14.06.2017

Vi vil se, at Østersøen igen bliver en scene for store russiske flådeøvelser på linje med det, som vi allerede har oplevet med det russiske luftvåben.

Analyse af Johannes Riber Nordby [fra RÆSON30]

Den 7. oktober 2015 gennemførte Rusland for første gang i landets historie et angreb med krydsermissiler. Fra skibe i Det Kaspiske Hav affyrede man 26 missiler mod mål i det vestlige Syrien. To måneder senere blev samme type missiler affyret fra en neddykket russisk ubåd i Middelhavet. Hermed blev Rusland medlem af en klub bestående af en god håndfuld lande som USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien og Pakistan, der besidder netop denne kapacitet: at kunne gennemføre langtrækkende taktiske angreb med krydsermissiler fra krigsskibe. Det var et synligt bevis på, at man langsomt, men sikkert implementerer den maritime 2020-strategi, som oprindeligt blev udgivet i 2001 og revideret i 2015. Strategien indebærer et ambitiøst mål om at gennemføre en væsentlig fornyelse af flåden inden 2020. Hverken økonomisk eller teknologisk kan ambitionen indfries, men udviklingen er sat i gang, og inden 2030 kan man realistisk set have gennemført en reel fornyelse af store dele af den russiske flåde.

Rusland prioriterer sin flåde højt, både når det gælder, hvilke skibstyper der skal udvikles først, og hvilke flåderegioner der skal udvikles først. Således har Sortehavsflåden og Nordflåden gennemgået en større udvikling end fx Østersøflåden, omend der er tegn på, at den på sigt også vil blive prioriteret. Hvordan Østersøflåden vil se ud i fremtiden, kan der kun gisnes om, men Sortehavsflåden kan give nogle indikationer, da de to områder ligner hinanden rent geostrategisk. Det er med andre ord oplagt at forvente paralleller mellem den udvikling, Sortehavsflåden gennemgår, og den modernisering, Østersøflåden vil gennemgå, når den russiske økonomi tillader det. For det handler ikke kun om, at Rusland er i gang med at udbygge og forny sin flåde, men også om måden, det bliver gjort på. Det afgøres af politiske ambitioner, økonomiske begrænsninger og flådens særlige historie.

Den russiske flådes historiske arv
Ruslands enorme størrelse og geostrategiske placering taler imod én stor flåde, dels fordi afstandene til søs er enorme, dels fordi andre stater som Tyrkiet og Danmark kan lukke stræder, som er helt nødvendige. At sejle en flåde fra et sted til et andet er både tidskrævende og risikofyldt.

Den russiske flåde led sit eget ’Trafalgar’-nederlag under den russisk-japanske krig i 1904-05. Her sendte Rusland Østersøflåden til Fjernøsten for at løfte den japanske blokade af Port Arthur i det nuværende Manchuriet. Den 27.-28. maj 1905 mistede Rusland under Slaget ved Tsushima næsten hele sin Østersøflåde. Over 4.300 russiske søfolk omkom, og knap 6.000 blev taget til fange. Japans flåde havde lidt over 600 dræbte og sårede. Udfaldet betød, at Rusland indledte forhandlinger med Japan. Tre måneder senere underskrev de Portsmouthtraktaten, der reducerede Ruslands indflydelse i Kina væsentligt, anerkendte Japans krav på Korea samt afstod den sydlige halvdel af Sakhalinhalvøen.

Med revolutionen blev Sovjetunionens rolle som flådemagt yderligere reduceret, og det russiske militær fokuserede på at holde de nye magthavere i Kreml ved magten. Flåden fokuserede derfor på kystforsvar, dvs. forsvar af kystbyerne med miner, artilleri, torpedobåde og senere hen ubåde. Det handlede om at hindre en vestlig intervention mod det kommunistiske styre. Det var en flådestrategi, Sovjetunionen fulgte frem til 1960’erne.

