10.07.2017

Med folk som Martin Schulz og Emmanuel Macron i spidsen vil Unionens kernelande satse på at skabe ny dynamik i samarbejdet. Det kan tænkes, at de lykkes med at få afskaffet sparepolitikken til fordel for et europæisk demokrati, der sætter vækst og beskæftigelse i højsædet. Men dette scenarie kræver, at traktaterne skal brydes – eller ændres. Det er mere sandsynligt, at EU fortsætter med sit elitære bureaukrati og sin svage vækst, mens europæerne lader sig overhale af andre lande. Er det virkelig den udvikling, vi ønsker?

Af Jens-Peter Bonde og Uffe Østergård [fra RÆSON30]

D en 25. marts 2017 forsøgte EU-lederne at fejre Unionens 60-årsfødselsdag ved et festligt møde på Capitol i Rom, hvor Romtraktaten blev underskrevet i 1957. Der var meget at fejre ved jubilæet for etableringen af et fælles marked for over 500 mio. borgere i EU. Men denne grundlæggende sejr blev overskygget af de store kriser i samarbejdet – omkring den for tidligt skabte møntunion, den for sent etablerede og stadig mangelfulde grænsekontrol og den helt utilstrækkelige fælles politik for flygtninge og immigranter.

Regeringslederne kunne kun enes om at skrive to sider med almindeligheder. Og så var der endda lande, som truede med at nedlægge veto.

EU vil straffe Brexit, men rammer sig selv
Storbritannien havde meldt afbud til festen. Og fire dage senere sendte briterne den officielle anmodning om udmeldelse med hjemmel i Lissabontraktatens artikel 50 TEU. En måned efter, den 29. april 2017, vedtog de 27 andre EU-lande en fælles og barsk forhandlingsstrategi over for Storbritannien. Forberedelsen var grundig, og beslutningen tog kun fire minutter af topmødets tid: Statslederne skulle vise deres egne borgere og briterne, at det koster at forlade EU. De var endda parat til at straffe deres egne borgere og virksomheder meget mere, end de kan straffe Storbritannien. Der er nemlig flere end dobbelt så mange EU-borgere i Storbritannien som britiske borgere i EU. Ikke færre end 3,2 mio. udenlandske EU-borgere, heriblandt 800.000 polakker, arbejder og bor i Storbritannien, mens der kun er 1,2 mio. briter bosat på den spanske solkyst og andre steder i EU. Storbritannien køber også dobbelt så meget fra EU, som de sælger. Derfor er beslutninger om at beskære handlen et selvmål – EU er i færd med at skyde sig selv i foden.

Beslutningerne fra EU-topmødet kan hurtigt straffe fx Danish Crown og Tulip, når de skal sælge bacon til briterne, og danske fiskere, når/hvis de ikke længere vil kunne fiske i britisk farvand. Det er ikke så underligt, at den danske statsminister har været til møde i Holland med den hollandske og den irske premierminister. De tre lande har meget at tabe, hvis der ikke snart skabes sikkerhed for fremtidig frihandel mellem Storbritannien og EU.

Den 29. marts 2019 vil briterne formentlig være ude af EU, med eller uden aftaler og overgangsordninger. Uden aftaler vil den fremtidige samhandel mellem Storbritannien og EU skulle følge reglerne fra Verdenshandelsorganisationen, WTO. De sikrer meget, men ikke dansk landbrug efter Brexit.

Europa-Parlamentet, Kommissionen, Tyskland, Emmanuel Macrons Frankrig og føderalisterne i EU vil bruge den britiske udmeldelse til at få gamle unionsplaner på dagsordenen igen. Hvad indebærer det? EU skal have fælles militær med fælles kommandocenter. Møntunionen skal styres skrappere og måske også mere demokratisk, må man håbe. EU skal fremover have en første division, som øger integrationen, mens de, der ikke vil være med til det, skal holdes uden for første division med et EU i to hastigheder. Skeptiske lande skal ikke længere have lov til at blokere de såkaldte fremskridt. Lissabontraktatens bestemmelser om forstærket samarbejde mellem mindst ni medlemslande skal fremover besluttes med kvalificeret flertal. Dette udgøres nu af 55 pct. af medlemslandene, der samtidig skal repræsentere mindst 65 pct. af EU-landenes samlede befolkning. Der findes dermed ikke længere nogen vetoret mod at udbygge samarbejdet.

