08.01.2017

Den daglige strøm af billeder skyller ind over os som aldrig før. Men ser vi virkeligheden, når krigsbilleder fra verdens brændpunkter rammer avisforsider og oversvømmer de sociale mediers feeds? RÆSON har talt med krigsfotograf Johan Spanner om branchens mørke side, hvor pressefotografier manipulerer og forvrænger virkeligheden.

Af Sara Leth og Michael Hald

Fem mænd bærer en hvid ligpose ud af en operationsstue i Bagdad. En 13-årig dreng er død. Lægen kigger ned. Man kan se en mand i sorg. Det er drengens far.

Johan Spanner rykker uroligt på sig, da han fortæller om den dag, hvor han tog billedet: »Jeg kommer ud til et hospital en dag, hvor en lille dreng ligger på operationsbordet. Han er blevet hårdt såret af en klyngebombe. Jeg står med mit kamera i hånden, da drengen dør. Jeg skulle kæmpe med mig selv, men jeg tog billedet. Det var vigtigt, at verden så, hvad der skete.«

Billedet kom i New York Times og kan ses som et bud på et brutalt, men ærligt pressefotografi. Det fulgte alle de presseetiske retningslinjer for genren. Situationen var ikke iscenesat. Han havde fulgt de såkaldte mørkekammerstandarder – en uskrevet doktrin om at man ikke manipulerer, udover hvad man ville have kunnet gøre i et mørkekammer før i tiden.

Sagerne om billedmanipulation er begyndt at dukke op i mediernes overflade. Den amerikanske dokumentarfotograf Steve McCurry blev i forsommeren anklaget for digital billedmanipulation. De chokerende billeder af en blodig 5-årig syrisk dreng i en ambulance i Aleppo blev for nylig beskyldt af Syriens præsident Bashar Al-Assad for at være iscenesatte – selvom denne påstand er blevet afvist af de vestlige medier. Da TV2-journalist Rasmus Tantholdt i oktober interviewede den syriske præsident om bl.a. bombningen af hospitaler i den oprørskontrollerede, østlige del af Aleppo, lød svaret ligeledes: “Billeder fortæller ikke hele historien, ikke engang videooptagelser. Alt kan manipuleres i dag.” Kampen om medievirkeligheden er for alvor sat ind i en postfaktuel tidsalder, hvor virkeligheden er til forhandling.

For at forstå problematikken skal man se på den rejse, som pressefotografiet gennemgår, før det havner på avisforsiderne. Det udtaler Mette Sandbye, professor og institutleder for Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet: »Redigering og potentielt manipulation finder sted, fra fotografen udvælger et bestemt motiv og “beskærer virkeligheden”, til billedet bringes i avisen.«

Ingen lov forhindrer manipulation
I en længere årrække arbejdede Johan Spanner i Irak i hard rotation, typisk to til tre måneders udsendelser i krigszonens mest udsatte områder. Han har et stort, rødt fuldskæg og autoritet i stemmen. De stærke øjne afslører, at han har bevæget sig på eksistensens kant. Gennem erfaring har han oplevet, hvor mange processer fotografiet går igennem på sin vej til pressen. Johan Spanner er ikke faldet for fristelsen til at manipulere sine fotografier, men han har både set retningslinjerne blive strakt og brudt.

Trods den megen debat om manipulation af pressefotografiet, findes der hverken lovgivning i Danmark, eller internationalt, som specifikt omhandler retningslinjer for pressefotografi. Den eneste lovgivning på området gælder generelt for al journalistik. »Alle dagblade har deres egne retningslinjer«, forklarer Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet. Han fremhæver dog, at dagbladenes retningslinjer har mange fællestræk. Retningslinjerne specificerer for eksempel, at fotografen skal være tro mod eksponeringsøjeblikket, altså det øjeblik billedet bliver taget. Her er det ikke tilladt at flytte genstande eller iscenesætte en situation. Det er heller ikke tilladt at manipulere fotografiet digitalt.

Trods den megen debat om manipulation af pressefotografiet, findes der hverken lovgivning i Danmark, eller internationalt, som specifikt omhandler retningslinjer for pressefotografi
_______

 

»Jeg arbejdede i tre år på New York Times, inden jeg fik udleveret et sæt retningslinjer. I den virkelige verden bøjes retningslinjer«, forklarer Johan Spanner. Det er gennem uddannelse og ikke dagbladenes retningslinjer, at han har fået sin presseetik. Spanner har års erfaring i at spotte, om der er skruet op for kameraets virkemidler.

Et af branchens mest udbredte manipulationstricks er, når pressefotografer går ned i knæ og sætter vidvinklen på. »Jeg har set pressefotos i medierne af en stor demonstration, men jeg ved, at der kun har været tre sølle mennesker, der trasker rundt med et skilt,« siger Johan Spanner. Den type billeder er ren forvridning af, hvad der skete, og billederne kan nemt ryge igennem pressefiltret, forklarer han. »Hvis jeg var blevet sendt ud for at dække den demo, vil jeg ringe til min redaktør og sige – det her er bullshit – det gider jeg ikke at tage et billede af«.

