16.11.2017

”Twitter har været en god ting for Trump. Det har givet ham en masse opmærksomhed, og når Trump stjæler opmærksomheden med sine sindssyge tweets, er det meget svært for Demokraterne at få politiske forslag frem i lyset, der kan appellere til flertallet af vælgerne. Trumps sindssyge tweets stjæler opmærksomheden, så Demokraternes politiske forslag ikke når ud til folket. På den måde er det en meget effektiv taktik, som Trump har gang i”

Interview med John C. Berg er Professor Emeritus ved Suffolk University, PhD i statskundskab fra Harvard University

Interview af Vassili Stroganov

RÆSON: Kan du forklare uoverensstemmelsen mellem Trumps narrestreger på Twitter og Republikanernes traditionelle politiske ambitioner?
BERG: Trump deler trods alt nogle af Republikanernes traditionelle politiske ambitioner, men under det Republikanske primærvalg, var der rigtig mange traditionelle Republikanere, der ikke ville have, at han skulle vinde. Mange af de traditionelle Republikanere støttede andre kandidater. Men Trump fandt hurtigt ud af, at hvad du før omtalte som hans ”narrestreger på Twitter”, faktisk var utrolig effektive og de mindede meget om den retorik, han også brugte til hans massive vælgermøder. Det er effektive værktøjer til at mobilisere mange vælgere, der muligvis ikke har været Republikanere til at begynde med. Så selv efter valget er han fortsat med at tweete løs, fordi han tror, det er en god måde at nå ud til sine vælgere på. Det kan også være, at det ikke er en god taktik: på trods af, at han har en gruppe af meget dedikerede tilhængere, så kan man se, at hans overordnede popularitet har været ret støt svindende. Til gengæld kan de mennesker, som kan lide ham, virkelig lide ham. Jeg tror, det er derfor, at han bliver ved med at tweete. Det hjælper ikke nødvendigvis hans politik eller hans politiske agenda, men det er heller ikke helt sikkert, at det er det, han bekymrer sig mest om.

[Trump] bliver ved med at tweete. Det hjælper ikke nødvendigvis hans politik eller hans politiske agenda, men det er heller ikke helt sikkert, at det er det, han bekymrer sig mest om
_______

 

Så tror jeg, de fleste folk spørger sig selv: ”Hvad er Demokraternes strategi? Jamen – det er jo at angribe Trump!” Men Demokraterne har faktisk en reel politisk strategi – den når bare ikke ud til vælgerne. Præcis det samme skete under valgkampen. Hillary Clinton kunne ikke have haft en mere omfattende plan, og den appellerede faktisk til en masse vælgere. Men disse vælgere vidste ikke noget om hendes plan, fordi de kun hørte om Trump alle steder. Det var ham der løb med opmærksomheden. Medmindre Demokraterne finder ud af, hvordan man kan ændre på denne situation, ser det ikke alt for godt ud for dem. Bernie Sanders knækkede lidt af koden, men han kan ikke gøre det alene. Demokraterne har nogle ganske gode ideer – som Medicare til alle, gratis universitetsuddannelse på de offentlige universiteter, $15 i minimumsløn, højere skat for de superrige i den øverste ene pct. af befolkningen – men alt det her kommer bare ikke ud til befolkningen. Der er brug for bedre kommunikation. Måske skal Demokraterne begynde med at bruge Twitter noget mere.

RÆSON: Hvad fortæller det os om den nuværende indenrigspolitiske situation i USA, at senatorne Corker, Flake og Hensarling alle ikke gen-opstiller i 2018?
BERG: Det fortæller os et par forskellige ting. Et er, at dette har stået på i hvert fald siden 2010-valget med Tea Party-bevægelsens opståen. Desuden er der det faktum, at primærvalg – i det mindste hos Republikanerne – er blevet meget mere prægede af indbyrdes konkurrence, og det kan til tider blive nogen temmelig grimme valgkampe, vi ser. Kandidaterne fører antagonistiske kampagner mod hinanden, selv om de alle er Republikanere. Og kandidaterne er meget mere tilbøjelige til at udfordre de siddende Republikanere, hvis det allerede ser ud som om, at de er ved at afvige fra det, som højrefløjen i det Republikanske parti gerne vil have. Denne proces er meget svær for de siddende Republikanere.

