09.11.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

Ultimative krav bliver aldrig opfyldt i politik – hverken for Fremskridtspartiet i 80’erne eller Liberal Alliance indtil fornylig. Derfor er DF stadig den bedste garant for en stadig strammere udlændingepolitik.

Kommentar af Kenneth Kristensen Berth (MF, EU-ordfører, DF)

Klokken er fem minutter i tolv, hvis vores børnebørn skal kunne genkende det kontinent, som vi andre er vokset op med. Der er behov for at alle lande erkender, at Europa befinder sig i en eksistenskamp, som det indtil videre alene er Visegrad-landene (Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet), der for alvor har indset rækkevidden af.

Løsningen er lige så enkel som den i øjeblikket forekommer umulig at gennemføre i praktisk politik: Adgangen til at søge om spontan asyl bør enten fuldstændig afskaffes eller i praksis implementeres på den måde, at beskyttelsen ydes et andet sted end i Europa – akkurat som Australien har gjort det.

Jo længere vi udskyder at træffe denne helt nødvendige beslutning desto vanskeligere bliver det at redde vort kontinent – eller i hvert fald den vestlige del heraf – fra fortabelse. Jeg er overbevist om, at beslutningen bliver taget på et tidspunkt. Spørgsmålet er bare om det ender med at være for sent.
 

Jeg er overbevist om, at beslutningen bliver taget på et tidspunkt. Spørgsmålet er bare om det ender med at være for sent
_______

 

Under alle omstændigheder kan vi ikke forlades os på, at et Europa med Emmanuel Macron og Angela Merkel i de toneangivende roller vil nå til den konklusion. Derfor må vi fægte alene. Heldigvis har Danmark også kun 68 km landfast grænse til Tyskland at bevogte, og det er til at overskue.

Integration handler om andet og mere end arbejde
Herhjemme synes det dog fortsat alene at være Dansk Folkeparti, der har forstået alvoren af den eksistentielle krise som Europa befinder sig i. Såvel Venstre som Socialdemokratiet synes at bilde sig selv ind, at hvis blot man får de mange tusinde ledige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere (hvoraf størstedelen har rod i de muslimske lande) i arbejde, så skal de nok forvandle sig til glade danskere på magisk vis.

Som om integration alene er et spørgsmål om deltagelse på arbejdsmarkedet? Det er det ikke. Lad det være sagt, så det ikke kan misforstås. Vi har at gøre med et kulturelt og et religiøst problem, der i virkeligheden kan begrænses til indvandrere og efterkommere fra den muslimske verden fra Marokko i vest til Bangladesh i øst. Det er indvandrere og efterkommere fra dette hovedstrøg, der giver anledning til alle problemerne. Det skal vi lære af – og dermed også forbyde yderligere indvandring fra de pågældende områder til vore lande. Da Venstre senest var opposition opererede partiet med en positiv-liste over lande fra hvilke man skulle tillade arbejdskraft-indvandring. Den positiv-liste synes forsvundet i glemslen, men listen burde egentlig udvides til at omfatte alle former for indvandring, for når vi nu ved, hvilke lande, hvis indbyggere notorisk giver problemer, hvorfor skal vi så ikke handle derefter?
 

Vi har at gøre med et kulturelt og et religiøst problem, der i virkeligheden kan begrænses til ind-vandrere og efterkommere fra den muslimske verden fra Marokko i vest til Bangladesh i øst. Det er ind-vandrere og efterkommere fra dette hovedstrøg, der giver anledning til alle problemerne
_______

 

Hvis vi skal ghettoiseringen, islamiseringen, udbredelsen af indvandrerbander og opdelingen af vort land i parallelsamfund til livs, så vil et stop for indvandring fra problematiske lande – også for asylsøgere – i kombination med en gennemtænkt hjemsendelsespolitik være nødvendig.

Naturligvis er ikke alle muslimer et problem
Naturligvis er ikke alle muslimer et problem. Jeg kender også velintegrerede muslimske familier. Familier, der accepterer og respekterer vilkårene i Danmark og som trives her. Problemet er bare, at blandt muslimer er andelen af personer, der ikke trives her, langt større end i noget andet etnisk miljø i Danmark. Og anden generation synes i endnu højere grad at identificere sig i opposition til det danske – hvordan vil det ikke gå med tredje?