Han kunne tillade sig at sige nej, fordi han havde en fast kontrakt. Men der bliver flere og flere såkaldte stringers (freelancere) og færre kontraktansatte. Stringers arbejder under dårligere vilkår. »Ingen billeder, ingen løn. Tager man så billedet? – ja, det gør man sgu nok. Så hedder det let ned i knæ og på med en vidvinkel, og så kan to mennesker let blive til en demonstration«, siger Johan Spanner.

Jagten på drama
Nyhedsmedierne er i en økonomisk krise og kravet om flere og mere iøjnefaldende billeder stiger. »Nogle blade og redaktører, lægger et pres på fotografen for at levere et billede – og det billede skal være dramatisk«, siger Johan Spanner.

»Nyhedsstrømmens øgede hastighed medfører, at de manipulererede billeder til tider nemmere slipper igennem det redaktionelle filter«, fortæller Simone Molin Friis, PhD-studerende ved Images and International Security på Københavns Universitet. Det er ofte billederne, som sælger historierne på de nye onlinemedier, der konstant skal opdateres. Kravet om blikfang betyder, at fotografer kan fristes til selv at producere dramaet.

»Når man får opringningen ‘Der har været bombeangreb på Tahrir-pladsen!’, drøner man derud«, fortæller Johan Spanner. Det er få øjeblikke, der afgør, om man når at indfange krigens grusomheder på film. »Når man kommer frem har panserne afspærret området, mens de rydder op i gaderne,« siger han og tilføjer: »Når man får lov til at komme ind igen, er det, der er tilbage en brandmand, som går rundt og spuler gaden. Der er ikke noget drama«.

»Nyhedsstrømmens øgede hastighed medfører, at de manipulererede billeder til tider nemmere slipper igennem det redaktionelle filter«
_______

 

Sulten efter det dramatiske og afgørende øjeblik har rod i fotografiets fortid, forklarer Mette Sandbye. Fotograferne fra det ikoniske fotobureau Magnum startede i slutningen af 1940’erne med at dyrke ideen om et fastfrosset splitsekund, hvor højdepunktet af en situation indfanges, og alle billedelementer peger i samme retning.

Historien er fyldt med ikoniske billeder af ‘afgørende øjeblikke’. Et eksempel er billedet af den nøgne og napalmforbrændte pige, Kim Phuc, der er i færd med at flygte fra et flyangreb under Vietnamkrigen. Disse øjebliksbilleder kan dog også være iscenesatte. Fotografiet, der er blevet kaldt verdens mest ikoniske krigsbillede, Joe Rosenthal’s Raising the Flag on Iwo Jima fra 1945, er nu under mistanke for at være iscenesat. Flere kilder, heriblandt CNN, har sagt at fotografiet var med til at vinde Anden Verdenskrig, da det hjalp med at rejse penge til krigsobligationer.

Fristelsen til at manipulere et fotografi ved at iscenesætte en begivenhed er stadigvæk allestedsnærværende. Johan Spanner har set lokale, ikke-kontraktansatte fotografer gøre netop det: »Jeg har flere gange oplevet de lokale stringers sige til en politimand: ‘vil du ikke lige gå hen til den bil, der lige er sprængt i luften og kigge ind ad vinduet?’ Så sker der noget på billedet.«

De lokale fotografer i krigszonen har brug for mad på bordet. De står i en helt anden kulturel og økonomisk situation end de vestlige fotografer, forklarer Johan Spanner. De har samtidig sjældent en uddannelse, hvilket betyder, at de ikke følger de presseetiske retningslinjer i deres arbejde. Men de lokale stringers arbejder ligesom Johan Spanner for de vestlige mediebureauer, og deres manipulerede billeder kan risikere at blive bragt i aviserne.

»Jeg har flere gange oplevet de lokale stringers sige til en politimand: ‘vil du ikke lige gå hen til den bil, der lige er sprængt i luften og kigge ind ad vinduet?’ Så sker der noget på billedet«
_______

 

Iscenesættelse kan virke harmløst, når en politimand bliver instrueret til at kigge ind af vinduet på en udbrændt bil. Men netop billeder, frem for ord, besidder en særlig kraft til at påvirke os. Allerede i 1859 skrev Charles Baudelaire, at folk dansede om fotografiet som dansen om guldkalven. Fotografiet var omgærdet af en særlig magi, der relaterede sig til synet på mediet som det sande billede på virkeligheden. Denne opfattelse hænger stadig ved i dag.

At fotografiet har en særlig magt, kan Simone Molin Friis bekræfte. Der findes flere eksempler på, at pressefotografier har spillet en vigtig rolle for den politiske dagsorden. Hertil kommer, at visuelle kommunikationsformer ofte er blevet og bliver brugt politisk og strategisk. Simone Molin Friis nævner Islamisk Stat som et eksempel på, hvordan billeder kan bruges til at fremme en sag.

