdier, som Liu står for. Det er en af grundene til, at Liu Xiaobo stadig er stort set ukendt i Vesten. Men han er heller ikke berømt i Kina, som fx Aung San Suu Kyi var det i Myanmar.

Selv hvis man går ud på gaden i moderne storbyer som Beijing, Shanghai og Guangzhou, der har nogle af landets bedste universiteter og kulturelt nysgerrige indbyggere, er det de færreste som vil kunne svare på, hvem Liu Xiaobo er. Alligevel er han en af de mest betydningsfulde personligheder og samfundskritikere i Kina i de seneste årtier.

Liu Xiaobo [foto: AP/POLFOTO]

Han blev født i 1955 i den nordkinesiske Jilin-provins, der er et råt sted på grænsen til Rusland og Nordkorea. Her startede han i 1977 med at læse litteratur på et universitet, hvor han også begyndte at interessere sig for vestlig filosofi. Han flyttede til Beijing og begyndte sin akademiske karriere i 1980’erne, hvor han også holdt forelæsninger og udgav bøger, der gjorde ham populær blandt de studerende og i intellektuelle kredse. Liu var med i protesterne på Den Himmelske Fredsplads i Beijing 4. juni 1989, hvor måske flere tusinde civile og soldater blev dræbt, da kommunistpartiet satte militæret ind mod demonstranterne.

Liu var i USA, da demonstrationerne begyndte hjemme i Kina, men han rejste fra sin stilling på Columbia University i New York for at vende hjem og deltage i protesten. Her fik han en fremtrædende rolle og var en af de især fire personer, som især får æren for at have overtalt studenterne til en ikke-voldelig protest. Liu var med til at redde flere hundrede liv, anslås det. Han fik to års fængsel for sin rolle under demonstrationerne. I 1996 opfordrede han regeringen til at løslade de fanger, der stadig var fængslede for urolighederne dengang. Han blev idømt tre års arbejdslejr.

Siden 1980’erne har han udgivet bøger og artikler, der har været kritiske overfor det kinesiske samfund og kommunistpartiet. Men kulminationen kom i 2008, da han var med til at skrive ”Charter 08”, som er inspireret af ”Charter 77”, der blev udformet af Vaclav Havel og underskrevet af mere end 200 slovakiske og tjekkiske intellektuelle. I ”Charter 08” opfordrer Liu Xiaobo kommunistpartiet til at opgive et-partistaten og indføre et system baseret på menneskerettigheder, demokratiske institutioner og en retsstat med uafhængige domstole. I indledningen skriver han og medforfatterne, at kineserne i de seneste 100 år har været udsat for unævnelige overgreb på menneskerettighederne og hårde lidelser. Derfor er der mange i dag, står der, som anser frihed, lighed og menneskerettigheder som universelle værdier, der bedst beskyttes af et demokratisk system og en ny forfatning.

Men Kinas Kommunistparti er gået i den modsatte retning, står der i indledningen til charteret: “Den kinesiske regerings tilgang til ‘modernisering’ har været katastrofal, fordi man er gået væk fra disse værdier. Man har frarøvet folk deres rettigheder, ødelagt deres værdighed og korrumperet normal menneskelig omgang. Derfor spørger vi: Hvilken retning tager Kina i det 21. århundrede? Vil det fortsætte sin ‘modernisering’ under et autoritært styre eller vil det omfavne universelle menneskelige værdier, blive en del af gruppen af civiliserede nationer og opbygge et demokratisk system. Det er spørgsmål, som er umulige at undgå”.

I alt er der mere end 10.000 kinesere, som har skrevet under på Charteret. Blandt andre intellektuelle, dissidenter og kritikere men også medlemmer af kommunistparti og et-partistat. Men det er ikke mange ud af en befolkning på 1,35 milliarder indbyggere. Og det er her, at udenrigsministeriets talsmand, Ma Zhaoxu har ret i, at der ikke findes dissidenter i Kina. I hvert fald hvis man tænker på dem som en organiseret opposition. Den findes ikke. Der er ingen organiseret politisk gruppe, der vil udfordre kommunistpartiets monopol på magten.

Der er ingen organiseret politisk gruppe, der vil udfordre kommunistpartiets monopol på magten
_______

 

Fra zigzag til entydig kontrol

Sammenlignet med tiden omkring 1989 har kineserne fået langt flere rettigheder og friheder, end de havde dengang. Og årtierne derefter har været præget af en zigzaggende kurs med lempelser og stramninger på alle områder omkring menneskerettigheder. Men siden præsident Xi Jinping kom til magten i 2012 har partiet slået ind på en entydigt mere diktatorisk stil med stramninger og øget kontrol på alle områder, som man mente, man var ved at miste grebet om. De seneste år er et-partistatens grænse for, hvornår man er statens fjende, blevet rykket markant. Menneskerettighederne er kommet under voldsomt pres.