Strategien blev dog revideret efter Cubakrisen. Krisen viste, at Sovjetunionens fokus på ubådsvåbenet som det strategiske sømilitære våben på bekostning af store overfladeskibe var utilstrækkeligt. Man havde ikke de nødvendige overfladefartøjer til at imødegå den amerikanske blokade af Cuba eller eskortere de skibe, som sejlede ballistiske missiler til øen. Sovjetunionen indså, at landet som stormagt savnede muligheden for at projicere flådemagt på et globalt plan og – endnu vigtigere – muligheden for at anvende flåden som tvangsdiplomatisk redskab i krisesituationer. Cubakrisen blev derfor løftestangen til et flådestrategisk skift drevet af den daværende chef for den sovjetiske flåde, admiral Sergey Gorshkov. Fra midten af 1960’erne frem til 1980’erne stod han for udviklingen af en moderne og mere slagkraftig, global russisk flåde.

Gorshkovs flådeudvikling fokuserede på et scenarie, hvor Sovjetunionen i tilfælde af en stormagtskrig kunne imødegå de amerikanske hangarskibsgrupper og forsyningslinjer over Atlanten og dermed forhindre amerikanerne i at få forsyninger frem til Europa. Samtidig skulle flåden kunne anvendes som et militærdiplomatisk redskab og beskytte sovjetiske interesser i Afrika, Asien og Latinamerika. Cubakrisen havde lært Sovjetunionen, at krigsskibe kan anvendes diplomatisk, da deres blotte tilstedeværelse kan få andre stater til at handle på en bestemt måde.

De nybyggede sovjetiske krigsskibe undergik en generel teknologisk udvikling og blev armeret med særdeles kraftige og hurtigt flyvende missiler. Gennem 1960’erne og 1970’erne undergik flåden et strategisk skift. Det var fortsat ikke en fuldt slagkraftig flåde på linje med, hvad USA, Storbritannien og Frankrig kunne stille på benene, men det var dog en flåde, der både var stor nok til at udfordre Vestens søherredømme i Atlanterhavet, og som kunne deployeres globalt i den evige kamp mellem øst og vest.

Med Den Kolde Krigs afslutning gik den russiske flåde i forfald. Vedligeholdelsen og den teknologiske udvikling var dyr, og landets dårlige økonomi betød, at flåden begyndte at degenerere og vende tilbage til sin gamle rolle som kystforsvarsflåde. Således gik Rusland/Sovjetunionen fra at være en relativt stor flådemagt i slutningen af 1980’erne til i 1990’erne at ende med en kystforsvarsflåde, der reelt havde mistet sin evne til at gennemføre konventionelle offensive flådeoperationer. Ruslands eneste offensive strategiske kapacitet var nu nuklear afskrækkelse.

I dag er der ingen tvivl om, at Rusland forsøger at bevæge sig tilbage mod de flådeambitioner, som admiral Sergey Gorshkov opbyggede under sovjettiden.
_______

 

Denne degenerering begyndte at vende i 2001 med udgivelsen af en ny maritim doktrin. Rusland ville langsomt vende udviklingen gennem massive investeringer. Doktrinen var et tidligt tegn på, at Ruslands begyndende ønske om at vende tilbage til tidligere tiders storpolitiske rolle også ville få betydning for flåden. I Vesten gik doktrinen stort set ubemærket hen indtil interventionen af Krim. I dag er der ingen tvivl om, at Rusland forsøger at bevæge sig tilbage mod de flådeambitioner, som admiral Sergey Gorshkov opbyggede under sovjettiden. Det blev understeget, da en revidering af Ruslands maritime 2020-strategi blev præsenteret i 2015 ombord på en russisk fregat, navngivet efter admiral Sergey Gorshkov, faderen til den moderne sovjetiske flåde. Hvorvidt Rusland kan nå fordoms storhed, er for tidligt at sige, især på grund af den dårlige russiske økonomi. Der er dog tegn på, at viljen er der. Hvis Sortehavsflådens udvikling bliver forbilledet, bevæger Rusland sig mod en flåde, der både kan blive indsat globalt og agere som et tvangsdiplomatisk middel i Ruslands nærområde. Sortehavsflåden er allerede godt på vej, og vi skal forvente, at Østersøflåden en dag vil gennemgå en lignende udvikling.