Denne udvikling kan hurtigt bringe Danmark ud i periferien af samarbejdet, hvis vi ikke afskaffer de danske undtagelser og går med i første division. Det gør de danske regeringer gerne, men det bliver svært at få vælgerne med til yderligere integration, fordi de mange japartier har været sparsommelige med sandheden om EU.
_______

 

Denne udvikling kan hurtigt bringe Danmark ud i periferien af samarbejdet, hvis vi ikke afskaffer de danske undtagelser og går med i første division. Det gør de danske regeringer gerne, men det bliver svært at få vælgerne med til yderligere integration, fordi de mange japartier har været sparsommelige med sandheden om EU. Senest er de alle grebet med bukserne nede med den danske særaftale om Europol. Før folkeafstemningen påstod de, at det ikke var muligt at få en sådan aftale på mindre end syv-otte år, selvom de andre landes interesse i den var mindst lige så stor som vores. Hvem vil stole på dem næste gang?

Efter Brexit har Europa-Parlamentet vedtaget en betænkning om mulighederne for meget mere union. Den tidligere belgiske statsminister og nuværende formand for den liberale gruppe, Guy Verhofstadt, er ordfører på forslaget – og han er også valgt som Europa-Parlamentets forhandler om den britiske udtræden. Europa-Parlamentet skal godkende EU’s fremtidige aftale med Storbritannien og står her endnu stejlere end Kommissionen.

Unionens skrappe krav – dels om penge, dels med afvisningen af at snakke fremtidige vilkår, før EU har fået sine ønsker opfyldt – vil med rimelig sikkerhed bringe EU ud i sin hidtil alvorligste krise. Den vil komme i 2019, kort før EU-borgerne bliver bedt om at stemme ved det tiende direkte valg til Europa-Parlamentet. Det vil næppe hæve valgdeltagelsen, som er faldet ved hvert eneste valg, (fra 63 pct. ved det første valg, til knap 43 pct. i 2014). Parlamentets legitimitet vil blive sat på spil, hvis ikke de 27 EU-lande fokuserer på den fælles interesse i et godt samarbejde med briterne – herunder fortsat frihandel.

EU var med til at skabe Brexit
Den britiske premierminister David Cameron havde brug for en god genforhandling, så han kunne overbevise briterne om at stemme ja til fortsat medlemskab i EU. Det var lykkedes Labour-lederen Harold Wilson i 1975, da han fik 67 pct. af briterne til at stemme ja til fortsat medlemskab af det EF, briterne ikke havde fået lov til at stemme om før indmeldelsen i 1972. EU-landenes ledere forhandlede sig med megen møje og besvær frem til en tekst, som Cameron ikke kunne kalde en sejr. Den eneste reelle indrømmelse var et tilsagn om, at udlændinges børn kunne få indekseret de britiske børnepenge efter levestandarden i deres hjemlande (Polen, Rumænien osv.). Man gav godt nok også en indrømmelse på ’subsidiaritetsprincippet’: Fremover skulle 55 pct. af landenes parlamenter kunne blokere et lovforslag. I forvejen kræver det dog kun 45 pct. af landene at blokere et lovforslag med alle mulige andre grunde. Denne ’indrømmelse’ til Storbritannien var dermed snarere en hån.

Nogle i Bruxelles og omegn ville rent faktisk gerne af med Storbritannien for at få mere gang i Unionen igen. Til dem hører Verhofstadt. Han ledede Belgien fra 1999 til 2008, er Parlamentets største føderalist og er forfatter til en bog om ’Europas Forenede Stater’. Han glemmer ikke så let, at Storbritannien nedlagde veto mod både ham og hans afdøde belgiske premierministerkollega Jean-Luc Dehaene som formand for Kommissionen.