Valgdeltagelsen for primærvalg er relativt lav, så det vigtige er ikke så meget hvad offentligheden mener om dig, men hvad aktivisterne gør, og hvor mange af dem, der vil møde op og arbejde for kampagnen.

Blandt Republikanerne er der nogle emner, der udløser en del konflikt. Et af dem er våbenlovgivningen, et andet er abort, og et tredje emne er som sædvanlig standpunktet om mindre regulering på markedet osv. Den amerikanske Kongres virker på den måde, at du skal kunne samarbejde med det andet parti til en vis grad. Især i Senatet. Det er netop det, der gør, at du kun kan opnå succes som senator, hvis du kan samarbejde med den anden side. Men dette [samarbejdet med Demokraterne, red.] bliver af mange og især af de almindelige Republikanske aktivister set som forræderi. De samme aktivister som sandsynligvis også møder op til en primærvalgkamp. Så jeg tror, at der er to grunde til, at der er Republikanere, der beslutter ikke at stille op igen ved midtvejsvalget i 2018: Den ene er, at 2018 nok bliver et bedre år for Demokraterne, fordi det er næsten altid sådan, at det parti der vinder præsidentposten, taber nogle sæder i Kongressen ved det næste valg. Og den anden grund til at Republikanerne ikke genopstiller, er selvfølgelig frygten for primærvalgene og bekymringen for, at man skal bruge så lang tid på fundraising og på selve kampagnen. Nogle mennesker har bare ikke lyst til det og føler, at de har andre ting at tage sig til.

RÆSON: Ved valget i Virginia den 7. november så vi en blå Demokratisk bølge. Ralph Northam slog Ed Gillespe i guvernør-ræset. Også i Delegaternes Hus oplevede Demokraterne en stærk fremgang med 15 nye pladser. Hvorfor gik det så godt for Demokraterne, og er dette valgresultat i virkeligheden mere et oprør imod Trump, end det er en Demokratisk sejr?
BERG: Northam udkonkurrerede meningsmålingerne – de viste, at han ville vinde med 4 pct. med et konfidensinterval på 90 pct., og at han tilsidst ville nå op på hele 8 pct.; han endte med at være én pct. bedre end det [han vandt med 9 pct., red.]. Dette resultat stemmer med andre special election-resultater, der er blevet afholdt siden november 2016; i hvert special election har Demokraterne gået frem procentmæssigt, men de fleste special elections har været afholdt i så Republikanske distrikter, at en Republikansk kandidat alligevel har vundet, men bare med en mindre margin. Dette vil højst sandsyndligt fortsætte, men tingene kan selvfølgelig ændre sig, hvis der sker en eller anden hændelse [et terrorangreb eller andet uforudsigeligt]. Jeg mener ikke, at du kan skelne imellem ”Demokratisk sejr” og ”oprør mod Trump”. Disse to ting bliver til det samme i dagens kontekst.

RÆSON: Hvad kan valget i Virginia fortælle os om, hvad der kommer til at ske i andre stater under midtvejsvalget i 2018, måske især hvad der kommer til at ske i de stater, der har en tendens til at være blå som fx Virginia, og i de stater der har en tendens til at være lilla?
BERG: Igen, hvis tingene fortsætter, som de er nu og der ikke kommer nogle forstyrrende hændelser, så er dette [Virginia-valget] måske en god indikator på, hvad der kommer til at ske – men der kan nå at ske så meget i løbet af et år.