Heldigvis er vi kommet langt i Danmark i forhold til fx vores nabolande i Sverige og Tyskland, der endnu i udstrakt grad ignorerer eller bagatelliserer problemerne. Fra 21.316 asylsøgere i 2015 til 2.597 asylsøgere i 2017 (ved udgangen af september måned). Det er resultatet af gradvise stramninger, hvor vi i Dansk Folkeparti har bygget sten på sten oven på en restriktiv udlændingepolitik. Det virker også som om regeringen stille og roligt bliver klar til yderligere stramninger – senest eksempel er, at vi nu i lighed med en række andre europæiske lande får et burkaforbud.

Regeringen synes også parate til at diskutere opstramninger af indfødsretten, men er mere nølende over for hjemsendelsesstrategien. Ideelt set burde alle udlændinge, der er kommet hertil som flygtninge og fortsat er på midlertidig opholdstilladelse, omfattes af en hjemsendelsesstrategi, hvor der fastlægges for hver enkelt, hvad der skal til for at vedkommende kan returneres. I stedet for at diskutere familiesammenføringer for de syrere, der har fået udsat deres krav på familiesammenføring og som snart når dertil, hvor de skal have familien hertil, skal vi i stedet diskutere, hvornår vi kan sende dem hjem.

Derfor undgår DF ultimative krav
Det er min faste overbevisning, at dette er den rigtige måde at nå fremskridt på. Et andet parti, Nye Borgerlige, forestiller sig, at man vil kunne nå videre end Dansk Folkeparti, ved at stille ultimative krav. Men er det krav, man er parat til at følge op med handling? Nye Borgerlige har tilkendegivet, at man ikke vil ”støtte” en ny Løkke-regering. Men som bekendt skal en dansk regering jo blot ikke have et flertal imod sig i Folketinget.

Pernille Vermund kan pege lige så meget på sig selv, som hun har lyst til. Hvis hun ikke er villig til at gå planken ud og stemme for et mistillidsvotum til en Løkke-regering, så er det uden betydning.
 

Pernille Vermund kan pege lige så meget på sig selv, som hun har lyst til
_______

 

Det er en illusion at forestille sig, at Nye Borgerliges taktik vil være mere effektiv end DFs. Faktisk kan Nye Borgerliges ultimative krav risikere at få den modsatte effekt – akkurat som Fremskridtspartiets uforsonlige kurs gjorde i 80’erne. Se hvordan det er gået med Liberal Alliances insisteren på topskattelettelser, før man trådte ind i regeringen. Det eneste, man kan være sikker på, når man stiller ultimative krav er, at de ikke bliver opfyldt.

Dansk Folkeparti kan skrive under på hvert et ønske, Nye Borgerlige har til stramninger på udlændingepolitikken – og mere til endda – eksempelvis er der ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti har en langt mere restriktiv tilgang til arbejdskraftindvandring end Nye Borgerlige. Men hvis Nye Borgerlige gør kravene ultimative, vil de ALDRIG blive til noget! Derfor gør Nye Borgerlige det Danmark, der ønsker Europas mest restriktive udlændingepolitik, en bjørnetjeneste. Vi kan nemlig være sikre på, at netop de krav, som Nye Borgerlige stiller IKKE vil blive gennemført. Og i virkeligheden har vi jo brug for så restriktiv en udlændingepolitik som muligt.
 

Dansk Folkeparti har en langt mere restriktiv tilgang til arbejdskraftindvandring end Nye Borgerlige. Men hvis Nye Borgerlige gør kravene ultimative, vil de ALDRIG blive til noget!
_______

 

I stedet bør man stille og roligt arbejde frem mod at gøre udlændingepolitikken stadigt mere restriktiv. Tiden arbejder for Dansk Folkepartis politik. Hvis nogen i 1995 havde forestillet sig, at Dansk Folkeparti havde opnået så meget som tilfældet er i år 2017, så var vedkommende blevet latterliggjort.

Man opnår mest via forhandlingens vej – ikke ved at sætte nogle pistolen for panden. Det var Fremskridtspartiets hele virke i 70’erne og 80’erne et eklatant udtryk for. Partiet havde alle de rigtige holdninger på udlændingeområdet, men de fik aldrig indflydelse.

Det er i virkeligheden også et godt råd til partier, der minder om Dansk Folkeparti i andre lande. Ind i forhandlingsværelset og ud med de ultimative krav – det er vejen til at forandre udlændingepolitikken. I mange af disse lande er klokken i øvrigt også ved at være fem i tolv, for EU arbejder i disse år med en grundlæggende forandring af udlændingepolitikken, hvor ansvaret for tildeling af asyl skal ske efter fælles kriterier og eventuelt endda centralt fra Bruxelles. Bliver det initiativ til virkelighed, så bliver det endnu sværere at redde Europa. ■

ILLUSTRATION: Berth (Joachim Adrian/Polfoto)

_______

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)