Flertallet i EU er ikke glad for at miste briterne, men institutionerne har vedtaget en forhandlingsstrategi, som formentlig vil forene EU-modstanderne i Storbritannien i stedet for at dele dem. Det kan måske også skabe ny folkelig vrede i en række EU-lande, når befolkningerne opdager, at deres egne ledere gambler med mange af deres arbejdspladser.

Frygten er den store sejrherre
Det britiske nej til EU var ikke solidt. Det var frembragt af 61 pct. af pensionisterne over 65 år, mens 75 pct. af de unge under 25 år og 62 pct. af skotterne, nordirerne og London ville blive i EU. Over 60 pct. af arbejderne stemte leave. Det var ikke dem, der allerede havde mistet deres job til østeuropæerne, men snarere dem, der frygtede at miste arbejde og løn, som afviste EU. Det var først og fremmest frygten for de fremmede, som sejrede. Sådan var det også, da hollænderne stemte nej til en frihandelsaftale med Ukraine i 2016, da danskerne stemte om en afskaffelse af retsforbeholdet i 2015, og da Donald Trump vandt over – Hillary Clinton – på trods af tre millioner flere stemmer til Demokraterne end til Republikanerne.

I Europa er det store gennembrud for fremmedhadernes vagtparade udskudt. Vreden blev tilsyneladende stoppet ved valget i Holland. Geert Wilders blev udråbt som den store taber, trods en fremgang på fem mandater. Premierminister Mark Rutte var valgets helt, selvom han tabte ni mandater. Marine Le Pen tabte i Frankrig, hvor hendes modstandere samledes om Emmanuel Macron i anden valgrunde. Ikke fordi de alle kunne lide kandidaten med en fortid som bankier i Rothschild-banken, men fordi Le Pen endnu ikke var stueren og fortsat havde Holocaust-benægtere omkring sig. 12 pct. stemte blankt og markerede ubehaget ved valget mellem de to. Alternativet for Tyskland, afd, har splittet sig selv væk fra en mulig succes i efterårets valg.

Selvom modstanden mod globalisering, åbne grænser, frihandel og permanente reformer tilsyneladende har lidt et tilbageslag med valgene i Holland og Frankrig, er alt ikke godt. Tværtimod samler de marginaliserede og utilfredse kræfter og venter på næste krise […] Situationen er ustabil. Vi har fået et pusterum, men ikke mere.
_______

 

Men selvom modstanden mod globalisering, åbne grænser, frihandel og permanente reformer tilsyneladende har lidt et tilbageslag med valgene i Holland og Frankrig, er alt ikke godt. Tværtimod samler de marginaliserede og utilfredse kræfter og venter på næste krise, hvad enten det bliver i form af et terroranslag, eksplosiv vækst i antallet af flygtninge, en bankkrise i Italien og efterfølgende valgsejr for Lega Nord, Femstjernebevægelsens krav om folkeafstemning om EU eller noget helt femte. Situationen er ustabil. Vi har fået et pusterum, men ikke mere.

Mød dog fremmedhaderne med politiske argumenter. Prøv at forhandle med dem – og at inddrage dem i det parlamentariske demokrati, som er kendt ved forhandlinger, indrømmelser og kompromiser. Det er sket med Dansk Folkeparti i Danmark, Fremskridtspartiet i Norge og Sandfinnerne i Finland. Vi må nok indrømme, at de pegede på integrationsproblemer, før det blev mainstream. De lyttede mere til rødderne end de fleste politikere – og forsynede så den folkelige frygt med hadske bemærkninger mod udlændinge.

EU’s regeringsledere kunne nemt have sikret et stort ja i Storbritannien ved at give Cameron de fornødne indrømmelser. De kunne have sagt undskyld til borgerne, fordi EU fjernede de indre grænser uden at have fælles grænser udadtil og derfor stod uforberedt, da flygtninge og immigranter væltede ind i 2015. De kunne også passende have undskyldt, at de startede møntunionen uden fælles økonomisk politik og muligheder for demokratisk styring – og derfor ikke havde de rigtige redskaber på plads, da finanskrisen meldte sin ankomst i 2007.