RÆSON: Hvis Republikanerne får et dårligt midtvejsvalg i 2018, kan Trump så risikere at miste støtten fra sine kernevælgere?
BERG: Måske ikke fra sine kernevælgere, men det kommer an på, hvor slemt midtvejsvalget bliver. Lige nu er der en masse anklager, skandaler og påstande om at Trumps kampagne i hemmelighed har samarbejdet med en fremmed regering for at påvirke valget. Alle de her ting er oppe at vende lige i øjeblikket, men der sker reelt ikke ret meget. Noget sker der dog. Der er trods alt en særlig anklager [tidligere FBI-direktør Robert Mueller, red.], der er i gang med en efterforskning, men det der ikke sker lige nu, er dramatiske høringer i Kongressen, som fanger folks opmærksomhed. Høringer der pludselig får folk til at tænke: ”Uh, det der bryder jeg mig overhovedet ikke om!” Grunden til, at disse høringer ikke finder sted lige nu, er, at majoritetspartiet [Republikanerne] kontrollerer alle komiteerne i Kongressen, og så længe Republikanerne har flertallet, så kommer vi heller ikke til at se disse store dramatiske høringer, som sætter fokus på Trump-administrationens problemer. Men hvis Demokraterne vinder et flertal i et af Kongressens to kamre, så vil det hele ændre sig meget hurtigt. Det politiske miljø vil ændre sig, hvis Demokraterne får flertallet, men selv som tingene står nu, er der helt sikkert stadig mange forskellige ting i Trump-administrationen, der vil blive efterforsket løbende. Bare ikke på samme måde, som det ville finde sted hvis Demokraterne havde magten. Der var jo også løbende efterforskninger af Obama-administrationen, da Republikanerne fik magten i 2010, det er helt naturligt. Den type offentlige høringer kan i høj grad ændre folks mening. Høringerne kommer dog nok ikke til at ændre Trumps kernevælgeres mening, men de udgør kun cirka 30 pct. af alle vælgerne, så han og Republikanerne har brug for mere end det for at vinde i 2018.

Det politiske miljø vil ændre sig, hvis Demokraterne får flertallet, men selv som tingene står nu, er der helt sikkert stadig mange forskellige ting i Trump-administrationen, der vil blive efterforsket løbende
_______

 

RÆSON: Historisk set har den siddende præsident haft problemer i midtvejsvalgene, som du påpeger. Kan det blive anderledes denne gang?
BERG: Nej, det tror jeg ikke. Hvis du lægger alle stemmerne til Kongressen sammen, så er jeg sikker på, at den Demokratiske andel af stemmerne vil stige. Der er en god chance for, at Demokraterne vil få et flertal i Repræsentanternes Hus. Når det gælder senatet, så bliver det sværere, fordi et usædvanligt højt antal af de senatpladser, der skal genvælges, tilhører Demokrater. Der er ikke så mange Republikanske pladser, man kan overtage, og de [Demokraterne, red.] skal faktisk heller ikke bruge så mange nye pladser. Hvis de bare forsvarer alle deres nuværende pladser og måske slår et par Republikanere, så kan Demokraterne få overtaget i Senatet og få et flertal. Men chancerne for, at det sker, er meget mindre. Og nu hvor Corker, Flake og Hensarling alle ikke genopstiller, er det muligt, at der kommer meget mere ekstreme Republikanere ind i stedet. Republikanere, som Demokraterne måske godt kan slå, men Tennessee, Arizona og Texas [hvor Corker, Flake og Hensarling er valgt ind, red.] er alligevel meget Republikanske stater, så det bliver meget svært for Demokraterne at vinde der. Så alt i alt er der ingen tvivl om, at Demokraterne kommer til at gøre det bedre i 2018, men det er slet ikke sikkert, at de vil få flertallet i begge kamre i Kongressen.

