27.08.2017

Den canadiske premierminister Justin Trudeau har et godt tag på de internationale medier. Som selverklæret feminist, forkæmper for klimaet og ven af verdens flygtninge står han nærmest i rygende kontrast til nabolandet USA’s leder, Donald Trump. Men i Canada er Trudeaus popularitet faldende. Omstridte olierørledninger, salg af kampvogne til Mellemøsten og et brudt løfte om en reform af valgsystemet stemmer dårligt overens med den fortælling om fremskridt, formanden for The Liberal Party of Canada gik til valg på.

Analyse af Julie Ringgaard Kauffmann

”Why can’t he be our president?” spørger det populære amerikanske magasin Rolling Stone på forsiden af augustnummeret. Bag teksten læner den canadiske premierminister Justin Trudeau sig afslappet op ad et skrivebord og ser rutineret ind i kameraet.

Den 45-årige formand for Canadas liberale parti har haft held med at positionere sig som en progressiv, humanistisk og feministisk regeringsleder. Kort sagt som Donald Trumps diametrale mediemodstykke. I februar viste en undersøgelse foretaget af analyseselskabet Ipsos Poll for den canadiske tv-station Global News, at et flertal på 40 pct. af USA’s befolkning ville foretrække Trudeau som politisk leder frem for Trump, mens 33 pct. havde Trump som favorit, og 27 pct. ikke havde en klar præference. I Danmark har erhvervskvinden Stine Bosse hyldet den canadiske politiker på Twitter med ordene ”Here’s our man – new World Leader #dkpol”.

Trudeaus superheltestatus er ikke kun symbolsk. Det amerikanske tegneserieselskab Marvel Comics udgav i august 2016 en bog, hvori den canadiske leder portrætteres i rollen som canadisk superhelt i tegneserieform. Kun to politikere før ham har haft held til at blive indlemmet i Marvels univers: hans egen far, den nu afdøde, tidligere canadiske premierminister Pierre Trudeau og den tidligere amerikanske præsident Barack Obama.

Canadiernes skepsis tager til
I Trudeaus hjemland, der i år fejrer 150 år som selvstændig nation, ulmer en stigende skepsis. ”Justin Trudeaus mediestrategi er meget effektiv, men den er ved at nå et mætningspunkt, og tilbagegangen er allerede begyndt,” skriver Jesse Brown, canadisk mediekritiker og forfatter til bogen ”The Canadaland Guide to Canada” fra 2017. Han er en af de mange, der mener, at der er et misforhold mellem premierministerens PR-perfekte image og Canadas politiske virkelighed.

Kritikken afspejles i stigende grad i meningsmålinger. Det canadiske medie CBC’s ”Leader Meter” måler befolkningens opbakning til de canadiske partiledere. Barometerets vægtede gennemsnit af de tre seneste meningsmålinger, hvoraf den nyeste er foretaget 10. juli 2017, afslører, at 51,3 pct. af den canadiske befolkning bakker op om Trudeaus performance, mens 41,3 pct. misbilliger den. Det er et voldsomt fald fra året før, hvor et gennemsnit opgjort 5. juli 2016 viste en opbakning på 63 pct. og en misbilligelse på 30,7 pct.
”CBC’s poll står ikke alene. Mainstream research fra mange forskellige institutter viser det samme. Et fald mellem 10 og 11 pct. i opbakning,” siger Michael Böss, der er lektor i canadiske studier ved Aarhus Universitet.

Trudeau ser ud til at være færdig med at ride på den bølge af popularitet, der bar ham igennem sit første år i jobbet, efter han blev valgt i november 2015. Et brudt løfte om at ændre valgloven, en aftale om at sende armerede kampvogne til Saudi Arabien og olierørledninger tværs over Canada har slået skår i tilliden til den liberale regering. Måske er Trudeau ikke så progressiv, moralsk og klimakorrekt, som han gerne vil give udtryk for.