Fra 2008 til 2016 mistede eurolandene 8 pct. vækst i forhold til USA. Sydeuropa blev bragt på fallittens rand med ungdomsarbejdsløshed på over 50 pct. Tyskland har nu et overskud på sin betalingsbalance, der er dobbelt så stort som hele Unionens budget (9,2 pct. af tysk BNP). Imens har Italien fra 2008 til 2016 mistet 7 pct. af BNP, og Grækenland 30 pct. Er det det bedste, EU kan præstere?

Statsministrene kunne også have undskyldt, at de endnu ikke har fået styr på bureaukratiet i EU. I 2016 passerede vi 144.000 love, regler, domme og standarder, som vælgerne som hovedregel ikke kan ændre på en valgdag. De kunne have vedtaget en Europæisk Frihedsakt, hvor de besluttede, at Kommissionen og EU-Domstolen fremover kun vil gribe ind mod forhold i medlemslandene, hvis de kan påvise et grænseoverskridende problem, som generer borgere eller virksomheder i andre medlemslande.

I dag kommer 70 pct. af lovgivningen i de tyske delstater fra Bruxelles. Halvdelen af dagsordenspunkterne for kommunerne i Norden – også i Norge! – indeholder regler fra EU. Unionen er blevet alt for centralistisk og irriterer borgerne i hele EU. I Storbritannien har de været meget sure over EU’s arbejdstidsregler, som gør det svært at opretholde en række små sygehuse – og de blev sure, da Kommissionen ville forbyde dem at købe øl efter britiske mål. Kommissionen blev tvunget til at trække forbuddet tilbage, men skaden var sket. EU’s dårlige image har mange årsager. Men en ærlig undskyldning fra regeringslederne og en række tilhørende reformforslag kunne have fået briterne til at stemme for remain.

ECB har sendt trillioner af euro til bankerne […] Tænk, hvis de store beløb i stedet var brugt på grønne jobs. Tænk, hvis de unge i Sydeuropa ikke gik ledige, men var travlt beskæftigede med at lægge solceller på tagene. Når sådanne indlysende ting ikke sker, skyldes det især, at EU’s beslutningsproces ikke inddrager borgerne og ikke står til direkte ansvar over for dem.
_______

 

Hvad EU kunne have været
Men statsministre og præsidenter tager ikke fejl – og de kan ikke sige undskyld. Derfor risikerer EU nu at gå op i limningen – på et tidspunkt, hvor vi har allermest brug for et europæisk samarbejde. Vi kan ikke klare klimakrisen med nok så mange flotte initiativer i Danmark og andre fremskridtslande. Vi er nødt til at få hele verden med. EU kunne skabe de fornødne frihandelsaftaler byggende på bæredygtighed, så fx danske miljøvirksomheder kunne medvirke til at standse Ruslands store spild af energi. EU-landene kunne også koordinere den økonomiske politik med et mål om vækst og beskæftigelse i stedet for snæver inflationsbekæmpelse. Alle lande ville kunne høste flere jobs, hvis fx Tyskland og lande med tilsvarende overskud øgede investeringerne med 20 pct., mellemlande med 15 pct. og de dårligst stillede lande med 5 eller 10 pct. Så ville aktiviteten vokse overalt, men uden at nogen lande ville få øgede balanceproblemer. Det er meget enkelt, men det sker ikke, fordi EU’s traktater ikke er tidssvarende.

EU-landene kunne lade EU-budgettet, Centralbanken og Investeringsbanken sætte skub i den grønne omstilling fra fossil energi til vedvarende energi. ECB har sendt trillioner af euro til bankerne, som har kunnet udbetale store bonusbeløb til de direktører, der kørte landene i sænk under finanskrisen. Tænk, hvis de store beløb i stedet var brugt på grønne jobs. Tænk, hvis de unge i Sydeuropa ikke gik ledige, men var travlt beskæftigede med at lægge solceller på tagene. Når sådanne indlysende ting ikke sker, skyldes det især, at EU’s beslutningsproces ikke inddrager borgerne og ikke står til direkte ansvar over for dem.