Sortehavsflåden
Den russiske flåde har igangsat en række nybygningsprojekter i Sortehavsområdet, både for selve Sortehavsflåden og for den flotille, der er placeret i Det Kaspiske Hav.

Når det gælder indsættelse af Sortehavsflåden, opererer russerne ud fra klassiske flådebegreber: flåder i konflikt, maritim afpresning/afskrækkelse samt ’military diplomacy’.

SORTEHAVSFLÅDEN I KONFLIKT OG KRISE: Sortehavsflåden gennemgår et stort nybygningsprogram, både når det gælder ubåde og overfladeskibe. Denne fornyelse sigter ikke kun på afskrækkelse og tilstedeværelse i Sortehavet, men også på evnen til at kunne gennemføre flådeoperationer uden for Sortehavsområdet. Derfor handler nybygningen dels om at projicere magt generelt, dels om at kunne indsætte flåden i specifikke konflikter, hvor russiske interesser er på spil. Den russiske intervention i Georgien i 2008 var det første tegn på, at Rusland anså flåden som en essentiel del af landets militære operationer. 13 skibe fra Sortehavsflåden deltog, herunder tre amfibiefartøjer, der landsatte soldater i de to georgiske havnebyer Poti og Ochamchira. Desuden sænkede Sortehavsflåden et georgisk flådefartøj inden landsætningen.

På daværende tidspunkt var Sortehavsflåden generelt i dårlig stand, og dens succes under den russisk-georgiske krig var primært et resultat af, at Georgien havde en meget lille flåde. Det er sandsynligt, at Rusland ville have nået det samme resultat uden amfibieoperationen. Operationen var derfor ikke mindst et signal til omverdenen om, at den russiske Sortehavsflåde stadig kunne gennemføre offensive operationer.

Hermed signalerede Rusland specifikt til Ukraine og Georgien, at Moskva har evnen til at indsætte styrker langs den ukrainske og georgiske kyst og dermed kan ramme de to lande geografisk dybt, såfremt de nærmer sig NATO og Vesten for meget. Interventionen i Georgien handlede altså primært om russiske interesser i Kaukasus, men blev samtidig anvendt til at starte en ny fortælling om et militært stærkt Rusland.

Det næste kapitel i denne fortælling var annekteringen af Krimhalvøen og konflikten i det østlige Ukraine. Sortehavsflådens base er havnen Sevastopol, som Ukraine i 1997 udlejede til Rusland som en del af forhandlingerne om opdelingen af Sortehavsflåden mellem de to stater. Aftalen fastholdt en russisk flådetilstedeværelse i Sortehavet, som ellers ville være forsvundet. Under Krimkrisen og frem til annekteringen i 2014 patruljerede Sortehavsflåden ud for halvøen. Det handlede bl.a. om at skræmme de ukrainske flådefartøjer til at blive i havn. Derudover gennemførte flåden en blokade af den ukrainske havn Novoozerne. Man trak en gammel russisk krydser, Ochakov, fra Sevastopol til Novoozerne for derefter at sænke den og således spærre udsejlingen for de fem ukrainske krigsskibe, som lå i havnen. Med annekteringen overtog Sortehavsflåden en stor del af de ukrainske fartøjer. En del af dem var dog i så ringe stand, at de efterfølgende blev returneret.

Sortehavsflådens nye rolle
Den russiske intervention i Syrien er første gang efter Den Kolde Krig, at Sortehavsflåden har deltaget i konflikter uden for Sortehavet. Indledningsvist var dens opgave at beskytte russiske forsyningsskibe på vej til og fra syriske havnebyer. Det blev imidlertid ændret 7. oktober 2015, hvor Den Kaspiske Flotille affyrede 26 krydsermissiler mod mål i Syrien. Den 20. november 2015 affyrede samme flotille 18 missiler. Den 9. december 2015 affyrede Sortehavsflådens nyeste fartøj, ubåden Rostov-on-Don, fire krydsermissiler fra en position i Middelhavet. I en periode på to måneder demonstrerede Rusland dermed, at Sortehavsflåden og Den Kaspiske Flotille kan ramme mål i land på en afstand af op til 1.600 kilometer fra kysten.