RÆSON: ”I hans første 10 måneder har Trump ikke formået at gennemføre noget som helst væsentlig lovgivning” skriver Niels Bjerre-Poulsen i RÆSON. Dette er på trods af, at begge kamre i Kongressen er styret af Republikanerne. Sundhedsreformen var en kæmpe fiasko. Hvor optimistisk er du på Trumps vegne om, at han får noget som helst lovgivning gennemført?
BERG: Han må da få noget gennemført på et eller andet tidspunkt. Hovedsagligt har han indtil videre fokuseret på sine helt store valgløfter som at få ophævet og erstattet Obamacare samt at indføre skattelettelser. Problemet med sundhedsreformen er en gruppe i Repræsentanternes Hus, der kalder sig selv ”the House Freedom Caucus”, som er en slags ultra-liberal del af det Republikanske parti. Deres mål er ganske enkelt at fjerne Obamacare og erstatte den med hvad som helst. Men der er ikke et flertal for det, så de var temmeligt ilde stedt på det område. Men uanset hvad ville de alligevel stemme om at fjerne Obamacare. De [House Freedom Caucus, red.] nægtede at stemme om et kontinuerligt føderalt sundhedsprogram, de ville kun stemme om at fjerne Obamacare, og her var de fuldstændig ligeglade med, hvad det skulle erstattes af, bare det blev fjernet. Så det var meget svært at få denne del af Republikanerne med på at stemme om et kontinuerligt føderalt sundhedsprogram. Men det lykkedes så endelig for de Republikanske ledere at få selv disse Republikanere med ombord og få stemt om et sundhedsprogram. Det skal siges, at Republikanernes ledere i Repræsentanters Hus har en masse værktøjer, de kan bruge for at presse partiets andre medlemmer til at stemme med partiet. I Senatet er det dog ikke helt den samme situation, fordi de enkelte senatorer har en masse privilegier, som ikke bare kan tages fra dem. Så er der nogle af de lidt mere moderate Republikanere, der ikke vil stemme på noget, der er alt for voldsomt, og det gør at sundhedsreformen ikke kan blive gennemført.

Og tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Trump får gennemført noget som helst: Lige nu har Repræsentanternes Hus offentliggjort en ny plan for skattelettelser, som indeholder nogle meget kontroversielle elementer, så den plan bliver det svært at få stemmer nok til at få gennemført, men det er muligt, at det kan lade sig gøre. Det ville være en kæmpe succes for Trump, og så vil han og den Republikanske Kongres kunne sige: ”Se, vi gjorde det! Vi fik det gennemført!” Når det handler om, hvor optimistisk jeg er på Trumps vegne, så synes jeg ikke, at han virker særlig optimistisk. Men noget af det, han kunne gøre, er at forbedre og forny infrastrukturen i landet. Dette ville skabe en del jobs, og det er jo noget, som Demokraterne også gerne vil gøre. Så her kunne Trump samarbejde med både Republikanerne og Demokraterne om at få gennemført lovgivning, så vores [USA’s] broer og motorveje kan blive repareret og fornyet. Og det kunne han kalde en succes. Men med det partipolitiske humør han er i, så er det svært at få noget gennemført, men han kunne stadig godt finde på at få et samarbejde op at køre, hvis han virkelig mente, at han havde brug for den sejr.

Med det partipolitiske humør [Trump] er i, så er det svært at få noget gennemført, men han kunne stadig godt finde på at få et samarbejde op at køre, hvis han virkelig mente, at han havde brug for den sejr
_______

 

RÆSON: Hvorfor er de Republikanske Senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus så bange for at gå imod Trump? Er de i virkeligheden bange for fx Koch-brødrene, som jo er mægtige mænd i Republikanske kredse? Indtil videre er det kun de Republikanere, der ikke genopstiller, der tør at sige noget imod Trump. Er det ikke noget, man kunne undre sig lidt over?
BERG: Ja, det tror jeg gør sig gældende i de fleste tilfælde. Men i Susan Collins’ tilfælde – hun er senator fra Maine og er en af de Republikanere, der stemte imod Trumps lovforslag om at ophæve sundhedsreformen – kunne hun have vundet den Republikanske nominering til Senatet meget nemt. Hun ville måske ikke blive udfordret. Men hun ville dog have svært ved at distancere sig fra Trump og samtidig forsvare ham imod Demokraternes angreb. Men forskellige senatorer har forskellige grunde til ikke at genopstille. Sædet i Maine er virkelig et af de sæder, som Demokraterne er nødt til at vinde for at få et flertal i Senatet. Jeg tror, at de har en god chance i Maine. Det er også et spørgsmål om livskvalitet. Disse mennesker [senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus, red.] kan jo gøre hvad som helst. Hvis du sidder i Kongressen, i et så fjendtligt miljø, og du ikke kan få gennemført noget som helst, kan det jo være, at du får lyst til at lave noget andet på et tidspunkt. I Susan Collins’ tilfælde tror jeg, hun vil gå på pension og leve et mere privat liv.

