29.03.2017

Danmarks nuværende sikkerhedspolitiske situation kan beskrives ganske kort: Den bipolære tid er for længst ovre, og den multipolære verdensorden står klar til at afløse 30 års amerikansk hegemoni.

Analyse af Jan Werner Mathiasen, fra RÆSON29

Længe har sikkerhedspolitiske eksperter argumenteret for og imod en radikal realpolitisk ændring af verdensordenen som følge af de økonomiske magtforskydninger. Komparative analyser mellem de vestlige økonomier og vækstlandene (BRIKS og MIST) viser, på trods af lavere vækstrater end i 00’erne, at Vesten fortsat står til at tabe mere, end der kan hentes hjem via det højere teknologiske niveau og en lettere restriktiv handelspolitik. Imens eksperterne analyserede, og politikerne debatterede, skred vælgerne i de vestlige demokratier til handling. Valget af Donald Trump som USA’s præsident, den kommende britiske udmeldelse af EU samt de tiltagende nationalistisk-protektionistiske strømninger i resten af Europa peger alle i en og samme retning: Den euforiske fællesstemning, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald, er afløst af mere nationalfokuserede tendenser.

At dette også gælder for Danmark, blev tydeliggjort, da statsminister Lars Løkke Rasmussen straks efter sin tiltrædelse i september 2015 iværksatte Taksøe-udredningen. Formålet stod klart: ”at skabe grundlaget for en øget fokusering og prioritering af Danmarks internationale engagement og varetagelsen af Danmarks interesser, herunder de kommercielle.” Dermed afsluttedes den æra, hvor Danmark sammen med de andre vestlige demokratier aktivt forsøgte at forme verden i eget ideologiske billede.

Med valget af Donald Trump som USA’s præsident kunne det se ud til, at Danmark kommer til at lægge en periode med ideologibåret militær aktivisme bag sig. En periode, der reelt startede med oprettelsen af det privat lancerede danske kulturinstitut i Riga i efteråret 1989, og som meget vel kan være symbolsk afsluttet med hjemtagelsen af de danske F-16-kampfly fra Irak i december 2016. Set i lyset af tidens tendenser bliver konklusionen på denne militære aktivisme, at de vestlige værdier ikke lod sig eksportere eller implementere. Hverken i kølvandet på storstilede militærinterventioner i Irak og Afghanistan eller i forlængelse af farverevolutionerne i tidligere Sovjetrepublikker og forårstendenserne i Mellemøsten og Nordafrika er det lykkedes Vesten at eksportere sin egen samfundsideologi til nye markeder. De liberal-demokratiske værdier, der blev afvist som grundlag for statsdannelserne i Irak, Afghanistan, Libyen, Egypten og Syrien, afspejles også kun i meget ringe grad i demokratierne i den resterende del af den ikke-vestlige verden.

Dermed er den liberale verdensorden – baseret på globalisering, markedsliberalisme og universelle demokratiske værdier – blevet godt og grundigt forkastet af resten af verden. Men værre er det, at en tilsvarende underkendelse af egne samfundsbærende værdier nu slår revner i de vestlige demokratier og i relationerne mellem disse.

Danmark er i al ubemærkethed gået fra at være medsvoren bærer af vestlige værdier til at være et lille land med nationale interesser i den multipolære verdensorden. Dermed tegner sig en tilbagevenden til den selvforståelse, der har kendetegnet dansk strategisk praksis siden indførelsen af demokratiet i 1849 og helt frem til Berlinmurens fald i 1989.
_______

 

Derfor er det ikke kun valget af Donald Trump som præsident, der underkender globaliseringen og den liberal-demokratiske ideologi. Med forhandlingerne om Storbritanniens udmeldelse af EU og de store politiske valg i Tyskland, Frankrig, Italien og Holland kan 2017 meget vel gå hen at blive året, der tilbageviser efterkrigstidens integrerende og samarbejdsskabende effekter på det europæiske kontinent. Uanset udfaldet af parlamentsvalgene vil de markedsliberale værdier fremadrettet blive akkompagneret af en nationalistisk-protektionistisk ’købmandslogik’ i de enkelte europæiske lande. For værdier, der hverken kan eksporteres, tvangsimplementeres eller legitimeres i Vestens egne statsdannelsesprojekter, kan vel i grunden ikke siges at være universelt gyldige eller strengt nødvendige.