»Overordnet set kommunikerer Islamisk Stat primært visuelt frem for tekstbaseret. I en undersøgelse fra 2015 blev det anslået, at ca. 88 procent af gruppens medieproduktioner var visuelle. Islamisk Stat vælger disse former for kommunikation, fordi de virker,« siger hun.

Politisk og strategisk brug af billeder er imidlertid ikke noget, der kun anvendes af terrororganisationer og diktaturstater. Også i USA har man investeret tid og ressourcer i at forsøge at forme mediedækningen af landets militære operationer. Eksempelvis var billeder af faldne amerikanske soldaters kister forbudt i perioden 1991-2008. Derfor skal man som læser være kritisk over for alle pressefotografier.

Makabre billeder sorteres fra
Johan Spanner har oplevet, hvordan de amerikanske medier filtrerer fotografier fra: »Det er én bestemt type billeder, amerikanerne ønsker. De vil ikke have for voldsomme billeder. Man gør krigen pæn, og det er jeg imod«. Han har engang taget et billede af en politimand, der holder en selvmordsbombers hoved i hånden. »Jeg vidste godt, at billedet aldrig ville blive bragt. Men krigen er fuld af rædsler. Det er virkeligheden,« konstaterer han.

Inden han fortsætter, trækker han vejret dybt ind. »Jeg kan ikke kun vise den styrede virkelighed med soldater og kampvogne. Så jeg bruger kun en brøkdel af tiden på at være ude i felten med de amerikanske soldater«, forklarer Johan Spanner. Han mener, at der skal være plads til at dokumentere fattigdommen og alt det andet, der er virkeligheden for et land i krig.

Som eksempel på en nyhed uden ‘guts and glory’ lavede Johan Spanner historien om en hel trailerpark af enker, som den irakiske regering satte op, fordi mænd var klart overrepræsenterede blandt de dræbte. Det var en underbelyst historie. Han tog billederne, og de blev bragt i New York Times.

Simone Molin Friis har i sin forskning stødt på mange eksempler, hvor pressefotografier har været med til at sætte en dagsorden – på godt og ondt. »Et billede af et druknet flygtningebarn på en strand i Tyrkiet, kan være med til at ændre dagsordenen på flygtningeområdet i nogle dage,« siger hun. Derfor anvender velgørende organisationer ofte billeder til at fremme deres sag. Om det er Islamisk Stat, der vil skabe et skræmmebillede med halshugninger af vestlige journalister, humanitære organisationer, der vil ændre en dagsorden eller de vestlige regeringer, som forsøger at påvirke vores holdninger til en krig, bliver billeder brugt som et våben i kampen om at påvirke os.

»Et billede af et druknet flygtningebarn på en strand i Tyrkiet, kan være med til at ændre dagsordenen på flygtningeområdet i nogle dage,« siger Simone Molin Friis. Derfor anvender velgørende organisationer ofte billeder til at fremme deres sag
_______

 

Fotografiets fremtid?
Billeder taler langt fra altid sandt. Der findes talrige eksempler på, hvordan pressefotografiet ikke bare er et sandhedsvidne, men tværtimod forvrænger den virkelighed, som indfanges. Men hvordan kan fotografiet bibeholde sin troværdighed i en tid, hvor de umættelige nyhedsmedier i stigende grad hungrer efter krigsbilleder med blikfang?

Problemet løses ikke nødvendigvis ved at have retningslinjer for pressefotografiet, fastslår Simone Molin Friis. Hun understreger, at det er farligt, at vi har en tiltro til fotografiet som dokumentation. For Lars Lindskov skal pressefotografiets troværdighed opretholdes gennem retningslinjer. Han mener, at det vil være katastrofalt, hvis man eftergav retningslinjerne for manipulation. »Det er en glidebane med brun sæbe på,« siger han. Lars Lindskov savner lovgivning med helt konkrete retningslinjer på området i Danmark og internationalt: »Det kunne være rigtig rart, hvis den danske presse også havde en international standard, bare den er skrap nok.«

Mette Sandbye understreger vigtigheden i, at pressefotografiet som dokumentation bliver sat under kritisk lup. Hun foreslår, at de æstetiske fag i folkeskolen bliver opprioriteret, så eleverne tidligt får en kritisk indgangsvinkel til fotografiet.

For at være tro mod virkeligheden på den anden side af kameralinsen, skal en pressefotograf have gjort sin research. Det er noget af det vigtigste, mener Johan Spanner: »Jeg er fotojournalist, og jeg skal have den samme viden om situationen som den skrivende journalist.« Han opfatter sig selv som læsernes ambassadør. Det er derfor, han har sat livet på spil i krigszoner: »Jeg håber, de billeder, jeg har taget – også dem, der aldrig blev trykt – kan bruges om mange år til historieskrivning.« ■

ILLUSTRATION: Johan Spanner med et af de mange billeder, han har taget i Irak under en udstilling. Foto: Finn Frandsen/Polfoto