Det demokratiske underskud
I alle kriseårene har Europa-Parlamentets store flertal peget på en helt anden ekspansiv økonomisk politik end den, som er vedtaget af Kommissionen og Ministerrådet. Men Parlamentet har ingen indflydelse på den økonomiske politik. Dem, vi stemmer på til EU, har simpelthen ikke magt. Dem, der bestemmer, kan vi til gengæld ikke stemme på. Demokratiet har ganske enkelt brug for, at alle EU-beslutninger får ejere.

Når Kommissionen har eneret til at stille lovforslag, bør den naturligvis være på direkte valg. Det kan ske, ved at hvert land vælger sin kandidat til Kommissionen sammen med valgene til Europa-Parlamentet hvert femte år. Europa-Parlamentets store flertal ønsker imidlertid Kommissionen udpeget af og blandt Europa-Parlamentets medlemmer. Det er demokratisk på papiret, men vil ikke virke, fordi EU ikke er et land og et folk som i USA.

I stedet bør Europa-Parlamentet fremover være ligestillet med Ministerrådet, så enhver lov og beslutning skal have et positivt flertal bag sig i begge kamre. I dag vedtages 70 pct. af lovene af Kommissionen selv – og de vigtigste love besluttes af Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet på hemmelige trilogmøder, hvor vælgerne og de folkevalgte ikke kan følge med. Lovgivningen må ud i lyset og behandles på åbne møder. Vi bør alle kunne se, hvem der er ansvarlige for alle beslutninger.

For de fleste europæere er der meget langt til Bruxelles. Derfor vil det også være klogt at lade alle EU-beslutninger starte med forelæggelse i de nationale parlamenter. Så kan et fagudvalg i Folketinget førstebehandle et forslag fra Kommissionen og derefter oversende deres kommentarer til Europaudvalget, der så kan udarbejde det endelige forhandlingsmandat og lade det vedtage ved elektronisk afstemning i Folketingssalen. På den måde kan vi ved danske valg også stemme ud fra, hvad de folkevalgte vil gøre i EU. Det er indlysende, at Folketinget ikke kan vedtage de endelige EU-love. Men danske vælgere kunne få synlig indflydelse på, hvad danske ministre siger og forhandler i EU. Vi kunne få ikke blot medbestemmelse, men også medfornemmelse.

Reformen er ikke sandsynlig – men det er stagnationen
Statslederne kunne passende sige: ”Kære vælgere! Undskyld, vi har flyttet den lovgivende magt fra de nationale parlamenter til embedsmænd og ministre. Nu giver vi jer magten tilbage. Kom med i det nye europæiske demokrati – bland jer!”

Det er ikke sandsynligt, at de samles om forandringen, men det er nødvendigt. Alternativet er, at Europas nedtur fortsætter, og at vi overlader magten i verden til lande, hvor de ikke har vores idéer om demokrati. Kina kan imponere med vækst og beskæftigelse, men ikke just med demokrati. Fra 2004 til 2015 er landets andel af verdens bruttonationalprodukt vokset fra 5 til 15 pct., mens EU’s er faldet fra 26 til 22 pct. (og Storbritanniens fra 5 til 4 pct.). Det er ikke svært at forudsige, hvornår Kina bliver en stærkere økonomi end EU.

Med folk som Martin Schulz og Emmanuel Macron i spidsen vil Unionens kernelande satse på at skabe ny dynamik i samarbejdet. Det kan tænkes, at de lykkes med at få afskaffet sparepolitikken til fordel for et europæisk demokrati, der sætter vækst og beskæftigelse i højsædet. Men dette scenarie kræver, at traktaterne skal brydes – eller ændres. Det er mere sandsynligt, at EU fortsætter med sit elitære bureaukrati og sin svage vækst, mens europæerne lader sig overhale af andre lande. Er det virkelig den udvikling, vi ønsker?

Jens-Peter Bonde (f. 1948) er forfatter og redaktør af euabc.com og var medlem af Europa-Parlamentet 
fra 1979 til 2008. Uffe Østergård (f. 1945) er kommentator, forfatter og professor i historie på CBS. ILLUSTRATION: Merkel, May og Macron i Belgien (Thierry Monasse/AND/ABACAPRESS.COM)