Et lille land i den multipolære verdensorden
Med Taksøe-udredningen er Danmark i al ubemærkethed gået fra at være medsvoren bærer af vestlige værdier, der skal implementeres i det internationale samfund, til at være et lille land med nationale interesser i den multipolære verdensorden. Dermed tegner sig en tilbagevenden til den selvforståelse, der har kendetegnet dansk strategisk praksis siden indførelsen af demokratiet i 1849 og helt frem til Berlinmurens fald i 1989. Det, der trækker den helt store linje gennem de 150 år, er reelt set den realisme og pragmatisme, som flere politikere og sikkerhedspolitiske eksperter nu synes at efterspørge.

Det er en realisme og pragmatisme, som i en dansk småstatsfortolkning ofte er kommet til udtryk gennem neutralitet, tilpasning og ikke-provokation og derved har haft en skinger klang af pacifisme, samarbejdspolitik og fodnoter. På denne grundklang blev den militære aktivisme efter Berlinmurens fald uden større sværdslag legitimeret i fortidens politiske ’fejltagelser’.

Med valget af Donald Trump synes aktivismens tid dog at være ovre, og det strategiske arvegods har længe været anset som ubrugeligt drivtømmer. Dette har fået nogle sikkerhedspolitiske eksperter til at antage, at Danmark er uden en facitliste for sin fremadrettede udenrigspolitik [se Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSON 4/2016: ’Efter globaliseringen’, red.] og derfor fremstår rådvild i den ’postamerikanske’ verden [se Vibeke Schou Tjalve i RÆSON 4/2015: ’I den postamerikanske verden må Danmark tænke selv’, red.]. For hvilke politikere ønsker egentlig at gentage fortiden, når man her – på bagkanten af det amerikanske hegemoni – jo netop føler sig frigjort fra politisk skyldfølelse og nationale skampletter?

Mit argument vil være, at legitimeringen af aktivismen for ensidigt fokuserede på de potentielle konsekvenser for den bipolære verdensorden. Man glemte derved at fremskrive de faktuelle fordele for Danmark som pragmatisk aktør.

Essensen af dansk strategisk tradition er nemlig hverken neutralitet, tilpasning eller ikke-provokation. Ej heller er samarbejdspolitik og fodnoter nogen naturlig eller nødvendig konsekvens af den danske tradition – det er blot specifikke fremtrædelsesformer i en særlig praksis, som bygger på dialektisk fortolkning og dualistisk [tosidet, red.] håndtering af sikkerhedspolitiske problemstillinger. En dualisme, der har gjort det muligt at skifte mellem forskellige strategier og verdensanskuelser og derigennem kunne føre efterkrigstidens såkaldte kompartmentaliserede eller fragmenterede udenrigspolitik. En udenrigspolitik, hvor Danmark mere eksplicit and andre småstater adskilte sikkerhedspolitikken, udenrigsøkonomien og værdipolitikken og anvendte forskellige internationale organisationer (NATO, FN, EF/EU og Nordisk Råd) til at indfri sine fragmenterede målsætninger for sig selv og sine ambitioner for verden.

Dette kunne lade sig gøre, fordi Danmark igennem tiden udviklede en særlig evne til at indlejre og balancere konstruerede modsætninger samt at håndtere kompleksitet. Det er en praksis, der har sikret, at Danmark kunne holde balancen gennem to verdenskrige, gennem Den Kolde Krigs problemfyldte NATO-medlemskab samt gennem en ’ufuldstændig’ europæisk integration. En praksis, der har sikret Danmark som suveræn stat uden at miste hverken nationalstatslig legitimitet eller udenrigspolitisk integritet.

Hvis Danmark skal lykkes med varetagelsen af sine egne interesser i denne gryende multipolære og postamerikanske verdensorden, kan det være essentielt at genopdage succeserne i denne dualistiske måde at være sikkerhedspolitisk til stede i verden på.
_______

 

Denne strategiske praksis blev dog væsentligt udfordret af Sovjetunionens opløsning og tilpasningen til det amerikanske hegemoni [overherredømme, ubestridte lederposition, red.]. Hvis Danmark skal lykkes med varetagelsen af sine egne interesser i denne gryende multipolære og postamerikanske verdensorden, kan det være essentielt at genopdage succeserne i denne særlige måde at være sikkerhedspolitisk til stede i verden på.