Senest har Rusland i november 2016 gennemført angreb i Syrien med et nyudviklet missil, der er særdeles hurtigt og oprindeligt designet til at sænke skibe. Det flyver næsten fire gange så hurtigt som USA’s standardkrydsermissil, Tomahawk. Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor Rusland anvendte sit nyeste og meget dyre våbensystem til en opgave, som kunne have været gennemført fra fly med mere konventionelle bomber. For krydsermissiler ER den dyre løsning. Amerikansk anvendelse af krydsermissiler er oftest set i tilfælde, hvor de enten ikke havde fly til rådighed eller skulle ramme strategiske mål i områder, hvor risikoen for nedskydning af egne kampfly var for stor. Krydsermissiler anvendes altså i de tilfælde, hvor anvendelsen af kampfly ikke er mulig eller aktivt fravælges på grund af militære eller politiske risici. Ingen af disse forhold var til stede i Syrien. Grunden til, at Rusland alligevel anvendte krydsermissiler, skal findes et helt andet sted: De fungerer som et værktøj til maritim afskrækkelse.

SORTEHAVSFLÅDEN SOM MARITIM AFSKRÆKKELSE: Optagelsen af Bulgarien og Rumænien i NATO og EU har fra et russisk perspektiv forskudt magtbalancen i Sortehavet. Hvor det tidligere kun var Tyrkiet, der som NATO-medlem havde kyst ud til Sortehavet, er det i dag knap halvdelen af kystlinjen, der nu er en del af alliancen. NATO har aldrig siddet tungere på Sortehavet, end det gør i dag. Hertil skal lægges, at med Rumænien og Bulgariens EU-medlemskab i 2007 fik endnu en stor international institution tilgang til havområdet. I russisk optik er der tale om en europæisk magtforskydning i østlig retning.

Det første forsøg på at balancere denne forskydning ved hjælp af Sortehavsflåden skete ved interventionen i Georgien i 2008. Krimkonflikten er endnu et eksempel. Endelig lavede Rusland i 2014 en aftale med de andre kyststater i Det Kaspiske Hav, Iran, Turkmenistan, Usbekistan, Kasakhstan og Aserbajdsjan, om at gøre farvandet NATO-frit. Herved forsøger Rusland – sammen med Iran – at modsvare NATO’s tilnærmelser til Aserbajdsjan, Kasakhstan og Turkmenistan, som alle tre har en individuel samarbejdsaftale med alliancen.

Dette er interessant set i lyset af Den Kaspiske Flotilles engagement i Syrien. Rusland har netop investeret i denne flotille med en række nybyggede skibe, og det var dem, der gennemførte det første russiske krydsermissilangreb. Selvom den konkrete effekt i Syrien sandsynligvis var begrænset, havde angrebet et langt mere interessant formål. Med angrebet demonstrerede Rusland over for kyststaterne i Det Kaspiske Hav, at man nu er i stand til at projicere magt på lang afstand, og at man kan gøre det meget præcist. Dermed kan Rusland nu i større grad end tidligere anvende tvangsdiplomati over for disse stater. Krydsermissilangrebet var altså en strategisk handling møntet på Ruslands nærområder i Asien snarere end et taktisk angreb mod Islamisk Stat. Angrebet skulle sende et klart afskrækkelsessignal til staterne omkring Det Kaspiske Hav om ikke at få for store europæiske ambitioner.