RÆSON: Tror du, at Trump bliver anklaget for landsforræderi, og at der bliver indledt en rigsretssag mod ham?
BERG: Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at Trump ikke kommer for en rigsret så længe, der er et Republikansk flertal i Repræsentanternes Hus. Det kommer ikke til at ske. De vil ikke en gang begynde på en rigsretssag. Hvis Demokraterne derimod fik flertallet i Repræsentanternes Hus, så ville der komme en rigsretssag. Hvad angår selve anklagerne om skjulte aftaler med den russiske regering, så er der endnu ikke konkrete beviser, der kan få befolkningen overbevist om, at Trump skal stilles for en rigsret. Det var det, der skete med Richard Nixon. Han gik så af før sin rigsretssag, men der ville have været indledt en rigsretssag, hvis han var blevet siddende som præsident. Hvis der er tydelige beviser for, at Trump virkelig forrådte sit land, og at han varetager Ruslands interesser for at betale sin gæld til dem for det, de gjorde [hackede det amerikanske valg og hjalp Trump med at vinde valget, red.], så ville det ændre alt. Men så langt er vi ikke endnu. Vi ved, at russerne blandede sig i valget, men der er ikke klare beviser på, at Trump giver dem noget retur. Hvis sådanne beviser kommer frem, så ville det ændre en del, men jeg er ikke sikker på, at det sker.

Trump kommer ikke for en rigsret så længe, der er et Republikansk flertal i Repræsentanternes Hus
_______

 

Hvis der er noget kriminelt i hans skatteoplysninger, så vil Mueller retsforfølge Trump. Muellers job er at finde beviser nok til, at man kan retsforfølge Trump eller folk i hans administration. Muellers job er ikke at offentliggøre personlige dokumenter. Anklagere vil helst ikke offentligøre personlige dokumenter, for så afslører de deres strategi, og de vil hellere gemme disse dokumenter til selve retsprocessen. Nu har Mueller tiltalt to personer [Paul Manafort og George Papadopoulos, red.], der har en forholdsvis tæt forbindelse til Trump. Disse to personer kan muligvis få nogle meget hårde fængselsstraffe på op til 20 års fængsel og muligvis mere end det. En anklagers strategi er typisk at lave en aftale med de tiltalte om at få nedsat deres straf, hvis de til gengæld giver anklageren vigtig information, som de holder for sig selv, og som de ellers ikke vil ud med: Information der inkriminerer en anden person i administrationen eller hvor det nu måtte være. Denne vigtige information betales i givet fald tilbage med en mildere straf eller en mulighed for, at den anklagede kan kende sig skyldig i en mindre alvorlig anklage. Det er netop det, vi ser med George Papadopoulos, som allerede har erkendt sig skyldig. Vi ved ikke, hvad denne aftale går ud på, men den kan involvere beviser imod nogle af de andre folk fra Trumps inderkreds. Så vi kommer til at se retsforfølgelsen fortsætte i noget tid, og der dukker formentlig mange flere anklager op.■

John C. Berg er Professor Emeritus ved Suffolk University i Boston, Massachusetts og har en PhD i statskundskab fra Harvard University i 1975. Han har tidligere arbejdet som Legislative Research Assistant for den Demokratiske senator Gaylord Nelson fra Wisconsin. I 1994 udgav han bogen ”Unequal Struggle: Class, Gender, Race and Power in the US Congress”.

ILLUSTRATION: Donald Trump [foto: Manan Vatsyayana/Pool Photo/Polfoto]