Danmarks strategiske arv
Med indførelsen af demokratiet i 1849 – og i særdeleshed efter nationssamlingen i 1864 – var Danmark ikke længere et skrøbeligt nationalstatsligt politisk projekt. Danmark var en veldefineret demokratisk småstat i et storpolitisk Europa. Den deraf afledte indadskuende praksis medførte, at den politiske håndtering af bondestanden – som dem, der indad skulle vinde, hvad udad var blevet tabt – fik stor betydning for den politiske udvikling. Det, historikeren Uffe Østergård har kaldt en form for bondepragmatisme, påvirkede kraftigt ændringen af den danske politiske praksis helt frem til forfatningskampens indførelse af forholdstalsvalg og negativ parlamentarisme (Uffe Østergård, ’Peasants and Danes: The Danish National Identity and Political Culture’, Comparative Studies in Society and History, Vol. 34, No. 1 (Jan. 1992), pp. 3-27). Et eksempel på dette er striden om uddannelsessystemet, som fik den pragmatiske afslutning, at der er undervisningspligt og netop ikke skolepligt i Danmark. Således er der i dansk politisk og strategisk praksis en unik mulighed for dualistisk håndtering af problemstillinger: Man kan undlade at være for uden nødvendigvis at være mod. Den realisme og pragmatisme, der indenrigspolitisk blev brugt til at balancere og tilpasse sig til den magtfulde bondestand, udgør således også essensen af den danske sikkerhedspolitiske tradition.

Politisk balancegang og dualisme var konstituerende for den nationale selvforståelse, der blev udviklet i perioden fra 1864 til udfordringen af neutraliteten ved besættelsen i 1940. Denne lange periode – 1864-1940 – blev dermed konstituerende for den strategiske praksis, som blev anvendt både under besættelsen og i efterkrigsårene såvel som i dansk udenrigspolitik den dag i dag. Dansk tradition gør det muligt at manøvrere politisk i en potentielt konfliktfyldt eller blot kompleks situation uden at blive tvunget til at træffe en irreversibel beslutning.

Når det gælder Danmark i verden, er det en tradition, som baserer sig på en sikker afvejning mellem faktiske muligheder og potentielle trusler i det internationale system. En nøje balancering mellem aktørerne i systemet – samt fastholdelse af egne muligheder ved ikke at blive for afhængig af en enkelt part. Ifølge seniorforsker Hans Mouritzen har Danmarks handlerum således traditionelt været størst, jo mere kompleks verden så ud – og jo flere aktører der synes at have indflydelse på dansk sikkerhed (Hans Mouritzen, ’A Hundred Years of Danish Action Space’ i Danish Foreign Policy Yearbook 2006, Hans Mouritzen & Nanna Hvidt: Danish Institute for International Studies, (2006), pp. 114-151, p. 117). Derigennem – og derfor – har Danmark klaret sig relativt bedre end andre stater gennem de mange internationale kriser. Og det vil Danmark – netop i kraft af sin særegne strategiske praksis – fortsat kunne gøre i en multipolær verdensorden med både protektionistiske og nationalistiske tendenser.

100 års pragmatisk dualisme
Denne særlige danske praksis træder tydeligt frem under håndteringen af Første Verdenskrig og i varetagelsen af minoritetsbefolkningernes rettigheder på begge sider af grænsen efter genforeningen i 1920. I disse tilfælde blev der netop udvist en konflikthåndterende og tillidsskabende adfærd, der byggede på anerkendelsen af det konkrete modsætningsfyldte forholds ret til ikke alene at blive medtænkt, men også medkonstituerende for håndteringen af problemet. Denne evne til at balancere modsætninger og tilpasse sig den faktiske virkelighed blev grundlaget for, at Danmark kunne komme gennem Første Verdenskrig uden at tage direkte parti i striden:

Som et af de få lande lykkedes det jo rent faktisk Danmark gennem størstedelen af konflikten at opretholde diplomatiske forbindelser såvel som lukrative handelsaftaler med både Tyskland og Storbritannien. Et eksempel på dette er håndteringen af det tyske krav om udlægning af miner i Storebælt, som Danmark håndterede gennem en ”neutralitetshævdende foranstaltning”, der udlagde miner i samtlige territoriale bælter og sunde. På samme måde udtrykker den danske tilgang til genforeningen med Sønderjylland en dialektisk fornemmelse for geopolitiske interesser og muligheder samt anerkendelse og gensidig respekt for etnicitet på tværs af grænser og tidligere tvister. Gennem dansk mådehold undgik det sønderjyske område at blive genstand for en fransk-tysk geostrategisk kappestrid, der efterfølgende kunne have skadet den danske relation til Tyskland. Etnicitetsspørgsmålet (og netop ikke løsningen på spørgsmålet) blev ved genforeningen håndteret således, at begge nationalidentiteter bestod på begge sider af grænsen. Særligt i forbindelse med Vesttysklands medlemskab af NATO udviste Danmark en udpræget evne til politisk at håndtere det tyske mindretal i Sønderjylland gennem København-Bonn-erklæringerne, der muliggjorde demokratisk repræsentation af mindretallene på begge sider af grænsen.

Derigennem blev håndteringen af det tyske mindretal i Danmark gennem sindelagsprincippet og mindretalsordningen medkonstituerende for – og kraftigt medvirkende til – opretholdelsen af den danske nationalidentitet både i Sønderjylland og syd for grænsen i Slesvig.

Tilsvarende elementer findes også i den endog meget udskældte danske samarbejdspolitik under besættelsen og den generelle ikke-provokatoriske politik i forhold til Sovjetunionen under Den Kolde Krig (1945-89). I begge tilfælde blev dansk strategisk praksis bygget op omkring en pragmatisk fortolkning af de faktiske forhold og en dualistisk konflikthåndterende logik, der muliggjorde både en tilstedeværelse og et fravær. Danmark var således både territorielt besat og politisk selvstyrende helt frem til 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken de facto ophørte. Vel at mærke uden at det i perioden kom til et totalt opgør med den tyske værnemagt.

Derigennem bygger den identitetsskabende fortælling om den danske redning af jøderne under den tyske aktion i oktober 1943 også på dualismen. Danmark formåede at redde langt størstedelen af de 7.800 jøder i sikkerhed i Sverige også som følge af den pragmatiske og samarbejdende håndtering af besættelsens mulighedsbetingelser, herunder relationerne til højtstående tyske embedsmænd i København. Et aspekt, som kritiske fortolkninger af samarbejdspolitikken synes at have forbigået i tavshed.

Denne særlige danske dualisme træder ligeledes frem i Danmarks håndtering af forhandlingerne om det nordiske forsvarssamarbejde efter Anden Verdenskrig. Her var den danske politik fokuseret på at søge det fælles mulige ved hverken at lægge sig fast på kompromisløse fortolkninger af svensk neutralitet eller norske krav om en klar vestlig orientering. Derved blev den danske løsning på den svensk-norske forsoning en dualistisk politik for at få ”vestmagterne dels til at acceptere en nordisk neutralitet – om muligt – dels til at love hjælp, hvis [Norden] bliver angrebet” (Nikolaj Petersen, ’Dansk og norsk alliancepolitik 1948-49: En komparativ analyse’, Politica 11(1), (1979), s. 71-99, 80). Norden ville i denne danske model være overordnet neutral og samtidig en del af den vestlige alliance, hvis konflikten skulle bryde ud. At indsatsen under forhandlingerne om det nordiske forsvarssamarbejde ikke alene kan kategoriseres som et desperat dansk forsøg på at få en umulig aftale på plads, er tydeligt dokumenteret i Den Kolde Krigs ikke-provokatoriske praksis i forhold til Sovjetunionen. Gennem balancegang og en ikke-militarisering af dansk territorium kunne Danmark både være alliancemedlem af NATO såvel som territorielt neutral, når det kom til offensive strategiske militære kapaciteter. Målsætningen for det nordiske forsvarssamarbejde har således været kendetegnende for Danmarks medlemskab af NATO fra indmeldelsen og helt frem til Berlinmurens fald.

Lige siden Anden Verdenskrigs afslutning har Thulebasen været den fysiske manifestation af dansk dualistisk håndtering af sikkerheds- og neutralitetsproblemet.
_______

 

Håndteringen af den fortsatte amerikanske anvendelse af Thulebasen efter Anden Verdenskrig er på tilsvarende måde udtryk for, at Danmark har formået at bruge en særegen dialektik til at balancere og indlejre modsætninger i politiske aftaler. Gennem princippet om at ”rådføre sig med hinanden med henblik på at tilvejebringe gensidigt tilfredsstillende særregler” i Forsvarsaftalen af 1951 om forsvaret af Grønland lykkedes det både at indlejre såvel som at omgå kernevåbenproblematikken. En evne, der blev praktiseret gennem H.C. Hansen-notatets indirekte anerkendelse af behovet for – og derigennem netop IKKE tilladelse til – USA’s ”possible storing of supplies of munition of a special kind on the defence areas in Greenland”.