Hvorfor prioritere ubåde i Sortehavet? Svaret skal ses i lyset af NATO og EU’s udvidelser mod øst. Rusland kan ikke forhindre, at NATO’s skibe besejler Sortehavet, men anser en sådan vestlig flådetilstedeværelse som en trussel mod russisk sikkerhed.
_______

 

Ruslands ambition er at have udskiftet samtlige flådeenheder i Sortehavsflåden inden 2030. Det er en ambitiøs og meget bekostelig plan, og derfor indeholder den også nogle klare prioriteringer, herunder et fokus på at bygge nye ubåde. Oprindeligt var det en russisk ambition at skabe en helt ny ubådsklasse (Lada-klassen), men gentagne forsinkelser har medført, at den russiske flåde i stedet har genoplivet og moderniseret et ældre ubådsprojekt (Kilo-klassen). I 2014 modtog Sortehavsflåden den første af seks nye Kilo-ubåde. Forventningen er, at de resterende leveres løbende frem til 2020.

Hvorfor prioritere ubåde i Sortehavet? Svaret skal ses i lyset af NATO og EU’s udvidelser mod øst. Rusland kan ikke forhindre, at NATO’s skibe besejler Sortehavet, men anser en sådan vestlig flådetilstedeværelse som en trussel mod russisk sikkerhed. Et effektivt modsvar er ubåde, da de kan være særdeles svære og ressourcekrævende at finde for en flådestyrke. Det gælder især, hvis ubådene har ’hjemmebanefordel’ og sejler i farvande, som de kender i forvejen. Dertil skal lægges, at NATO-landene ved Sortehavet (med undtagelse af Tyrkiet) rent teknologisk er dårligt rustede til at lokalisere ubåde. Ruslands investering i nye ubåde giver derfor mulighed for at demonstrere magt og overraskelse. De kan skygge andre staters flådeenheder. De kan også, som man har set i Sverige, lade sig opdage og forsvinde igen tæt på andre staters territorialfarvand.

Derudover har Rusland fokus på at bygge seks nye korvetter af Buyan-M-klassen til Sortehavsflåden. De skal leveres senest i 2019. To af disse enheder er også leveret til Østersøflåden. De er af samme type som de skibe, der affyrede krydsermissiler fra Det Kaspiske Hav. Skibenes forholdsvis ringe størrelse – de vejer under 1.000 tons og har en forholdsvis lille besætning på 52 mand – betyder, at de ikke er designet til at blive deployeret langt væk fra hjemhavne, fordi de har behov for at kunne genforsyne og har ringe udholdenhed i dårligt vejr. De skal snarere forblive en del af den balancering, som Rusland er ved at opbygge i Sortehavet.

De globale ambitioner
Selvom Rusland fokuserer på de maritime nærområder, ønsker landet fortsat muligheden for at kunne deployere flådeenheder globalt. Hvis økonomien er til stede, vil Sortehavsflåden inden for en årrække have udskiftet samtlige skibe, og den vil fastholde antallet på cirka 30 krigsskibe. Hvis det lykkes, kan Rusland fastholde en permanent russisk flådetilstedeværelse i Middelhavet, men kun delvis videre ud i Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. Sortehavsflådens størrelse er nemlig ikke stor nok til at fastholde en permanent tilstedeværelse i fx Atlanterhavet. Hvis denne ambition skal opfyldes, vil det kræve, at nye skibe deltager fra Østersøflåden eller Nordflåden. Derfor er det kun et spørgsmål om tid, før Østersøflåden vil se en udvikling på linje med Sortehavsflåden.

At prioritere nye flådefartøjer til Sortehavsflåden har derfor som sit primære formål haft at redefinere magtbalancen i Sortehavet og fastholde den i Det Kaspiske Hav. Men Rusland stopper ikke dér. Russerne anvender også flåden til at føre diplomati i Sortehavet og Middel-havet.

For en økonomisk trængt stat som Rusland kan det være svært at opnå international indflydelse gennem flådeopbygning, da det er meget bekosteligt at bygge skibe. Flådediplomati kan derfor være et alternativ. For Rusland handler det om en trestrenget tilgang: Den første sigter på at fastholde eller etablere flådebaser i Sortehavet og Middelhavet, den anden at lave samarbejdsaftaler om anvendelse af havne og gennemførelse af flådeøvelser i Middelhavet, og den tredje at sikre salg af våbensystemer og andet militært udstyr.