Trudeau ser ud til at være færdig med at ride på den bølge af popularitet, der bar ham igennem sit første år i jobbet
_______

 

Et brudt løfte, en aftale med Saudi Arabien og 173 milliarder tønder olie
Michael Böss er ikke i tvivl om, at Trudeaus kovending omkring en ellers lovet reform af det canadiske valgsystem har medvirket til popularitetsfaldet. Reformen skulle ændre det nuværende ”first past the post”-system med flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor ”vinderen tager det hele”, til et system med rangeret listeopstilling, der skulle mindske antallet af spildte stemmer og reducere strategisk stemmeadfærd. Neil Nevitte, der er professor i statskundskab ved University of Toronto og forsker i offentlig meningsdannelse, er enig med Böss: ”Ved valget lovede Trudeau-kampagnen at ændre valgreglerne. ”Aldrig skal et nationalt valg igen blive afholdt under disse valgregler” sagde Trudeau. Efter det Liberale Parti vandt valget, brød han det løfte,” skriver han med henvisning til, at Trudeau tidligere i år offentligt meddelte, at valgloven alligevel ikke ville blive ændret. ”Der er ingen konsensus. Der er ingen klar vej fremad. Det ville være uansvarligt at gøre noget, der skader Canadas stabilitet,” sagde Trudeau i februar, da det stod klart, at det socialdemokratiske parti NDP’s ambition var et mere proportionelt valgsystem end Det Liberale Parti ville gå med til, og at Det Konservative Parti ønskede en folkeafstemning forud for en reform.

En anden verserende kritik af Trudeaus regering omhandler canadisk eksport af armerede kampvogne til Saudi Arabien. Aftalen på ca. $15 mia. canadiske dollar gør Canada til den næststørste leverandør af våben til Mellemøsten og blev initieret af den daværende konservative canadiske premierminister Stephen Harper i 2014. Men selvom Det Liberale Parti holdt på, at deres hænder var bundet i forhold til aftalens gennemførelse, var det Trudeaus daværende udenrigsminister Stephane Dion, der i april 2016 gav grønt lys for udstedelsen af seks eksporttilladelser, der dækkede de første 70 pct. af transaktionen. ”Det er noget sludder, at det var en lukket aftale. Trudeau kunne i princippet godt have trukket aftalen tilbage,” siger Michael Böss. Leverancen møder kritik fra menneskerettighedsaktivister, der mener, at køretøjerne vil blive anvendt til at undertrykke menneskerettigheder i Saudi Arabien og begå krigsforbrydelser mod civile, blandt andet i krigen i Yemen.

Selvom Det Liberale Parti holdt på, at deres hænder var bundet i forhold til gennemførslen af aftalen [om canadisk eksport af armerede kampvogne til Saudi Arabien], var det Trudeaus daværende udenrigsminister Stephane Dion, der i april 2016 gav grønt lys for udstedelsen af seks eksporttilladelser, der dækkede de første 70 pct. af transaktionen
_______

 

En tredje ridse i lakken på Trudeaus glansbillede er regeringens støtte til de to canadiske olierørledningsprojekter ”Kinder Morgan Trans Mountain” og ”Enbridges Line 3”, samt Trudeaus positive modtagelse af Donald Trumps plan for olierørledningen ”Keystone XL”. ”Intet land med potentielt 173 milliarder tønder olie, som Canada har, ville efterlade dem i jorden,” sagde Justin Trudeau i marts til en konference for olieindustrien i Texas. Hvis den mængde olie graves op og brændes af, vil det ifølge researchbureauet og interesseorganisationen Oil Change International udlede 112 milliarder ton CO2. Det svarer til 28 pct. af det kulstof, verdens lande kan udlede, før Parisaftalens parter må opgive deres ambitiøse arbejde for at begrænse den globale temperaturstigning med 1,5 grader og koncentrere sig om målet om at holde den under 2 grader. ”Da Trudeau gik til valg i 2015, var det på et meget grønt valgprogram. Han har vist sig ikke at være så grøn, som man håbede og troede. Han har svigtet mange her,” siger Michael Böss.