Lige siden Anden Verdenskrigs afslutning har Thulebasen været den fysiske manifestation af dansk dualistisk håndtering af sikkerheds- og neutralitetsproblemet. Måske netop derfor har Thulebasen ved utallige lejligheder skabt interne spændinger i rigsfællesskabet, som igen er udtryk for denne særegne danske praksis. Grønland og Færøerne har ”en udvidet grad af selvstyre” og ”medindflydelse på udenrigspolitiske forhold, der vedrører dem”, idet ”udenrigspolitikken dog fortsat administreres af Danmark”. På en og samme tid står de uden for EU, er selvstændige medlemmer af Nordisk Råd, men er ikke uafhængige medlemmer af hverken FN, OECD, NATO, WTO eller Arktisk Råd.

Samme dualistiske praksis træder frem i håndteringen af det alternative sikkerhedspolitiske flertal under Firkløverregeringen (1982-1988) samt i de danske EU-forbehold (vedtaget af vælgerne i 1993 efter afvisningen af Maastricht året forinden). Op gennem 1980’erne formåede Danmark både at anerkende det overordnede traktatlige grundlag i NATO og samtidig underkende konkrete aspekter af forsvarssamarbejdet. (Fra 1982 til 1988 tog Danmark forbehold i NATO for en række beslutninger vedrørende alliancens atomslagstyrke. Disse forbehold blev indarbejdet i fodnoter og blev et omstridt indenrigspolitisk emne i Danmark, fordi de blev gennemtrumfet af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal uden om periodens borgerlige regeringer). Fodnoteperioden indskriver sig derigennem i den danske dualisme – og i traditionen fra håndteringen af sikkerhedspolitikken gennem de to verdenskrige, forhandlingerne om det nordiske forsvarssamarbejde og størstedelen af Den Kolde Krig. Med de fire EU-forbehold fra 1993 trak Danmark igen på sin strategiske arv og formåede uden fortilfælde at forhandle fire nationale kompromiser – herunder forbehold fra ambitionerne om en fælles forsvarspolitik – ind i de politiske aftaler for EU. I et strategisk perspektiv medfører begge forbehold, at Danmark på en og samme tid traktatligt er med i, men politisk-konkret står uden for væsentlige elementer af samarbejdet.

Udenrigspolitikken i ubalance efter Den Kolde Krig
Det er denne lange tradition, som blev rystet af Den Kolde Krigs afslutning og decideret afbrudt af den amerikansk-ledede globale krig mod terror.

Aktivismens brud med tilpasningspolitikken blev ikke alene et brud med den pragmatiske dualisme, som havde virket i 150 år. Det blev også et brud med det, som statsminister Lars Løkke Rasmussen i Jyllands-Posten den 15. september 2015 definerede som ”en udenrigs- og sikkerhedspolitik, som bygger på et realistisk billede af et lille lands muligheder i en stor verden”.

Aktivismen medførte, at Danmark rent faktisk mistede sig selv som strategisk aktør og hermed evnen til at balancere modsætningsfyldte forhold i sin strategiske praksis.

Den aktivistiske udenrigspolitik medførte, at Danmark rent faktisk mistede sig selv som strategisk aktør og hermed evnen til at balancere modsætningsfyldte forhold i sin strategiske praksis.
_______

 