PERMANENTE FLÅDEBASER: Den eneste russiske flådebase i Middelhavet er Tartus i Syrien. Sovjetunionen forsøgte flere gange, uden held, at få permanente baser i både Algeriet, Libyen, Albanien og Jugoslavien. Undtagelsen var Alexandria i Egypten i perioden 1967-1972. Tartus er derfor af stor strategisk betydning for de russiske ambitioner om at have en permanent maritim tilstedeværelse i Middelhavet.

I Sortehavet har Rusland igangsat opførelsen af en ny flådebase i den georgiske udbryderrepublik Abkhasien. Det er en base, der mest af alt skal cementere Abkhasiens forhold til Rusland, for selve placeringen har ikke den store flådestrategiske betydning. Den er et eksempel på, hvorledes alternative initiativer kan anvendes til at fastholde en magtposition.

SAMARBEJDSAFTALER OG FLÅDEØVELSER: Rusland har forsøgt at forhandle samarbejdsaftaler med en række middelhavslande. Man har fx jævnligt anvendt den spanske by Ceuta i Nordafrika som logistisk støttepunkt. Man har også lavet en aftale med Cypern om anvendelse af cypriotiske havne. Disse besøg og aftaler har fremkaldt kritik fra andre EU-lande, der mener, at de svækker sanktionerne mod Rusland.

At Spanien alligevel tillader russiske flådebesøg, kan skyldes den konstante debat om, hvorvidt Ceuta (og den anden spanske enklave, Melilla) skal tilhøre Marokko i stedet for Spanien. Ved at tillade russiske flådefartøjer i Ceuta får Spanien med den tilhørende mediebevågenhed stadfæstet sit ejerskab af enklaven. Samtidig kan man udfordre Storbritannien i den fortsatte debat om Gibraltars tilhørsforhold, da Ceuta ligger lige over for Gibraltar.

Rusland har længe haft et særligt tæt forhold til Cypern. Øens økonomi er afhængig af russiske investeringer. Derudover har de to lande en fælles religiøs identitet, og de har begge opfattet Tyrkiet som en fjende rent historisk. Endelig er Rusland et af de få vestlige lande, som sælger våben til Cypern.

I begge tilfælde opnår Rusland gennem maritimstrategiske initiativer sikkerhedspolitiske gevinster ved at udnytte nogle af de problemstillinger, der er i Middelhavet: diskussionen om spansk ejerskab af Ceuta, Cyperns frygt for Tyrkiet og cyprioternes skepsis over for EU efter den finansielle krise.

Rusland har endnu ikke haft succes med at etablere samarbejdsaftaler og gennemføre flådeøvelser med andre stater i Middelhavet. Kina og Rusland har lavet flådeøvelser sammen i Middelhavet, men det er ikke lykkedes at få fx de nordafrikanske kyststater med. Det kommer måske til at ændre sig, for Rusland er begyndt at sælge enkelte skibe og flådehelikoptere til nordafrikanske lande som Egypten og Algeriet. Med det følger træning og øvelsesaktivitet formentlig med tiden.

Ønsket om at kunne balancere og afskrække i Østersøen er lige så stort som i Sortehavet. Når fornyelsen af Østersøflåden sættes i gang, vil den derfor i lighed med Sortehavsflåden fokusere på mindre overfladekampenheder med langtrækkende missiler samt ubåde.
_______

 

SALG AF VÅBEN OG MILITÆRT UDSTYR: Det er vigtigt for Rusland aktivt at demonstrere, at deres militære udstyr er på niveau med Vestens. Derfor har Rusland også anvendt en lang række forskellige våbensystemer, fly og helikoptertyper i Syrien. Det handler om at bevise, at russerne kan matche moderne våbenkrav. På den måde er borgerkrigen i Syrien også blevet et udstillingsvindue for den russiske våbenindustri.