Canada udgør en behagelig distraktion
Er Justin Trudeau den politiske superhelt, verdens medier og Marvel Comics ophøjer ham til? Svaret lader til at være nej. Foruden sagerne om valgloven, kampvogne til Saudi Arabien og olierørledningerne, kæmper den canadiske premierminister med en stor gruppe af utilfredse indfødte canadiere, der føler sig overset og svigtet, og feministiske røster, der påpeger, at tiltrædelsen af en selverklæret feminist i landets øverste embede ikke har ændret på, at Canada fortsat er et af de lande i OECD, hvor omkostningerne til børnepasning er højest og forskellen i løn mellem kønnene størst.

Herudover kommer hans bestræbelser på at opretholde fortællingen om Canadas humanistiske flygtningepolitik, der i international sammenligning er yderst selektiv. Trudeau har bl.a. sendt 500 embedsmænd, heraf halvdelen med militær baggrund, til flygtningelejrene i Mellemøsten for at håndplukke hvem, der skal lukkes ind i Canada. Flygtningene sikkerhedsvurderes og bedømmes ud fra parametre som sprog, uddannelse og erhvervserfaring, og de udvalgte er udelukkende familier og enlige kvinder – ingen enlige mænd. På den måde vælger Canada de mest integrationsvillige og flyver dem til landet for at installere dem på beskedne ydelser, der falder, hvis de ikke er i job efter et år. Sådan presses de nytilkomne til forholdsvist hurtigt at blive selvforsørgende. ”Man har det der image af Canada som et meget åbent land over for fremmede, og det er de også i den forstand, at dem, de mener, egner sig, kommer ind og ret hurtigt accepteres som canadiere. Men man har altid stillet som betingelse, at de skulle kunne klare sig selv, og ellers ryger de ud – går til bunds eller rejser hjem,” forklarer Michael Böss.

Trudeau har bl.a. sendt 500 embedsmænd, heraf halvdelen med militær baggrund, til flygtningelejrene i Mellemøsten for at håndplukke hvem, der skal lukkes ind i Canada
_______

 

Måske Trudeau fik sat barren for sit politiske virke for højt? Colin MacDonald, senior konsulent for Navigator, et canadisk public affairs bureau, og tidligere politisk rådgiver for en række canadiske ministre skriver: ”Styrken ved Trudeaus regering var fra begyndelsen dens ambition og vilje til at stadfæste progressive værdier og politikker både nationalt og internationalt. At leve op til de høje forventninger og levere på alle fronter på kort tid var dømt til at blive svært.” I den svære tid kan Trudeau måske glæde sig over, at den internationale popularitet ser ud til at vare ved. De internationale medier tiltrækkes af én som Trudeau, der går imod den udvikling, som Brexit og Trump repræsenter, argumenter MacDonald. Mediekritiker Jesse Brown trækker linjerne hårdere op: ”De internationale medier har meget lidt interesse i canadisk politik. Vores salg af våben til Saudi Arabien, vores beklagelige afsæt på miljøet, vores skamfulde behandling af Canadas oprindelige folk; lige så bekymrende, som det hele burde være for canadierne, lige så fjernt er det for andre nationer, specielt i en tid med en global flygtningekrise, en trussel om atomkrig osv… Canada udgør en behagelig distraktion.”

Julie Ringgaard Kauffmann (f. 1993) er journaliststuderende med sidefag i Politik og Administration ved Roskilde Universitet. Hun har desuden studeret et semester på University of South Australia, fulgt fag på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og boet i Adelaide, Australien og Montreal, Canada. ILLUSTRATION: Premierminister Justin Trudeau deltager i “Tamil Fest”, Toronto, Canada, 26. august 2017 [foto: Christopher Katsarov/The Canadian Press/Polfoto]