Dualismens betingelser forsvandt med Sovjetunionens opløsning. Sovjetunionen var gennem hele den bipolare periode (1945-89) den ideologiske modpol til den vestlige markedsliberale samfundsmodel, og da modpolen forsvandt, forduftede størstedelen af den interne kritik i de vestlige demokratier også. Troen på den skandinaviske model kom under pres, og den svenske statsminister Carl Bildt udtalte således i november 1991, at der ikke længere var efterspørgsel på et ”kompromis mellem et system, der havde vist sig at være en succes, og et andet, der havde vist sig at være en historisk katastrofe” (Lars Trägårdh, ’Sweden and the EU: Welfare state nationalism and the spectre of Europe’, i Lene Hansen & Ole Wæver (ed.), ’European Integration and National Identity: The challenge of the Nordic States’, (London: Routledge, 2002), pp. 130-181, p. 161). På tilsvarende måde så man i Danmark en splittelse internt i Socialdemokratiet, hvor Poul Nyrup Rasmussen-regeringerne efter valget i 1993 nærmest forfinede såvel den økonomiske som den sikkerhedspolitiske politik fra Schlüterregeringerne (1982-1993). Nu havde den markedsliberale samfundsmodel også i de socialliberale skandinaviske lande opnået ideologisk hegemonisk status. Modstanden mod denne model, som Sovjetunionens militærmagt tidligere havde stået som garant for, blev sprængt – både internt i de vestlige lande og i det internationale system. De tidligere socialistiske strømninger havde ikke længere global legitimitet, og dette medførte, at nye former for modpoler voksede op i periferien af den vestlige verdensorden. Fundamentalistiske strømninger på tværs af kulturer og religioner samledes således i et fælles had til vestlige værdier. Billedet af USA som den inkarnerede ondskab blev det, der kunne samle oppositionerne i alverdens konflikter om et nyt fælles projekt.

Håndteringen af angrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 samt Bush-administrationens kategoriske opdeling af verden i ’gode’ og ’onde’ medførte ikke bare en yderligere fundamentalisme i periferien, men skabte også grobund for en radikalisering i de vestlige nationalstater. Det skete på baggrund af fraværet af et transnationalt fællesskabsprojekt, som den enkelte nation og borger kunne identificere sig med. I dag underkendes de globaliserede budskaber, og modstanden samles derfor i nationalistiske ideologier. Et problem, som EU- og NATO-udvidelserne sandsynligvis kunne have været svaret på ved at binde de europæiske nationalstater tættere sammen gennem et fælles projekt. Det modsatte er sket; på det seneste har udvidelserne vist sig hverken at dæmpe de nationalistiske og separatistiske tendenser eller den skærpede retorik landene imellem – tværtimod.

Parallelt med denne politiske udvikling indtog det militære magtapparat en mere og mere central rolle i udenrigspolitikken i de vestlige lande. Denne tendens startede allerede med Kosovo-spørgsmålet i Bill Clintons anden præsidentperiode og tiltog efter 11. september. Militære kapaciteter blev – i bedste sovjetstil – anvendt til at tvangsimplementere egne ideologier i verden. I USA blev denne tendens bygget op omkring en neokonservativ udenrigspolitisk tradition, i Storbritannien i en tro på New Labours nye vej og i Danmark i Foghregeringens opgør med småstatsmentaliteten. Derved blev grundlaget for den nationalisme og patriotisme, som med Mikkel Vedby Rasmussens ord nu kommer til at udfylde ”det konceptuelle krater, hvor globaliseringen engang stod”, allerede skabt i 2001 (Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSON28). Konsekvenserne af 2017-valgene – i Tyskland, Italien, Frankrig og Holland – medfører derfor sandsynligvis, at andre statsledere når den samme konklusion som Vladimir Putin: De må erkende, at (den vestlige håndtering af) ”Sovjetunionens opløsning” (eller rettere manglen på samme) rent faktisk går hen og bliver ”det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe”.

For Danmark medførte Sovjetunionens opløsning i hvert fald en politisk underkendelse af den strategiske arv, som gennem tiderne har kunnet sikre småstaten Danmark i den multi- og bipolære verdensorden.

Danske muligheder i en verden med globale forskydninger
Som småstat har Danmark sandsynligvis haft gavn af at kunne ”punch above its weight” [præstere over evne, red.], som præsident Barack Obama udtalte det under statsminister Lars Løkke Rasmussens besøg i Det Ovale Kontor den 14. marts 2011. Dette har løftet Danmark op i den militære elite og ind i Europas sikkerhedspolitiske borgerskab: Danmark er nu en stat, der regnes med – både som politisk legitimator såvel som villig og egnet leverandør af militære kapaciteter til stormagternes interventioner. Men er det nu også det, der fortsat tjener småstatens interesser i en verdensorden med magtforskydninger og manglende succes for det militære virkemiddel?