Statens fjender er fx miljøaktivister og kvindesagsforkæmpere. Men ikke mindst er det menneskeretsadvokater, som myndighederne har slået ned mod. Flere hundrede af dem er blevet ”forsvundet‟, chikaneret og truet af myndighederne. Og det er her i de grupper, som kommunistpartiet anser for at være en opposition, og i den intellektuelle elite generelt, at man finder Liu Xiaobos indflydelse.

Som Jerome Cohen, professor på New York University School of Law og en af de mest anerkendte eksperter i kinesisk politik og retssamfund, skriver på sin blog: „Verdenssamfundet har stort set glemt Liu Xiaobo. Folkerepublikken Kina har med sin økonomiske magt, sin fremfærd i det Sydkinesiske Hav og manglende evne til at inddæmme Nordkorea formået at aflede den internationale opmærksomhed fra det ondskabsfulde angreb på landets menneskeretsadvokater og andre, der har forsøgt at følge Liu Xiaobos modige eksempel i promovering af ytringsfrihed‟.

Mange analytikere, som fx den norske kinaforsker Harald Bøckman, har sagt, at der nok er mange i kommunistpartiet, der har åndet lettet op ved nyheden om Liu Xiaobos dødelige sygdom. Så har de et problem mindre, som han siger til Aftenposten.

Men samtidig skaber regimet, ved ikke at have sat Liu fri, også en martyr for kampen for menneskerettigheder i Kina. Og selvom den kinesiske censur af både historiebøger og medier er så stram og indholdet kontrolleret i en sådan grad, at Liu Xiaobos navn ikke vil dukke op i mange år fremover, så vil han stadig være bekendt for eliten. Og ikke mindst kendt i Hong Kong.

I dagene op til den 1. juli – hvor man markerede 20-året for Storbritanniens overdragelse af byen til Kina – var Xi Jinping for første gang på officielt besøg. Og i den tidligere britiske koloni kæmper man for præcist de samme ting, som Liu Xiaobo står for.

Kina overtog Hong Kong med løftet om, at byen med de 7,2 millioner indbyggere skulle regeres efter et princip om „et land, to systemer‟. Hong Kong har modsat Kina fx ytringsfrihed, uafhængige domstole, demokratiske institutioner og forskningsfrihed og ifølge aftalen skulle Kina ikke blande sig i en periode på 50 år. Altså frem til 2047. Men sådan gik det ikke. Kommunistpartiet har i de seneste år i stigende grad sat bystyrets demokratiske institutioner under pres, indskrænket ytringsfriheden og ladet det økonomiske skel vokse mellem rig og fattig i en sådan grad, at der nu er en historisk stærk modstand mod Kina.


Under besøget holdt Xi Jinping en uventet skarp tale, der besvarede spørgsmålet i Charter 08 om, hvor Kina er på vej hen. For det første omtalte Xi aftalen med Storbritannien som et historisk dokument, der ikke længere er gyldigt. Dermed kom det seneste eksempel på en international aftale, som Kina kun overholder så længe, at man finder det belejligt. Dernæst sagde Xi, at Hong Kong skulle anerkende Beijings suverænitet, og at kommunistpartiet ikke vil acceptere social uro, og at nogen udfordrer dets magt. Hele talen blev rammet ind af hans besøg hos de soldater fra Folkets Befrielseshær, der er udstationeret i byen, men som normalt aldrig viser sig i det offentlige rum. Beskeden var klar: Xi Jinping er parat til at bruge militær magt.

I Hong Kong var der – trods silende regn – demonstrationer mod Xi Jinping. Mange gik med plakater af Liu Xiaobo [se foto], for han er personificeringen af de værdier og den demokratiske fremtid, som mange i Hong Kong drømmer om.

Med sin tale har Xi Jinping nu eftertrykkeligt punkteret de drømme. Og med sin håndtering af den terminalt kræftsyge Liu Xiaobo har kommunistpartiet også tydeligt besvaret det spørgsmål om Kinas fremtid, som han stillede i 2008. Fremtiden er ikke demokratisk.

Selvom den kinesiske censur af både historiebøger og medier er så stram og indholdet kontrolleret i en sådan grad, at Liu Xiaobos navn ikke vil dukke op i mange år fremover, så vil han stadig være bekendt for eliten. Og ikke mindst kendt i Hong Kong
_______

 

Kim Rathcke Jensen (f. 1975) er journalist og BA i kinesisk. Han er tidligere korrespondent og har boet 10 år i Kina. ILLUSTRATION: Demonstranter bar billeder af Liu Xiaobo da de 1. juli protesterede mod Kina’s politik under præsident Xi Jinpings første besøg i den tidligere britiske kronkoloni, som fandt sted ifbm. 20-året for overdragelsen til Kina[foto: AP Photo/Vincent Yu/Polfoto]