Der er ingen tvivl om, at Rusland leverer en massiv våbenhjælp til Assadstyret i Syrien. Tilsvarende havde Sovjetunionen under Den Kolde Krig held til at sælge våben, herunder krigsskibe og andet flådemateriel, til nogle af deres allierede i Nordafrika, fx Egypten, Libyen og Algeriet. Algeriet har en lang tradition for at købe russisk materiel, og selvom landet også køber krigsskibe fra Tyskland, har man bestilt to Kilo-klasse-ubåde til levering i 2018. Tilsvarende har der været forhandling om køb af to russiske fregatter.

Rusland har derudover solgt 46 maritime helikoptere til Egypten. Helikopterne er af en type, som også har været indsat i Syrien. Som en del af fabriksgarantien vil helikopterne sandsynligvis også blive sendt ud for at øve med den russiske flåde i Middelhavet. Meget tyder dermed på, at Rusland får en mulighed for at styrke sit forhold til Egypten.

Overordnet set har Rusland ikke haft stort held med at sælge maritime våbensystemer og skibe til Nordafrika efter Den Kolde Krig. Tidligere var Egypten og Algeriet store kunder, og selvom de stadig anskaffer materiel i Rusland, er russerne i hård konkurrence med vestlige firmaer. Har Rusland den politiske og økonomiske magt til at få disse stater som kunder? Det er for tidligt at sige, om Rusland kan tilbageerobre markedsandele i Nordafrika, men våbensalg og politisk indflydelse går hånd i hånd. Med Ruslands større rolle i Mellemøsten efter interventionen i Syrien kan alt ske.

Kan der trækkes paralleller til Ruslands Østersøflåde?
Sortehavsflåden kommer til at spille en mere synlig og vigtig rolle i russisk udenrigspolitik i fremtiden, både når det gælder Sortehavet, Det Kaspiske Hav og Middelhavet. Sortehavsflådens primære opgaver vil være at afskrække NATO i Sortehavet og at fastholde de tætte relationer til staterne ved og omkring Det Kaspiske Hav. Dertil kommer ambitionen om at spille en mere synlig maritim rolle i Middelhavet. Her er der ikke – som i Sortehavet – tale om klassisk balancering gennem militær magt. Det handler snarere om signalgivning. Rusland vil anerkendes som en regional magt, der ønsker at spille en større rolle i international politik.

Der kan trækkes paralleller fra den nuværende udvikling af Sortehavsflåden til den, Østersøflåden står overfor. Rusland kan ikke skabe indflydelse i Østersøregionen gennem flådesamarbejde og våbensalg. Det vil staterne i området afvise. Derfor har Rusland kun den mulighed at styrke flåden. Ønsket om at kunne balancere og afskrække i Østersøen er lige så stort som i Sortehavet. Når fornyelsen af Østersøflåden sættes i gang, vil den derfor i lighed med Sortehavsflåden fokusere på mindre overfladekampenheder med langtrækkende missiler samt ubåde. Større flådeenheder til Østersøflåden vil ikke være tiltænkt en større opgave i Østersøen, men vil derimod give Rusland en mulighed for at deployere flådeenheder i Atlanterhavet, hvis Kreml finder det nødvendigt at kunne være permanent til stede i Atlanterhavet. Det betyder dermed også, at der fremover vil komme flere scenarier med ubåde som det, vi har set i Sverige. Tilsvarende vil vi se, at Østersøen igen bliver en scene for store russiske flådeøvelser på linje med det, som vi allerede har oplevet med det russiske luftvåben. Derfor bør det heller ikke komme som en overraskelse, hvis vi om fem-ti år ser en synlig russisk flådeaktivitet under NATO-øvelser, folkemøder osv.

Johannes Riber Nordby (f. 1969) er souschef og analytiker ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet. Han har en MA fra University of Leicester og er uddannet flåde-officer i Søværnet.

ILLUSTRATION: Sortehavsflåden i øvelse ved Krim, september 2016 (foto: AP Photo/Pavel Golovkin)