Den gryende multipolaritet og den politiske selvransagelse efter Irak, Afghanistan, Libyen og nu også Syrien presser sig på og får de vestlige stormagter til at gentænke deres sikkerhedspolitiske antagelser.

Det er i lyset af dette, at man også bør forstå valget af Donald Trump som den selvfølgelige afløser for den tilbagetrukne udenrigspolitiske linje, som Barack Obama stod for. Det er i lyset af samme udvikling, at Brexit giver mening for forståelsen af Storbritannien. Når verden synes kompleks, og egne strategiske succeser ikke umiddelbart taler for sig selv, er det ofte tid til selvransagelse. Og det er den proces, som udspiller sig parallelt i USA, Storbritannien og Danmark i denne tid. Fremtrædelsesformen bliver blot forskellig i de tre lande.

Danmark er nu en stat, der regnes med – både som politisk legitimator såvel som villig og egnet leverandør af militære kapaciteter til stormagternes interventioner. Men er det nu også det, der fortsat tjener småstatens interesser i en verdensorden med magtforskydninger og manglende succes for det militære virkemiddel?
_______

 

Valget af Donald Trump er således ikke svaret på en ny problemstilling i amerikansk politik, men snarere en hysterisk radikalisering af en isolationistisk tænkning, der traditionelt er trådt til, når verden synes kompleks og truende. 1800-tallets krige i Europa, Første Verdenskrig og 1930’ernes depression medførte alle, at USA isolerede sig. Det historiske vidnesbyrd er dokumenteret i Monroedoktrinen, der begrænsede USA’s interessesfære til de amerikanske kontinenter, den manglende opbakning til Folkeforbundet (FN’s forløber) samt 1930’ernes ’Neutrality Acts’, der begrænsede våbenhandel med stridende parter og USA’s engagement i internationale konflikter. Således kunne verden bevidne et stiltiende USA under de mange forspil til Anden Verdenskrig, herunder den japanske aggression i Kina i 1931, den italienske invasion af Etiopien i 1935 samt den tyske annektering af Sudeterlandet i 1938.

Storbritanniens vej ud af det fælleseuropæiske statsprojekt er heller ikke overraskende, den historiske arv taget i betragtning. Den særlige britiske nationalfølelse har traditionelt været bygget op omkring idéen om de britiske øer som værende i opposition til det europæiske fastland. Storbritanniens parlamentariske selvforståelse (gennem manglen på en formel forfatning og common law-systemet) samt den territoriale selvtilstrækkelighedsfølelse har altid været politisk uforeneligt med et fuldbyrdet medlemskab af det nuværende EU. Set i lyset af dette er Brexit det naturlige svar på den gryende multipolaritet, de manglende strategiske succeser og den nationalistiske drejning i verden generelt for en stat, der har forstået sig selv som værende ”anderledes i 1000 år” (se artiklen af Peter Nedergaard i RÆSON27, oktober 2016).

Når verden fremstår usikker og kompleks, er der en tendens til, at man vender tilbage til sin strategiske arv. Og det er de dynamikker, der for tiden tegner sig hos Danmarks to vigtigste sikkerhedspolitiske partnere gennem nyere tid.

En supermagt som USA og en tidligere stormagt som Storbritannien kan givetvis sikre sig selv ved at vende verden ryggen. I de to nationers selvforståelse giver historien jo åbenbart belæg for dét. Den historiske erfaring for Danmark er derimod, at småstaten bedst sikres ved dualistisk håndtering af verdens modsatrettede tendenser. En erfaring, som man desværre underkendte i slutfirserne. Derigennem slettede de danske politikere reelt set den eneste brugbare facitliste, der findes for et lille land i en stor verden.

Gennem de seneste 30 års aktivisme har Danmark således selvinstitueret sin rådvildhed gennem underkendelsen af sig selv inden for den hårde sikkerhedspolitiske tradition. Hvor er det dog godt, at Danmark parallelt med militæraktivismen gennem den lange og problematiske vej til vores ’ufuldstændige’ EU-medlemskab har plejet evnen til både at kunne være med, men så samtidig også stå væsentligt udenfor.

ILLUSTRATION: Shanghai (foto: Tripp)

Jan Werner Mathiasen (f. 1972) er major i Forsvaret, bachelor i erhvervsfilosofi og kandidat i politisk kommunikation fra Copenhagen Business School. Han er ansat som militæranalytiker ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet.